OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 8. april 2019

Berlingske bragte d.29. marts 2019 en artikel om det forfærdelige massemord på muslimer i en moske i Christchurch på New Zealand. Her spekulerede avisen i en forbindelse mellem morderen og Identitaire-bevægelsen, der jo modsætter sig masseindvandringen til Europa fra Den tredje verden. I den forbindelse skrev avisen "..ifølge organisationens hjemmeside lyder teorien, at muslimsk indvandring vil gøre os til minoriteter i vore egne hjemlande i løbet af få årtier."

Jeg mente, at Berlingske ikke skulle lægge afstand til de faktiske forhold på denne måde og skrev derfor følgende læserbrev til avisen:

"I Berlingskes omtale af Identitær-bevægelsen d.29. marts beskrives det som en teori hos den yderste højrefløj, at de etniske europæere vil komme i mindretal i vore egne lande om nogle årtier.


Men det er en kendsgerning, at de europæiske befolkningers tal er dalende i disse år, mens personer i Europa hidrørende fra den tredje verden, ofte muslimer, stiger i antal år for år – flygtninge, indvandrere, familiesammenførte, efterkommere. Det burde være indlysende, at de to kurver vil skære hinanden på et tidspunkt, så vi faktisk kommer i mindretal i vore egne lande, hvis vi ikke ændrer kurs. Spørgsmålet er kun, om det sker om 50 år, 75 eller 100. Vore børn vil næppe nå at opleve det, men vore børnebørn eller oldebørn vil.

Dette synes at være udenfor de fleste politikeres – og journalisters – forestillingsevne, selvom det sker for vore øjne i Malmø og mange andre svenske kommuner i disse år.

Det er i øvrigt vistnok først og fremmest for at ændre denne udvikling, at Nye Borgerlige er opstået."

Læserbrevet blev ikke bragt i avisen. Emnet er dog ellers væsentligt nok. Men hverken aviser eller politikere magter tilsyneladende at se tingene i det lange perspektiv.

mandag den 7. januar 2019

Forsvarsminister Mattis afsked


USA's forsvarsminister, James Mattis, har meddelt, at han tager sin afsked, fordi han er uenig i præsident Trumps beslutning om at trække de ret få – 2.000 mand – amerikanske tropper ud af Syrien, hvor de hjælper de kurdiske styrker med at bekæmpe IS.

Trumps beslutning er skandaløs, fordi han vil efterlade kurderne – de mest civiliserede og anstændige i Mellemøsten sammen med Israel – alene og i en udsat position mellem Syriens diktator Assad, russerne, Tyrkiet og Iran, og endda uden at IS er blevet endegyldigt udryddet.

Mattis afsked er katastrofal, da man må forvente, at han bliver erstattet af en mindre kvalificeret person, der ikke vil prøve at moderere Trumps ugennemtænkte indfald.

I denne forbindelse er det blevet nævnt, at Trump mener, at han har mere forstand på krigsførelsen end hans generaler. Den sidste politiker, der mente sådan noget, var Hitler. Og det gik jo fint for Nazityskland i de første år, men efterhånden gik det helt galt. Bl.a. på grund af Hitlers inkompetence.

Sandheden sejrer – pravda vitezi


Sandheden sejrer, lyder det gamle tjekkiske motto. Det skal vel forstås som, at sandheden sejrer i det lange løb, ofte efter at have været undertrykt, og ofte efter at store ofre har måttet ydes.

Sådan er min fornemmelse i denne tid, hvor stemningen for alvor er ved at vende i indvandringsspørgsmålet. Nu mener de fleste politikere, at tilvandringen skal holdes på et lavt niveau for at ”bevare det Danmark, vi kender”. Nu mener de, at flygtninge ikke skal blive her permanent, men vende tilbage til deres egne lande, når de er sikre nok. Nu kan de se, at omkostningerne ved tilvandringen fra den tredje verden er alt for høje – og det drejer sig ikke blot om de 36 milliarder kroner om året, som det koster.

Hvorfor kan de se det nu, og ikke tidligere? Søren Krarup og mange andre har jo advaret om problemerne i 30-40 år? Det burde være et oplagt forskningsprojekt for politologer. At spørge de omvendte politikere og meningsdannere, de lever jo i bedste velgående!

I øvrigt skal man ikke glæde sig alt for meget. De ansvarlige politikere (i flere betydninger af ordet) er jo endnu ikke kommet dertil, hvor de vil gøre noget effektivt for at stoppe tilstrømningen. Konventionerne, ikke sandt!

fredag den 21. december 2018

Bispeengbuen i tunnel – de progressives prestigeprojekt



Nogle mener, at de største ulykker laves af uforstandige politikere, gerne inspireret af fanatiske pressionsgrupper. Et præmieeksempel er Udlændingeloven fra 1983, der satte fart på masseindvandringen. Andre eksempler er EU's Euro-konstruktion og Schengen-aftalen om at afskaffe grænsekontrol, eller bare unionsideen som sådan. Eller allersenest FNs migrationspagt, hvis kun delvis skjulte formål er at sætte fart i folkevandringen fra Den tredje Verden til Vesten.

Mod disse ulykker kæmper kritiske borgere åbenbart oftest forgæves. Ulykkerne skal have lov til at udfolde sig, før flertallet vågner op. Alligevel kan man som ansvarlig borger ikke lade være at prøve at forhindre dem.

Et friskt eksempel er planerne om at grave hele Åboulevardens sekssporede motorgade ned og anlægge en park, bl.a. indeholdende en genopstået Ladegårdså, ovenpå. En light-udgave består i at rive det stykke af vejen, der er ført på søjler over Nordre Fasanvej og hedder Bispeengbuen, ned og bygge boliger og anlægge park ovenpå. Planen har rumsteret i nogle år og fremføres af en radikal byrådskandidat på Frederiksberg samt en del venstreorienterede og grønne kredse. Den har endda fået tilslutning af Venstres enlige kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen, manden, der kunne have reddet Zoologisk Haves klassiske elefanthus, men ikke gjorde det.

Jeg mener. at planen er overflødig og vanvittig, men den vil åbenbart ikke dø. En pressionsgruppe arbejder troligt videre, og senest har regeringen vist sig positiv – hvis Frederiksberg og Københavns kommuner vil stå for projektet, incl. regningen. For at prøve at forhindre planen har jeg skrevet nogle læserbreve om sagen i Berlingske, hvori jeg nærmere fremlægger mine argumenter.

Første læserbrev blev bragt d. 1. november 2018 og lød:
”Bevar Bispeengbuen!
En broget pressionsgruppe fortsætter ufortrødent sin propaganda for at grave Bispeengbuen ned i en tunnel. Det er en del af en større plan om at grave hele Ågade-Åboulevarden ned. Men vi mangler en offentlig debat om sagen.

Jeg mener, at ideen er urealistisk og meningsløs af følgende årsager – her hvad angår selve Bispeengbuen:

Den er urealistisk, fordi der næppe vil blive brugt milliarder af kroner på projekter, der ikke forbedrer trafikforholdene. Så rige er vi heller ikke.

Meningsløs, fordi de bløde argumenter ikke holder vand:

En tunnel skulle løse støjproblemerne. Og ja, nogle hundrede lejligheder er generet i dag, men Buen blev påbegyndt i 1970, så stort set alle nuværende beboere har vidst, hvad der fulgte med, da de flyttede ind. Og nogle hundrede meter ind mod centrum kører den samme trafik ad Ågade forbi tusinder af lejligheder, der ligger endnu tættere på kørebanen. De klager mærkeligt nok ikke. Og for blot et par år siden blev der bygget en 8-etagers beboelsesejendom 10 meter fra Buen på Falck-grunden, og i skrivende stund er man ved at opføre en lignende ejendom overfor på Nørrebro-siden i samme afstand fra Buen! Det tyder på, at det kun er et fåtal, der har problemer med støjen.

Så vil tunnel-fortalerne lave en park ovenpå tunnelen – sammen med et boligbyggeri i milliard-klassen. Men der er allerede i dag flere mindre parker umiddelbart op ad Buen, og indenfor nogle hundrede meter ligger Nørrebro-parken, Grøndalsparken og Ågade-parken, og de er ikke overrendte.

Man anfører sågar, at en tunnel vil mindske byens opvarmning om sommeren. Men i det meste af året skal byen ikke afkøles, men opvarmes!

Og Buen udgør heller ikke nogen barriere gennem byen. Det er jo netop undgået ved at placere den på piller.

Endelig vil den kommende overgang til el-biler formindske både støj og luftforurening fra Buens trafik.

Nej, det eneste fornuftige er at bevare Buen og renovere den, som der er sat penge af til. Så kunne man i samme arbejdsgang bevilge ekstra midler til yderligere støjskærme, måske hel eller delvis overdækning af den.

Og så tør man slet ikke tænke på, hvordan trafikken med over 50.000 biler i døgnet i givet fald skulle afvikles i en tunnelbyggeperiode over adskillige år. Mon tabet af arbejdstid er regnet med i tunnelprojektet?

Hvis der skal anlægges tunneler, bør der bores en under Rådhuspladsen! Det ville fremme trafikafviklingen enormt. Men det ønsker venstrefløjen jo desværre ikke.”

Brevet blev bragt en smule forkortet af pladshensyn. Ingen har dog reageret på det.

Nogle uger senere dukkede der et læserbrev op i Frederiksberg Bladet, hvor ”Åben åen” inddrog skybrudssikring som argument for at lægge Buen i tunnel. Det kommenterede jeg i et læserbrev i samme blad d. 20. november 2018:

”Bispeengbuen og skybrudssikring
Pressionsgruppen for nedgravning af Bispeengbuen og iøvrigt hele Åboulevarden, der hedder ”Åbn åen”, leder mange steder efter argumenter for sit urealistiske og meningsløse projekt. For nylig har de her i Frederiksbergbladet inddraget skybrudsprojektet ved Skt. Jørgens sø, idet de stiller modstanderne af sø-projektet i udsigt, at det projekt delvist kan erstattes af en Bispeengtunnel, der skulle bruges som opsamlingsreservoir under skybrud.

Nu har de relevante myndigheder i adskillige år været i fuld gang med mange forskellige tiltag til at håndtere fremtidige skybrud, men hvis man skønner, at regnvandet fra Bispeengbuens kørebane er en væsentlig del af problemet, har jeg et nemt og billigt forslag:

Man kan etablere store opsamlingstanke af beton til regnvandet fra Buen lige under denne på terræn. Man skal blot inddrage et par procent af de mange parkeringspladser og bygge tankene der. Når regnvandet skal tømmes ud efter skybruddet, kan afløb ske til det eksisterende kloaknet. Ingen store gravearbejder, intet energiforbrug til pumper.

Forslaget stilles hermed til rådighed for de relevante myndigheder, Frederiksberg og Københavns kommuner.”

Heller ingen reaktioner på dette læserbrev.

En uges tid senere havde FDM’s juridiske medarbejder et indlæg i Berlingske, hvor han syntes at acceptere tunnelideen. Hans bekymring var nærmest, at han ikke kunne lide skybrudsvand i tunnelen, og han var lidt betænkelig ved trafikafviklingen i anlægsperioden. Dette kommenterede jeg i et læserbrev d. 2. december 2018:

”Indlægget forleden fra FDM om Bispeengbuens nedgravning må forstås som en vag tilslutning til projektet. Det kan undre, at bilisternes organisation accepterer, at der vil blive brugt adskillige milliarder kroner på et projekt, der slet ikke forbedrer trafikforholdene, når midlerne til rådighed for trafikinvesteringer øst for Storebælt er så begrænsede, som tilfældet er.

FDMs største bekymring synes at være generne for trafikken i en anlægsperiode. Her synes FDM at være alt for optimistisk. En hel eller delvis lukning af Buen i årevis vil føre til totalt kaos for trafikken fra nordvest ind mod Københavns centrum. Godthåbsvej er jo allerede overbelastet i myldretiden, og Nørrebrogade er lukket for privatbiler. Oven i dette vil Nordre Fasanvej, som løber under Buen, også blive helt blokeret af anlægsarbejdet i adskillige år. Også her er den alternative rute, Jagtvej-Falkoner Alle, allerede overfyldt i dag.

Så trafikken ind mod centrum samt på det meste af Frederiksberg vil blive totalt kaotisk i årevis, hvis dette prestigeprojekt for de progressive, der slet ikke ønskes af flertallet, virkelig bliver lempet igennem.

Det, der er behov for, er en boret tunnel under H.C. Andersens Boulevard helt til Amager.”

Stadig ingen reaktioner. Men nu har jeg i det mindste sagt min mening om dette luksus-projekt, dette legetøj for de forkælede hipstere.

I øvrigt synes jeg, at Buen er flot i sin kategori, og den fungerer stadig upåklageligt, som i de foregående 50 år.





tirsdag den 31. juli 2018

Tibet demonstrationerne – en gammel sensation om ”grundlovsbrud”


I juni 2018 fik jeg optaget følgende læserbrev i Berlingske:                                                                                                                                                                
”Hvordan kan det være en stor nyhed, at politiet plejer at afskærme demonstrationer mod kinesiske statsbesøg, så gæsterne ikke kan se dem? Jeg husker, at medierne, heriblandt Berlingske, rapporterede i 2012, hvordan politiet stillede gruppevogne på række på Højbro Plads foran en pro-tibetansk demonstration.

Og hvorfor er politiets praksis egentlig et grundlovsbrud, endda et klart? Der står blot i Grundloven, at borgerne har ret til at forsamle sig. Er der retspraksis eller lovgivning, der præciserer, hvordan politiet må regulere demonstrationerne? Må politiet ikke – efter opfordring fra Udenrigs- og Justitsministeriet -  tage hensyn til ”forholdet til fremmede magter”? I øvrigt var demonstranternes egentlige målgruppe vel ikke de kinesiske gæster, men den danske offentlighed – og så har de i den grad nået deres mål!

Lad mig for en ordens skyld oplyse, at min sympati er 100 procent hos det tibetanske folk og nul procent hos de kinesiske kommunistiske undertrykkere.”

Mit læserbrev var nok ikke særlig godt formuleret. Det var jo inspireret af, at Berlingske i ugevis havde kørt kampagnejournalistik over ”afsløringen” af, at politiet havde afskærmet de besøgende kinesere fra demonstranterne, selvom alle, også Berlingskes læsere, havde kunnet iagttage denne praksis i hvert fald siden 2012. Men det er jo helt normalt, at vore dages unge historieløse journalister betragter enhver af deres iagttagelser som en sensation, selv om alle, der er velorienterede, kendte sagen i forvejen. Præmieeksemplet er samme Berlingskes journalister, der i starten af nullerne ”afslørede”, at det daværende Riffelsyndikat i Frihavnen, der var ejet af A.P. Møller, under Besættelsen 1940-1945 havde produceret våbendele til tyskerne. Der havde dengang ikke været noget valg, men sagen blev uretfærdigt præsenteret som en sensationel afsløring af frivilligt samarbejde med besættelsesmagten. Sagen havde dog altid været kendt af offentligheden: En af besættelsestidens største og berømteste sabotageaktioner var rettet mod Riffelsyndikatet, der blev endda lavet en spillefilm om sagen lige efter Befrielsen. Men det vidste de gravende journalister nok ikke.

Nå, men det, jeg burde have skrevet, var: Hvordan kan det være, at politiet som påstået har foretaget grundlovsbrud gennem mange år, uden at nogen har påtalt det? Der er her i landet tusinder af dygtige jurister, journalister og politikere. Hvordan kan der være foregået et åbenlyst brud på Grundloven, uden at nogen af dem, eller andre, har reageret før nu?

Mit spørgsmål, om det i øvrigt virkelig er et grundlovsbrud at afskærme demonstranter fra nogle af statens gæster, vil jeg gerne gentage her.

Men nu kører der så en ny undersøgelse af, hvem der har ansvaret for politiets afskærmningspraksis. Jeg kan spare samfundet for en større millionudgift til undersøgelsesudvalget og afsløre, at alle implicerede fra den menige betjent til Regeringen naturligvis har vidst, at det foregik, og alle har derfor medansvar. Det endelige ansvar ligger hos de skiftende statsministre, der alle har været indforstået med praksis. Men inden man rejser Rigsretssag mod Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning, kan de påpege, at hele Folketinget også har været bekendt med forholdet – og hele befolkningen med! Så alle må jo have ment, at der ikke var problemer med afskærmningen.

Så henset til principperne om retssædvane o.l. kan man spørge, om der overhovedet er tale om et grundlovsbrud reelt set – hvis altså der overhovedet er tale om et brud formelt set.

mandag den 30. juli 2018

Trump - en midtvejsevaluering


Her godt inde i præsident Trumps andet år kan man begynde at danne sig en vurdering af hans indsats. Da han blev indsat i embedet i januar 2017, var jeg bekymret over hans personlige opførsel, der under valgkampen havde været skandaløs, useriøs og usympatisk. Men mange af hans politiske synspunkter var fornuftige ud fra en borgerlig synsvinkel, så håbet var, at han ville ændre opførsel i mere præsidentiel retning efter indsættelsen.

Det er ikke sket. Trump fortsætter med at sende personlige tweets ud døgnet rundt, hvor han spreder forvirring og tvivl om USA's politik og kritiserer venner og fjender uhæmmet. Og endnu værre: Han håndterer de fornuftige politiske tiltag, som mange er enige i, på en klodset måde:

Handelspolitik: Trump har ret i, at det hidtidige frihandelssystem har gjort det muligt for Kina at udkonkurrere vestlige firmaer på en unfair måde, idet Kina jo ikke er en fri markedsøkonomi, men et samfund, hvor alt, også lønniveau, prisniveau, valutakurs, rente o.s.v. er kontrolleret af de kommunistiske magthavere. Fagforeninger, der kunne sikre et ordentligt lønniveau, findes ikke.

Men i stedet for at samle sine allierede i Europa og Asien om at forhindre, at Kina misbruger frihandelssystemet, har Trump startet handelskrige også med de øvrige vestlige allierede. ”Very bad”, som han selv ville have tweetet.

Indvandring: Trump ser problemerne ved den hidtidige indvandring fra den tredje verden til vesten klarere end de fleste europæiske ledere. Men i stedet for blot at fuldføre Clinton og Obamas hegn mod Mexico, vrøvler han om, at Mexico skal betale for hegnet eller muren. Useriøst!

NATO: Trump har ret i, at de europæiske NATO-lande hidtil har ofret for lidt på forsvaret. Og måske har det været hans udmeldinger sidste år om, at USA ikke ville forsvare Europa, hvis vi ikke ofrede flere penge selv, der har fået de europæiske medlemmer til at begynde at øge deres forsvarsbudgetter. Men så ligner det ikke noget, at han fortsætter med at gentage sit budskab og oven i købet sætter kravet op til 4% af BNP – mere end USA selv bruger.

Så hvorfor gør han det, og hvor bringer det os hen? En mulighed er, at Trump – udover at have nogle ægte politiske synspunkter – også blot synes, at det er sjovt at være præsident – det er hans egne ord. Så måske er han hele tiden i gang med valgkampen i 2020?

En anden mulighed er, at han benytter sin lange erfaring som ejendomsspekulant og behandler sine politiske kolleger udenfor USA, som han er vant til at forhandle med modparter i ejendomssektoren. Eller han siger som hoteldirektør Mo Green i Godfather-filmen: ”Jeg er deres chef, så jeg er nødt til at sparke dem bagi en gang imellem.”

Problemet er bare, at Trump nok er præsident for Verdens største supermagt, men han er ikke andre landes chef. Der kræves en mere sofistikeret forhandlingsstil her.

Man kan frygte, at Trump ikke har nogen samlet, langsigtet ide om, hvad han vil gøre for USA og Verden. Han har kun nogle punkter – nævnt ovenfor – om nogle emner, hvor der åbenlyst tiltrænges handling, emner, som tiltaler de fleste borgerlige – i USA republikanere – og han gør det på den grove måde, der tiltaler den vælgergruppe, som han åbenlyst bejler til: Reality-TV-publikummet, dem med kort uddannelse, hvis jobs er truet af globaliseringen, isolationisterne.

I øvrigt tror jeg bestemt ikke, at Trump slår varige skår i forholdet mellem USA og dets allierede. Vi er bundet sammen ikke blot af historiske og i mange tilfælde genetiske bånd, men også af fælles interesser. Trump er blot en parentes i den historie.

P.S.: Hvad forsvarsudgifterne angår, har USA som supermagt strategiske interesser, som de andre NATO-lande ikke har, og dertil hørende strategiske styrker, både atomare og konventionelle, spredt over store dele af kloden. Så det er vel kun naturligt, at varetagelsen af disse strategiske interesser koster ekstra? Man må vel betale for at have indflydelse?

Og hvad USAs underskud på betalingsbalancen angår, hænger det vel sammen med det store underskud på USA's statsregnskab. Men det finansieres jo fint ved salg af statsobligationer og udstedelse af dollarsedler. Denne fordel kaldes møntningsgevinst og tilfalder lande, hvis valuta er international reservevaluta. Det betyder, at USA kan forbruge mere, end de producerer, og betale med papir. Vel en ganske attraktiv ordning, selvom den er uholdbar, hvis den overdrives.

P.P.S.: Desuden medfører USA's position som supermagt og ankerland i flere forsvarsalliancer, at hvis USA i fremtiden skal udkæmpe større krige mod andre stormagter, vil disse krige sandsynligvis blive udkæmpet i Europa, ikke på USA's østkyst, eller i Sydkorea og Japan, ikke i Californien – hvis man ellers kan forestille sig sådanne konventionelle krige mellem stormagterne i fremtiden. Men det må vel være en fordel at have sådanne fremskudte forsvarslinier – og dermed værd at afholde nogle merudgifter for.

mandag den 28. maj 2018

Jurister beskæftiger sig ikke med retfærdighed – al-Haj og Jan E. Jørgensen


For mange år siden blev jeg belært om, at jura ikke drejer sig om at udøve retfærdighed. Det drejer sig om, hvordan domstolene vil afgøre de forelagte sager. Først stejlede jeg – jeg var ung – men senere forstod jeg, at sådan måtte det være. Det ledte dog så til den uundgåelige konklusion, at retfærdighed er for vigtig til at overlade til juristerne, for at omskrive en gammel floskel.

Dette bliver lysende klart, når man betragter den aktuelle sag om en arabisk-dansk Islamisk Stat-frivillig med det passende navn al-Haj. Han var en af de fire skæggede herrer, der for nogle år siden – i IS’s storhedstid – optrådte på en video, hvor de skød til måls efter plakater med billeder af bl.a. Lars Hedegaard og Naser Khader. I dag er IS næsten nedkæmpet, de tre øvrige fra videoen formodes dræbt, og al-Haj befinder sig i såret tilstand i et tyrkisk fængsel. Nu ønsker han og hans familie, at han skal hentes ”hjem” til Danmark for at blive behandlet og retsforfulgt her.

De fleste vil nu mene, at det er der ingen mening med. Al-Haj har frivilligt meldt sig til IS og løst statsborgerskab i det daværende kalifat og dermed fraskrevet sig sit danske tilhørsforhold. Vi har ingen forpligtelser overfor denne person, der direkte eller indirekte har deltaget i massemord, voldtægt af yazidiske småpiger og halshugning af fanger. Lad ham blive retsforfulgt i det område, hvor han har begået sine forbrydelser. Lad ham aldrig mere sætte sine ben i Danmark. Det har han selv valgt, og i øvrigt ved man ikke, om han skulle få tilbagefald til terroraktiviteter.

Heroverfor står jurister som Venstres Jan E. Jørgensen og pukker på formalia: At al-Haj stadig er dansk statsborger, at han har rettigheder osv. Dette illustrerer klart det problem, jeg startede med at omtale: Juristerne ved, hvad retstilstanden siger. Men de er professionelt kolde overfor, hvad retfærd og rimelighed tilsiger.

Det, som denne sag viser, er, at retstilstanden bør rettes til, så den flugter med retfærdigheden. Det er faktisk det, vi har den lovgivende forsamling til løbende at sørge for.