OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 16. juli 2015

Grækenland og Euroen – hybris, nemesis og Gudernes straf

Uanset hvordan dramaet om Grækenlands økonomiske krise - og Eurolandenes bestræbelser for at holde sammen på projektet - vil forløbe i den nærmeste tid, bliver Grækenland nu ramt af to sociale og økonomiske tsunamier på en gang: Dels kravet om nu endelig at bringe samfundet op på moderne europæisk niveau fra den osmanniske 1800-tals sump af korruption, svindel og nepotisme, som landet hidtil har befundet sig i. Og dels kravet om at standse de sidste årtiers gældsætning og helst påbegynde en tilbagebetaling. Og disse to Herkules-opgaver skal landet løse, samtidig med at det er alvorligt hæmmet af det håbløse Euro-medlemskab, som landet i tragisk uvidenhed insisterer på at beholde.

Hvordan er det gået så galt? Ansvaret ligger naturligvis først og fremmest hos grækerne selv. Men også de andre EU-lande har et stort ansvar. De skulle aldrig have lukket Grækenland ind i EU, før landet havde moderniseret sig i det mindste i moderat grad. Og de skulle slet ikke have lukket Grækenland ind i Euro-zonen, før landet opfyldte de samme minimumskrav som de andre Middelhavslande. EU lukkede endda øjnene for direkte fifleri med de græske økonomiske data.

Hvorfor gjorde de andre EU-lande det så? Fordi sådan er EU-systemet: Man kunne ikke modstå, at det gamle Hellas er den europæiske civilisations vugge (sådan da), selve vort kontinents navn stammer jo fra den græske mytologi. For EU er jo symbolfikseret og tror, at kendsgerningerne vil tilpasse sig de luftige drømme. Hybris – overmod!

Og da først Grækenland var blevet medlem af Euro-zonen, kunne landets uansvarlige økonomiske politik få friløb: Landet kunne nu køre med endnu større årlige underskud på statsbudgettet, der dels kunne finansieres med udstedelse af statsobligationer, som naive vesteuropæiske investorer gladelig købte, idet de overså, at der stadig var en kreditrisiko, selvom de var udstedt i Euro. Desuden var der nu løbende trækningsmuligheder i selve Euro-betalingssystemet. Så den græske udlandsgæld voksede enormt i 00’erne, lige indtil finanskrisen. Og gældsætningen gik ikke til produktive investeringer, men til løbende overforbrug.

Igen er ansvaret for dette naturligvis først og fremmest grækernes. Men EU-systemet og de øvrige Euro-lande har selv et stort medansvar for at have tilladt det. Det svarer til at give en teenager et kreditkort og så blot se til, mens han køber vildt ind år efter år uden at gribe ind. Og så i disse år, når finanskrisen endelig har tvunget de internationale kreditorer til at sige stop, forlanger de den opsamlede gæld tilbagebetalt på kort tid. Nemesis – straffen for overmod!

Det kan virke hårdt med alle disse tidsfrister, men værst af alt: Det er jo helt urealistisk – for man kan ikke plukke hår af en skaldet. Kreditorerne har bare at væbne sig med tålmodighed. Det kan virke utroligt, at man alligevel gennemfører så hårde forhandlinger, før man går med til at forlænge gælden, men det er vel et forhandlingsgreb for at tvinge Grækenland til at gennemføre de nødvendige reformer af statsfinanser m.v.

Det allerværste er dog, at både Eurolandene og grækerne selv synes besat af at beholde Grækenland i Euro-zonen. Den eneste rationelle grund til det kunne være, at det skulle give gode låntagningsmuligheder. Men det tog er jo kørt for mange år siden! Selvom Grækenland bliver i Euro-zonen, står den på skemalagt gældsnedbringelse i mange år frem – og det er uanset, om landet bliver i Euro-zonen eller ej.

Hvis derimod Grækenland forlod Euroen og fik en frit flydende Drakme, ville landet kunne devaluere og dermed få en realistisk international konkurrenceevne. Det er faktisk ikke så mange år siden, at mange lande brugte dette middel til at bedre deres betalingsbalance og deres økonomiske aktivitet, beskæftigelse o.s.v.  – husk Anker Jørgensens regering, eller 1930’erne, hvor de mange konkurrerende devalueringer ligefrem tog overhånd. Men for et land som Grækenland med lavkonjunktur og en overvurderet valuta er det den rette vej – og den vælger man så fra.

Hvis Grækenland derimod forbliver i Euro-zonen, vil deres valutakurs være den samme som i 2002, selvom den økonomiske udvikling siden dengang har været langt mere inflationær end i Tyskland – det dominerende Euro-land, hvis økonomiske forhold bestemmer Euroens kurs overfor omverdenen. Så Grækenland kører videre med en overvurderet valuta, der medfører, at den mindst produktive halvdel af befolkningen ikke kan finde beskæftigelse – det samme ses, om end i mindre omfang, i de andre Sydeuropæiske Euro-lande.

Så ved at forblive et Euro-land får Grækenland endnu større vanskeligheder med at få balance i sin økonomi og bedre beskæftigelse. Den Guderne vil ødelægge, slår de med blindhed!

torsdag den 2. juli 2015

Dansk Folkepartis forvandling og mit brev til Pia fra 1996

Dansk Folkeparti har virkelig forvandlet sig i sit 21-årige liv. Fra paria til magtens tinde, men også angående sin politik.

I mange år efter sin start i 1995 var DF ugleset af Overdanmark, det var ikke ”stuerent”. Efter valget d.18. juni 2015 blev Dansk Folkeparti det næststørste parti, og det største ”borgerlige”. DF kan nu stille større krav end nogensinde, ikke blot indenfor værdipolitikken – især indvandringen -, men også på det økonomiske område, hvor DF kræver større realvækst i det offentlige forbrug – 0,8 pct. Af BNP om året – end selv Socialdemokratiet, mens Venstre ønsker ”nulvækst” og Liberal Alliance 1 pct. nedskæring om året.

Det er i sandhed en forvandling fra DFs start i 1995. Kan nogen i dag huske, at DF var en udbrydergruppe fra Glistrups Fremskridtsparti, dem med 0-skat og drakonisk bortskæring af størstedelen af det offentlige? I sine første år var DF blot en modereret udgave af Fremskridtspartiet.

Det er da bemærkelsesværdigt, at DF på det værdipolitiske område har beholdt sine synspunkter, mens de på det økonomisk-sociale område har bevæget sig fra det yderste højre til nærmest til venstre for Socialdemokratiet.

Denne bevægelse skyldes naturligvis de ledende kræfters egne analyser og personlige udvikling, men jeg kan ikke lade være med at tænke på et brev, jeg skrev til Pia Kjærsgaard d.2. maj 1996. Jeg var bekymret for den voksende indvandring og kunne konstatere, at V og K ikke tog sagen særlig alvorligt. Det gjorde kun DF, med de havde stadig de gamle Fremskridts-synspunkter på økonomien, om end i modereret form. Jeg skrev, at jeg mente, at der var mange borgerlige – som mig selv – og højrefløjs-socialdemokrater, der ”betragtede masseindvandringen som så stort et problem, at de ville stemme på DF. Men det forudsætter nok, at DF distancerer sig fra Frp. … Jeg tror ikke, at Venstres stærkt liberale politik passer godt til disse vælgere. I stedet vil jeg tro, at en stærk social profil vil tiltale folk”.

Pia Kjærsgaard svarede i et venligt brev af 7. maj 1996, at hun var meget enig i den sociale profil, bl.a. højere folkepension og bedre sygehusforhold.  Og DF havde allerede gjort op med 0-skatten, men ”vi ønsker fortsat kraftige skattenedsættelser”.

Ak ja, det var i 1996. I dag kræver DF skatteforhøjelser – det er jo modstykket til offentlig udgiftsvækst. Man må sige, at DF har foretaget en lang rejse i sin økonomiske politik.

For lang, efter min mening. Jeg er fortsat helt enig i DFs værdipolitik – det er afgørende for mig – men jeg ønsker en økonomisk politik, der lægger vægt på offentlig sparsommelighed, som jeg har antydet i en af de første poster på denne blog af 9. december 2010.

Derfor vil jeg håbe, at Morten Uhrskov og flere andre vil lykkes med deres projekt med at genoplive Dansk Samling og gøre det til et parti, der både har en folkelig værdipolitik og en økonomisk politik af borgerligt tilsnit. Jeg vil over veje at støtte et sådant parti, men stadig være positiv overfor DF.


torsdag den 11. juni 2015

Helle Thorning-Smidts papegøjesnak - alle kneb gælder

Valgkampen til et folketingsvalg burde efter min opfattelse dreje sig om to ting: 1. Vil man have en større offentlig sektor med større skattetryk - eller vil man prøve at spare, og 2. Vil man have en mere progressiv værdipolitik med stor indvandring, rundkredspædagogik i skolen, forståelse for forbryderne - eller en folkelig en med bremse på indvandring, med kundskabstilegnelse i skolen og beskyttelse af borgerne mod forbryderne som prioritet. Jeg har skrevet mere om dette i en post i denne blog af 9. december 2010. Et tredje emne er økonomisk vækst, som alle ønsker, men ingen kan fremskaffe.

Halvvejs gennem valgkampen 2015 synes det nu, som om en ærlig debat mellem partierne om fordele og ulemper ved de forskellige muligheder er blevet delvis presset ud af billedet. Det drejer sig i stedet i høj grad om, hvem der skal have magten, og en ting står nu klart: Helle Thorning vil gøre usædvanlig meget for at blive genvalgt som statsminister.

Valgkampe er ofte uskønne, men den socialdemokratiske ved dette valg sætter nye bundrekorder. Deres annonce- og twitterkampagner holder sig ikke til anprisning af S’s politik og deres store leders fortræffeligheder, men prøver også at begå karaktermord på oppositionens statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen. Og det bliver helt grotesk, når Helle Thorning skal debattere med Løkke.

Vi har nu over to søndage set, hvordan Thorning prøver at give S æren for at ”have bragt Danmark ud af krisen” og for at have ”skabt 40.000 jobs”. Ja, hun påstår sågar, at regeringen har strammet udlændingepolitikken. Dette er nu blevet dementeret mere effektivt, end nogen opposition kunne have gjort det, nemlig af Thornings radikale vicestatsminister, der tværtimod praler af, at SR-regeringen har gennemført 31 lempelser af udlændingepolitikken! Hvad krisen angår, er den jo ved at klinge ud af sig selv verden over efter 6 år – og de nye jobs er ofte deltids og/eller besat af udlændinge!

Lige så slemt som det forkerte faktuelle indhold er Thornings form, hvor hun i debatterne kun magter at lire i forvejen indlærte remser og slagord af. Og hun afbryder, overdøver og sågar vrænger af modparten som en skolepige. Ikke en statsminister værdigt.

Også uværdigt, som S prøver at spille på Løkkes såkaldte sager: Bilagsrod, hvor han nu har betalt for sine gamle fadbamser. 1. klasses flyveture, der var besluttet af GGGI’s bestyrelse, hvor SR-regeringen var deltager. Tøjindkøb, der kun vedkommer Venstres medlemmer, ikke skatteborgerne i almindelighed.

Så er der mere kød på Thornings gamle skattesag, hvor hun uberettiget fik sin mands personfradrag i årevis, og da det blev opdaget, undlod hun at efterbetale. Hendes huskøb, hvor hun oplyste, at manden opholdt sig over 180 dage om året i Danmark, samtidig med, at hun til skattevæsenet oplyste, at han opholdt sig under 180 dage og derfor ikke skulle betale skat i Danmark. Hendes leasing af bil i Tyskland for at undlade at betale de høje danske afgifter. Men disse sager har vi ikke hørt meget til, selvom de er meget mere belastende end Løkkes. Vi hører kun tilfældige henvisninger til de utallige løftebrud, hun har begået.
Samtidig har S kørt en enorm reklamekampagne hele foråret, der skulle iscenesætte Thorning som den store statsleder. I virkeligheden er det kun nogle få procent svingvælgere på midten, der skal flyttes for at afgøre valget, og den sidste uges galluptal tyder på, at det muligvis kan lykkes for S.

Vi må krydse fingre for, at folk i sidste øjeblik tænker på de store linier og på fremtiden.

tirsdag den 14. april 2015

9. april 1940 – hvad lærte vi?

Så har vi markeret 75 års dagen for den tyske besættelse af Danmark. En lejlighed til at se tilbage, og en anledning til at overveje, hvad vi lærte – og om vi lærte lektien ordentligt.

Det lærte afhænger jo af den enkeltes holdninger. Hvis man er radikal eller blot pacifist, vil man mene, at man aldrig skal sætte sig militært til modværge, uanset hvad. Så er man åbenbart i stand til at leve med, at andre lande bliver bombet og deres soldater skudt, for at bl.a. Danmark skal blive frit. Og man er åbenbart i stand til undervejs at føre egentlig samarbejdspolitik med sine besættere. Hvis man er sådan indrettet, var den lynhurtige kapitulation den 9. april jo en stor succes, og lektien er, at man bare skal gøre det samme en anden gang.

Hvis man er modsat indrettet, så finder man, at kapitulationen var skammelig og direkte usolidarisk med de andre europæiske lande, der kæmpede mod Nazityskland. I øvrigt var samarbejdspolitikken lige ved at medføre, at vi blev betragtet som allieret med Hitler. Dette var faktisk Sovjetunionens holdning lige til krigens slutning – jeg har en teori om, at det var som straf for dette, at Rønne og Nexøs civilbefolkning blev bombet af russerne i dagene efter 5. maj 1945. Og det var lige ved, at Danmark blev delt i fire besættelseszoner, ligesom Østrig. Russerne blev jo også på Bornholm et års tid. Så udover, at kapitulations- og samarbejdspolitikken var foragtelig, var den lige ved at blive også en håndgribelig katastrofe, udover en moralsk.

Så lektien for alle ikke-radikale og ikke-pacifister var: Aldrig mere en 9. april. At landet skal forsvares med de midler, der til enhver tid er til rådighed, ikke blot af moralske årsager, men også fordi det giver den bedste sandsynlighed for slet ikke at blive angrebet. Allerede romerne sagde som bekendt: Si vis pacem,  para bellum – hvis man vil beholde freden, må man være klar til at føre krig.

Og hvilken politik førte vi så efter Befrielsen i 1945? Alliancemæssigt prøvede vi i flere år med en neutralitetspolitik, senere prøvede vi at få etableret en Nordisk forsvarsunion, men forgæves. Efterhånden som Sovjet udvidede sit imperium i Øst- og Centraleuropa, reagerede vi ved at beslutte os til at blive medlemmer af den vestlige forsvarsalliance, NATO. Så vidt, så godt.

Men med hensyn til at afsætte de nødvendige midler til at opbygge og drive et forsvar på et passende niveau, svigtede vi desværre igen. Vi har aldrig i de sidste 70 år ønsket at bruge særlig mange penge på Forsvaret, vi har typisk ligget under de 2 procent af bruttonationalproduktet, som NATO-landene ellers er enige om er det ønskelige minimum – UK ligger pænt over, USA langt over, i alle årene. Resultatet har været, at det danske militær på de fleste områder har været forholdsvis lige så dårligt stillet som i 1940. (Situationen i dag er helt grotesk, det har jeg været inde på nogle gange i de sidste år).


Min pointe her er, at vi i alle årene under Den kolde krig, hvor den sovjetiske invasionstrussel var reel, og hvor vi lå i frontlinien, ikke levede op til vores motto om ”Aldrig mere en 9. april”. Vores politikere fra S, V og C, der tilsammen havde et stort flertal, lod sig koste rundt af radikale og socialister – og deres egen bekvemmelighed og tilbøjelighed til at lefle for de mest kortsynede af vælgerne – og undlod at gøre det, de vidste var rigtigt.

tirsdag den 17. marts 2015

Europæisk Union - er den grundlovsstridig? Her er et alternativ til det nuværende EU!

Mon ikke alle - undtagen de mest EU-begejstrede - vil medgive, at indførelsen af den Europæiske Union i mange af landene, og i hvert fald i Danmark, er blevet listet og manøvreret igennem på trods af befolkningens ønske? De få gange, hvor unionssager er blevet forelagt vælgerne direkte, har flertallet sagt nej. Så har politikerne filet lidt, og så er sagerne gledet igennem på partiernes anbefaling. Man har nedtonet det overnationale, og senere sagt, at sagerne jo var afgjort, så nu måtte vi tilpasse os. En sand salami-taktik. De EU-begejstrede siger nu, at EU er blevet en overnational størrelse. En slags forbundsstat, hvor flere og flere sager afgøres i Ministerrådet ved flertalsafgørelser.

Men nu funderer jeg på, om Danmark overhovedet lovligt kan deltage i sådan en? Der står i Grundlovens §20, at vi kan ”overdrage beføjelser” til ”mellemfolkelige myndigheder”, der er oprettet ved ”gensidig overenskomst med andre stater” til ”fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde”.

Det forekommer ret klart, at Grundloven sigter på internationale organisationer som FN og NATO. Grundlovens forfattere har slet ikke forudset, at Danmark skulle indgå i en overstatslig union. Men nu lægger EU-folkene hjemme og ude, senest på Europol-området, vægt på, at samarbejdet bliver overnationalt og ikke som hidtil mellemstatsligt. Det giver Danmarks Grundlov da slet ikke lov til?

Man kan sige, at dette er en formalitet, da vælgerne jo ved valg efter valg har stemt på de partier, der er gået med til unionsudviklingen. Men formaliteter plejer at være altafgørende indenfor jura! Så hvis man vil afgive beføjelser, der tilkommer Rigets myndigheder, til overnationale statsdannelser (som er noget helt andet og mere end mellemfolkelige organisationer), må det kræve en vedtagelse efter reglerne om grundlovsændringer i Grundlovens §88, der blandt andet kræver, at 40% af de stemmeberettigede vælgere siger ja ved en folkeafstemning.

Det er da også fantastisk, at man melder sig ind i en organisation, efter lange forhandlinger om vilkårene, og så er organisationens vigtigste egenskab, at den i fremtiden hele tiden skal ændres i unionsdannende retning, med nye vilkår, som ingen kender i dag.
-

Man burde hellere lave det europæiske samarbejde helt om! I dag styres EU af Ministerrådet, altså medlemslandenes regeringer, der vedtager de såkaldte direktiver, der skal gennemføres i medlemsstaterne. Og der er et EU-parlament, valgt direkte i alle medlemslandene, der har beføjelser til at kontrollere Kommissionen og godkende EU's budget.

Og så er der Kommissionen, der står for den daglige administration af EU's mange ordninger. Desuden skal Kommissionen fungere som en motor for fortsat integration hen imod den fuldstændige Union. Kommissionen udpeges af Ministerrådet og godkendes af Parlamentet.

I praksis er Kommissionen fjernet langt fra EU's befolkninger, og den befolkes af personer, der lever i en osteklokke med deres egen indavlede dagsorden. Det er især Kommissionen, der finder på stadig flere integrationstiltag, som intet befolkningsflertal i noget medlemsland har ønsket.

Hvad burde vi gøre? Jeg mener, at Kommissionen skulle afskaffes og dens funktioner lægges ind under Ministerrådets sekretariat. Så ville alle initiativer komme derfra. Det ville give en bedre folkelig forankring, og vi ville slippe for mange påfund. Desuden skulle Parlamentet ændres, så det bestod af medlemmer, der i forvejen var valgt ind i de enkelte landes egne parlamenter, og det skulle kun mødes nogle gange om året.
EU's præsident og Udenrigspolitiske leder er to dårlige vittigheder og burde afskaffes. Deres funktion ligger naturligt hos Ministerrådets formand og formandslandets udenrigsminister.

Jeg er naturligvis klar over, at disse forslag ingen gang har på jord. Derfor vil EU om nogle år gå samme vej som Babelstårnet. Euro-fejlkonstruktionen knager allerede ildevarslende.



torsdag den 26. februar 2015

Ansvarlige politikere og ansvar for terrorangrebene

Politikerne fra de gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale – har altid yndet at kalde sig ansvarlige politikere fra ansvarlige partier. Her efter terrorangrebet i København har så nogle kritiske røster formastet sig til at hævde, at især de radikale - ved gennem 30 år at drive deres indvandringspolitik igennem - har medansvar for terroren. Dette har vakt stor forargelse, og de formastelige er blevet banket på plads. Det var ikke sådan ment, det med ansvarlige partier!

Det er dog indlysende, at kriminalitet begået af indvandrere ikke var blevet begået (i Danmark), hvis der ikke havde fundet indvandring sted. Og der havde ikke fundet så stor en indvandring sted, hvis Udlændingelovgivningen ikke var blevet lempet fra 1983 og frem. Og denne lempelse er presset igennem af den herskende klasse med det Radikale Venstre og venstrefløjen som primus motor. Er indvandrernes merkriminalitet, herunder terroranslag, da ikke disse politikeres ansvar?

Ja, hvad ligger der egentlig i begrebet ”ansvar”? Indenfor juraen taler man f.eks. om erstatningsansvar udenfor kontraktsforhold, altså at man kan pådrage sig erstatningsansvar, hvis man påfører andre skade. Ansvar foreligger, hvis man har handlet uagtsomt (vi ser her bort fra forsæt til at volde skade!). Desuden skal der være en årsagssammenhæng mellem handlingen og skaden, og endelig skal skaden være en typisk forventelig (”adækvat”) følge.

Jeg finder egentlig, at betingelserne for at statuere et ansvar er opfyldt! Der blev advaret i tide, og i det mindste kunne man undervejs have lært af de løbende erfaringer og have ændret kurs.

Nu kan man ikke bruge erstatningsret eller strafferet her, men man kan i allerhøjeste grad tale om politisk ansvar. Og det vil der blive talt om, når terrorangrebet er kommet på afstand og valget rykker nærmere. SR-regeringen vil prøve at unddrage sig denne debat ved at opfordre til at stå sammen, ikke politisere o.s.v. Men det er jo netop et politisk spørgsmål, hvilken indvandringspolitik vi vil føre!



mandag den 16. februar 2015

Terror i København – Krudttønden og Synagogen

Weekendens terrorangreb i København, hvor en tilfældig mødedeltager blev myrdet i kulturhuset Krudttønden ved et debatmøde, og hvor en jødisk vagt blev myrdet ved Synagogen i Krystalgade, har fået politikerne og journalisterne til at reagere med de sædvanlige historieløse og perspektivløse floskler.

Terroren er aldeles ikke først nu kommet til landet. Det er i år 30 år siden, at araberne – dengang var de bosat i Sverige - første gang forøvede bombeattentat mod Synagogen, og i samme operation dræbte de en tilfældig forbipasserende ved et bombeattentat mod et amerikansk luftfartsselskab ved Vesterport Station (jeg arbejdede dengang i Andelsbanken et par hundrede meter derfra – vi hørte braget). Og i de mellemliggende år der har der været talrige attentatforsøg, økse- og pistoloverfald o.s.v. Oveni den daglige lavintensive kriminalitetsterror med knivdrab i nattelivet, overfald i S-tog og busser o.s.v.

Alligevel reagerer politikere og journalister hver gang, som om det er noget helt nyt. Og de reagerer med de samme floskler: Vi må stå sammen om vore værdier (ja, hvad ellers?), vi må tage hinanden om skuldrene (der er mange, som jeg ikke vil stå skulder ved skulder med), det har intet med Islam at gøre (selv om gerningsmændene råber Allah Akbar), det er vores egen skyld, fordi VI ikke har gjort nok for, at DE blev integreret, o.s.v.

Faktum er, at selv om vi altid har haft vore egne forbrydere, er denne type kriminalitet kommet til landet udefra i de sidste 30 år med den masseindvandring, som begyndte med Udlændingeloven af 1983 – det radikale venstres værk, sammen med Gammeltoft Hansen fra Dansk Flygtningehjælp. Og problemerne er alt for ofte forbundet med muslimerne, selvom de fleste af dem ikke er involveret. Men når man tillader indvandring af en større gruppe muslimer, er en forholdsvis stor del af dem kriminelle – det viser statistikken. Og af dem er en lille del parate til at blive islamiserede terrorister. Tilsvarende ses ikke ved andre indvandrergrupper, og det synes at være eskaleret i de sidste 10-20 år i alle de vestlige lande, inspireret af Ayatollaher, Muslimske Brødre m.v. og finansieret af rige olielande.

Oven i denne politisk-religiøse islamiske terror kommer, at indvandrere fra Asien og Afrika i gennemsnit – ikke alle grupper, og også andre end muslimer – som helhed er underbeskæftigede, overkriminelle, giver problemer i boligkvarterer med trusler og bilafbrændinger, sænker niveauet i skolen med uro og dårlige danskkundskaber, skaber utryghed i nattelivet, dræner politiets og retsvæsenets ressourcer og koster samfundet mange milliarder kroner hvert år.

Det er disse kendsgerninger, politikere og medier burde tage udgangspunkt i. Så må de radikale og venstrefløjen argumentere for deres ønske om fortsat indvandring og pege på de fordele, Danmark efter deres opfattelse har af det. Og de borgerlige – og især Dansk Folkeparti - må argumentere for begrænsning af indvandringen, revision af gamle konventioner, mere brug af udvisning af uønskede personer o.s.v.


Mon ikke vi omsider får en sådan debat nu, når den sidste terror kommer en smule på afstand? Man må blive ved med at håbe.