OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 27. oktober 2014

Søren Krarup og Kaj Munk – Putin og Hitler

De fleste i Vesten tager afstand fra Putins aggressive udenrigspolitik, der indbefatter pression mod nabolandene og i nogle tilfælde direkte aggression – Georgien, Ukraine. Men der er dog også nogle, der har forståelse – i Tyskland taler man om ”Putin-versteher”, den tidligere socialdemokratiske forbundskansler Schröder er det fremmeste eksempel.

De fleste Putin-sympatisører synes dog at findes på den europæiske national-konservative højrefløj. I Danmark er Søren Krarup desværre trådt frem som forsvarer af Putins politik.

Årsagen er, antager jeg, at de europæiske nationale ser Putin som en nationalt tænkende trosfælle. De ser ikke, at Putin har drevet fædrelandskærligheden ud over grænsen for civiliseret opførsel og er blevet chauvinist: Kærlighed til eget fædreland er kammet over og er blevet til fjendskab mod omverdenen og ligegyldighed overfor nabolandenes legitime interesser.

Jeg finder, at Søren Krarups sympati for Putin har ligheder med Kaj Munks sværmeri for Hitler i 1930’erne: Dengang anså mange Hitler for blot en nationalist, der ville bringe Tyskland på fode igen. Ingen troede, at han ville starte en verdenskrig, og tilintetgørelseslejrene var der end ikke drømt om. Man overså, at han havde kvalt det tyske demokrati straks efter sin magtovertagelse i 1933, og man ignorerede eller vidste ikke, at han lige fra den første tid ved magten havde myrdet modstandere på ren gangstervis.

På samme måde ser Søren Krarup og andre bort fra Putins mørke sider: Den russiske opposition bliver undertrykt, medierne er kontrolleret af Putins folk, og Putin forfølger en imperialistisk politik overfor nabolandene, en politik, der har rødder helt tilbage fra Zar-tiden.


Heldigvis er Putin ikke en sindssyg forbryder som Hitler, men der er dog visse ligheder, som ovenfor anført. Kaj Munk gennemskuede først alt for sent Hitler – Søren Krarup bør snarest gennemskue Putin.

fredag den 24. oktober 2014

Forsvarsudgifterne og danske politikeres reaktion på Putins Rusland

De seneste år har Putins Rusland øget sit pres på sine vestlige naboer, foreløbig kulminerende med annekteringen af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine. NATO-landenes reaktion har været at fortsætte nedskæringen af deres forsvar og fortsætte omlægningen af det resterende militær til at være internationale politistyrker. De russiske magthavere tror næppe deres egne øjne, og fortsætter ufortrødent med at opbygge Ruslands militærs offensive kapacitet og dermed pressionsmuligheder.

Nu er nogle danske politikere ved at få kolde fødder, aktualiseret af den svenske ubådseftersøgning i Stockholms skærgård. Berlingske – der selv i årevis kritikløst har fulgt nedlæggelsen af det danske territorieforsvar – er nu blevet bekymret og har spurgt Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, hvad han vil gøre. De danske forsvarsudgifter er låst fast på godt 20 milliarder kr. om året, og er snart nede på 1,2 % af bruttonationalproduktet (BNP).

TLP har ”det klare budskab”, at han ønsker sagen grundigt undersøgt! Nu står Venstre heller ikke kønt: Det var under Anders Fogh, at man satte fuld fart på afviklingen af territorieforsvaret – hærens artilleri og luftværnet, Ubådene og minevåbnet, nedskæring af flyvevåbnet – og Lars Løkke satte kronen på værket med sin ekstra reduktion af forsvarsbudgettet i 2010 på 15 % eller 2,7 mia. kr. om året, en nedskæring, hvis ødelæggende konsekvenser nu ruller gennem forsvaret.

Men på trods af, at de ændrede udenrigspolitiske vilkår nu er så tydelige, at selv professionelle politikere ikke længere kan ignorere dem, udtaler TLP, at han ikke kan forestille sig forsvarsudgifter på 30 mia. kr.
Hallo – 30 mia. er kun godt 1,5 % af et BNP på næsten 2.000 mia kr. Har Venstre ikke godkendt i NATO, at vi skal stræbe efter at bruge 2 % om året?

Samme dag oplyser Berlingske, at regeringen har startet forhandlinger om en ny boligaftale, hvor der lægges op til at bruge 2,7 mia. kr. om året på at gøre ”udsatte boligområder mere trygge”. Dette er newspeak for, at man vil prøve at afbøde virkningerne af indvandrerbandernes hærgen ved at renovere bygninger, plante træer og sågar ”et mentalt løft”.

Vi har de politikere og den presse, som vi fortjener. Et velfungerende demokrati forudsætter en oplyst og interesseret befolkning. Hvis befolkningsflertallet ikke gider holde sig informeret, eller ikke interesserer sig for landets ve og vel, må vi alle tage følgerne. Vi har ellers aldrig haft bedre muligheder end i dag.


mandag den 13. oktober 2014

1864-serien i Danmarks Radio

Så har DR vist første afsnit af sin nye serie om krigen i 1864 – den dyreste produktion nogensinde – og man kan danne sig et første indtryk.

Det er som forventet: De nationalt sindede danskere portrætteres som krigsgale chauvinister. Undtaget er de menige soldater – ofrene for de gale – og kvinderne, der i bedste Matador-serie-stil er fornuftige og modige.

Det forekommer, at instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal ikke prøver at præsentere folk loyalt, hvis han ikke er enig med dem. Det er uacceptabelt for en DR-produktion. Man må mindes filmen om Hvidsten-gruppen, hvor instruktøren, Anne Grethe Bjarup Riis, nok heller ikke var meget enig politisk med de mennesker, hun portrætterede: De var nationalkonservative, kongetro, kristne, forsvarspositive. Men hun portrætterede dem loyalt og respektfuldt. Og det må man også kræve, når man beskriver faktiske personer og historiske begivenheder.

Forholdene i midten af 1800-tallet var jo, at de gamle fyrste-centrerede riger var ved at blive erstattet af de nuværende nationalstater, og for Sønderjyllands – Slesvigs – vedkommende var det helt uafklaret, hvor grænsen mellem Tyskland(Prøjsen) og Danmark skulle gå. Nationalromantikere hos os holdt på vores historiske ret, mens Slesvig-Holstenerne holdt på de formelle aftaler. Begge parter ville have hele Sønderjylland, og de danske nationalister var næppe mere fanatiske end de tyske. Naturligvis skulle man have spurgt befolkningen på stedet, hvem de ville tilhøre, og have trukket grænsen efter det – som det skete i 1920. Men det var tiden åbenbart ikke moden til.

Det var det, Bornedal skulle have vist. Og ikke kritisere datiden ud fra sin nutidige kulturradikale skabelon. Men man kan ikke blive forbavset. Den samme kritik kan rettes mod f.eks. filmen om Struensee, ”En kongelig affære”.


lørdag den 27. september 2014

Indsatsen mod IS i Irak og Syrien og folkeretten

Der er nu bred tilslutning i Folketinget til at sende danske F-16 fly m.v. til Mellemøsten for at deltage i bekæmpelsen af terrororganisationen Islamisk Stat. Det har rejst spørgsmålet, om denne indsats mon er i overensstemmelse med folkeretten.

Indsats i Irak sker på opfordring fra landets regering, så der er ingen problemer. Spørgsmålet opstår ved indsættelse i Syrien. Den syriske regering har – i hvert fald formelt – ikke givet tilslutning. Men IS er en organisation, der udøver terror og mord både på syrisk territorium og ud fra dette mod udenlandske statsborgere og stater, uden at den syriske regering kan forhindre det. Derfor må stater, der er udsat for denne terror og mord, eller som føler sig i fare for at blive det, være berettiget til at bekæmpe terrororganisationen – men ikke foretage sig andet – på syrisk territorium, også uden den syriske regerings tilladelse.

Dette skrevet, uden at jeg på nogen måde er ekspert i folkeret. Men jeg mener, at retten skal være og også er en kodificering af almindelig rimelighed og sund fornuft.

Et andet spørgsmål er, om vores bombning af IS hjælper. Vores bombning af Gaddafi’s styrker i Libyen og afsættelsen af Saddam Hussein i Irak har jo næppe forbedret forholdene i disse lande.

Men i disse tilfælde greb vi ind i etablerede diktaturstaters forhold. Det skal man nok være mere forsigtig med – Vesten har jo heller ikke grebet ind i den syriske borgerkrig. Men bombning af IS er netop heller ikke destabiliserende for Irak eller Syrien – tværtimod. Og vi skal ikke involveres med egentlige tropper på landjorden. Så vi kan ende engagementet simpelthen ved at flyve hjem, og lade de lokale ordne deres egne forhold, når den tid kommer.

fredag den 26. september 2014

Søren Krarup og Putins Ruslands ”nationale interesser”

I starten af september 2014 havde Søren Krarup et indlæg i Berlingske, hvor han i uldne vendinger udtrykte forståelse for Putins aggression mod Ukraine, som SK mente var forsvar for Ruslands ”nationale interesser”. Siden har han fastholdt sit synspunkt og henvist til Ruslands og Ukraines særlige tilknytning, han har endog kaldt Ukraine en ”provins”.

Jeg mener, at Krarup er på katastrofalt gal kurs i denne sag. Selvfølgelig har Rusland nationale interesser, som det har ret til at arbejde for, men de skal afvejes mod nabolandenes – her Ukraines. Krarup ser kun på Ruslands. Hvad nu, hvis Ukraine ønsker at frigøre sig for sin historiske tilknytning til Rusland? Skulle de ikke have ret til det?

Dertil kommer de russiske metoder: Anneksion af Krim, invasion i Østukraine. Selv om man holdt helt med Rusland i synet på dets interesser, må disse metoder få alle til at sige fra.

Noget andet er, at Vesten og Ukraine ikke har optrådt særlig klogt. Den planlagte handelsaftale mellem EU og Ukraine kunne kun betragtes som en fjendtlig handling mod Rusland, og det samme må siges om tiltagene mod russisk sprog m.v. straks efter den tidligere præsidents afsættelse. Rusland skulle blot have reageret gennem de etablerede politiske kanaler – så ville den nuværende krise have været undgået. Men så ville Krims befolkning nok ikke ved et frit valg have ønsket indlemmelse i Rusland, og det var åbenbart vigtigere for Rusland. De betragter stadig udenrigspolitik som et nulsumsspil, hvor man tager, hvad man kan, mens vi i Vesten betragter det som en fælles projekt, hvor alle kan vinde ved at samarbejde.


tirsdag den 9. september 2014

Ruslands invasion af Ukraine: Hvorfor gør de det?

Med den direkte russiske invasion af det østlige Ukraine trænger den nye sikkerpolitiske virkelighed sig endelig på i det magelige Vesteuropa. Nu kan vi ikke længere undslå os for at reagere. Men det er vigtigere end nogensinde at forstå vor modstander.

Lad os huske Vietnamkrigen. Det står nu klart, at Vietnam og USA udkæmpede to forskellige krige: Vietnameserne så krigen som en sidste del af deres kamp for at befri sig for vestlig (fransk) imperialisme, mens USA så krigen som en del af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske stormagter. USA troede, at de udkæmpede en ny Korea-krig, men i stedet udkæmpede de en genopførelse af deres egen uafhængighedskrig fra 1770’erne, men nu med dem selv i rollen som briter.  Hvis USA havde forstået vietnameserne, var meget gået anderledes.

Det betyder absolut ikke, at Rusland nu har ret i deres aggression mod Ukraine, men vi bør altid bestræbe os for at forstå modstanderens bevæggrunde. Vesten ser Rusland som en aggressor, der vil flytte landegrænser med militær magt, mens Rusland mener, at de blot tager det, som retmæssigt er deres. Hvordan skal vi vurdere det?

Den fornuftige og holdbare løsning må for det første tage udgangspunkt i de berørte befolkningsgruppers egne ønsker. Og her er det meget usikkert, hvor stor en del af befolkningen i det østlige Ukraine, der ønsker deres landsdel indlemmet i Rusland. Det er klart, at den russiske regering og desværre den store, uinformerede del af det russiske folk ikke ønsker at vente på reelle informationer om denne detalje.

Dernæst må man, hvis nogen ønsker at flytte på grænserne, gøre dette ved forhandlinger mellem staterne og evt. via den internationale domstol i Haag. Heller ikke dette har den russiske regering ønsket at tage del i.

Så henviser nogle til historien, der i sig selv skulle give Rusland ret til forskellige områder udenfor deres nuværende grænse. Det er en interessant betragtning, der vil sætte fut i den kedelige sameksistens kloden rundt – vi kan jo begynde med Skåne, Halland og Blekinge – ”de besatte territorier på Østbredden”, som Rasmus Jarlov har sagt. Udover det vanvittige i at mene, at historien skulle overtrumfe folkenes selvbestemmelsesret, rejser det praktiske problemer: Nogle områder har skiftet tilhørsforhold mange gange. Hvilket tidspunkt i historien skal så være gældende?

Putin benytter desværre også Hitler-retorik, når han taler om, at han må beskytte sine folkefæller mod mishandling i nabolandene. Der er intet i den nuværende situation, der retfærdiggør denne betegnelse. Men desværre rummer Ukraine også betydelige grupper af (ukrainske!) chauvinister og udemokratiske elementer, der for snart et år siden fik vedtaget en stramning af forholdene for den russisktalende del. Denne idiotiske provokation har formentlig været stærkt medvirkende til den russiske indblanding.

Men det er heldigvis taget af bordet nu. Den nuværende regering i Ukraine er uden tvivl klar over, at det russisktalende befolkningselement skal behandles ordentligt. Problemet er nu russerne. Hvor store krav vil de stille? Vil Putin først standse, når han har flyttet selve landegrænsen?

Putins holdning afhænger nok bl.a. af Vestens reaktion på begivenhederne. Her er det meget uheldigt, at næsten alle NATO-landene i årtier har reduceret deres forsvar og selv i dagens situation er meget tøvende med at øge det igen. Vor egen statsminister Thorning Smidt med den fantastiske begrundelse, at vi er midt i en forsvarsforligsperiode, der først udløber i 2017! Så må man da håbe, at der ikke udbryder egentlig krig inden da.
Den russiske politik er et strålende eksempel på salami-metoden, hvor hver skive omhyggeligt er tilpasset så tynd, at den forbliver under den vestlige opinions radar. Men, men – vi kan trods alt godt lægge skiverne sammen!

Desværre er der nok ikke nogen nem løsning på situationen. Et element i problemet er den russiske folkelige opinion, der – ophidset af en statslig løgnepropaganda, der desværre igen minder om Nazi-Tyskland – er helt på linie med Putins stormagtsdrømme.

Vesten må reagere på Ruslands pres mod dets mindre nabolande med et modpres – politisk, økonomisk, militært. Det er den eneste basis for forhandlede løsninger, hvis de ellers er mulige. Hvorfor skulle Putin forhandle på områder, hvor han kan tage, hvad han vil have?

Hvor er for øvrigt FN henne i hele denne krise? Under den kolde krig var det jo venstrefløjens og de radikales patentløsning på verdens sikkerhedsproblemer. Heller ikke på dette punkt har de husket at indrømme, at de tog grueligt fejl.




mandag den 9. juni 2014

Hvordan tænker Putin og russerne?

Krisen omkring Ruslands indlemmelse af Krim-halvøen og efterfølgende destabilisering af Ukraines østlige provinser giver stof til alvorlige overvejelser i den vestlige verden. Hvad tænker russerne? Hvad er Putins mål, og hvilke midler vil han anvende?

Et indlysende mål for russerne – og her synes Putin og befolkningens store flertal at være på linie – er at få alle etniske russere ”hjem til Riget”, for at citere en tidligere diktator. Det er vel i sig selv et legitimt mål, forudsat at de etniske russere ikke er plantet i området alt for nyligt. Men det afgørende er, at sådanne grænseændringer sker gennem fredelige forhandlinger mellem alle involverede. Det var ikke tilfældet, da Rusland annekterede Krim. Russerne afholdt en parodisk folkeafstemning, som gav flertal for tilslutning til Rusland, men seriøse undersøgelser peger på, at der egentlig ikke var flertal for det. Omverdenen anerkender ikke annekteringen af Krim.

Efter Krim har den russiske regering fortsat med at opildne de etniske russere i Ukraines østlige provinser til at skabe uro, og russerne har endog sendt frivillige fra andre stater ind i Østukraine for at hjælpe med at bekæmpe de ukrainske myndigheder. Det er i dag svært at se, hvad der vil ske blot få måneder frem. Den russiske regering lyver verdensoffentligheden op i dens åbne ansigt, og der er ingen garanti for overensstemmelse mellem, hvad russerne lover, og hvad de derefter gør.

Det fører til spørgsmålet: Hvordan tænker russerne? Hvad styrer dem?

Jeg har i denne blogs første postering fremført den tanke, at de borgerlige, især vestlige, samfund styres af især disse værdier:
   Retfærdighed (alle får, hvad de har gjort sig fortjent til)
   Samhørighed (vi vil helst leve sammen med dem, der tænker og reagerer som vi selv)
   Handlefrihed (indenfor vedtagne rammer, fordi det er mest menneskeværdigt)

Mens jeg mener, at de venstreorienterede vil bygge samfundet på:
   Godhed (alle skal have, hvad de har brug for, uanset hvad)
   Multikultur (alle folkeslag vil have glæde af at leve blandet med hinanden)
   Offentlig styring (fordi fællesskabet ved bedre end den enkelte)

Men russerne og Putin synes at være styret af et helt tredje sæt værdier:
   Selvhævdelse (enhver tager, hvad han kan slippe af sted med)
   Samhørighed med egne, men mistænksomhed eller modvilje imod alle andre
   Handlefrihed, forstået som frihed for aftalebindinger og konventioner, med mindre man er tvunget til eller har fordel af at respektere dem

Dette tredje sæt værdier placerer Putin, som kansler Merkel har bemærket, i 1800-tallet.

Hvad kan vi da forvente af Putins Rusland, og hvordan skal Vesten håndtere det?

Vi kan forvente, at Putin går frem, ikke indtil der er opnået en rimelig balance mellem Ruslands og nabolandenes interesser, men indtil modstanden mod Rusland er vokset til et omfang, der opvejer hans fordele. Vi må støtte Ukraine på alle måder – det sker nu – og vi må lægge maksimalt økonomisk pres på Rusland, med mindst mulige omkostninger for Vesten selv. Og vi kommer ikke uden om at styrke vores forsvar i vore egne lande.

Vi må også styrke vores selvforsyning med energi ved at satse maksimalt på moderne atomkraft. Det bør i øvrigt undersøges, om og i hvilket omfang 1970’ernes kampagner mod atomkraft var styret af KGB for at svække Vesten.