OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 2. juni 2016

Postvæsenets undergang i den neoliberale kræmmerstat

For kort tid siden blev partierne i Folketinget enige med Trafikministeren om den seneste reduktion af postvæsenets aktiviteter og forhøjelse af portoen, begge til absurde niveauer. Begrundelsen var, at postmængden er faldende, og der ”skal jo være balance mellem hvert områdes indtægter og udgifter”.

Hertil vil jeg udstøde et rungende: Hvorfor dog det? De samlede offentlige udgifter andrager vel ca.1.100 milliarder kr. om året, og langt den største del er absolut ikke underkastet et sådant krav.

 Overførselsindkomsterne selvsagt slet ikke, og politi, forsvar m.v. er heller ikke egnet til det. Andre områder som sundhedssektoren og undervisningsområdet er derimod egnede og er da også mere eller mindre indtægtsdækkede i andre lande, men ikke i Danmark.  Hvorfor er Postvæsenet og Statsbanerne så udtaget til denne benhårde behandling? Er det hensynet til private konkurrenter? Eller er det EU, der blander sig?

Jeg vil afvise disse hensyn. Vi har stadig gratis sundhedsvæsen, selvom der findes privathospitaler. Ligeså skoler o.s.v. På disse områder finder vi, at det offentlige bør stille ydelserne til rådighed uden særskilt betaling – vi betaler alle over skatterne.

Jeg mener, at det også er statens opgave at sikre effektive kommunikationssystemer, hævet over markedskræfternes spil. Det er, og har altid været, det, der skaber et SAM-fund. Der bør godt nok være en vis egenbetaling, hvis niveau fastsættes efter kutyme og et fornuftigt skøn. Men det er efter min mening helt forkert og vilkårligt bestemt, at Postvæsenet og Statsbanerne skal have balance i driftsregnskabet.

Derfor burde de heller aldrig være udskilt som aktieselskaber. Det er noget neoliberalt modeværk, ligesom de nye regnskabsprincipper, hvor statens investeringer aktiv-bogføres og derefter løbende afskrives. Det offentlige skal ikke lege erhvervsvirksomheder. Ud med New Public Management og registreringsvanviddet! Lad os få gammeldags sund fornuft tilbage. Lad os igen få en stat, der med – ja, med værdighed varetager sine naturlige opgaver. Og hvor de statsansatte også drives af faglig stolthed, og ikke meningsløse bonussystemer og præstationsstatistikker.


onsdag den 13. april 2016

Har EU voldtaget det europæiske mellemstatslige samarbejde?

En af politikernes yndlingsfloskler, når der har været et islamistisk terrorangreb – udover at ”vi må stå sammen” – med hvem? Med indvandringslobbyen? – er, at ”terroristerne har voldtaget islam”. Det kan måske godt se sådan ud, hvis man med islam mener de mange fredelige, velintegrerede muslimers tro. Men faktisk er det de velintegrerede, der har ændret – moderniseret – den ægte islam. Derimod er det terroristerne, der holder fast i koranens ord om at ”sprede rædsel i de vantros hjerter” osv. Og muslimer kan jo ikke indrømme, at koranen skal moderniseres, hvis den ellers skal kunne vejlede dem i et moderne vestligt samfund – de skal jo betragte den som Allahs egne ord, der bare skal stå uændret i 1400 år. Der er et problem her!

Derimod kunne en EU-skeptiker sige, at EU-systemet med sin udemokratiske centralisering og stadige vækst har ”voldtaget det normale mellemstatslige samarbejde” i Europa. Ja, bestemt har EU gjort det, men EU-systemet følger faktisk – ligesom islamisterne – blot de oprindelige hellige EU-skrifter. Der står jo i Rom-traktatens præambel de berømte ord om ”en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”. Det betyder, at en rigtig EU-tilhænger ligesom Faust aldrig må standse op og sige: ”Nu er fællesskabet på plads.” De skal blive ved, indtil vi udgør en ensartet, monolitisk superstat! Så hvis en pragmatisk politiker siger: ”Nu er det nok!”, kan han bankes på plads med de utallige EU-hensigtserklæringer om unionsdannelse, startende med Romtraktaten. Fuldstændig som en moderat muslim kan kaldes til orden af en islamist ved en henvisning til Koranen og Haditherne.

Det hele bliver ikke bedre af, at det ser ud til, at en væsentlig drivkraft bag de europæiske unionsbestræbelser i årene efter 2. Verdenskrig var USA, eller mere præcist CIA, bl.a. efter ønske fra Churchill! Fra Wikipedia:

American Committee on United Europe (ACUE), founded in 1948, was an American organization which sought to counter the Communist threat in Europe by promoting European political integration. Its first chairman was ex-wartime OSS head, William Joseph Donovan.[1]
The structure of the organisation was outlined in early summer of 1948 by Donovan and Allen Welsh Dulles by then also reviewing the organization of the Central Intelligence Agency (CIA).[2] in response to assistance requests by Richard Coudenhove-Kalergi () and Winston Churchill.
Declassified American government documents have shown that the ACUE was an important early funder of both the European Movement and the European Youth Campaign. The ACUE itself received funding from the Rockefeller and Ford foundations.[1]
The U.S. policy was to promote a United States of Europe, and to this end the committee was used to discreetely funnel CIA funds - by the mid 50's ACUE was receiving roughly $1,000,000 USD per year - to European pro-federalists supporting such organizations as the Council of Europe, the European Coal and Steel Community, and the proposed European Defence Community.[3]

Som man ser, var alt gjort med de bedste hensigter, hvis man er vestligt orienteret. Men det er da irriterende, at disse ældre angelsaksiske herrer, efter at have vundet Anden Verdenskrig sammen med Sovjet, nu påtog sig at ordne Europas indre anliggender. De havde i hvert fald ikke megen sans for de europæiske nationers forskelligheder og ønske om fortsat selvstændig udvikling.

Hele tanken om en unionsstat er jo så absurd, at de fleste – mig selv inklusive - ikke troede på den. Ellers havde vi aldrig stemt os ind i 1972. Vi fik jo også hele tiden at vide af de ansvarlige politikere – Krag, Schlüter osv. – at unionen var irrelevant i vores tid, var stendød osv. Vi blev advarede om det modsatte af enkelte – Søren Krarup, min egen onkel Dres, arkitekt Brogaard fra Landskrona, og en del flere – men vi troede ikke, at det var muligt, at det kunne komme så vidt. Undskyld!

Så hvad gør vi nu? Lad os foreløbig afvente den britiske afstemning om fortsat EU-medlemskab til juni. Den kan meget vel resultere i Brexit, britisk udtræden. Så kan vi måske få et EU i to hastigheder – hvor Danmark skal med i den del, der er uden union.




tirsdag den 5. april 2016

Anker Jørgensen - den sympatiske katastrofe

Tidligere statsminister Anker Jørgensen døde d.20. marts 2016, 93 år gammel. Det må være på sin plads at gøre status over hans indsats nu, på godt og ondt. Ganske vist siger et gammelt romersk ord: ”Intet ondt om de døde”, og man bør selvfølgelig være tilbageholdende, i hvert fald indtil bisættelsen er overstået. Men når det gælder en ledende politiker, må der være plads til en objektiv vurdering, der dermed også kan være kritisk, når det gælder den offentlige del af den afdødes liv.

Derimod bør man altid være tilbageholdende med at kritisere den afdøde personligt – men det er nu ikke noget problem, når det gælder Anker Jørgensen. Han var personligt og privat åbenbart et yderst sympatisk menneske, ærlig, ordholdende, beskeden – et behageligt bekendtskab.

Men det betyder ikke, at han var en god statsminister! Ikke blot var han temmelig ukyndig på en lang række relevante områder, og dertil naiv og kortsynet – han var også snæversynet i sine holdninger: Han var absolut ikke hele Danmarks tillidsmand, han var og forblev arbejdsmændenes tillidsmand – og de øvrige i samfundets mere ydmyge lag. Modsat virkede det, som om han ikke kunne lide arbejdsgivere, højtlønnede, borgerlige i almindelighed – og udenrigspolitisk kunne han ikke lide USA, Margaret Thatcher og hvem han ellers mente, var højreorienterede.

Disse holdninger udmøntede sig i en katastrofal politik: Allerede som forbundsformand pressede han på for at få hævet de ufaglærtes løn så højt, at resultatet er blevet, at de mindst effektive blev presset ud af arbejdsmarkedet. Og i hans statsministertid fik Ritt Bjerregaard lov til at husere og bidrog derved til undervisningssystemets nedtur, og han lod Eva Gredal gennemføre sin bistandslov, der endeligt overskar forbindelsen mellem pligt og ret, der ellers var Socialdemokratiets gamle motto. Bistandsloven, der gav alle – også tilvandrede udlændinge – retskrav på offentlig forsørgelse på højt niveau uden reelle modkrav, har givet yderligere et skub til at bringe antallet af 18-65-årige udenfor arbejdsmarkedet op på det nuværende astronomiske tal.

Udenrigspolitisk lagde han en antivestlig linie, rådgivet af personer som Lasse Budtz og Svend Auken, og den kulminerede efter hans afgang med Socialdemokratiets katastrofale fodnotepolitik, der tjente til at underminere det vestlige sammenhold mod Sovjets pression. Det mest uansvarlige, Socialdemokratiet begik under hans ledelse som oppositionsparti, var dog at lægge stemmer til Udlændingeloven af 1983 – selvom den var udtænkt at de radikale og den senere ombudsmand Gammeltoft-Hansen.

Alt i alt må man sige, at Anker Jørgensen ikke var den sidste socialdemokrat – den ære tilfalder snarere H.C. Hansen. Anker var snarere den første funktionelle SF’er, der blev socialdemokratiets leder – senere kom der flere!

Det er derfor, Dansk Folkeparti har vokset sig så stort.



onsdag den 9. marts 2016

Borgerkrigen i Syrien: Hvem skal Vesten støtte – og Tyrkiets rolle

Jeg har før – se min postering her på bloggen d. 1. februar 2011 - skrevet om den naivitet, som styrer de vestlige landes udenrigspolitik, bl.a. i forholdet til de muslimske lande. Vi tror, at befolkningerne ønsker samfundsforhold som vores, men at de bliver forhindret i at få dem af deres nuværende despotiske herskere, og at det er Vestens opgave at hjælpe dem dertil. Jeg har nævnt Anker Jørgensen og George W. Bush som to af de største naivister i den henseende, men forestillingen var og er vidt udbredt.

Det var denne ide, der fik Vesten til at tro, at det såkaldte arabiske forår i 2011 var en bred folkelig bevægelse, der krævede demokrati efter vestligt forbillede. I virkeligheden var det jo blot et storby-uro-fænomen. Den brede befolkning i disse lande vil, hvis den bliver spurgt, stemme for en art muslimsk autoritært styre, og/eller opdele sig efter stammer og klaner og bekrige hinanden.  Det eneste alternativ til dette er militære diktaturer. Det så vi i Algeriet siden 1990’erne, i Egypten i 2010’erne, i Libyen og Syrien, og i Tyrkiet siden Kemal Atatyrks tid. Nu har det tyrkiske militær løsnet grebet – bl.a. efter EU's indtrængende opfordring! -  , og Tyrkiet er på vej mod en islamiseret statsform.

Åbenbart står valget i de muslimske lande ikke mellem godt og dårligt, men mellem dårligt og rædselsfuldt. Og det har vi i Vesten meget svært ved at passe ind i vores demokratiske verdenssyn. Det problem har den russiske regering ikke! Den er fuldstændig ligeglad med de forskellige syriske befolkningsgruppers velbefindende; den interesserer sig kun for at fremme russiske magtinteresser.

Denne holdning kan Vesten ikke kopiere; men vi kan dog prøve at finde en balance mellem et realistisk syn på den syriske befolknings muligheder og vore egne langsigtede interesser i området. Det er ikke vor opgave at kræve Assad afsat. Og det er åbenbart svært at finde moderate syriske arabiske oppositionsgrupper, som vi kan støtte. Den eneste part, der synes egnet som allieret med os, er kurderne. Vi bør øge vores åbne støtte til dem.

Det vil så give et problem med Tyrkiet, der fører en hundredårskrig mod kurderne, både indenfor og udenfor Tyrkiets grænser. Tyrkiet har ellers omsider givet tilladelse til at benytte dets baser til at bekæmpe Islamisk Stat. Det kan få en ende, men så må Vesten benytte andre landes baser. Tyrkiet kunne finde på andre træk, men de er jo på det seneste kommet alvorligt på kant med deres historiske fjende, Rusland, så de er næppe så aggressive over for USA, som de ellers ville være.

Derimod er Tyrkiet for tiden, med den stadig mere islamiske regering, blevet et stadig større problem for det svage og splittede Europa. Tyrkiet tillader migranter fra alverdens fattige – mest muslimske – lande at rejse ind i landet og frit rejse videre mod Europa, og Tyrkiet kræver en stadig højere pris for at lette dette problem, som de selv har påført Europa.

EU reagerer med svaghed og imødekommenhed, og det får blot Tyrkiet til at øge sine krav. EU bør skifte kurs totalt. Vi må tage kontrollen med vore grænser tilbage. Ganske vist kan EU ikke standse gummibådene med migranter ude i farvandet mellem Lesbos og Tyrkiet, men vi kan oprette de fornødne store migrantlejre på græsk territorium for EU's regning, dog helst i FN-regi. Det her er jo ikke et egentligt europæisk problem, det er et verdens-problem. Disse lejre skal have de fornødne faciliteter, og der skal migranterne blive, til de kan – vil – rejse hjem. Hvis nogen lande vil modtage nogle af dem, er det disse landes egen sag. Tilsvarende migrant-lejre må oprettes i Syditalien. Det vil få migrantstrømmen mod Europa til at stilne af.


Sideløbende kan EU så behandle Tyrkiets medlemsansøgning sagligt, uden pression, efter fortjeneste.

fredag den 26. februar 2016

Brexit og stop for mere E-Union

Den britiske premierminister Cameron fik for nylig forhandlet sin aftale med EU om reformer på plads, og nu venter alle på afstemningen til juni om UKs forbliven i EU eller udtræden. I tumulten om børnepenge til Østeuropæiske arbejdstagere i UK druknede et element i aftalen, som jeg finder af langt større vigtighed: UK skal ikke deltage i kommende tiltag til at skabe en ”stadig snævrere union”.

Dette er jo helt epokegørende: Ikke mere union til UK, ikke hvis der kommer et ja ved folkeafstemningen, og sandelig slet ikke ved et nej. Fra nu af kan det kun gå fremad for de briter, der ikke ønsker at deltage i en europæisk superstat, men derimod samarbejde mellem selvstændige nationer.

Nu mangler vi bare, at Danmark får den samme aftale om ikke mere union – det kan jo åbenbart lade sig gøre. Det er jo det, de fleste ønsker, og det, som vi er blevet lovet gang på gang: Samarbejde, ikke union. Og mon ikke vi kan få det, ligesom UK jo kunne. Faktisk er der jo flere af hard-core unionisterne i de gamle seks EU/EF-lande, som har talt om et EU i to hastigheder. Det ville jo være ideelt: Lad de lande, der vil, gå videre med deres union – hvis de ellers kan blive ved med at tromle hen over deres egne skeptiske vælgere – og lad os andre indgå i en toldunion og fælles indre marked med dem.


Som Nigel Lawson, finansminister i Margaret Thatchers regering, skrev for nylig: ”EU har altid været et politisk projekt med et politisk mål, som vi briter ikke deler. Det er den grundlæggende årsag til, at vi må stemme os ud.” Ja, og Danmark må også ud, eller få vores medlemskab grundlæggende ændret til et økonomisk medlemskab i passende omfang. Udenrigspolitikken fører vi i en større sammenhæng, først og fremmest med USA i NATO. Indvandringspolitik og grænsekontrol vil vi også gerne selv bestemme. O.s.v.

søndag den 10. januar 2016

Indvandreroverfald på europæere Nytårsaften i Køln

Det er patetisk, at Berlingske i disse dage kører en artikelserie om muslimske indvandreres Nytårsovergreb mod europæiske kvinder i Køln under overskriften ”kunne noget lignende ske i Danmark?”

Faktum er jo, at det samme, blot i en mindre skala, er sket i Danmark, i Sverige og overalt i Vesteuropa i årevis, især i nattelivet i værtshusmiljøet. Det er jo derfor, at diskoteksejere ikke ønsker for mange unge muslimske mænd indenfor. Erfaringen viser, at det giver disse problemer. Som konsekvens af deres forsøg på at beskytte de kvindelige gæster er diskotekerne blevet hængt ud af de politisk korrekte medier, partier og organisationer for at være racister.


Man kan kun håbe, at Nytårsaften i Køln (og mange andre byer) har været en øjenåbner. Måske kan diskotekerne nu få lov til at vælge deres gæster frit ud fra hensynet til de normale besøgende.

lørdag den 2. januar 2016

Indvandringen - en russisk roulette, der må stoppe

2015 blev et skelsættende år for indvandringsdebatten. I årene forinden var bekymringen over masseindvandringen fra især Mellemøsten og Afrika steget, og Dansk Folkeparti blevet det største borgerlige parti, men det var først i 2015, at det blev stuerent blandt den store, bløde mellemgruppe af medløbere åbent at erkende, at vi er blevet påført et altafgørende problem.

Det er nu klart, at masseindvandringen medfører massive sociale og økonomiske problemer – selvom de 20 procent mest virkelighedsresistente stadig nægter at erkende det. Indvandrerne fra Mellemøsten kommer fra problemlande, og deres hjemlige problemer skyldes selvsagt indbyggerne, deres kultur og traditioner. Og alle disse problemer tager de med op til os, som det for længst er blevet klart for alle, der kan og vil se. De økonomiske problemer ved indvandringen skyldes vores velfærdsstat, hvor vi siden Eva Gredals enstrengede bistandslov har givet rigelig bistand til alle, der opholdt sig i landet, uanset deres fortjenester eller mangel på samme.

Oven i dette kommer nu, som for at føje spot til skade, at indvandrerne medfører en terrortrussel – ikke mod nogen, der har generet dem, men mod de vestlige landes civile, sagesløse befolkninger, der huser og forsørger dem! Ikke blot den daglige, lavintensive vold i boligområder, skoler og nattelivet, men massemord med bomber og maskinpistoler – London, Madrid, Paris, Krudttønden og Synagogen.

Det er klart, at det kun er få promille af indvandrerne, der er lystmordere, men det er mange procent, der helt uforståeligt for os sympatiserer med dem, og endnu flere, der ønsker vores vestlige samfund ændret efter deres Sharia-ideer. Dette har tilført vores samfund en trussel, der ikke har været her før, og jo flere indvandrere fra de muslimske lande, vi lukker ind, jo større bliver risikoen. Det er simpelt hen at spille russisk roulette at fortsætte masseindvandringen.

Hvad skal vi så gøre? Jeg mener, at vi skal hjælpe mennesker i nød – de reelle flygtninge. Vi skal hjælpe dem med penge, mad og medicin. Men vi kan ikke ved at gøre dem til indvandrere give vores land væk i småstykker – det skylder vi vores børn og børnebørn, og det skylder vi vores forfædre, der har givet os landet i arv. Vi skal hjælpe dem i deres nærområder og gennem FN.

Flygtninge skal aldrig kunne gøres til et problem for tilfældige lande, udvalgt af flygtninge og migranter og deres vejledere. Flygtningeproblemer er netop et internationalt problem, og derfor bør alle flygtninge være FNs ansvar – hvad har vi ellers FN til? Alle flygtninge bør indlogeres i FN-lejre, som det i et vist omfang sker i dag, indtil de kan vende hjem og genopbygge deres egne lande. I dag er flygtningebegrebet ofte et skalkeskjul for indvandring af økonomiske grunde, hvilket er forståeligt nok, men som er ødelæggende for de vestlige lande. Dette vil høre op, hvis alle asylsøgere anbringes under FNs auspicier.