OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 9. juni 2014

Hvordan tænker Putin og russerne?

Krisen omkring Ruslands indlemmelse af Krim-halvøen og efterfølgende destabilisering af Ukraines østlige provinser giver stof til alvorlige overvejelser i den vestlige verden. Hvad tænker russerne? Hvad er Putins mål, og hvilke midler vil han anvende?

Et indlysende mål for russerne – og her synes Putin og befolkningens store flertal at være på linie – er at få alle etniske russere ”hjem til Riget”, for at citere en tidligere diktator. Det er vel i sig selv et legitimt mål, forudsat at de etniske russere ikke er plantet i området alt for nyligt. Men det afgørende er, at sådanne grænseændringer sker gennem fredelige forhandlinger mellem alle involverede. Det var ikke tilfældet, da Rusland annekterede Krim. Russerne afholdt en parodisk folkeafstemning, som gav flertal for tilslutning til Rusland, men seriøse undersøgelser peger på, at der egentlig ikke var flertal for det. Omverdenen anerkender ikke annekteringen af Krim.

Efter Krim har den russiske regering fortsat med at opildne de etniske russere i Ukraines østlige provinser til at skabe uro, og russerne har endog sendt frivillige fra andre stater ind i Østukraine for at hjælpe med at bekæmpe de ukrainske myndigheder. Det er i dag svært at se, hvad der vil ske blot få måneder frem. Den russiske regering lyver verdensoffentligheden op i dens åbne ansigt, og der er ingen garanti for overensstemmelse mellem, hvad russerne lover, og hvad de derefter gør.

Det fører til spørgsmålet: Hvordan tænker russerne? Hvad styrer dem?

Jeg har i denne blogs første postering fremført den tanke, at de borgerlige, især vestlige, samfund styres af især disse værdier:
   Retfærdighed (alle får, hvad de har gjort sig fortjent til)
   Samhørighed (vi vil helst leve sammen med dem, der tænker og reagerer som vi selv)
   Handlefrihed (indenfor vedtagne rammer, fordi det er mest menneskeværdigt)

Mens jeg mener, at de venstreorienterede vil bygge samfundet på:
   Godhed (alle skal have, hvad de har brug for, uanset hvad)
   Multikultur (alle folkeslag vil have glæde af at leve blandet med hinanden)
   Offentlig styring (fordi fællesskabet ved bedre end den enkelte)

Men russerne og Putin synes at være styret af et helt tredje sæt værdier:
   Selvhævdelse (enhver tager, hvad han kan slippe af sted med)
   Samhørighed med egne, men mistænksomhed eller modvilje imod alle andre
   Handlefrihed, forstået som frihed for aftalebindinger og konventioner, med mindre man er tvunget til eller har fordel af at respektere dem

Dette tredje sæt værdier placerer Putin, som kansler Merkel har bemærket, i 1800-tallet.

Hvad kan vi da forvente af Putins Rusland, og hvordan skal Vesten håndtere det?

Vi kan forvente, at Putin går frem, ikke indtil der er opnået en rimelig balance mellem Ruslands og nabolandenes interesser, men indtil modstanden mod Rusland er vokset til et omfang, der opvejer hans fordele. Vi må støtte Ukraine på alle måder – det sker nu – og vi må lægge maksimalt økonomisk pres på Rusland, med mindst mulige omkostninger for Vesten selv. Og vi kommer ikke uden om at styrke vores forsvar i vore egne lande.

Vi må også styrke vores selvforsyning med energi ved at satse maksimalt på moderne atomkraft. Det bør i øvrigt undersøges, om og i hvilket omfang 1970’ernes kampagner mod atomkraft var styret af KGB for at svække Vesten.


mandag den 2. juni 2014

EU: Fri bevægelighed for arbejdskraft i passende omfang

Et af de store formodede fremskridt ved EU's indre marked er den frie bevægelighed for arbejdskraften. Den antages at fremme den samlede effektivitet og velstand, og det er jo godt.

Imidlertid dukker der efterhånden betænkeligheder op i de rigere vesteuropæiske lande, hvor mange faggrupper må se sig underbudt af kolleger fra de østlige medlemslande. I Danmark har der i snart mange år været masser af især polske bygningshåndværkere i arbejde, i Tyskland bliver tyske slagteriarbejdere sendt i arbejdsløshed, fordi slagterierne kan ansætte polakker – ofte via vikarbureauer – til langt lavere løn. Var det meningen med det indre marked?

Det blev i hvert aldrig sagt tydeligt! Tanken var, at arbejdskraften skulle bevæge sig hen, hvor der var brug for den – og så arbejde for den lokale løn på stedet. Ikke for den lavere løn i hjemlandet.

Men egentlig er det jo logisk, hvad der sker. Det er jo også det, der sker ved handel med varer mellem landene: Varerne bliver produceret der, hvor de er billigst at lave. Derfor er store dele af den danske industri – tekstil, skibsværfter o.s.v. – blevet udkonkurreret. Samtidig har vore virksomheder fundet andre områder, hvor de kan vokse: Medicinal, vindenergi o.s.v. Dette kaldes international arbejdsdeling og betragtes som en nyttig udvikling.

Men det er noget nyt, at de udenlandske arbejdstagere kommer her og udkonkurrerer de lokale. Det kan jo kun ske, fordi vores økonomi består af mange forskellige typer virksomheder, der spænder fra de mest videnstunge og specialiserede – jeg kalder dem NOVO-Danmark – over til de mere traditionelle som murere og slagteriarbejdere, hvor vi ikke har nogen særlige fortrin.

Så det er klart, at arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU er en fordel for dem, der vandrer. Det er også en umiddelbar fordel for de danskere, der kan ansætte de billige udlændinge. Og det er en dårlig ting for de danske arbejdstagere, der bliver udkonkurreret. Hvem skal vi så tage mest hensyn til?

Jeg mener, at vi skal tage mest hensyn til vores egne! Ellers får vi et samfund, hvor kun de mest konkurrencedygtige danskere er i arbejde – til en høj løn – mens de øvrige er blevet udkonkurreret af indvandrede lavtlønnede. Det sidste er måske neo- og ultraliberalisternes drøm, men det er ikke acceptabelt ud fra et nationalkonservativt synspunkt!

Fri bevægelighed for arbejdskraft under forudsætning af, at den ansættes til det eksisterende lønniveau på arbejdsstedet. Og at der er ledige jobs.


Så her er endnu et punkt, hvor EU må rulles tilbage.

tirsdag den 27. maj 2014

EU: Gøgeungen, der vil presse nationalstaterne ud af reden

Så er valget til EU-parlamentet overstået. Den generelle tendens var stor fremgang for de EU-kritiske partier.

Det har ledt mange EU-tilhængere til at konstatere, at befolkningerne er blevet mere Europa-kritiske. Men det er jo helt forkert, og det er en unødvendig misforståelse. For næsten hver gang, journalisterne spørger en vælger om EU, lyder svaret, at EU efterhånden blander sig i alt for meget. Det er jo sagen: Folk vil nu som før gerne deltage i europæisk samarbejde, men EU udvider sit sagsområde år for år og arbejder mod at blive til en enhedsstat. Det er denne vækst i EU's beføjelser, som folk reagerer imod. Men journalister og de etablerede politikere er så meget en del af EU-systemet, at de ikke ser noget påfaldende i dynamikken i processen. De anser ”EU's udvikling” for at være det normale, mens folket ser, at tæppet gradvist bliver trukket væk under vore kendte samfund.

EU-systemet er en gøgeunge, der arbejder målbevidst på at presse nationalstaterne ud af reden. Det reagerer folk nu imod.

Et af de vesteuropæiske lande, hvor der kun er svage protester, er Tyskland. Men det er jo ikke så sært: Man siger jo, at hvis Tyskland og Frankrig er enige om noget i EU, bliver det gennemført. Og det er Tyskland, der er seniorpartneren i det parløb. Der er ikke noget forkert i dette: Tyskland er med sin størrelse og vægt uundgåeligt toneangivende. EU-processerne bidrager til at sløre dette billede, men det er realiteterne. Tyskerne har ikke noget at klage over. Hvis EU prøver at genere dem – f.eks. angående bilers forurening – er det EU, der må rette ind. Hvis EU absolut vil have en fælles valuta, bliver det på tyske vilkår – så må Sydeuropa rette ind, med de enorme sociale omkostninger, vi ser i disse år.

EU må rulles tilbage til det, det var omkring 1990. EU's udvikling må bestå i at perfektionere det indre marked for varer, og løbende tilpasse sig omverdenens udvikling. EU's udvikling skal ikke bestå i at brede sig over stadig flere områder.


onsdag den 7. maj 2014

Se og Hør skandalen og Snowden og NSA

I en nyligt udkommet bog af Ken B. Rasmussen, ”Livet, det forbandede”, afsløres det, at Se og Hør har betalt en ansat ved Nets for at levere oplysninger om kendte personers Dankort-benyttelse. Efterfølgende er det kommet frem, at også enkelte ansatte hos SAS, Naviair og selv Rigshospitalet har gjort noget tilsvarende.

Straks er hele politiker- og medie-Danmark oppe i gardinerne med krav om ”stramninger” og ”forbedring af systemerne”. Man har sågar fået den oprindelige whistleblower, nu KGB/FSB-meningsagent Edward Snowden til fra Moskva at fyre op under sagen ved at opfordre Folketinget til at begrænse overvågningen af den elektroniske kommunikation.

Det er muligt, at Nets skal stramme deres interne procedurer m.h.t. logning af medarbejderes kiggen i dataene. Men grundlæggende synes sagen at være mere banal: Der er næppe noget galt med systemerne, hverken i Nets, SAS, Rigshospitalet o.s.v. Det er enkelte personer, der er noget galt med. Uanset hvad man gør, kan man ikke forhindre betroede medarbejdere i at tage viden med ud af virksomheden og sælge den til skrupelløse aftagere. Sådan er det jo med alle forbrydelser: Man kan bestræbe sig på at forhindre dem, man kan lovgive og lave interne procedurer, men man kan aldrig helt forhindre dem.

Og faktisk går det jo også meget godt. Tænk på, hvad bankfolk, hospitalspersonale, politifolk, advokater, taxachauffører o.s.v. o.s.v. ved om deres medborgeres private forhold. Det er kun en brøkdel, der slipper ud til offentligheden. For normalt respekterer vi vores tavshedspligt, både af moralske grunde, og ellers af frygt for konsekvenserne, både de strafferetslige og de ansættelsesmæssige.

Men det forhindrer altså ikke medier og politikere i at råbe ”skandale” og ”der må være noget galt med systemerne”, når der en gang i mellem afsløres overtrædelser. Kan vi virkelig ikke nøjes med at konstatere, at der er og altid vil være menneskelige brist? Systemerne fungerer faktisk generelt godt. Kig dem gerne efter, men stol dog grundlæggende på dem.

Og det gælder også Snowdens afsløringer af NSAs overvågning. Det har været kendt ca. siden 11.september 2001, at internettet løbende scannes for ord og handlemønstre, der kunne tyde på terrorvirksomhed. Men tror nogen, at NSA har interesse i eller kapacitet til at følge med i selve indholdet i de millioner eller milliarder af daglige elektroniske budskaber, der sendes?

Vi skulle hellere bekymre os om den mere målrettede spionage, der foregår fra andre lande, der ikke vil os noget godt. Der er også andre, der lytter med!




tirsdag den 6. maj 2014

Nødløgn, hvid løgn og bare løgn i Bødskov Christiania sagen

Normalt er jeg enig med Pia Kjærsgaard, som jeg betragter som usædvanligt fornuftig og velorienteret – og modig, jeg ser hende næsten som en moderne dansk Jeanne d’Arc. Men i den langtrukne sag om hendes aflyste besøg på Christiania og justitsminister Bødskovs løgn og hans efterfølgende afgang, kan jeg ikke følge hende i hendes forargelse.

Som bekendt opstod sagen, da Pia Kjærsgaard og Folketingets retsudvalg besluttede, at de havde behov for at besøge Christiania. Men den først valgte dato passede ikke politiet, dels fordi der på det tidspunkt var uro i det kriminelle miljø omkring hashhandelen på Christiania, dels af andre, endnu hemmeligholdte årsager. Politiet og justitsministeren ønskede derfor at udsætte besøget, men mente ikke at kunne give den sande begrundelse. Derfor fabrikerede de en forklaring om, at Københavns politidirektør, hvis deltagelse i besøget åbenbart var en betingelse, ikke kunne deltage på den givne dag. Dette er den store løgn, som sagen derefter har drejet sig om.

I går har så en undersøgelseskommission på tre dommere afgivet udtalelse om to højtstående embedsmænd i Justitsministeriet og deres rolle i sagen, og dommerne konkluderer, at der ikke skal foretages yderligere mod dem, fordi de blot var med til at fabrikere en ”nødløgn”.  Dette har skabt stor forargelse i alle politiske partier. De mener, at ministre og embedsmænd ALTID skal tale sandt overfor Folketinget.

Dette er så endnu et eksempel på den overfladiske, poppede og historieløse kultur, der behersker det offentlige liv i Danmark. Har man virkelig glemt, at der er noget, der hedder en ”hvid løgn”? Det er en usandhed, hvor formålet med usandheden er anerkendelsesværdigt – ”godt”, om man vil. Og hvor det derfor ikke er kritisabelt at lyve. Eksempel: Hvis en minister bliver spurgt, om regeringen overvejer en devaluering, er det nærmest en tjenestepligt at lyve – også, hvis der bliver spurgt i Folketinget. Hvis et venstreorienteret Folketingsmedlem spørger om detaljer i vore allieredes eller vore egne forsvarsplaner, skal der også lyves. Eller hvis man spørger statsministeren, om han kandiderer til en international post – listen kan laves så lang, som man ønsker.

Så der skal aldeles ikke ALTID svares sandt, heller ikke i Folketinget. Men det er selvfølgelig anstrengende at skulle vurdere hver sag for sig – det er man blot nødt til. Naturligvis skal der som hovedregel svares sandt, men altså ikke altid.



fredag den 2. maj 2014

EU patentdomstolen: Nej tak

Spørgsmålet om tilslutning til EU-patentdomstolen er ret teknisk og kompliceret, så vælgerne må ty til deres mavefornemmelse. Hvad er argumenterne for og imod Danmarks tilslutning?

For det første: Hvad skal det til for? Det nuværende regime, hvor man søger patenter i de enkelte lande, har jo fungeret hidtil og bragt os frem til den velstand, vi har. Hvorfor dog pille ved noget, der faktisk virker?

For det andet: Man må frygte, at EU-patent-forslaget slet ikke er nødvendigt, men blot er et redskab for de yderligtgående EU-unionstilhængere for at arbejde videre på illusionen om, at EU er en selvstændig statsdannelse. Ligesom det rødbedefarvede pas, nummerpladerne, Euro-valutaen og Schengen-aftalen. Men mens nogle af disse tiltag kun er komiske, er andre direkte destabiliserende: Euroen har bragt de sydeuropæiske lande ud i en depression, der minder om 1930’erne, Schengen-aftalen har givet kriminelle frit spil til at drage hærgende gennem hele EU, uden at give nogen fordele til normale borgere. Man må frygte, at nye Unionsfremmende tiltag vil bringe yderligere kaos. F.eks., hvis danske virksomheder skal slås for deres patentrettigheder ved en rumænsk eller cypriotisk domstol.

For det tredje: Hvis det mod forventning senere skulle vise sig, at EU-patent-systemet fungerer godt, kan vi altid tilslutte os. Men erfaringerne med Euroen og Schengen maner til forsigtighed.


I øvrigt vil der stadig være en ret stor verden udenfor EU, hvor patentforholdene også i fremtiden vil være, som de er i dag. Det er måske snarere i disse lande, at vi har problemer med brud på Copyright m.v., og det vil EU-patentet ikke ændre på. Så det hele er nok en lille sag, som vi må bruge mange kræfter på. I stedet skulle vi bruge energien på at drøfte masseindvandringen over Middelhavet, Ruslands nye aggressivitet og lignende reelle, alvorlige sager.

søndag den 20. april 2014

Vietnam-krigen er slut – alle parter vandt til sidst

Krigen i Vietnam sluttede i foråret 1975, og det er 20 år siden, at Vietnam og USA genoptog de diplomatiske forbindelser. Når man rejser i landet i dag, er der anledning til at tænke tilbage, og til at vurdere krigens perspektiver.

USA's involvering i krigen i årene 1963-1973 må vel betragtes som en tragisk misforståelse. De implicerede parter udkæmpede ikke samme krig: USA mente, at de kæmpede for demokrati i Sydvietnam og mod verdenskommunismens udbredelse, Nordvietnam og Vietcong kæmpede for Vietnams genforening og mod fremmed indflydelse, og kun sekundært for et kommunistisk samfund, og Sydvietnams ledelse kæmpede for at beholde deres position. Sydvietnams menige bondesoldater kæmpede i bedste fald for at beholde et samfund med privat ejendomsret til jorden.

I realiteten agtede Nordvietnam og Vietcong absolut ikke at blive en del af et verdenskommunistisk, russisk eller kinesisk imperium. Vietnam har i 1000 år kæmpet mod kinesiske forsøg på dominans (og gør det stadig). Derimod startede deres kamp allerede i 1930’erne mod de franske koloniherrer, og de blev hovedsageligt kommunister, fordi der ikke var andre veje åbne. Men på grund af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske stater efter 1945 blev USA suget ind i Frankrigs håbløse krig mod de vietnamesiske nationalister, i direkte modstrid med USA's generelle modvilje mod de gamle europæiske kolonibesiddere.

Dertil kom, at Sydvietnam ikke var et demokrati, men derimod et feudalt diktatur. Det er der intet mærkeligt i – alle U-lande er i varierende grad et-parti-stater, men USA troede, dengang som nu, i deres velmenende naivitet, at alle lande uanset tid og sted var klar til at blive moderne vestlige demokratier – det, jeg har kaldt George W. Bush-Anker Jørgensen-syndromet.

Så det gik, som det gik: Vietnam var for stort – 80 millioner mennesker i dag – og med en vanskelig geografi, bjerge og jungle, og med amerikansk tilbageholdenhed overfor at invadere Nordvietnam, så USA kunne ikke afslutte krigen, men trak sig ud i 1973, og Nordvietnam og Vietcong besejrede Sydvietnam i 1975.

Hvordan er så situationen i dag? I USA var der i mange år stor bitterhed, men nu synes der at have indfundet sig en vis forståelse, og under alle omstændigheder gensidig respekt mellem de tidligere modstandere. I Vietnam har man for længst slået ind på en reformkommunistisk kurs, der har givet stærk økonomisk vækst, og man mærker ikke meget til russisk eller kinesisk indflydelse. Sovjet er jo for længst væk, og Kina er som nævnt en gammel hovedpine, som Vietnam endda var i en kort grænsekrig med i 1977. Derimod ser man mange tegn på amerikansk indflydelse og en interesse for Vesten, og Saigon ligner en reduceret udgave af Bangkok.

Derfor min overskrift – alle krigens parter synes at have vundet i det lange løb.


Man kan så sammenligne med Cuba, der ligner en fattiggård. Her hersker stadig den gammeldags kommunisme – magthaverne er åbenbart bange for at slække på tøjlerne, formentlig fordi Cubas befolkning generelt er mere uddannet og derfor, hvis den blev sat fri, ville ønske og være i stand til at gå videre til en vestlig demokratisk samfundsform, hvor kommunisternes indflydelse vil nærmest forsvinde.