OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

søndag den 10. januar 2016

Indvandreroverfald på europæere Nytårsaften i Køln

Det er patetisk, at Berlingske i disse dage kører en artikelserie om muslimske indvandreres Nytårsovergreb mod europæiske kvinder i Køln under overskriften ”kunne noget lignende ske i Danmark?”

Faktum er jo, at det samme, blot i en mindre skala, er sket i Danmark, i Sverige og overalt i Vesteuropa i årevis, især i nattelivet i værtshusmiljøet. Det er jo derfor, at diskoteksejere ikke ønsker for mange unge muslimske mænd indenfor. Erfaringen viser, at det giver disse problemer. Som konsekvens af deres forsøg på at beskytte de kvindelige gæster er diskotekerne blevet hængt ud af de politisk korrekte medier, partier og organisationer for at være racister.


Man kan kun håbe, at Nytårsaften i Køln (og mange andre byer) har været en øjenåbner. Måske kan diskotekerne nu få lov til at vælge deres gæster frit ud fra hensynet til de normale besøgende.

lørdag den 2. januar 2016

Indvandringen - en russisk roulette, der må stoppe

2015 blev et skelsættende år for indvandringsdebatten. I årene forinden var bekymringen over masseindvandringen fra især Mellemøsten og Afrika steget, og Dansk Folkeparti blevet det største borgerlige parti, men det var først i 2015, at det blev stuerent blandt den store, bløde mellemgruppe af medløbere åbent at erkende, at vi er blevet påført et altafgørende problem.

Det er nu klart, at masseindvandringen medfører massive sociale og økonomiske problemer – selvom de 20 procent mest virkelighedsresistente stadig nægter at erkende det. Indvandrerne fra Mellemøsten kommer fra problemlande, og deres hjemlige problemer skyldes selvsagt indbyggerne, deres kultur og traditioner. Og alle disse problemer tager de med op til os, som det for længst er blevet klart for alle, der kan og vil se. De økonomiske problemer ved indvandringen skyldes vores velfærdsstat, hvor vi siden Eva Gredals enstrengede bistandslov har givet rigelig bistand til alle, der opholdt sig i landet, uanset deres fortjenester eller mangel på samme.

Oven i dette kommer nu, som for at føje spot til skade, at indvandrerne medfører en terrortrussel – ikke mod nogen, der har generet dem, men mod de vestlige landes civile, sagesløse befolkninger, der huser og forsørger dem! Ikke blot den daglige, lavintensive vold i boligområder, skoler og nattelivet, men massemord med bomber og maskinpistoler – London, Madrid, Paris, Krudttønden og Synagogen.

Det er klart, at det kun er få promille af indvandrerne, der er lystmordere, men det er mange procent, der helt uforståeligt for os sympatiserer med dem, og endnu flere, der ønsker vores vestlige samfund ændret efter deres Sharia-ideer. Dette har tilført vores samfund en trussel, der ikke har været her før, og jo flere indvandrere fra de muslimske lande, vi lukker ind, jo større bliver risikoen. Det er simpelt hen at spille russisk roulette at fortsætte masseindvandringen.

Hvad skal vi så gøre? Jeg mener, at vi skal hjælpe mennesker i nød – de reelle flygtninge. Vi skal hjælpe dem med penge, mad og medicin. Men vi kan ikke ved at gøre dem til indvandrere give vores land væk i småstykker – det skylder vi vores børn og børnebørn, og det skylder vi vores forfædre, der har givet os landet i arv. Vi skal hjælpe dem i deres nærområder og gennem FN.

Flygtninge skal aldrig kunne gøres til et problem for tilfældige lande, udvalgt af flygtninge og migranter og deres vejledere. Flygtningeproblemer er netop et internationalt problem, og derfor bør alle flygtninge være FNs ansvar – hvad har vi ellers FN til? Alle flygtninge bør indlogeres i FN-lejre, som det i et vist omfang sker i dag, indtil de kan vende hjem og genopbygge deres egne lande. I dag er flygtningebegrebet ofte et skalkeskjul for indvandring af økonomiske grunde, hvilket er forståeligt nok, men som er ødelæggende for de vestlige lande. Dette vil høre op, hvis alle asylsøgere anbringes under FNs auspicier.





torsdag den 26. november 2015

EU-forbeholds-afstemningen - hvorfor et nej?

Afstemningen om erstatning af vores EU-retsforbehold og indførelse af en tilvalgsordning skal ses i en større sammenhæng. Den er nødvendiggjort af Lissabon-traktaten fra 2009, der på vanlig EU-vis blev vedtaget af den politiske ”elite” mod befolkningernes ønske. Lissabon-traktaten er endnu et skridt hen mod en europæisk unionsstat, og den indebærer bl.a. en overførsel af en række områder fra mellemstatsligt samarbejde, hvor nationerne har vetoret, til overstatligt unionsregi, hvor et flertal kan tromle et mindretal ned.

Nu fra nytår 2016 skal en række retslige områder overføres til unionsregi, og her kan Danmark ikke deltage på grund af vores retslige forbehold fra 1993. Derfor mener ja-siden, at vi må afskaffe retsforbeholdet og erstatte det af en tilvalgsordning, hvorefter Folketinget senere løbende kan beslutte, hvilke retslige områder, vi skal deltage i – i unionsregi. Europol-samarbejdet bliver holdt frem (som murbrækker) fra ja-siden.

Det lyder jo besnærende, men set i sammenhæng med de sidste 30-40 års udvikling er det blot endnu et skridt hen mod den af folkene uønskede totale unionsstat. Al erfaring viser, at ”eliten”- hvortil Folketinget hører - er ude af trit med befolkningerne – i alle de europæiske lande. Eliten har lokket os ind i de nuværende traktater, eliten har lodset os ind i det ulyksalige Schengen-samarbejde, der netop i denne tid ses at være værre end værdiløst, og eliten har prøvet at få os ind i det lige så katastrofale og unødvendige Euro-samarbejde. En afskaffelse af retsforbeholdet vil give eliten frie hænder til i fremtiden at lave nye unions-ulykker uden at spørge befolkningen. De nuværende politikeres løfter gælder jo kun højst i deres egen aktive tid.

Hvorfor skal vi dog ikke bare stemme om at deltage i de 22 retsområder, som ja-partierne har udpeget som dem, de vil melde os ind i, hvis vi afskaffer retsforbeholdet? Og så beholde resten af retsforbeholdet?

Og hvorfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved hele unions-projektet? Det er jo en religion for en begrænset kreds af fanatikere, og de mere nøgterne sætter desværre ikke hælene i og siger stop. Og så er det hele jo en illusion. Når det kommer til stykket, handler nationalstaterne selv, som altid.

Derimod er et mellemstatsligt samarbejde, der er bygget på fælles interesser, langt mere solidt. NATO er et godt eksempel. NATO har sikret deltagerlandene mod aggression udefra i 65 år, og der er ingen snak om at ændre traktaten eller ”udvikle” den. Hvorfor kan man dog ikke også lade det europæiske samarbejde forblive i ro? Hvorfor skal det hele tiden gøres tættere og ende med en harmoniseret megastat? Vi, folkene, ønsker jo som flest at beholde vores nationalstater.

Derfor må vi stemme NEJ d.3.december 2015. Derefter bør regeringen udskrive en ny folkeafstemning om tilslutning til de 22 retsakter – og ikke mere.



mandag den 5. oktober 2015

Eurokrise og masseindvandring – EU er blevet til Europas Ulykke

Næsten alle europæere ønsker, at Europas lande skal samarbejde tæt. Men der er næppe mange lande, hvor der er flertal for en egentlig fælleseuropæisk stat, en union. Det er et projekt, som eliten prøver at stoppe ned i halsen på os.

Dette ville være uacceptabelt fra folkenes synspunkt, selv hvis der var fordele forbundet med projektet. Men det er der jo ikke en gang. De fordele, som EF/EU har bragt os, hidrører fra det told- og handelssamarbejde, som allerede var godt i gang, før EF blev til EU i 1990’erne. De øvrige projekter, der skal føre til en union, er alle enten overflødige som rødbede-passet eller direkte skadelige, som valutaunionen og Schengen-afskaffelsen af den indre grænsekontrol.

Jeg har mange gange skrevet om Euroens katastrofale konsekvenser for de sydeuropæiske lande. De kæmper sig i disse år gennem en voldsom depression med enorme menneskelige ofre. Alligevel sker der ikke noget, og det vil der ikke gøre, før Frankrig om nogle år selv bliver ramt. Så revner Euro-samarbejdet med et brag.

Det brag er allerede ved at komme vedrørende Schengen-aftalen. Den aftale - med dens afskaffelse af den indre grænsekontrol mod en samtidig effektiv ydre kontrol - er en af de komponenter, der har skabt den folkevandringskatastrofe, der har simret i flere år og nu er eksploderet.

Den grundlæggende årsag til folkevandringen i disse år fra Mellemøsten og Afrika mod Europa, såvel som fra Mexico med USA og fra Sydøstasien mod Australien, er forskellen i livskvalitet mellem de vestlige lande og de øvrige. En anden faktor er kommunikationens udvikling, både mht informationer og mht transport. En tredje faktor er den politiske opblødning i de vestlige lande. Hvor alle suveræne stater hidtil har opretholdt en nøje kontrol med, hvem der kom ind, har de europæiske lande efter 1968 gennemgået en udvikling – man talte tidligere om en udvikling mod ”the permissive society” – hvor det i nogle tilfælde er blevet suspekt, at staten bruger sin magt. Et sådant tilfælde er indvandringen. Og hvis indvandrerne med eller uden grund kalder sig flygtninge og vifter med asylkortet, så trumfer det alt.

Derfor kan man nu se, at udlændinge i titusindvis kan gå i land på de græske kyster og fortsætte i tætte kolonner op gennem Europa mod de rigeste og mest gavmilde velfærdsstater: Tyskland og Sverige, bl.a. Indtil for nogle år siden ville alle lande have forsvaret deres grænser med alle midler, men de sidste år er vi blevet gradvis vænnet til, især gennem bådflygtningene fra Afrika til Italien, at de i stedet skal hjælpes i land - i Europa, ikke i Afrika! – så de kan bede om asyl. Hvorefter de kan sive ud i de europæiske lande før, under eller efter asylbehandlingen - som landene heller ikke kan overkomme længere.

Og på grund af Schengen-reglerne – som slet ikke havde forudset denne situation – er landene længere oppe i Europa slet ikke forberedt til at kontrollere deres grænser.

Sagen er, at dels er mange af de indtrængende slet ikke asylberettigede. Og selv de, der er, bør ikke forvandles til indvandrere. De skal opsamles ved grænsen og indkvarteres i lejre under forsvarlige forhold, bl.a. med undervisning, indtil de kan rejse hjem. Dette er EU langsomt og delvist ved at indse, men der er langt til handling.

En af hindringerne for dette er altså også den overflødige Schengen-aftale. Det hævdes nu, at den er en nødvendig forudsætning for vor velstand. Dette er nonsens. Der vil være fri bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft også uden. Jeg henviser til min post fra 15. juni 2011, hvor jeg citerer fra Folketingets EU-oplysning: Schengen-aftalens afskaffelse af grænsekontrol var kun ment som ren symbolpolitik, der skulle ”gøre EU nærværende for borgerne”. Ja, det er sandelig lykkedes!

Når man nu – f.eks. i Berlingskes leder – påstår, at Schengen-aftalen er en forudsætning for arbejdskraftens fri bevægelighed og afgørende for vor velstand, er det både fejlagtigt og en efterrationalisering!

Konklusion: Det er af mange grunde nødvendigt at rulle EU tilbage til det, det var omkring 1990. Dette er i øjeblikket helt uspiseligt for Tyskland, Frankrig og mange andre EU-lande. Men når masseindvandringen har skabt tilstrækkeligt mange problemer om nogle år, vil de se anderledes på tingene.


torsdag den 16. juli 2015

Grækenland og Euroen – hybris, nemesis og Gudernes straf

Uanset hvordan dramaet om Grækenlands økonomiske krise - og Eurolandenes bestræbelser for at holde sammen på projektet - vil forløbe i den nærmeste tid, bliver Grækenland nu ramt af to sociale og økonomiske tsunamier på en gang: Dels kravet om nu endelig at bringe samfundet op på moderne europæisk niveau fra den osmanniske 1800-tals sump af korruption, svindel og nepotisme, som landet hidtil har befundet sig i. Og dels kravet om at standse de sidste årtiers gældsætning og helst påbegynde en tilbagebetaling. Og disse to Herkules-opgaver skal landet løse, samtidig med at det er alvorligt hæmmet af det håbløse Euro-medlemskab, som landet i tragisk uvidenhed insisterer på at beholde.

Hvordan er det gået så galt? Ansvaret ligger naturligvis først og fremmest hos grækerne selv. Men også de andre EU-lande har et stort ansvar. De skulle aldrig have lukket Grækenland ind i EU, før landet havde moderniseret sig i det mindste i moderat grad. Og de skulle slet ikke have lukket Grækenland ind i Euro-zonen, før landet opfyldte de samme minimumskrav som de andre Middelhavslande. EU lukkede endda øjnene for direkte fifleri med de græske økonomiske data.

Hvorfor gjorde de andre EU-lande det så? Fordi sådan er EU-systemet: Man kunne ikke modstå, at det gamle Hellas er den europæiske civilisations vugge (sådan da), selve vort kontinents navn stammer jo fra den græske mytologi. For EU er jo symbolfikseret og tror, at kendsgerningerne vil tilpasse sig de luftige drømme. Hybris – overmod!

Og da først Grækenland var blevet medlem af Euro-zonen, kunne landets uansvarlige økonomiske politik få friløb: Landet kunne nu køre med endnu større årlige underskud på statsbudgettet, der dels kunne finansieres med udstedelse af statsobligationer, som naive vesteuropæiske investorer gladelig købte, idet de overså, at der stadig var en kreditrisiko, selvom de var udstedt i Euro. Desuden var der nu løbende trækningsmuligheder i selve Euro-betalingssystemet. Så den græske udlandsgæld voksede enormt i 00’erne, lige indtil finanskrisen. Og gældsætningen gik ikke til produktive investeringer, men til løbende overforbrug.

Igen er ansvaret for dette naturligvis først og fremmest grækernes. Men EU-systemet og de øvrige Euro-lande har selv et stort medansvar for at have tilladt det. Det svarer til at give en teenager et kreditkort og så blot se til, mens han køber vildt ind år efter år uden at gribe ind. Og så i disse år, når finanskrisen endelig har tvunget de internationale kreditorer til at sige stop, forlanger de den opsamlede gæld tilbagebetalt på kort tid. Nemesis – straffen for overmod!

Det kan virke hårdt med alle disse tidsfrister, men værst af alt: Det er jo helt urealistisk – for man kan ikke plukke hår af en skaldet. Kreditorerne har bare at væbne sig med tålmodighed. Det kan virke utroligt, at man alligevel gennemfører så hårde forhandlinger, før man går med til at forlænge gælden, men det er vel et forhandlingsgreb for at tvinge Grækenland til at gennemføre de nødvendige reformer af statsfinanser m.v.

Det allerværste er dog, at både Eurolandene og grækerne selv synes besat af at beholde Grækenland i Euro-zonen. Den eneste rationelle grund til det kunne være, at det skulle give gode låntagningsmuligheder. Men det tog er jo kørt for mange år siden! Selvom Grækenland bliver i Euro-zonen, står den på skemalagt gældsnedbringelse i mange år frem – og det er uanset, om landet bliver i Euro-zonen eller ej.

Hvis derimod Grækenland forlod Euroen og fik en frit flydende Drakme, ville landet kunne devaluere og dermed få en realistisk international konkurrenceevne. Det er faktisk ikke så mange år siden, at mange lande brugte dette middel til at bedre deres betalingsbalance og deres økonomiske aktivitet, beskæftigelse o.s.v.  – husk Anker Jørgensens regering, eller 1930’erne, hvor de mange konkurrerende devalueringer ligefrem tog overhånd. Men for et land som Grækenland med lavkonjunktur og en overvurderet valuta er det den rette vej – og den vælger man så fra.

Hvis Grækenland derimod forbliver i Euro-zonen, vil deres valutakurs være den samme som i 2002, selvom den økonomiske udvikling siden dengang har været langt mere inflationær end i Tyskland – det dominerende Euro-land, hvis økonomiske forhold bestemmer Euroens kurs overfor omverdenen. Så Grækenland kører videre med en overvurderet valuta, der medfører, at den mindst produktive halvdel af befolkningen ikke kan finde beskæftigelse – det samme ses, om end i mindre omfang, i de andre Sydeuropæiske Euro-lande.

Så ved at forblive et Euro-land får Grækenland endnu større vanskeligheder med at få balance i sin økonomi og bedre beskæftigelse. Den Guderne vil ødelægge, slår de med blindhed!

torsdag den 2. juli 2015

Dansk Folkepartis forvandling og mit brev til Pia fra 1996

Dansk Folkeparti har virkelig forvandlet sig i sit 21-årige liv. Fra paria til magtens tinde, men også angående sin politik.

I mange år efter sin start i 1995 var DF ugleset af Overdanmark, det var ikke ”stuerent”. Efter valget d.18. juni 2015 blev Dansk Folkeparti det næststørste parti, og det største ”borgerlige”. DF kan nu stille større krav end nogensinde, ikke blot indenfor værdipolitikken – især indvandringen -, men også på det økonomiske område, hvor DF kræver større realvækst i det offentlige forbrug – 0,8 pct. Af BNP om året – end selv Socialdemokratiet, mens Venstre ønsker ”nulvækst” og Liberal Alliance 1 pct. nedskæring om året.

Det er i sandhed en forvandling fra DFs start i 1995. Kan nogen i dag huske, at DF var en udbrydergruppe fra Glistrups Fremskridtsparti, dem med 0-skat og drakonisk bortskæring af størstedelen af det offentlige? I sine første år var DF blot en modereret udgave af Fremskridtspartiet.

Det er da bemærkelsesværdigt, at DF på det værdipolitiske område har beholdt sine synspunkter, mens de på det økonomisk-sociale område har bevæget sig fra det yderste højre til nærmest til venstre for Socialdemokratiet.

Denne bevægelse skyldes naturligvis de ledende kræfters egne analyser og personlige udvikling, men jeg kan ikke lade være med at tænke på et brev, jeg skrev til Pia Kjærsgaard d.2. maj 1996. Jeg var bekymret for den voksende indvandring og kunne konstatere, at V og K ikke tog sagen særlig alvorligt. Det gjorde kun DF, med de havde stadig de gamle Fremskridts-synspunkter på økonomien, om end i modereret form. Jeg skrev, at jeg mente, at der var mange borgerlige – som mig selv – og højrefløjs-socialdemokrater, der ”betragtede masseindvandringen som så stort et problem, at de ville stemme på DF. Men det forudsætter nok, at DF distancerer sig fra Frp. … Jeg tror ikke, at Venstres stærkt liberale politik passer godt til disse vælgere. I stedet vil jeg tro, at en stærk social profil vil tiltale folk”.

Pia Kjærsgaard svarede i et venligt brev af 7. maj 1996, at hun var meget enig i den sociale profil, bl.a. højere folkepension og bedre sygehusforhold.  Og DF havde allerede gjort op med 0-skatten, men ”vi ønsker fortsat kraftige skattenedsættelser”.

Ak ja, det var i 1996. I dag kræver DF skatteforhøjelser – det er jo modstykket til offentlig udgiftsvækst. Man må sige, at DF har foretaget en lang rejse i sin økonomiske politik.

For lang, efter min mening. Jeg er fortsat helt enig i DFs værdipolitik – det er afgørende for mig – men jeg ønsker en økonomisk politik, der lægger vægt på offentlig sparsommelighed, som jeg har antydet i en af de første poster på denne blog af 9. december 2010.

Derfor vil jeg håbe, at Morten Uhrskov og flere andre vil lykkes med deres projekt med at genoplive Dansk Samling og gøre det til et parti, der både har en folkelig værdipolitik og en økonomisk politik af borgerligt tilsnit. Jeg vil over veje at støtte et sådant parti, men stadig være positiv overfor DF.


torsdag den 11. juni 2015

Helle Thorning-Smidts papegøjesnak - alle kneb gælder

Valgkampen til et folketingsvalg burde efter min opfattelse dreje sig om to ting: 1. Vil man have en større offentlig sektor med større skattetryk - eller vil man prøve at spare, og 2. Vil man have en mere progressiv værdipolitik med stor indvandring, rundkredspædagogik i skolen, forståelse for forbryderne - eller en folkelig en med bremse på indvandring, med kundskabstilegnelse i skolen og beskyttelse af borgerne mod forbryderne som prioritet. Jeg har skrevet mere om dette i en post i denne blog af 9. december 2010. Et tredje emne er økonomisk vækst, som alle ønsker, men ingen kan fremskaffe.

Halvvejs gennem valgkampen 2015 synes det nu, som om en ærlig debat mellem partierne om fordele og ulemper ved de forskellige muligheder er blevet delvis presset ud af billedet. Det drejer sig i stedet i høj grad om, hvem der skal have magten, og en ting står nu klart: Helle Thorning vil gøre usædvanlig meget for at blive genvalgt som statsminister.

Valgkampe er ofte uskønne, men den socialdemokratiske ved dette valg sætter nye bundrekorder. Deres annonce- og twitterkampagner holder sig ikke til anprisning af S’s politik og deres store leders fortræffeligheder, men prøver også at begå karaktermord på oppositionens statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen. Og det bliver helt grotesk, når Helle Thorning skal debattere med Løkke.

Vi har nu over to søndage set, hvordan Thorning prøver at give S æren for at ”have bragt Danmark ud af krisen” og for at have ”skabt 40.000 jobs”. Ja, hun påstår sågar, at regeringen har strammet udlændingepolitikken. Dette er nu blevet dementeret mere effektivt, end nogen opposition kunne have gjort det, nemlig af Thornings radikale vicestatsminister, der tværtimod praler af, at SR-regeringen har gennemført 31 lempelser af udlændingepolitikken! Hvad krisen angår, er den jo ved at klinge ud af sig selv verden over efter 6 år – og de nye jobs er ofte deltids og/eller besat af udlændinge!

Lige så slemt som det forkerte faktuelle indhold er Thornings form, hvor hun i debatterne kun magter at lire i forvejen indlærte remser og slagord af. Og hun afbryder, overdøver og sågar vrænger af modparten som en skolepige. Ikke en statsminister værdigt.

Også uværdigt, som S prøver at spille på Løkkes såkaldte sager: Bilagsrod, hvor han nu har betalt for sine gamle fadbamser. 1. klasses flyveture, der var besluttet af GGGI’s bestyrelse, hvor SR-regeringen var deltager. Tøjindkøb, der kun vedkommer Venstres medlemmer, ikke skatteborgerne i almindelighed.

Så er der mere kød på Thornings gamle skattesag, hvor hun uberettiget fik sin mands personfradrag i årevis, og da det blev opdaget, undlod hun at efterbetale. Hendes huskøb, hvor hun oplyste, at manden opholdt sig over 180 dage om året i Danmark, samtidig med, at hun til skattevæsenet oplyste, at han opholdt sig under 180 dage og derfor ikke skulle betale skat i Danmark. Hendes leasing af bil i Tyskland for at undlade at betale de høje danske afgifter. Men disse sager har vi ikke hørt meget til, selvom de er meget mere belastende end Løkkes. Vi hører kun tilfældige henvisninger til de utallige løftebrud, hun har begået.
Samtidig har S kørt en enorm reklamekampagne hele foråret, der skulle iscenesætte Thorning som den store statsleder. I virkeligheden er det kun nogle få procent svingvælgere på midten, der skal flyttes for at afgøre valget, og den sidste uges galluptal tyder på, at det muligvis kan lykkes for S.

Vi må krydse fingre for, at folk i sidste øjeblik tænker på de store linier og på fremtiden.