OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 28. maj 2018

Jurister beskæftiger sig ikke med retfærdighed – al-Haj og Jan E. Jørgensen


For mange år siden blev jeg belært om, at jura ikke drejer sig om at udøve retfærdighed. Det drejer sig om, hvordan domstolene vil afgøre de forelagte sager. Først stejlede jeg – jeg var ung – men senere forstod jeg, at sådan måtte det være. Det ledte dog så til den uundgåelige konklusion, at retfærdighed er for vigtig til at overlade til juristerne, for at omskrive en gammel floskel.

Dette bliver lysende klart, når man betragter den aktuelle sag om en arabisk-dansk Islamisk Stat-frivillig med det passende navn al-Haj. Han var en af de fire skæggede herrer, der for nogle år siden – i IS’s storhedstid – optrådte på en video, hvor de skød til måls efter plakater med billeder af bl.a. Lars Hedegaard og Naser Khader. I dag er IS næsten nedkæmpet, de tre øvrige fra videoen formodes dræbt, og al-Haj befinder sig i såret tilstand i et tyrkisk fængsel. Nu ønsker han og hans familie, at han skal hentes ”hjem” til Danmark for at blive behandlet og retsforfulgt her.

De fleste vil nu mene, at det er der ingen mening med. Al-Haj har frivilligt meldt sig til IS og løst statsborgerskab i det daværende kalifat og dermed fraskrevet sig sit danske tilhørsforhold. Vi har ingen forpligtelser overfor denne person, der direkte eller indirekte har deltaget i massemord, voldtægt af yazidiske småpiger og halshugning af fanger. Lad ham blive retsforfulgt i det område, hvor han har begået sine forbrydelser. Lad ham aldrig mere sætte sine ben i Danmark. Det har han selv valgt, og i øvrigt ved man ikke, om han skulle få tilbagefald til terroraktiviteter.

Heroverfor står jurister som Venstres Jan E. Jørgensen og pukker på formalia: At al-Haj stadig er dansk statsborger, at han har rettigheder osv. Dette illustrerer klart det problem, jeg startede med at omtale: Juristerne ved, hvad retstilstanden siger. Men de er professionelt kolde overfor, hvad retfærd og rimelighed tilsiger.

Det, som denne sag viser, er, at retstilstanden bør rettes til, så den flugter med retfærdigheden. Det er faktisk det, vi har den lovgivende forsamling til løbende at sørge for.

mandag den 12. marts 2018

2018 – hvor går vi hen?


Det er vist på høje tid at foretage en opsummering af begivenhederne i 2017 og at prøve at forudse 2018.

I 2017 fik man ikke det forventede gennembrud for de folkelige strømninger og deres protest mod elitens globalisering, masseindvandring osv. I Frankrig blev Macron, systemets mand, valgt til præsident på et varmlufts-feel good-program, i Holland blev parlamentsvalgets resultat skuffende, men i Tyskland fik Alternative für Deutschland et gennembrud. Partiet er i senere meningsmålinger blevet større end Socialdemokratiet, SPD. Men grundlæggende synes de etablerede partiers politikere i hele Vesten at være i bevægelse hen mod en indvandringskritisk holdning.

Rusland fortsatte sin konfrontationspolitik overfor Vesten og sit folkemord i Syrien. Ingen protesterer særlig højlydt, hverken i Vesten eller i den arabiske gade, som det hedder.

Kina fortsætter sin opbygning. Omverdenen tillader stadig, at Kina akkumulerer gigantiske handelsoverskud, der indebærer ødelæggelse af gamle lavtlønsindustrier i Vesten og opsamling af enorme finansielle tilgodehavender, som bruges til at opkøbe vigtige virksomheder i resten af Verden. Samtidig opbygger Kina kraftigt sit militær. Alt dette synes ikke at bekymre den danske regering synderligt – Lars Løkke er bare kisteglad for sine to fedterøvspandaer, som i øvrigt kun er til låns.

Her i starten af 2018 har Trump så annonceret en amerikansk told på alt stål og aluminium. Et tåbeligt forslag, der er en torpedo mod verdenshandelen som helhed. Han skulle have nøjedes med en dumpingtold mod Kina og andre statskontrollerede økonomier, altså en slags minimumspris på stål mv i USA. Det ville også fordyre amerikanskproducerede varer, men ikke starte en handelskrig indenfor den industrialiserede verden. Muligvis udvikles Trumps forslag også i den retning de næste uger.

Og så var der forleden parlamentsvalg i Italien. Her kom den længe ventede begmand til eliten, til indvandringslobbyen og til EU. Det kan ikke undre, da Italien stadig har en enorm arbejdsløshed især blandt unge – 25%! Man har dog stadig ikke stillet den rigtige diagnose, der efter min mening er, at det er Euroens skyld. Dens kurs er for høj i forhold til den italienske konkurrenceevne – det svarer til Englands fastholden af en for høj sterlingkurs i 1920’erne, der også medførte en enorm arbejdsløshed.

Så hvad kan vi vente os i resten af 2018? En stadig stramning – jeg vil kalde det normalisering – af indvandringspolitikken i hele Vesten. En stærkere reaktion mod Putins aggressive politik. Ditto vedrørende Kina.

Løkkes regering vil ikke ligefrem ligge i front på disse områder, men liste efter især Tyskland. Herhjemme har regeringen travlt med at splitte centraladministrationen op og sende den i småbidder ud i provinsen, uanset saglige hensyn. Undervisningssystemet vil der ikke blive rettet op på, ej heller i tilstrækkeligt omfang skattevæsnet; det ligger i ruiner efter Fogh og Løkke.

Løkkes forslag til ghettopakke viser, at han efter 35 år er ved at forstå realiteterne, men kun delvis. Han forstår ikke islams afvisning af vor vestlige levevis, og han vil ikke gribe om nældens rod: Stop for 3.verdens indvandring incl. familiesammenføringer, stop for sociale ydelser til uvedkommende udlændinge, udvisning uanset konventioner af kriminelle og fanatikere m.v.
Så 2018 bliver nok et spændende, men ikke særlig muntert år.

tirsdag den 28. november 2017

Økonomisk vækst i højden og bredden – hvad og hvordan

Der er meget fokus på økonomisk vækst i vor tid. Det er vel ikke en selvfølge – i gamle dage, før det industrielle og videnskabelige gennembrud, levede man i en mere cirkulær verden, hvor levevilkårene for de fleste var givne, og man var glad, hvis høsten var normal.

Men de tider er forbi. Nu drejer politik sig ofte om vækst i bruttonationalproduktet (BNP). For de fleste er det vel underforstået, at det skal være vækst i BNP pr. indbygger, og at den skal være rimeligt fordelt på alle. Men man skelner sjældent mellem de to begreber: Vækst i det samlede BNP uanset hvad, og vækst i BNP pr. beskæftiget indbygger.

Det er vel sådan, at det samlede BNP mest har interesse for magthaverne – regeringerne – mens det for den enkelte borger er mest interessant, om BNP pr. indbygger – især vedkommende selv - stiger.
Nu hænger de to former jo også sammen: Hvis antallet, eller rettere andelen af arbejdsstyrken, der er i arbejde, stiger, vil både det samlede BNP og det gennemsnitlige BNP pr. indbygger også stige. Men alligevel: Hvis befolkningstallet og arbejdsstyrken stiger, kan det samlede BNP godt vokse, selv BNP pr. indbygger ligefrem falder! Nemlig hvis de nye arbejdende er mindre produktive end de hidtidige.
Under alle omstændigheder har både den enkelte borger og regeringerne en interesse i, at BNP pr. hoved stiger.

Lad os se nærmere på økonomisk vækst. Jeg vil kalde det vækst i bredden, når BNP vokser, fordi andelen af folk i beskæftigelse stiger. Og vækst i højden, når BNP pr. indbygger stiger ved konstant beskæftigelsesgrad.

Vækst i bredden, altså flere i arbejde, kan man opnå ved de traditionelle keynesianske virkemidler: Øgede offentlige udgifter og/eller lavere skatter. Man har også ofte prøvet at benytte pengepolitiske virkemidler: Øget likviditet i samfundet, lettere adgang til kredit, lavere rente. Men disse midler har kun begrænset effekt, de virker formentlig bedre, når de bruges den anden vej – til at dæmpe den økonomiske aktivitet.

Man kan vel sige, at de økonomiske virkemidler, der direkte påvirker indkomstdannelsen, virker hurtigt, men flader ud. Og de er reversible, dvs de kan også bruges til at dæmpe.

I øvrigt er der en antagelse om, at økonomien, hvis den ikke påvirkes af andet end markedskræfterne, af sig selv vil tilvejebringe fuld beskæftigelse. Men økonomien påvirkes netop af mange andre faktorer, f.eks. krav om minimumsløn, der vil afskære den mindst produktive del af arbejdsstyrken fra ansættelse.

Vækst i højden, altså højere BNP pr. indbygger, kan opnås på flere måder. Det kan opnås ved at forbedre og forøge kapitalapparatet, altså ved bedre eller mere automatiserede maskiner. Eller ved at udnytte nye naturressourcer, f.eks. Nordsøolien. Eller vigtigst: Ved at arbejdsstyrken uddanner sig. Der synes ikke at være nogen øvre grænse for denne form for økonomisk vækst.

Her kunne man overveje, hvad det øgede BNP egentlig består af: Er det øget kvantitet eller kvalitet? Hvis alle lever godt, får mad nok og har de kendte forbrugsgoder, hvordan og hvorfor så øget velstand? Vi kan jo ikke spise mere, og vi kan kun køre i en bil ad gangen osv. Men dels er der vist meget elastiske grænser for, f.eks. hvor mange fjernsyn vi kan proppe i vore hjem, og hjemmene kan også blive større. Og dels er der næppe nogen overgrænse for kvaliteten af vore forbrugsvarer: Biler udstyres med stadig mere avancerede funktioner, mobiltelefoner får stadig større kapacitet osv. Og det efterspørges åbenbart.

I øvrigt spiller priserne en stor rolle. Godt nok opgøres BNP- væksten i faste priser, fordi det jo er den reelle produktionsstigning, der er interessant. Men hvis et land producerer og eksporterer råvarer, bliver det jo faktisk rigere, hvis priserne på dets eksport stiger. Dog stiger Verdens samlede BNP jo ikke! De råvareimporterende lande bliver nemlig fattigere.

Så hvad skal politikerne gøre for at få den ønskede økonomiske vækst i både højden og bredden? Heldigvis nogenlunde det, de gør: Hvis de vil prøve at øge i bredden, kan de f.eks. foretage offentlige investeringer i infrastruktur eller forskning. Hvis de vil øge i højden, skal de gøre det mere rentabelt for virksomheder og iværksættere at investere, og de skal først og fremmest sørge for et godt uddannelsessystem, herunder gode faglige uddannelser, og også gode vilkår for forskningen.

Desværre har dele af vores infrastruktur fået lov at forfalde: Jernbanerne er ikke blevet moderniseret, og postvæsnet er i forfald. Det skyldes både politisk talentløshed (Mogens Lykketofts stop for elektrificeringen) og EU og neoliberalisternes indgreb (kravet til postvæsenet om indkomstdækning af udgifterne – et krav, man kun stiller til nogle udvalgte områder af den offentlige virksomhed).

Et kapitel for sig er uddannelsessystemets nedtur, der skyldes tidsånden – 1968-revolutionen – og specielt det Radikale Venstres katastrofale indblanding.


Alt i alt er der plads til forbedringer, og vi ved, hvad der skal til.

torsdag den 28. september 2017

Alternative für Deutschland, Trump og Scavenius – ikke nazisme

Præsident Trump fik for nylig megen kritik for sine kommentarer om et alvorligt sammenstød mellem højreorienterede demonstranter, der ville bevare gamle statuer af Sydstaternes generaler fra den amerikanske borgerkrig, og venstreorienterede moddemonstranter. Ved sammenstødet kørte en formentlig psykisk syg højreorienteret ind i et antal venstreorienterede, og en kvinde omkom af sine kvæstelser.

Trump kunne som sædvanlig ikke nære sig for at udsende en strøm af kommentarer på Twitter om sagen og fik udtrykt sig så klodset, at han vakte forargelse i vide kredse. Herved druknede en vigtig omstændighed ved sammenstødet: Det viste endnu en gang, hvor rabiate og voldsparate også de venstreorienterede i USA er. Ligesom i Vesteuropa, senest bevist ved G20-topmødet i Hamburg i sommeren 2017, hvor AFA'ere hærgede byen.

På tilsvarende vis er en af lederne i Alternative für Deutschland, Alexander Gauland, kommet galt afsted, da han har rost de tyske soldaters indsats i de to verdenskrige. Især er man forarget over inddragelsen af 2. Verdenskrig.

Men Gauland siger jo ikke andet, end hvad den radikale danske udenrigsminister Erik Scavenius sagde i sommeren 1940, hvor han udtrykte benovelse over ”de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring”. I 1941 gik han endda videre og meldte Danmark ind i Antikominternpagten mod Sovjetunionen og gjorde derved Danmark delvis til en af Aksemagterne! Og hans regering opfordrede unge danskere til at melde sig til Frikorps Danmark, som kæmpede som en del af den tyske hær mod Sovjet! Ikke underligt, at især Sovjet – og også England og USA – så med stor skepsis på Danmark i resten af krigen.

Jeg har spekuleret over, om den danske samarbejdspolitik var en medvirkende årsag til, at russerne i maj 1945 bombede Bornholm – de bombede som bekendt ikke de tyske tropper, de bombede Rønne og Nexø. Var det tak for sidst for Scavenius’ nazi-medløb?

Nå, men Gauland skulle naturligvis have taget de nødvendige forbehold: Selvom den tyske hær rent fagligt udførte fantastiske præstationer i begge verdenskrige, var der også skæmmende forhold: I Første Verdenskrig var der rapporter om krigsforbrydelser mod især den belgiske civilbefolkning, og i den Anden Verdenskrig er der i hvert fald tre problemer:

For det første var det en tysk angrebskrig. Dette er dog et elastisk begreb: Sovjetunionen angreb Finland i 1939 og angreb Polen og de baltiske lande i 1941- og sad alligevel som meddommere i Nürnbergprocessen mod de nazistiske krigsmagere, hvor de burde have siddet på anklagebænken sammen med tyskerne.

For det andet var det netop de store tyske militære sejre, der muliggjorde andre tyske organisationers massemord på sagesløse i de erobrede områder.

For det tredje var flere tyske enheder skyldige i krigsforbrydelser – ikke kun på individuel basis, det vil forekomme alle vegne. Men hele enheder, især på Østfronten, begik massemord på fanger og civile.

Disse tre forbehold skulle Gauland og alle andre, der roser den tyske værnemagts indsats i Anden Verdenskrig, have taget med.
.

Men, men: At kalde Trump eller Alternative für Deutschland (AfD) for nazister er hovedløst. Nazismen var ikke blot en politisk – socialistisk og chauvinistisk – bevægelse; den kan kun forstås, hvis man ser på dens metoder: Ubegrænset anvendelse af ulovlig vold for at nå sine mål, altså en forbryderbande. Så hvem ligner mest Hitlers socialistiske gangstere: Trump? AfD? Eller AAF, dvs ”Antifascistisk Aktion”?

lørdag den 23. september 2017

Islamisk terror med lastbiler - et forslag til forebyggelse

Når man får ideer om vigtige samfundsforhold, bør man ikke holde dem for sig selv. Derfor har jeg sendt følgende til Politiets Efterretningstjeneste:

Forslag til terrorsikring af offentlige rum – alternativ til ”koranklodser”

I de seneste år har de vestlige lande måttet vænne sig til terrorangreb på tilfældige borgere ved anvendelse af lastbiler og varevogne, der anvendes til uden varsel at køre så mange fodgængere som muligt ned. Denne terrorrisiko kan kun formodes at fortsætte i de nærmeste år. Som forsvar har myndighederne opsat betonplinte (”koranklodser”) ved flere og flere befærdede steder i byerne. Disse betonklodser virker i sagens natur hæmmende på den almindelige færdsel og er også skæmmende. Der er også rejst tvivl om, hvorvidt de virkelig kan standse en lastbil i fuld fart. Derfor et alternativt forslag til overvejelse hos eksperterne:

Kan man ikke standse terroristers køretøjer (og i øvrigt andre vildfarne køretøjer) med følgende: Tre stålbjælker af passende godstykkelse af formentlig 70-80 cm længde, bukket og svejset eller boltet sammen, så de er vinkelret på hinanden, og placeret, så de to hviler på jorden og peger ud mod kørebanen, mens den tredje peger lodret opad. Som de tre akser i et tredimensionalt (rumligt) koordinatsystem. Hvis en lastbil eller andre køretøjer kører mod den, vil de to vandrette ben svippe op i bunden af køretøjets motorrum eller forhjulsophæng og bringe det til standsning.

I virkeligheden er der tale om en halv ”spansk rytter” eller mere præcist ”tjekkisk pindsvin”, der jo er designet til at bringe selv kampvogne til standsning. Ved terrorsikring skal man stadig kun standse civile køretøjer.

En halv spansk rytter/tjekkisk pindsvin vil kunne anbringes, så de vandrette ben er nedfældet i underlaget. Det opadpegende ben kan benyttes til skiltning, støtte til bænke o.s.v. Det vil være langt mindre hæmmende for den normale færdsel og være langt mindre skæmmende.


Spørgsmålet er selvsagt, om den vil være effektiv, og gerne mere effektiv end de nuværende betonplinte, ligesom prisen vil være af betydning.

Mvh
GB

Nu afventer jeg reaktionen.

fredag den 22. september 2017

Nordkorea efter diktatoren – et forslag

De senere år er det blevet kritiseret, at man – især USA – ikke havde en plan for, hvad der skulle ske efter en militær indgriben i et fremmed land. Irak er det værste eksempel, Syrien kan også nævnes.
Sådan behøver det ikke at være. Under Anden Verdenskrig udarbejdede de Allierede planer for, hvordan Europa skulle organiseres efter Nazitysklands nederlag. At disse planer udviklede sig katastrofalt for Østeuropa, er så en anden sag. For Vesttyskland havde man en anden plan, og den blev fulgt med stor succes.

Det må derfor være passende at overveje, hvad der skal ske i Nordkorea, hvis eller når det nuværende kommunistiske familiediktatur forsvinder.

Det forekommer nærliggende, at Nordkorea genforenes med Sydkorea. Det vil antagelig være begge landes befolkningers overvejende ønske. Og det må være Sydkoreas politiske og økonomiske system, der kommer til at blive gældende i et samlet land
.
Problemet er Kinas, og måske Ruslands, reaktion herpå. Sydkorea er militært allieret med USA, og Kina ønsker ikke, at USA's militære tilstedeværelse rykker tættere på. Men kunne man ikke blot vedtage, f.eks. i FNs Sikkerhedsråd og/eller ved en international konference, at det nuværende Nordkoreas territorium efter en genforening skulle være afmilitariseret område, og at dette skulle overvåges af FN-observatører med støtte af FN-tropper? Det vil ikke stille Kina ringere sikkerhedsmæssigt end den nuværende helt uforudsigelige situation. Og hvis USA's garanti for Sydkoreas sikkerhed fortsat opretholdtes, men kun for det nuværende område, ville det heller ikke stille Sydkoreas befolkning ringere end i dag. For Nordkoreas befolkning vil næsten enhver ændring være et fremskridt.

Man har også nævnt, at Kina skulle være bekymret for den flygtningestrøm, der ville følge efter et sammenbrud af Nordkorea. Men for det første har kommunist-Kina sikkert midlerne til at håndtere sådan en situation, for det andet vil Sydkorea uden tvivl være klar til at modtage sådanne flygtninge.


Så det må være muligt at finde en god løsning for et samlet Koreas fremtid. Problemet er snarere at blive af med det nuværende Nordkoreanske diktatur. Her er Kina nøglen, uanset hvilken metode stormagterne kan blive enige om. Man kunne håbe, at en efterfølgende organisering af forholdene i Korea som skitseret ovenfor forekommer Kina bedre end den nuværende situation, der stadig forværres.

fredag den 7. juli 2017

Elefanthuset i Københavns Zoo in memoriam: En efterskrift

Pudsigt nok er der her for nylig udgivet en bog: ”Zoologisk Have – Dyrenes boliger”, hvor forfatteren gennemgår alle de prægnante bygninger, der har huset dyrene i Københavns Zoo fra 1859 til i dag. Her findes også en fyldig, illustreret beskrivelse af Elefanthuset fra 1914, der smerteligt gør det klart, hvad der er blevet tilintetgjort. Forfatteren, arkitekt MAA Jørgen Hegner Christiansen, opsummerer sin beskrivelse således:

 "Huset er af Kulturstyrelsen erklæret bevaringsværdigt i kategori 2, og som det fremgår af ovenstående, er det hævet over enhver tvivl, at der er tale om et enestående hus, både i dansk arkitekturhistorie og i international zoo-arkitektur."

Alligevel blev huset ofret af de "ansvarlige" - i ordets egentlige betydning. Skam få de borgerlige politikere i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse og på Christiansborg, der kunne have forhindret det – socialdemokrater og radikale kan vel ikke skuffe. Kun Enhedslisten, af alle, ville bevare kulturarven. 

Endnu mere pudsigt er det, at bogen anmeldes i Zoologisk Haves kvartalsskrift ”Zoo-nyt” fra sommer 2017. I anmeldelsen opregnes de vigtigste bygninger gennem Zoos historie – men Elefanthuset omtales ikke her! Det gør den gamle, ligeledes nedrevne, hovedindgang heller ikke. Ude af øje, ude af sind – eller hvad?

Er vi blevet fuldstændig historieløse? Vor nuværende statsminister har jo erklæret, at han ikke interesserer sig for historien, og skolens historieundervisning er også for længst blevet lemlæstet af 1968’ernes modediller. Men hvis vi glemmer vore rødder – hvem og hvad er vi så?


Der er meget at rette op på, hvis et rigtigt borgerligt parti engang skulle få noget at skulle have sagt.