OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 15. september 2016

Indvandringstilhængere på Donau

Er lige kommet hjem fra en uges tur – det, der vist tidligere hed selskabsrejse – på Donau. Har altså besøgt tre af de fire Vysegrad-lande i Centraleuropa, der har århundredlange erfaringer med tyrkernes forsøg på at erobre nye europæiske lande. Og som nu foreløbig ved deres effektive grænsekontrol fra efteråret 2015 har stoppet den seneste bølge af migranter fra fortrinsvis muslimske lande.

På turen var der nogle, der gerne ville tale om flygtninge/indvandrersagen – jeg tog ikke selv nogen initiativer i den retning, men sagde min mening, når jeg blev spurgt. Og jeg måtte konstatere, at der stadig er en stor gruppe af hårdnakkede indvandrings-acceptanter i den danske befolkning. De falder i to grupper:

1. De blødhjertede. De mener, at vi – Europa, Danmark – har det fulde ansvar for migranternes velbefindende, når de begiver sig ud på Middelhavet. De tænker ikke over konsekvenserne for vores samfund og deres egne børns og børnebørns livsvilkår i et Danmark, der bliver splittet i parallelsamfund. Når jeg anførte, at da migranterne selv begiver sig ud på Middelhavet i livsfarlige gummibåde o. lign., kan Europas moralske ansvar ikke være at samle dem op og sejle dem til Italien, men højst sejle dem tilbage til Libyen, blev de fjerne i blikket eller endog vrede.

2. De hårdkogte faktaresistente. De mener stadig ikke, at der er nogen særlige problemer med masseindvandringen, og de har alle bortrelativeringsflosklerne klar. Når de bliver trængt af kendsgerningerne, benægter de dem.

Egentlig er de to grupper vel varianter over det samme tema, som jeg var inde på i min allerførste postering på denne blog: De er gode mennesker, der vil redde hele verden, uden at bekymre sig om konsekvenserne. De er hjernevasket af 68’er mentaliteten og årtiers læsning af Politiken og Information, og kiggen Danmarks Radio og TV2. De er gennem 70 års fred og velstandsstigning blevet vant til at tro, at intet ondt udefra kan ramme dem og deres. Og de udgør, selv efter de sidste års terror og Nytåret i Køln, en ret stor del af befolkningen, og de dominerer stadig de snakkende klasser: Lærere, præster, journalister – og politikere.

Så hvordan vil den nærmeste fremtid forme sig? Man må desværre befrygte, at der ikke vil blive sat effektivt ind mod den sivende indvandring fra Mellemøsten og Afrika, og nye generationer af efterkommere synes at blive stadig mere utilpassede og fjendtligt indstillede overfor værtslandet. Så vi vil få stadig flere parallelsamfund og ghettoer, ghettoskoler og gymnasier, flere utrygge boligkvarterer, mere vold i nattelivet, mere terror. Det vil stadig fortrinsvis gå ud over de lavere danske socialgrupper, så Politiken-segmentet vil fortsætte med at ignorere og fortrænge problemet.
Men på et tidspunkt vil de herskende klasser også blive ramt. Da, og først da, vil statsmagten blive sat ind. Man må håbe, den har tilstrækkelig styrke til den tid.

Alt dette får nogle til at sammenligne med situationen i 1930’erne, hvor det selv samme Politiken-segment ikke ville høre tale om faren fra Hitlers Tyskland. Det var de nationalkonservative, der advarede – med Churchill som den mest markante. Kommunister og socialdemokrater var også fjender af nationalsocialismen. Men Politiken-segmentet opfordrede til forståelse, til appeasement, til dialog – ganske som i dag.

De burde dog have lært af historien, for islam er i bund og grund en herrefolksideologi ligesom nazismen, der ikke vil de urene undermennesker noget godt.  Begge ideologier er antidemokratiske, begge tolererer ingen afvigelser endsige frafald, begge vil udbrede deres herredømme med vold. Begge er uforenelige med Danmark, som vi kender det.

Jeg håber som sagt, at det her ender godt. Men det kommer til at koste ”blod, sved og tårer”.

tirsdag den 23. august 2016

Forsyningssektorens effektivisering? Tak, men nej tak


Nu vil Venstre-regeringen effektivisere landets forsyning med vand og energi for at spare forbrugerne for 7,1 milliard kroner om året – ifølge en regneøvelse foretaget af analysefirmaet McKinsey. Selvom vores forsyningssektor i forvejen er en af verdens bedste og mest effektive – den forekommer kun kostbar, fordi alle priser er forøget med enorme afgifter til det offentlige.

Venstre-politikere har erfaring med effektivisering fra skattevæsenet. Først da daværende skatteminister Anders Fogh-Rasmussen beskar væsenet med en tredjedel i 1980’erne, og senere i 00’erne, da en sværm af andre unge venstre-skatteministre nedskar skattevæsenet med endnu en tredjedel og i øvrigt lavede totalt om på hele organisationen.

Resultatet for skattevæsenet er som bekendt katastrofalt. Hvis Venstre får lov til at underkaste forsyningssektoren den samme ”rationalisering”, er der grund til at frygte det værste.

Regeringen skulle koncentrere sig om de reelle, akutte problemer: Indvandringen fra helt fremmede kulturer, EU's march mod unionsstat, det lave generelle uddannelsesniveau, den rekordstore offentlige sektor med tilhørende skattetryk.


søndag den 24. juli 2016

Nice massemordet og Islam

Det seneste islamistiske terrorangreb i Nice d.14. juli 2016 rejser igen-igen spørgsmålet: Hvorfor gør de det, og hvordan kan vi forebygge den slags angreb?

Indvandringslobbyen og islamapologeterne- Hans Jørgen Bonnichsen, Berlingskes Poul Høi og mange flere - fastholder stædigt, at disse angreb intet har med Islam at gøre, men skyldes mentale forstyrrelser hos gerningsmændene, og de henviser til skoleskyderier og Breivik.

Jeg har tidligere fremført det synspunkt, at alle disse mordere nok må være mentalt afvigende, men da det jo er de færreste psykisk syge, der bliver massemordere, må der have været noget udover deres sygdom, der har drevet dem til at begå massemord. For skoleskyderne kan det have været modgang i skolen eller familien, for Breivik var det den fortsatte masseindvandring i Norge, og for islamisterne har det været – ja, Islam i den mest reaktionære og bogstavtro version, der opfordrer til fysisk angreb på alle ikke-muslimer. Derfor er det forkert at frikende Islam for medansvar.

På det seneste har en amerikansk akademiker, David Wood, fremsat den tese, at mange af de muslimske terrorister har levet en del år som dårlige muslimer med druk og småkriminalitet, men med deres muslimske baggrund intakt. På et tidspunkt får de nok og vil være gode muslimer, men desværre står der i Koranen, at den eneste måde, de kan være sikre på at komme direkte i Paradis med de berømte 72 jomfruer o.s.v. er ved at dø martyrdøden, mens de fører krig mod de vantro. Derfor selvmords-massemordsaktionerne, hvor gerningsmændene ofte er nyradikaliserede og hidtil har levet et ikke-religiøst liv.

Jeg mener nok, at argumentet lyder lidt teoretisk, men hvorfor ikke. Jeg mener nu stadig, at man også skal være mentalt afvigende for at begynde at myrde ukendte, herunder kvinder og børn. Men så er der stadig en del tikkende bomber blandt de mange millioner muslimer, som man har tilladt at indvandre til Europa de seneste årtier.

Og hvad kan vi så gøre for at minimere risikoen i fremtiden? For det første må indvandringen standse nu. For det andet må alle erkendte muslimske fanatikere hjemsendes. For det tredje må alle kriminelle indvandrere hjemsendes. For det fjerde må alle indvandrere, der har været på kontanthjælp i en række år, sættes på integrationsydelse – det vil få en del til at rejse. Samt en række andre forslag, der er fremsat fra flere sider.


Men vi må desværre se i øjnene, at den fred, vi havde før, næppe kommer tilbage. Vi har fået en terrortrussel, der er helt anderledes end de politiske terrorangreb i 1970’erne fra Rote Armee Fraktion og lignende organisationer.

onsdag den 20. juli 2016

Efter Brexit-afstemningen i UK: There will always be an England

- Men ikke nødvendigvis et EU.

Det britiske folkeafstemningsresultat d.23. juni gav et lille, men klart, flertal for, at UK skal forlade EU. Dermed føjer resultatet sig til den lange række af afstemningsresultater fra Danmark, Frankrig, Irland, Holland m.fl., hvor befolkningerne hver eneste gang siger nej tak til mere EU. (Det er derfor, vi ikke bliver spurgt så ofte).

Mange kommentatorer har kloget sig om årsagen til nej’et. Men sagen er jo ganske simpel: De fleste europæiske befolkninger ønsker aldeles ikke nogen overstatslig union, men derimod gerne mellemstatsligt samarbejde. Eneste undtagelser er tyskerne, belgierne og vist luxembourgenserne, alle folk med specielle forhistorier.

Man kan måske undre sig over, at de britiske nej-sigere ikke var mere tilfredse med alternativet, der jo var fortsat EU-medlemskab justeret med Camerons forhandlingsresultat - det indebar nej til britisk deltagelse i yderligere unionsdannelse, jfr. min postering af 26. februar 2016. Men det viser blot, hvor utilfredse mange europæere er med alt, der har med EU at gøre.

Hvad sker der så nu? Der vil blive forhandlet en ordning på plads, hvor UK fortsat kan handle med EU næsten som i dag, måske ligefrem en toldunion, men i hvert fald en frihandelsaftale. Der kan opstå problemer med tekniske handelshindringer, når UK ikke længere er i det indre marked – Frankrig er nærmest verdensmester i den sport. Og der forestår vanskelige tekniske forhandlinger om landbrug og fiskeri, men verden fungerede altså før UKs indtræden i 1973, og den vil også fungere efter en udtræden.

Nogle (dvs EU-tilhængere) har udtrykt bekymring for, at Brexit vil skade det vestlige forsvarssamarbejde. Hertil vil jeg postulere, at det intet vil betyde. Selvom mange unionstilhængere synes at have glemt det, er hele Vestens sikkerhed overfor aggression udefra fast forankret i NATO, og UK vil snarere blive et endnu mere dedikeret medlem her efter Brexit. Derimod vil Brexit måske tage lidt luft ud af nogle unionstilhængeres latterlige og futile forsøg på at skabe en konkurrerende europæisk forsvarsalliance. Latterlig, fordi der kun er en magt i Vesten, som vore modstandere frygter, og det er USA. Og futil, fordi EU-landene aldrig vil kunne blive enige om noget overstatsligt forsvarssamarbejde, og hvis de kunne, ville det skade NATO-samarbejdet.


Brexit-afstemningsresultatet er en god anledning for alle til at træde et skridt tilbage og tænke ud af boksen. Er EU-konstruktionen tidssvarende? Er den passende i forhold til staternes selvbestemmelsesret?

mandag den 4. juli 2016

EU skabte problemerne - landene kan løse dem

Lige hjemkommet fra 14 dage på Mallorca sendte jeg Berlingske følgende læserbrev:

"Berlingske har søndag d.3. juli en leder om EU efter Brexit-afstemningen. I afslutningen opregnes tre problemer: Tilstrømningen af migranter fra Nordafrika, vandrende arbejdstageres ret til velfærdsydelser og problemerne ved Euro-valutaen. Berlingske mener, at disse problemer ikke kan løses af de enkelte nationalstater, men kun ved samarbejde i EU.

Jeg er uenig. Det er evident, at problemerne er skabt af det hovedløse, symbolfikserede EU-apparat, men det er lige så klart, at problemerne snarere kan løses ved effektiv optræden af de involverede nationalstater:

Migranttilstrømningen kan standses, hvis blot de først berørte nationer – især Italien og Grækenland – beslutter at genetablere en effektiv kontrol af deres egne grænser. Australien har vist en af flere måder, det kan gøres på.

Velfærdsydelsers tildeling er tidligere blevet styret af staterne selv. Nu blander EU sig – derfor drejer det sig om at rulle EU tilbage. Da det nok er for svært, må staterne tilpasse deres sociallovgivning efter egne ønsker.

Euroens eksistens har medført en lavkonjunktur i flere sydeuropæiske Euro-lande, da de ikke kan have fælles valuta med Tyskland i længere tid. Løsningen er, at disse lande beslutter at træde ud af Euro-zonen.

Berlingske ønsker at vise, at EU er nødvendig for Europas borgere. Det er et EU-systembevarende synspunkt. Jeg mener, at det er nationalstaterne, der er de nødvendige og eneste effektive organer for os alle.


Gunnar Biering"

Jeg regner ikke med, at indlægget bliver trykt. Berlingske er en del af "eliten", der ser EU som et mål i sig selv. Man ser helt bort fra andre former for internationalt samarbejde som NATO, der baserer sig på velfungerende nationalstater - og hvor traktaten ikke skal være under stadig udvikling hen mod et unionsmål, som befolkningerne ikke ønsker.

torsdag den 2. juni 2016

Postvæsenets undergang i den neoliberale kræmmerstat

For kort tid siden blev partierne i Folketinget enige med Trafikministeren om den seneste reduktion af postvæsenets aktiviteter og forhøjelse af portoen, begge til absurde niveauer. Begrundelsen var, at postmængden er faldende, og der ”skal jo være balance mellem hvert områdes indtægter og udgifter”.

Hertil vil jeg udstøde et rungende: Hvorfor dog det? De samlede offentlige udgifter andrager vel ca.1.100 milliarder kr. om året, og langt den største del er absolut ikke underkastet et sådant krav.

 Overførselsindkomsterne selvsagt slet ikke, og politi, forsvar m.v. er heller ikke egnet til det. Andre områder som sundhedssektoren og undervisningsområdet er derimod egnede og er da også mere eller mindre indtægtsdækkede i andre lande, men ikke i Danmark.  Hvorfor er Postvæsenet og Statsbanerne så udtaget til denne benhårde behandling? Er det hensynet til private konkurrenter? Eller er det EU, der blander sig?

Jeg vil afvise disse hensyn. Vi har stadig gratis sundhedsvæsen, selvom der findes privathospitaler. Ligeså skoler o.s.v. På disse områder finder vi, at det offentlige bør stille ydelserne til rådighed uden særskilt betaling – vi betaler alle over skatterne.

Jeg mener, at det også er statens opgave at sikre effektive kommunikationssystemer, hævet over markedskræfternes spil. Det er, og har altid været, det, der skaber et SAM-fund. Der bør godt nok være en vis egenbetaling, hvis niveau fastsættes efter kutyme og et fornuftigt skøn. Men det er efter min mening helt forkert og vilkårligt bestemt, at Postvæsenet og Statsbanerne skal have balance i driftsregnskabet.

Derfor burde de heller aldrig være udskilt som aktieselskaber. Det er noget neoliberalt modeværk, ligesom de nye regnskabsprincipper, hvor statens investeringer aktiv-bogføres og derefter løbende afskrives. Det offentlige skal ikke lege erhvervsvirksomheder. Ud med New Public Management og registreringsvanviddet! Lad os få gammeldags sund fornuft tilbage. Lad os igen få en stat, der med – ja, med værdighed varetager sine naturlige opgaver. Og hvor de statsansatte også drives af faglig stolthed, og ikke meningsløse bonussystemer og præstationsstatistikker.


onsdag den 13. april 2016

Har EU voldtaget det europæiske mellemstatslige samarbejde?

En af politikernes yndlingsfloskler, når der har været et islamistisk terrorangreb – udover at ”vi må stå sammen” – med hvem? Med indvandringslobbyen? – er, at ”terroristerne har voldtaget islam”. Det kan måske godt se sådan ud, hvis man med islam mener de mange fredelige, velintegrerede muslimers tro. Men faktisk er det de velintegrerede, der har ændret – moderniseret – den ægte islam. Derimod er det terroristerne, der holder fast i koranens ord om at ”sprede rædsel i de vantros hjerter” osv. Og muslimer kan jo ikke indrømme, at koranen skal moderniseres, hvis den ellers skal kunne vejlede dem i et moderne vestligt samfund – de skal jo betragte den som Allahs egne ord, der bare skal stå uændret i 1400 år. Der er et problem her!

Derimod kunne en EU-skeptiker sige, at EU-systemet med sin udemokratiske centralisering og stadige vækst har ”voldtaget det normale mellemstatslige samarbejde” i Europa. Ja, bestemt har EU gjort det, men EU-systemet følger faktisk – ligesom islamisterne – blot de oprindelige hellige EU-skrifter. Der står jo i Rom-traktatens præambel de berømte ord om ”en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”. Det betyder, at en rigtig EU-tilhænger ligesom Faust aldrig må standse op og sige: ”Nu er fællesskabet på plads.” De skal blive ved, indtil vi udgør en ensartet, monolitisk superstat! Så hvis en pragmatisk politiker siger: ”Nu er det nok!”, kan han bankes på plads med de utallige EU-hensigtserklæringer om unionsdannelse, startende med Romtraktaten. Fuldstændig som en moderat muslim kan kaldes til orden af en islamist ved en henvisning til Koranen og Haditherne.

Det hele bliver ikke bedre af, at det ser ud til, at en væsentlig drivkraft bag de europæiske unionsbestræbelser i årene efter 2. Verdenskrig var USA, eller mere præcist CIA, bl.a. efter ønske fra Churchill! Fra Wikipedia:

American Committee on United Europe (ACUE), founded in 1948, was an American organization which sought to counter the Communist threat in Europe by promoting European political integration. Its first chairman was ex-wartime OSS head, William Joseph Donovan.[1]
The structure of the organisation was outlined in early summer of 1948 by Donovan and Allen Welsh Dulles by then also reviewing the organization of the Central Intelligence Agency (CIA).[2] in response to assistance requests by Richard Coudenhove-Kalergi () and Winston Churchill.
Declassified American government documents have shown that the ACUE was an important early funder of both the European Movement and the European Youth Campaign. The ACUE itself received funding from the Rockefeller and Ford foundations.[1]
The U.S. policy was to promote a United States of Europe, and to this end the committee was used to discreetely funnel CIA funds - by the mid 50's ACUE was receiving roughly $1,000,000 USD per year - to European pro-federalists supporting such organizations as the Council of Europe, the European Coal and Steel Community, and the proposed European Defence Community.[3]

Som man ser, var alt gjort med de bedste hensigter, hvis man er vestligt orienteret. Men det er da irriterende, at disse ældre angelsaksiske herrer, efter at have vundet Anden Verdenskrig sammen med Sovjet, nu påtog sig at ordne Europas indre anliggender. De havde i hvert fald ikke megen sans for de europæiske nationers forskelligheder og ønske om fortsat selvstændig udvikling.

Hele tanken om en unionsstat er jo så absurd, at de fleste – mig selv inklusive - ikke troede på den. Ellers havde vi aldrig stemt os ind i 1972. Vi fik jo også hele tiden at vide af de ansvarlige politikere – Krag, Schlüter osv. – at unionen var irrelevant i vores tid, var stendød osv. Vi blev advarede om det modsatte af enkelte – Søren Krarup, min egen onkel Dres, arkitekt Brogaard fra Landskrona, og en del flere – men vi troede ikke, at det var muligt, at det kunne komme så vidt. Undskyld!

Så hvad gør vi nu? Lad os foreløbig afvente den britiske afstemning om fortsat EU-medlemskab til juni. Den kan meget vel resultere i Brexit, britisk udtræden. Så kan vi måske få et EU i to hastigheder – hvor Danmark skal med i den del, der er uden union.