OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 16. december 2014

Terrorisme og islamisme

Hver gang, der begås en terrorhandling af fundamentalistiske muslimer – senest i går i Sidney –, har de etablerede medier og politikerne travlt med at forsikre offentligheden om, at denne terror ”ikke har noget med Islam at gøre”. Dette uanset, om de pågældende mordere står med blodige hænder og citerer koranvers, der befaler dem at tage livet af ”vantro”.

Det er velkendt, at langt de fleste muslimer ikke er terrorister, selvom bekymrende mange udtrykker sympati for Jihad, Islamisk Stat, Sharialov i stedet for folkestyre o.s.v. Det er også velkendt, at der er mange andre terrorister og massemordere end islamisterne: Breivik, skoleskydere o.s.v.

Det må også antages, at alle massemordere, muslimer eller ej, er personlighedsafvigende. Men det interessante er, hvad der har forårsaget denne fejludvikling. Skoleskyderne har typisk haft en problematisk privat baggrund, for Breivik-typerne har medierne let ved at se forbindelsen til ekstrem højreradikalisering. Kun for muslimerne er der pludselig ingen forbindelse mellem deres fundamentalistiske overbevisning og deres forbrydelse.


Ærlig talt, journalister og politikere: Det er for tyndt. Se dog virkeligheden i øjnene! Det har I meget svært ved i alle spørgsmål, der vedrører udlændinge og indvandring. Se f.eks. Wigotski-afsløringerne.

mandag den 15. december 2014

Armslængdeprincippet – newspeak for ansvarsfralæggelse

Det forekommer oftere og oftere, at ministre afslår at blande sig i underordnede organers afgørelser med henvisning til ”armslængdeprincippet”, der skulle gå ud på, at ministeren ikke må blande sig i disse organers afgørelser og arbejde.

Det synes at være en misforståelse. Jeg er tidligere – d.5. april 2013 – kommet ind på dette princip, der synes at stamme fra skattevæsenets ligning af koncerner med intern handel. Det blev introduceret i kulturpolitikken af Julius Bomholt i 1960’erne, hvor staten begyndte at uddele støtte til kunstnere. Man lagde vægt på, at staten støttede, men ikke dirigerede kunstnerne.

Princippet er nu medtaget i skattelovgivningen, hvor ministeren ikke må blande sig i behandlingen af enkeltsager. Det synes rimeligt, selvom borgerne altid kan påklage afgørelser til domstolene med hensyn til lovmedholdeligheden. Men det kræver ressourcer. Under alle omstændigheder bedst at undgå mistanke om politisk indblanding i skatteligningen.

Men de sidste år synes armslængdeprincippet at have bredt sig ud over andre områder, hvor det ikke hører hjemme. Senest har Kulturminister Marianne Jelved afvist at blande sig i Danmarks Radios bestyrelses beslutning om at nedlægge Radioens Underholdningsorkester under henvisning til ”armslængdeprincippet”. Tilsvarende har justitsminister M. Frederiksen prøvet at fralægge sig ansvaret for Udlændingestyrelsens rapport om Eritrea med samme begrundelse.

Men det holder jo ikke. Der står i Grundloven, at den udøvende magt – statsadministrationen – er hos Kongen, d.v.s. regeringen. Magten kan uddelegeres, men ansvaret og beslutningsretten er i sidste instans hos ministeren, og regeringen som kollektiv. Kulturministeren skal ikke lægge programmerne for DR, men hun har ansvaret for de større beslutninger, såsom nedlæggelse af et kendt og veletableret ensemble i DR. Og justitsministeren skal ikke skrive Udlændingestyrelsens rapporter, men hun har stadig det politiske ansvar for dem.  


Armslængdeprincippet er blevet et fif til at prøve at fralægge sig ansvaret for ubehagelige afgørelser. 

torsdag den 11. december 2014

Slagtebænk Danmarks Radio – 1864: Hvad gik galt?

Nu har DR vist alle 8 afsnit af sin 175 mio. kr. dyre serie ”1864”, og katastrofen er fuldbyrdet. Altså ikke katastrofen ved Dybbøl, men den katastrofe, som serien er.

Serien er teknisk flot med gode skuespillere, men seriens forløb er idiotisk af mange årsager:

Historisk er den ikke-oplysende. Vi får ikke en fornuftig forklaring af baggrunden for krigen (og for krigen 1848-50), nemlig de tysksindede slesvig-holsteneres krav om at få hele Sønderjylland indlemmet i det tyske forbund – helt op til Ribe-Kolding! Vi får kun fortalt, at det er de fanatiske danske nationalliberale, der med deres ønske om at bevare det historiske Danmark ned til Ejderen fremkalder konflikten. Desuden fremstilles de danske ledere som fuldstændig vanvittige. Det havde været mere interessant at sammenligne dem med deres åndelige oldebørn, det radikale venstre. Begge kommer fra byernes akademikere og offentligt ansatte, begge er uden realitetssans. De nationalliberale ville frelse Danmark, de radikale vil frelse verden. Det første lykkedes ikke, det andet arbejdes der stadig på.

Og man hører intet til Helstatsfolkene, de konservative, der ville bevare staten udelt, og som måtte samle op, da de nationalliberale gav op efter det militære nederlag. Den tids DF’ere?

Desuden er mange optrin helt på Månen: Soldaten, der er synsk og kan hypnotisere, ja sågar heale! Fra Lars Triers ”Riget”? En sigøjner-hestevogn, der kører ned igennem et feltlazaret! Og i øvrigt blander sig frit med de danske kolonner. Bert Brechts Mutter Courage? Den vanvittige kaptajn, der sætter een mand til at hive en kanon (på ca.½ ton) op af en tilfrosset å!

I øvrigt er samme kaptajns optræden overfor vore to helte helt ude i hampen. Hans sjofelheder ville ikke kunne forekomme. I øvrigt er serien fuld af andre slibrige optrin, der kun kan fremkalde pinlighed i de små hjem.

Så Folketinget, der bevilgede 100 millioner kr. til en historisk fremstilling, står med en lang næse. Hvad gik galt?

Ja, man skulle aldrig have givet Danmarks Radios ledere frie tøjler. Dels valgte de en instruktør – som så gjorde sig selv til ene-manuskriptforfatter – som ikke vil den nationale fortælling noget godt. Ole Bornedal er en moderne kulturradikal, en multikultur-tilhænger, som ikke kunne nære sig for at vise historien gennem sit eget nutidige prisme. Og han baserede sig på en roman, ”Slagtebænk Dybbøl”, af Tom Buk-Swienty,  der i sig selv må være præget af den forfatters egen baggrund som tysk og militærnægter. Ikke noget galt i sig selv, men en atypisk baggrund for at skildre de danske soldaters heroiske indsats netop mod tyskerne, på trods af den uduelige politiske ledelse. De danske soldater blev jo ikke ført passivt til slagtebænken, tværtimod kæmpede de som løver og vakte opsigt i omverdenen. Det er ydmygende at beskrive dem som ofre. Men sandt er det, at de igen-igen blev sendt i krig af politikere, som ikke, mens tid var, havde forberedt dem og givet dem den rette udrustning.

Den daværende kulturminister skulle have fulgt starten på projektet nøje og have styret det i den retning, der var tænkt med særbevillingen: Som et historisk oplysende projekt, fortalt professionelt og med respekt for de mennesker, det omhandlede. Hermed ville man have kollideret med det berømte armslængde-princip, hvilket ikke ville have gjort noget. Mere herom i næste postering.



lørdag den 6. december 2014

Bankfinansiering af nystartede virksomheder

Der er behov for økonomisk vækst for at øge beskæftigelsen og mindske underskuddet på statsfinanserne.  Mange etablerede virksomheder har store likviditetsreserver, men kan ikke se muligheder for at investere dem. Samtidig har mange små nystartede virksomheder masser af planer for udvidelse, men de kan ikke opnå finansiering i bankerne. Bankerne er stadig for svagt polstrede med egenkapital efter finanskrisen, så de tør ikke give risikobetonede kreditter i samme omfang som før krisen.

Det skal indskydes, at bankerne ved det nuværende lave renteniveau har svært ved at tjene penge på renterne. De prøver så at øge deres indtægter fra gebyrer, herunder indtægterne fra deres tilknyttede investeringsforeninger, for at genopbygge deres egenkapital, men bliver straks angrebet energisk af journalister, forbrugerorganisationer og røde politikere. Det er ikke let for bankerne at komme i form igen.

Hvordan kan man da fremskynde bankernes genopbygning af deres egenkapital og samtidig direkte øge deres lyst til at finansiere nystartede virksomheder? En simpel måde kunne være f.eks. for et enkelt år at fritage dem helt eller delvis for selskabsskat. Samtidig skulle de ikke udbetale udbytte til deres aktionærer – altså deres ejere – det pågældende år. Det fulde sparede skattebeløb skulle benyttes til særlig risikobetonede lån og kreditter til nystartede virksomheder, som en særskilt kategori i bankernes udlånsportefølje. Der skulle ikke kunne flyttes bestående engagementer, hverken gode eller dårlige, over i denne kategori, kun nye eller forhøjelser af eksisterende faciliteter. Dette skulle attesteres af bankens eksterne revisorer i årsregnskabet. Hvis rammen for nye risikobetonede kreditter ikke blev udnyttet, skulle det ubenyttede beløb indbetales til statskassen - ellers skulle det jo have været betalt som selskabsskat. Hvis nogle af de nye kreditter påførte banken tab, skulle bankens ramme for disse kreditter nedskrives med tabsbeløbet. Renten skulle være den normale. Finanstilsynet skulle kontrollere, at ordningen blev brugt efter hensigten – at hjælpe nye virksomheder uden stor egenkapital i gang.

Ordningen kunne f.eks. løbe i 5 år og så tages op til revision.


Staten ville tabe en del milliarder i selskabsskat det pågældende år, men der ville blive skabt vækst i økonomien, hvilket ville generere øgede skatteindtægter og lavere offentlige udgifter, også i de efterfølgende år.

mandag den 27. oktober 2014

Søren Krarup og Kaj Munk – Putin og Hitler

De fleste i Vesten tager afstand fra Putins aggressive udenrigspolitik, der indbefatter pression mod nabolandene og i nogle tilfælde direkte aggression – Georgien, Ukraine. Men der er dog også nogle, der har forståelse – i Tyskland taler man om ”Putin-versteher”, den tidligere socialdemokratiske forbundskansler Schröder er det fremmeste eksempel.

De fleste Putin-sympatisører synes dog at findes på den europæiske national-konservative højrefløj. I Danmark er Søren Krarup desværre trådt frem som forsvarer af Putins politik.

Årsagen er, antager jeg, at de europæiske nationale ser Putin som en nationalt tænkende trosfælle. De ser ikke, at Putin har drevet fædrelandskærligheden ud over grænsen for civiliseret opførsel og er blevet chauvinist: Kærlighed til eget fædreland er kammet over og er blevet til fjendskab mod omverdenen og ligegyldighed overfor nabolandenes legitime interesser.

Jeg finder, at Søren Krarups sympati for Putin har ligheder med Kaj Munks sværmeri for Hitler i 1930’erne: Dengang anså mange Hitler for blot en nationalist, der ville bringe Tyskland på fode igen. Ingen troede, at han ville starte en verdenskrig, og tilintetgørelseslejrene var der end ikke drømt om. Man overså, at han havde kvalt det tyske demokrati straks efter sin magtovertagelse i 1933, og man ignorerede eller vidste ikke, at han lige fra den første tid ved magten havde myrdet modstandere på ren gangstervis.

På samme måde ser Søren Krarup og andre bort fra Putins mørke sider: Den russiske opposition bliver undertrykt, medierne er kontrolleret af Putins folk, og Putin forfølger en imperialistisk politik overfor nabolandene, en politik, der har rødder helt tilbage fra Zar-tiden.


Heldigvis er Putin ikke en sindssyg forbryder som Hitler, men der er dog visse ligheder, som ovenfor anført. Kaj Munk gennemskuede først alt for sent Hitler – Søren Krarup bør snarest gennemskue Putin.

fredag den 24. oktober 2014

Forsvarsudgifterne og danske politikeres reaktion på Putins Rusland

De seneste år har Putins Rusland øget sit pres på sine vestlige naboer, foreløbig kulminerende med annekteringen af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine. NATO-landenes reaktion har været at fortsætte nedskæringen af deres forsvar og fortsætte omlægningen af det resterende militær til at være internationale politistyrker. De russiske magthavere tror næppe deres egne øjne, og fortsætter ufortrødent med at opbygge Ruslands militærs offensive kapacitet og dermed pressionsmuligheder.

Nu er nogle danske politikere ved at få kolde fødder, aktualiseret af den svenske ubådseftersøgning i Stockholms skærgård. Berlingske – der selv i årevis kritikløst har fulgt nedlæggelsen af det danske territorieforsvar – er nu blevet bekymret og har spurgt Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, hvad han vil gøre. De danske forsvarsudgifter er låst fast på godt 20 milliarder kr. om året, og er snart nede på 1,2 % af bruttonationalproduktet (BNP).

TLP har ”det klare budskab”, at han ønsker sagen grundigt undersøgt! Nu står Venstre heller ikke kønt: Det var under Anders Fogh, at man satte fuld fart på afviklingen af territorieforsvaret – hærens artilleri og luftværnet, Ubådene og minevåbnet, nedskæring af flyvevåbnet – og Lars Løkke satte kronen på værket med sin ekstra reduktion af forsvarsbudgettet i 2010 på 15 % eller 2,7 mia. kr. om året, en nedskæring, hvis ødelæggende konsekvenser nu ruller gennem forsvaret.

Men på trods af, at de ændrede udenrigspolitiske vilkår nu er så tydelige, at selv professionelle politikere ikke længere kan ignorere dem, udtaler TLP, at han ikke kan forestille sig forsvarsudgifter på 30 mia. kr.
Hallo – 30 mia. er kun godt 1,5 % af et BNP på næsten 2.000 mia kr. Har Venstre ikke godkendt i NATO, at vi skal stræbe efter at bruge 2 % om året?

Samme dag oplyser Berlingske, at regeringen har startet forhandlinger om en ny boligaftale, hvor der lægges op til at bruge 2,7 mia. kr. om året på at gøre ”udsatte boligområder mere trygge”. Dette er newspeak for, at man vil prøve at afbøde virkningerne af indvandrerbandernes hærgen ved at renovere bygninger, plante træer og sågar ”et mentalt løft”.

Vi har de politikere og den presse, som vi fortjener. Et velfungerende demokrati forudsætter en oplyst og interesseret befolkning. Hvis befolkningsflertallet ikke gider holde sig informeret, eller ikke interesserer sig for landets ve og vel, må vi alle tage følgerne. Vi har ellers aldrig haft bedre muligheder end i dag.


mandag den 13. oktober 2014

1864-serien i Danmarks Radio

Så har DR vist første afsnit af sin nye serie om krigen i 1864 – den dyreste produktion nogensinde – og man kan danne sig et første indtryk.

Det er som forventet: De nationalt sindede danskere portrætteres som krigsgale chauvinister. Undtaget er de menige soldater – ofrene for de gale – og kvinderne, der i bedste Matador-serie-stil er fornuftige og modige.

Det forekommer, at instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal ikke prøver at præsentere folk loyalt, hvis han ikke er enig med dem. Det er uacceptabelt for en DR-produktion. Man må mindes filmen om Hvidsten-gruppen, hvor instruktøren, Anne Grethe Bjarup Riis, nok heller ikke var meget enig politisk med de mennesker, hun portrætterede: De var nationalkonservative, kongetro, kristne, forsvarspositive. Men hun portrætterede dem loyalt og respektfuldt. Og det må man også kræve, når man beskriver faktiske personer og historiske begivenheder.

Forholdene i midten af 1800-tallet var jo, at de gamle fyrste-centrerede riger var ved at blive erstattet af de nuværende nationalstater, og for Sønderjyllands – Slesvigs – vedkommende var det helt uafklaret, hvor grænsen mellem Tyskland(Prøjsen) og Danmark skulle gå. Nationalromantikere hos os holdt på vores historiske ret, mens Slesvig-Holstenerne holdt på de formelle aftaler. Begge parter ville have hele Sønderjylland, og de danske nationalister var næppe mere fanatiske end de tyske. Naturligvis skulle man have spurgt befolkningen på stedet, hvem de ville tilhøre, og have trukket grænsen efter det – som det skete i 1920. Men det var tiden åbenbart ikke moden til.

Det var det, Bornedal skulle have vist. Og ikke kritisere datiden ud fra sin nutidige kulturradikale skabelon. Men man kan ikke blive forbavset. Den samme kritik kan rettes mod f.eks. filmen om Struensee, ”En kongelig affære”.