OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 9. november 2016

Trump bliver USA's næste præsident

Så vågnede vi trods de fleste eksperters forventninger op til, at Donald Trump er blevet valgt til USA's næste præsident. Hvordan gik det til, og hvad vil der ske efter hans tiltræden?

Trumps opførsel under den lange valgkampagne har ofte forekommet useriøs, nogle gange skandaløs. Jeg antager, at han blot har benyttet sin store erfaring fra de reality-shows, hvor han har haft betydelig succes, til at brænde igennem til de jævne vælgere.

Men det er blot form, det afgørende er indholdet. Trump har faktisk haft et politisk budskab. Det helt afgørende er, at han vil standse masseindvandringen fra den 3. verden, som er i færd med at forandre USA – og resten af Vesten – til ukendelighed. Desuden vil han prøve at genskabe de almindelige industrijobs, som er tabt til især Kina, efter at der blev åbnet for fri handel med dette land, uden at Kinas økonomi fungerer på samme markedsvilkår som de vestlige økonomier. I Kina bestemmer regeringen, dvs kommunistpartiet, over valutakurs, renter og alt andet, der passer den. Så vi spiller ikke på ”a level field”, som englænderne siger.

Det er vel forventeligt, at især disse to budskaber er blevet vel modtaget af mange vælgere, især jævne hvide, men også alle andre, der er bekymret over ”the browning of America” og den store arbejdsløshed.

Andre aspekter af Trumps politik er mindre forståelige. Han har talt om skattelettelser for de rige for at sætte gang i økonomien. Det har før været prøvet, og det virker ikke. Han har også sået tvivl om USA's allianceforpligtelser, hvilket kan blive katastrofalt. Det kan dog få positive konsekvenser, hvis det tvinger de europæiske kræmmerpolitikere til at øge vores forsvarsbestræbelser! Det er en skændsel, at vi i årtier har ladet de amerikanske skatteborgere bære en langt højere byrde end vi selv, mens vi har brugt pengene på oppustede velfærdsstater og samtidig hånet USA for ikke at føre den samme velfærdspolitik.


I hvert fald er det allerede klart, at Trump som præsident bliver en noget anden person end den hidtidige. Jeg ser på fremtiden med en vis fortrøstning.  

mandag den 31. oktober 2016

Dansk Folkepartis sag om EU-støttemidler og Danmarks Radios svindel

Nu har sagen om Dansk Folkepartis forkerte brug af EU-parlaments-støttepenge kørt i et års tid. Der kan næppe graves flere elementer op, men sagen er efterhånden også blevet udnyttet til sidste dråbe af pressen. Hvad er status så:

Problemet er, at DFs gruppe i EU-parlamentet gennem grupperingen MELD og den tilhørende fond FELD har søgt og fået et par millioner kr., som skulle have være anvendt til EU-oplysning, men som DF har anvendt til almindeligt hjemligt partiarbejde. DF har nu erkendt fejlen og betalt hele støtten tilbage, foreløbig til en deponeringskonto, mens EU undersøger sagen.

Det er denne fejlagtige brug, pressen og andre DF-kritikere ikke tøver med at kalde svindel. Og der foreligger da også et tilfælde, hvor DFs parlamentsgruppe – formentlig er der tale om Morten Messerschmidt, men det er bl.a. det, der skal klarlægges – har sendt et forkert dagsordenudkast til parlamentet som bilag for en ansøgning. Det synes at være rod, måske noget værre.

Men skal vi ikke også prøve at sætte sagerne i perspektiv: Ikke blot svindles der konstant med langt større beløb i EU-systemet – altså svindles som at malke systemet til privat berigelse – mens DF har brugt pengene til politiske formål. Desuden: I Danmark betaler Folketinget partistøtte til de indvalgte partier til deres drift, kommunerne betaler partistøtte til partiernes drift – kun EU udbetaler partistøtte med krav om en bestemt anvendelse. Det har DFs danske ledelse åbenbart overset. En klar fejl, men svindel?

Men pressen har forfulgt sagen benhårdt: F.eks. i Danmarks Radios DR2, i Clement Kjærsgårds program ”Debatten” – det burde rettelig hedde ”Afhøringen” eller ”Clements enetale” – hvor inviterede DF-repræsentanter netop prøvede at sætte sagen i perspektiv. Det fik de ikke lov til. Andre partier har også misbrugt danske midler til oplysning om EU til interne partiformål, det blev af Stine Bosse affejet som ”kontorfejl”!


Apropos perspektiv: DR fik af Folketinget 150 millioner kr. til at lave et nationalt, historisk oplysende drama om krigen i 1864. I stedet lavede DR et antinationalt, historieforvrængende makværk. Var det så ikke også svindel? Skal DR så ikke også betale pengene tilbage til Statskassen?

mandag den 26. september 2016

EU's lære af Brexit – mere af det samme


Der er efterhånden forløbet nogle måneder, siden briterne ved en folkeafstemning besluttede at forlade EU, altså sagde ja til Brexit. Så nu må alle involverede have fordøjet chokket og være begyndt at overveje konsekvenserne. Det var derfor med interesse, at man afventede resultatet af sidste uges EU-topmøde i Bratislava såvel som EU-kommissionsformand Junckers årlige tale om ”unionens tilstand”.

Men hvis nogen virkelig havde troet, at Juncker og den øvrige EU-top har lært noget af Brexit-resultatet, blev de skuffede. Både topmødet og Juncker tilbyder ingen nytænkning om EU, men blot mere af det samme.

Hverken Eurovaluta-konstruktionen eller den kuldsejlede Schengen-aftale om afskaffelse af de indre grænser blev diskuteret. Man blev enige om lidt mere fælles grænsekontrol, og Juncker foreslog endnu en gang mere militært samarbejde indenfor EU.

Så EU-toppen nægter fortsat at tage de europæiske befolkningers holdning alvorligt. Man vil ikke give os en effektiv grænsekontrol tilbage, og EU-toppen mener fortsat, at EU skal modtage millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika. Ja, det er endda EU-toppens erklærede mål at opløse de nationale identiteter og skabe en ny, fælles europæisk identitet.

Problemet med EU er, at det er et elitært oppefra og ned-projekt, som går ud på at skabe en europæisk unionsstat. Og det har de europæiske folk aldrig ønsket, måske med undtagelse af tyskerne med deres 2. Verdenskrigs-skyldkompleks og belgierne med deres i forvejen ret atypiske statsdannelse, der er ved at splittes i mindst to dele.

I alle andre lande vil flertallet beholde vores nationalstater! Vi vil gerne samarbejde, men ikke fusioneres! Men alligevel arbejder EU-systemet i uskøn samdrægtighed med de politiske eliter i landene på at videreudvikle den uønskede union. (Undtagen i de østeuropæiske medlemslande, der har friske erindringer om tabt suverænitet.)

Dette kan kun lade sig gøre, fordi EU fra starten er konstrueret på en udemokratisk facon, hvor der som udøvende organ er skabt en Kommission, hvis opgave er at ikke bare administrere det bestående regelsæt, men også at presse udviklingen frem mod den totale union. Dette er godkendt af de til enhver siddende politiske eliter i deltagerlandene, og befolkningerne har slugt det råt, fordi vi stoler på vore folkevalgte – altså lige indtil Brexit. Og dog – også i Frankrig og Holland har befolkningerne ved de seneste års afstemninger sagt nej tak til mere union, men så har politikerne blot omformuleret de nye unionstiltag og så vedtaget dem, mens vælgerne ser måbende til.

Danmark indtager dog også en bemærkelsesværdig position, fordi vi siden 1990’erne har sagt nej til nye påfund, når vi er blevet spurgt direkte ved folkeafstemninger. Derfor har vi de fire forbehold, som vi klamrer os til. Og derfor undgik vi at få Euroen.

Men udviklingen har ført til fremkomsten af nye, unionsafvisende partier i UK, Frankrig, Tyskland, Holland – og Danmark. EU-tilhængerne vil møde stadig større modstand i fremtiden.

Hvad skal der da til for at redde det europæiske samarbejde? Jeg har før været inde på forslag til ændringer, og de er også dukket op i den offentlige debat:

Unionsdrømmen må begraves en gang for alle. Vi vil kun have samarbejde mellem nationalstaterne, som vi også er blevet lovet fra starten. EU-kommissionen må fusioneres med Ministerrådets sekretariat og fremover modtage sine instrukser fra Ministerrådet, hvor alle lande skal have veto. EU-parlamentet skal kun have rådgivende beføjelser og udpeges af og blandt medlemslandenes parlamenter – nogenlunde som Nordisk Råd. Og EU skal koncentrere sig om økonomisk samarbejde og frihandel. Der er nok af velfungerende internationale organer, der tager sig af forsvar (NATO), kriminalitetsbekæmpelse (Interpol) o.s.v.

torsdag den 15. september 2016

Indvandringstilhængere på Donau

Er lige kommet hjem fra en uges tur – det, der vist tidligere hed selskabsrejse – på Donau. Har altså besøgt tre af de fire Vysegrad-lande i Centraleuropa, der har århundredlange erfaringer med tyrkernes forsøg på at erobre nye europæiske lande. Og som nu foreløbig ved deres effektive grænsekontrol fra efteråret 2015 har stoppet den seneste bølge af migranter fra fortrinsvis muslimske lande.

På turen var der nogle, der gerne ville tale om flygtninge/indvandrersagen – jeg tog ikke selv nogen initiativer i den retning, men sagde min mening, når jeg blev spurgt. Og jeg måtte konstatere, at der stadig er en stor gruppe af hårdnakkede indvandrings-acceptanter i den danske befolkning. De falder i to grupper:

1. De blødhjertede. De mener, at vi – Europa, Danmark – har det fulde ansvar for migranternes velbefindende, når de begiver sig ud på Middelhavet. De tænker ikke over konsekvenserne for vores samfund og deres egne børns og børnebørns livsvilkår i et Danmark, der bliver splittet i parallelsamfund. Når jeg anførte, at da migranterne selv begiver sig ud på Middelhavet i livsfarlige gummibåde o. lign., kan Europas moralske ansvar ikke være at samle dem op og sejle dem til Italien, men højst sejle dem tilbage til Libyen, blev de fjerne i blikket eller endog vrede.

2. De hårdkogte faktaresistente. De mener stadig ikke, at der er nogen særlige problemer med masseindvandringen, og de har alle bortrelativeringsflosklerne klar. Når de bliver trængt af kendsgerningerne, benægter de dem.

Egentlig er de to grupper vel varianter over det samme tema, som jeg var inde på i min allerførste postering på denne blog: De er gode mennesker, der vil redde hele verden, uden at bekymre sig om konsekvenserne. De er hjernevasket af 68’er mentaliteten og årtiers læsning af Politiken og Information, og kiggen Danmarks Radio og TV2. De er gennem 70 års fred og velstandsstigning blevet vant til at tro, at intet ondt udefra kan ramme dem og deres. Og de udgør, selv efter de sidste års terror og Nytåret i Køln, en ret stor del af befolkningen, og de dominerer stadig de snakkende klasser: Lærere, præster, journalister – og politikere.

Så hvordan vil den nærmeste fremtid forme sig? Man må desværre befrygte, at der ikke vil blive sat effektivt ind mod den sivende indvandring fra Mellemøsten og Afrika, og nye generationer af efterkommere synes at blive stadig mere utilpassede og fjendtligt indstillede overfor værtslandet. Så vi vil få stadig flere parallelsamfund og ghettoer, ghettoskoler og gymnasier, flere utrygge boligkvarterer, mere vold i nattelivet, mere terror. Det vil stadig fortrinsvis gå ud over de lavere danske socialgrupper, så Politiken-segmentet vil fortsætte med at ignorere og fortrænge problemet.
Men på et tidspunkt vil de herskende klasser også blive ramt. Da, og først da, vil statsmagten blive sat ind. Man må håbe, den har tilstrækkelig styrke til den tid.

Alt dette får nogle til at sammenligne med situationen i 1930’erne, hvor det selv samme Politiken-segment ikke ville høre tale om faren fra Hitlers Tyskland. Det var de nationalkonservative, der advarede – med Churchill som den mest markante. Kommunister og socialdemokrater var også fjender af nationalsocialismen. Men Politiken-segmentet opfordrede til forståelse, til appeasement, til dialog – ganske som i dag.

De burde dog have lært af historien, for islam er i bund og grund en herrefolksideologi ligesom nazismen, der ikke vil de urene undermennesker noget godt.  Begge ideologier er antidemokratiske, begge tolererer ingen afvigelser endsige frafald, begge vil udbrede deres herredømme med vold. Begge er uforenelige med Danmark, som vi kender det.

Jeg håber som sagt, at det her ender godt. Men det kommer til at koste ”blod, sved og tårer”.

tirsdag den 23. august 2016

Forsyningssektorens effektivisering? Tak, men nej tak


Nu vil Venstre-regeringen effektivisere landets forsyning med vand og energi for at spare forbrugerne for 7,1 milliard kroner om året – ifølge en regneøvelse foretaget af analysefirmaet McKinsey. Selvom vores forsyningssektor i forvejen er en af verdens bedste og mest effektive – den forekommer kun kostbar, fordi alle priser er forøget med enorme afgifter til det offentlige.

Venstre-politikere har erfaring med effektivisering fra skattevæsenet. Først da daværende skatteminister Anders Fogh-Rasmussen beskar væsenet med en tredjedel i 1980’erne, og senere i 00’erne, da en sværm af andre unge venstre-skatteministre nedskar skattevæsenet med endnu en tredjedel og i øvrigt lavede totalt om på hele organisationen.

Resultatet for skattevæsenet er som bekendt katastrofalt. Hvis Venstre får lov til at underkaste forsyningssektoren den samme ”rationalisering”, er der grund til at frygte det værste.

Regeringen skulle koncentrere sig om de reelle, akutte problemer: Indvandringen fra helt fremmede kulturer, EU's march mod unionsstat, det lave generelle uddannelsesniveau, den rekordstore offentlige sektor med tilhørende skattetryk.


søndag den 24. juli 2016

Nice massemordet og Islam

Det seneste islamistiske terrorangreb i Nice d.14. juli 2016 rejser igen-igen spørgsmålet: Hvorfor gør de det, og hvordan kan vi forebygge den slags angreb?

Indvandringslobbyen og islamapologeterne- Hans Jørgen Bonnichsen, Berlingskes Poul Høi og mange flere - fastholder stædigt, at disse angreb intet har med Islam at gøre, men skyldes mentale forstyrrelser hos gerningsmændene, og de henviser til skoleskyderier og Breivik.

Jeg har tidligere fremført det synspunkt, at alle disse mordere nok må være mentalt afvigende, men da det jo er de færreste psykisk syge, der bliver massemordere, må der have været noget udover deres sygdom, der har drevet dem til at begå massemord. For skoleskyderne kan det have været modgang i skolen eller familien, for Breivik var det den fortsatte masseindvandring i Norge, og for islamisterne har det været – ja, Islam i den mest reaktionære og bogstavtro version, der opfordrer til fysisk angreb på alle ikke-muslimer. Derfor er det forkert at frikende Islam for medansvar.

På det seneste har en amerikansk akademiker, David Wood, fremsat den tese, at mange af de muslimske terrorister har levet en del år som dårlige muslimer med druk og småkriminalitet, men med deres muslimske baggrund intakt. På et tidspunkt får de nok og vil være gode muslimer, men desværre står der i Koranen, at den eneste måde, de kan være sikre på at komme direkte i Paradis med de berømte 72 jomfruer o.s.v. er ved at dø martyrdøden, mens de fører krig mod de vantro. Derfor selvmords-massemordsaktionerne, hvor gerningsmændene ofte er nyradikaliserede og hidtil har levet et ikke-religiøst liv.

Jeg mener nok, at argumentet lyder lidt teoretisk, men hvorfor ikke. Jeg mener nu stadig, at man også skal være mentalt afvigende for at begynde at myrde ukendte, herunder kvinder og børn. Men så er der stadig en del tikkende bomber blandt de mange millioner muslimer, som man har tilladt at indvandre til Europa de seneste årtier.

Og hvad kan vi så gøre for at minimere risikoen i fremtiden? For det første må indvandringen standse nu. For det andet må alle erkendte muslimske fanatikere hjemsendes. For det tredje må alle kriminelle indvandrere hjemsendes. For det fjerde må alle indvandrere, der har været på kontanthjælp i en række år, sættes på integrationsydelse – det vil få en del til at rejse. Samt en række andre forslag, der er fremsat fra flere sider.


Men vi må desværre se i øjnene, at den fred, vi havde før, næppe kommer tilbage. Vi har fået en terrortrussel, der er helt anderledes end de politiske terrorangreb i 1970’erne fra Rote Armee Fraktion og lignende organisationer.

onsdag den 20. juli 2016

Efter Brexit-afstemningen i UK: There will always be an England

- Men ikke nødvendigvis et EU.

Det britiske folkeafstemningsresultat d.23. juni gav et lille, men klart, flertal for, at UK skal forlade EU. Dermed føjer resultatet sig til den lange række af afstemningsresultater fra Danmark, Frankrig, Irland, Holland m.fl., hvor befolkningerne hver eneste gang siger nej tak til mere EU. (Det er derfor, vi ikke bliver spurgt så ofte).

Mange kommentatorer har kloget sig om årsagen til nej’et. Men sagen er jo ganske simpel: De fleste europæiske befolkninger ønsker aldeles ikke nogen overstatslig union, men derimod gerne mellemstatsligt samarbejde. Eneste undtagelser er tyskerne, belgierne og vist luxembourgenserne, alle folk med specielle forhistorier.

Man kan måske undre sig over, at de britiske nej-sigere ikke var mere tilfredse med alternativet, der jo var fortsat EU-medlemskab justeret med Camerons forhandlingsresultat - det indebar nej til britisk deltagelse i yderligere unionsdannelse, jfr. min postering af 26. februar 2016. Men det viser blot, hvor utilfredse mange europæere er med alt, der har med EU at gøre.

Hvad sker der så nu? Der vil blive forhandlet en ordning på plads, hvor UK fortsat kan handle med EU næsten som i dag, måske ligefrem en toldunion, men i hvert fald en frihandelsaftale. Der kan opstå problemer med tekniske handelshindringer, når UK ikke længere er i det indre marked – Frankrig er nærmest verdensmester i den sport. Og der forestår vanskelige tekniske forhandlinger om landbrug og fiskeri, men verden fungerede altså før UKs indtræden i 1973, og den vil også fungere efter en udtræden.

Nogle (dvs EU-tilhængere) har udtrykt bekymring for, at Brexit vil skade det vestlige forsvarssamarbejde. Hertil vil jeg postulere, at det intet vil betyde. Selvom mange unionstilhængere synes at have glemt det, er hele Vestens sikkerhed overfor aggression udefra fast forankret i NATO, og UK vil snarere blive et endnu mere dedikeret medlem her efter Brexit. Derimod vil Brexit måske tage lidt luft ud af nogle unionstilhængeres latterlige og futile forsøg på at skabe en konkurrerende europæisk forsvarsalliance. Latterlig, fordi der kun er en magt i Vesten, som vore modstandere frygter, og det er USA. Og futil, fordi EU-landene aldrig vil kunne blive enige om noget overstatsligt forsvarssamarbejde, og hvis de kunne, ville det skade NATO-samarbejdet.


Brexit-afstemningsresultatet er en god anledning for alle til at træde et skridt tilbage og tænke ud af boksen. Er EU-konstruktionen tidssvarende? Er den passende i forhold til staternes selvbestemmelsesret?