OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 19. januar 2017

Sveriges grænsekontrol ved Øresund - et forslag

                                                                                                                                                           
Jeg hjælper jo gerne, hvor jeg kan, så da jeg havde været på en familie-juletur til Malmø og oplevet den besværlige, af den svenske regering krævede ID-kontrol, skrev jeg følgende til Transportministeriet:


 18. december 2016
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K

Vedr.: ID-kontrol på togene fra København til Malmø
Jeg har lige været på bytur til Malmø og oplevet, hvordan den af Sverige krævede kontrol forlænger rejsen derover med en halv times tid. Man må kunne foretage denne kontrol mere effektivt. Et forslag:
Det drejer sig så vidt jeg forstår kun om at kontrollere, at rejsende til Sverige kan - eller vil - fremvise gyldige identitetspapirer. Ellers bliver de afvist allerede i Kastrup Lufthavns stationskontrol, hvor denne kontrol udføres af danske vagter. Når toget senere kommer til Hyllie, som er første station i Sverige, kommer det svenske politi ombord og kontrollerer de samme identitetspapirer. Imens venter toget på stationen.
Det svenske politi kunne i stedet kontrollere ID’en i Kastrup, men de må ikke operere på dansk grund. Men kunne de ikke tage til Kastrup uden at optræde som myndighed, gå ombord på toget og så begynde at udføre kontrollen, mens toget kører over Broen, straks efter at det har passeret territorialgrænsen midt i Sundet? Hvis der så fandtes passagerer uden ID, kunne de blive sat af i Hyllie og sat på første tog tilbage til Danmark, uanset om de sagde, at de ville søge asyl i Sverige. Herved ville man spare en del eller hele den nuværende forsinkelse ved kontrollerne. Den danske kontrol i Kastrup med det besværlige togskift kunne helt bortfalde. Man ville altså afskaffe togselskabernes ”transportøransvar” som ID-kontrollører, som ikke kendes fra andre jernbanestrækninger.
Det ville kræve en aftale herom mellem Sverige og Danmark, og det ville muligvis være i strid med diverse Flygtningekonventioner, men det ville være i overensstemmelse med Dublin-aftalen om, at asylansøgnig skal behandles i det første EU-land, og:
Asylsøgere uden ID ville ikke blive stillet anderledes end i dag – i dag kommer de jo slet ikke med toget til Sverige.
Asylansøgere med ID, der vil søge asyl i Sverige, vil kunne passere kontrollen og søge asyl, fuldstændig som i dag.
De eneste, der ville blive generet af denne ordning, er øvrige rejsende, der ikke medbringer ID. De vil blive sendt retur fra Hyllie og altså få en forgæves tur over Broen.
Alle andre, og især pendlerne, vinder ved at spare en del af eller hele den nuværende forsinkelse, afhængig af, om det svenske politi kan nå at kontrollere alle på turen over svensk territorium til Hyllie. Ellers kan der fortsat blive nogle minutters ekstra ventetid på denne station. Men alt i alt må det blive en enorm besparelse i tid i forhold til i dag.
Med venlig hilsen

Gunnar Biering

Jeg har nu modtaget et venligt svar. Ministeriet minder om problemet med svenske politifolk på dansk jord, og henviser derefter til, at DSB fra 30. januar 2017 vil indføre en ny, enklere kontrol. Den vil dog indebære, at alle stadig skal stige ud med bagage osv på perronen - man vil blot spare turen op gennem Terminal 3. Jeg er bange for, at det ikke kommer til at foregå meget hurtigere end i dag,

Men mit forslag ville indebære nogle politiske forhandlinger. Dem vil man nok gerne være foruden.


søndag den 15. januar 2017

2017 – hvad kan vi vente os? Trump, Brexit, folkevandringen

Hvilke udviklingstendenser kan man se her omkring årsskiftet? De gamle medier er stadig rystede efter den britiske Brexit-beslutning i juni 2016 og Donald Trumps valgsejr i november, og nu ryster de endnu mere i bukserne ved tanken om, hvad der kan ske ved valgene i Frankrig, Holland og Tyskland og måske Italien i 2017. Den generelle opfattelse blandt iagttagerne er, at den brede befolkning i Vesten er træt af ”globalisering” – dvs frihandelsaftaler med lavtlønslande, der udkonkurrerer Vestens ufaglærte fabriksarbejdere, og ofte også de faglærte – og træt af folkevandringen fra Den tredje Verden til Vesten, der lempes igennem af asylinstituttet, venligboere og generelt venstrefløjen og de kulturradikale selvhadere.

 For en gangs skyld har de etablerede medier og analytikere sikkert ret. En anden sag er, at Vestens befolkninger er splittede som sjældent før. På den venstreorienterede, kulturradikale, ultraliberale fløj er der vel ca. 20% hårdkogte globalister m.v., som enten mener, at globalisering og masseindvandring er så gavnligt i sig selv, at det er alle ulemperne værd. Eller også nægter de simpelt hen at se ulemperne i øjnene. Jeg har en gammel gymnasiekammerat, som nu er SF’er. Han påstår, at han jævnligt kommer i Rosengård i Malmø, og at der absolut ingen særlige problemer er der! Denne gruppe har ikke ændret holdning og vil gå syngende til slagtebænken.

I den anden ende er de deciderede indvandringsmodstandere, hvoraf nogle har advaret om problemerne lige fra starten. De har næppe ændret holdning nu!

Ændringen er på vej i den store brede mellemgruppe. Den har hidtil sagtmodigt accepteret indvandringen – ”herregud, der kommer jo ikke så mange, og det er jo synd for dem” – og globaliseringen – ”det er jo udviklingen” – men bevæger sig nu langsomt, om end alt for langsomt, hen mod en kritisk indstilling. Fordi beviserne – ulemperne – efterhånden dynger sig op for øjnene af dem. Og politikerne – som ofte er medløbere og kræmmersjæle, i stedet for at være statsmænd – må nu bevæge sig med, ligesom journalisterne – ja, i Danmark selv dronningen!

Men det går langsomt! Således også i Danmark, hvor Løkke-regeringen synes at være tilfreds med at holde øje med Merkels kurs i Tyskland og at lægge sig i læ af den.

Trump
I USA blev Donald Trump valgt til præsident især på grund af, at han vil kanalisere de menige amerikaneres modstand mod globalisering og ukontrolleret masseindvandring. Man kan nok være bekymret for, hvad han kan finde på, når man har fulgt hans valgkamp, der var præget af hysteriske mediestunts og decideret katastrofale udmeldinger, især om NATO-solidariteten. Jeg håber dog på, at det blot er facade: Trump har årelang erfaring fra reality-shows og ved, hvordan man bruger fjernsynsmediet, og denne viden har han brugt til at blive valgt. Når hverdagen melder sig, bliver han nødt til at skifte arbejdsmetode. Og han har foreløbig valgt et godt hold til sin regering: Ældre handlekraftige mænd med enorm erhvervserfaring og fornuftige konservative holdninger. Hvis Putin virkelig har satset på Trump, tror jeg, at han får en ubehagelig overraskelse.

EU
EU går uden tvivl hårde tider i møde. Brexit vil gå sin gang, og selv om det bliver et bureaukratisk helvede at forhandle den på plads, vil det vise sig, at UK sagtens kan trives i en frihandelsaftale med EU.  Samtidig vokser utilfredsheden i de resterende 27 EU-landes befolkninger. Men eliten, herunder journalisterne, kan stadig ikke forstå, ar der er mange andre former for europæisk samarbejde end unionen. Så de vil vride hænder, mens Schengen-aftalen om afskaffelse af grænsekontrol og Euroen bliver stadig mere udsat for angreb. Måske braser de kunstige og af mange uønskede konstruktioner sammen i 2017 – når det sker, vil det gå stærkt, og bagefter vil ingen savne dem.

Folkevandringen a.k.a. flygtningekrisen
Stadig flere tålmodige borgere i Vesten bliver opmærksomme på problemerne og omkostningerne ved masseindvandringen. Eksempel: For 48 timer siden blev en 22-årig mand kørt ihjel 1000 meter fra, hvor jeg sidder nu, af tre indvandrere i en leaset Mercedes. De kørte over for rødt lys med høj fart. Hvis vi – og især politikerne – ikke havde tilladt de sidste 30 års masseindvandring fra den tredje verden, ville den 22-årige være i live i dag.

Fordi disse sager hober sig op som en grim statistik, bliver politikerne langsomt presset til at bremse indvandringen. Vi vil se nye tiltag i 2017.


Så alt i alt svinger pendulet i den rigtige retning. Foreløbig langsomt. Men man har før hørt om ketchup-effekt, hvor det pludselig går stærkt. Jerntæppets fald, f.eks.

mandag den 5. december 2016

Anders Samuelsens stålfaste topskattepolitik

Nu er nerverne ved at komme i ro efter udvidelsen af Løkkes Venstre-regering med Liberal Alliance og de konservative, og man kan evaluere lidt på hele forløbet. To forhold har mange iagttagere har brugt meget tid på at kommentere:

Det første er, at den nye treparti-regerings grundlag kun omfatter en hensigt om at reducere tid på at kommentere:skatten, mens LA’s ”ultimative krav” hele efteråret var sænkning af topskatten med 5% for alle her og nu, ellers ville de vælte Løkkes regering! Man siger, at Anders Samuelsen har mistet sin troværdighed o.s.v.

Det er utroligt, at man stadig bruger tid på at harcellere over, at politikere modererer deres synspunkter, når de får ansvar. Eller mere præcist: Man har jo altid mindst tre sæt politiske synspunkter. Et sæt er de helt personlige, som man helst så realiseret. Et andet sæt får man, når man slutter sig sammen med andre i et politisk parti, hvor jo mange sæt personlige meninger skal fusioneres sammen til et enkelt program. Og endelig må man blive enige om et tredje sæt, hvis man går sammen med andre partier i en flerpartiregering. Dette er der jo intet kritisabelt i – hvad ellers? Det eneste kritisable opstår, hvis man afviger alt for langt fra sine personlige synspunkter for at f.eks. komme i regering. Men det ses ikke at være tilfældet her – så vigtig er topskatten ikke.

Noget andet er, at LA og især dets leder, Anders Samuelsen, optrådte helt uhørt klodset og provokerende hele efteråret ved at opstille deres topskatkrav som ”ultimativt”. Dels er det uforskammet at starte forhandlinger på den måde, og dels var det i situationen helt tåbeligt at kræve denne skattenedsættelse af Løkke, for der var og er jo simpelthen ikke 90 mandater i Folketinget i denne valgperiode, der vil gå med til det. LA krævede noget af Løkke, som han ikke kunne give, selv hvis han ville!

Man kan undre sig over Samuelsens optræden, som han selv bl.a. har begrundet med personlige forhold, som dog er samfundet uvedkommende. Man klager ofte over, at de fleste politikere i dag har politik som levebrød og aldrig har prøvet normalt arbejde. Man skulle dog tro, at det havde den fordel, at de så kendte de politiske mekanismer godt og ikke ville finde på at kortslutte dem. Men det sker altså alligevel.

Den anden ting, som kommentatorer og læserbrevsskribenter bruger oceaner af tid på at kritisere, er Dansk Folkepartis manglende interesse for at komme med i regeringen. Man kalder det ansvarsfragåelse og skulkeri! Man bortser fra, at forskellen mellem DFs og Venstres EU-politik (og flere andre politikområder) simpelthen er for stor til, at de kunne gå i regering sammen.

Dette altså samtidig med, at Liberal Alliance kritiseres for at være gået med i regering! Der taler man om, at LA har svigtet sine principper for at få ministerbiler og pensioner.


Som Aksel Larsen sagde: Man kan tage hatten op eller lade den ligge, i begge tilfælde vil man blive kritiseret.

onsdag den 9. november 2016

Trump bliver USA's næste præsident

Så vågnede vi trods de fleste eksperters forventninger op til, at Donald Trump er blevet valgt til USA's næste præsident. Hvordan gik det til, og hvad vil der ske efter hans tiltræden?

Trumps opførsel under den lange valgkampagne har ofte forekommet useriøs, nogle gange skandaløs. Jeg antager, at han blot har benyttet sin store erfaring fra de reality-shows, hvor han har haft betydelig succes, til at brænde igennem til de jævne vælgere.

Men det er blot form, det afgørende er indholdet. Trump har faktisk haft et politisk budskab. Det helt afgørende er, at han vil standse masseindvandringen fra den 3. verden, som er i færd med at forandre USA – og resten af Vesten – til ukendelighed. Desuden vil han prøve at genskabe de almindelige industrijobs, som er tabt til især Kina, efter at der blev åbnet for fri handel med dette land, uden at Kinas økonomi fungerer på samme markedsvilkår som de vestlige økonomier. I Kina bestemmer regeringen, dvs kommunistpartiet, over valutakurs, renter og alt andet, der passer den. Så vi spiller ikke på ”a level field”, som englænderne siger.

Det er vel forventeligt, at især disse to budskaber er blevet vel modtaget af mange vælgere, især jævne hvide, men også alle andre, der er bekymret over ”the browning of America” og den store arbejdsløshed.

Andre aspekter af Trumps politik er mindre forståelige. Han har talt om skattelettelser for de rige for at sætte gang i økonomien. Det har før været prøvet, og det virker ikke. Han har også sået tvivl om USA's allianceforpligtelser, hvilket kan blive katastrofalt. Det kan dog få positive konsekvenser, hvis det tvinger de europæiske kræmmerpolitikere til at øge vores forsvarsbestræbelser! Det er en skændsel, at vi i årtier har ladet de amerikanske skatteborgere bære en langt højere byrde end vi selv, mens vi har brugt pengene på oppustede velfærdsstater og samtidig hånet USA for ikke at føre den samme velfærdspolitik.


I hvert fald er det allerede klart, at Trump som præsident bliver en noget anden person end den hidtidige. Jeg ser på fremtiden med en vis fortrøstning.  

mandag den 31. oktober 2016

Dansk Folkepartis sag om EU-støttemidler og Danmarks Radios svindel

Nu har sagen om Dansk Folkepartis forkerte brug af EU-parlaments-støttepenge kørt i et års tid. Der kan næppe graves flere elementer op, men sagen er efterhånden også blevet udnyttet til sidste dråbe af pressen. Hvad er status så:

Problemet er, at DFs gruppe i EU-parlamentet gennem grupperingen MELD og den tilhørende fond FELD har søgt og fået et par millioner kr., som skulle have være anvendt til EU-oplysning, men som DF har anvendt til almindeligt hjemligt partiarbejde. DF har nu erkendt fejlen og betalt hele støtten tilbage, foreløbig til en deponeringskonto, mens EU undersøger sagen.

Det er denne fejlagtige brug, pressen og andre DF-kritikere ikke tøver med at kalde svindel. Og der foreligger da også et tilfælde, hvor DFs parlamentsgruppe – formentlig er der tale om Morten Messerschmidt, men det er bl.a. det, der skal klarlægges – har sendt et forkert dagsordenudkast til parlamentet som bilag for en ansøgning. Det synes at være rod, måske noget værre.

Men skal vi ikke også prøve at sætte sagerne i perspektiv: Ikke blot svindles der konstant med langt større beløb i EU-systemet – altså svindles som at malke systemet til privat berigelse – mens DF har brugt pengene til politiske formål. Desuden: I Danmark betaler Folketinget partistøtte til de indvalgte partier til deres drift, kommunerne betaler partistøtte til partiernes drift – kun EU udbetaler partistøtte med krav om en bestemt anvendelse. Det har DFs danske ledelse åbenbart overset. En klar fejl, men svindel?

Men pressen har forfulgt sagen benhårdt: F.eks. i Danmarks Radios DR2, i Clement Kjærsgårds program ”Debatten” – det burde rettelig hedde ”Afhøringen” eller ”Clements enetale” – hvor inviterede DF-repræsentanter netop prøvede at sætte sagen i perspektiv. Det fik de ikke lov til. Andre partier har også misbrugt danske midler til oplysning om EU til interne partiformål, det blev af Stine Bosse affejet som ”kontorfejl”!


Apropos perspektiv: DR fik af Folketinget 150 millioner kr. til at lave et nationalt, historisk oplysende drama om krigen i 1864. I stedet lavede DR et antinationalt, historieforvrængende makværk. Var det så ikke også svindel? Skal DR så ikke også betale pengene tilbage til Statskassen?

mandag den 26. september 2016

EU's lære af Brexit – mere af det samme


Der er efterhånden forløbet nogle måneder, siden briterne ved en folkeafstemning besluttede at forlade EU, altså sagde ja til Brexit. Så nu må alle involverede have fordøjet chokket og være begyndt at overveje konsekvenserne. Det var derfor med interesse, at man afventede resultatet af sidste uges EU-topmøde i Bratislava såvel som EU-kommissionsformand Junckers årlige tale om ”unionens tilstand”.

Men hvis nogen virkelig havde troet, at Juncker og den øvrige EU-top har lært noget af Brexit-resultatet, blev de skuffede. Både topmødet og Juncker tilbyder ingen nytænkning om EU, men blot mere af det samme.

Hverken Eurovaluta-konstruktionen eller den kuldsejlede Schengen-aftale om afskaffelse af de indre grænser blev diskuteret. Man blev enige om lidt mere fælles grænsekontrol, og Juncker foreslog endnu en gang mere militært samarbejde indenfor EU.

Så EU-toppen nægter fortsat at tage de europæiske befolkningers holdning alvorligt. Man vil ikke give os en effektiv grænsekontrol tilbage, og EU-toppen mener fortsat, at EU skal modtage millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika. Ja, det er endda EU-toppens erklærede mål at opløse de nationale identiteter og skabe en ny, fælles europæisk identitet.

Problemet med EU er, at det er et elitært oppefra og ned-projekt, som går ud på at skabe en europæisk unionsstat. Og det har de europæiske folk aldrig ønsket, måske med undtagelse af tyskerne med deres 2. Verdenskrigs-skyldkompleks og belgierne med deres i forvejen ret atypiske statsdannelse, der er ved at splittes i mindst to dele.

I alle andre lande vil flertallet beholde vores nationalstater! Vi vil gerne samarbejde, men ikke fusioneres! Men alligevel arbejder EU-systemet i uskøn samdrægtighed med de politiske eliter i landene på at videreudvikle den uønskede union. (Undtagen i de østeuropæiske medlemslande, der har friske erindringer om tabt suverænitet.)

Dette kan kun lade sig gøre, fordi EU fra starten er konstrueret på en udemokratisk facon, hvor der som udøvende organ er skabt en Kommission, hvis opgave er at ikke bare administrere det bestående regelsæt, men også at presse udviklingen frem mod den totale union. Dette er godkendt af de til enhver siddende politiske eliter i deltagerlandene, og befolkningerne har slugt det råt, fordi vi stoler på vore folkevalgte – altså lige indtil Brexit. Og dog – også i Frankrig og Holland har befolkningerne ved de seneste års afstemninger sagt nej tak til mere union, men så har politikerne blot omformuleret de nye unionstiltag og så vedtaget dem, mens vælgerne ser måbende til.

Danmark indtager dog også en bemærkelsesværdig position, fordi vi siden 1990’erne har sagt nej til nye påfund, når vi er blevet spurgt direkte ved folkeafstemninger. Derfor har vi de fire forbehold, som vi klamrer os til. Og derfor undgik vi at få Euroen.

Men udviklingen har ført til fremkomsten af nye, unionsafvisende partier i UK, Frankrig, Tyskland, Holland – og Danmark. EU-tilhængerne vil møde stadig større modstand i fremtiden.

Hvad skal der da til for at redde det europæiske samarbejde? Jeg har før været inde på forslag til ændringer, og de er også dukket op i den offentlige debat:

Unionsdrømmen må begraves en gang for alle. Vi vil kun have samarbejde mellem nationalstaterne, som vi også er blevet lovet fra starten. EU-kommissionen må fusioneres med Ministerrådets sekretariat og fremover modtage sine instrukser fra Ministerrådet, hvor alle lande skal have veto. EU-parlamentet skal kun have rådgivende beføjelser og udpeges af og blandt medlemslandenes parlamenter – nogenlunde som Nordisk Råd. Og EU skal koncentrere sig om økonomisk samarbejde og frihandel. Der er nok af velfungerende internationale organer, der tager sig af forsvar (NATO), kriminalitetsbekæmpelse (Interpol) o.s.v.

torsdag den 15. september 2016

Indvandringstilhængere på Donau

Er lige kommet hjem fra en uges tur – det, der vist tidligere hed selskabsrejse – på Donau. Har altså besøgt tre af de fire Vysegrad-lande i Centraleuropa, der har århundredlange erfaringer med tyrkernes forsøg på at erobre nye europæiske lande. Og som nu foreløbig ved deres effektive grænsekontrol fra efteråret 2015 har stoppet den seneste bølge af migranter fra fortrinsvis muslimske lande.

På turen var der nogle, der gerne ville tale om flygtninge/indvandrersagen – jeg tog ikke selv nogen initiativer i den retning, men sagde min mening, når jeg blev spurgt. Og jeg måtte konstatere, at der stadig er en stor gruppe af hårdnakkede indvandrings-acceptanter i den danske befolkning. De falder i to grupper:

1. De blødhjertede. De mener, at vi – Europa, Danmark – har det fulde ansvar for migranternes velbefindende, når de begiver sig ud på Middelhavet. De tænker ikke over konsekvenserne for vores samfund og deres egne børns og børnebørns livsvilkår i et Danmark, der bliver splittet i parallelsamfund. Når jeg anførte, at da migranterne selv begiver sig ud på Middelhavet i livsfarlige gummibåde o. lign., kan Europas moralske ansvar ikke være at samle dem op og sejle dem til Italien, men højst sejle dem tilbage til Libyen, blev de fjerne i blikket eller endog vrede.

2. De hårdkogte faktaresistente. De mener stadig ikke, at der er nogen særlige problemer med masseindvandringen, og de har alle bortrelativeringsflosklerne klar. Når de bliver trængt af kendsgerningerne, benægter de dem.

Egentlig er de to grupper vel varianter over det samme tema, som jeg var inde på i min allerførste postering på denne blog: De er gode mennesker, der vil redde hele verden, uden at bekymre sig om konsekvenserne. De er hjernevasket af 68’er mentaliteten og årtiers læsning af Politiken og Information, og kiggen Danmarks Radio og TV2. De er gennem 70 års fred og velstandsstigning blevet vant til at tro, at intet ondt udefra kan ramme dem og deres. Og de udgør, selv efter de sidste års terror og Nytåret i Køln, en ret stor del af befolkningen, og de dominerer stadig de snakkende klasser: Lærere, præster, journalister – og politikere.

Så hvordan vil den nærmeste fremtid forme sig? Man må desværre befrygte, at der ikke vil blive sat effektivt ind mod den sivende indvandring fra Mellemøsten og Afrika, og nye generationer af efterkommere synes at blive stadig mere utilpassede og fjendtligt indstillede overfor værtslandet. Så vi vil få stadig flere parallelsamfund og ghettoer, ghettoskoler og gymnasier, flere utrygge boligkvarterer, mere vold i nattelivet, mere terror. Det vil stadig fortrinsvis gå ud over de lavere danske socialgrupper, så Politiken-segmentet vil fortsætte med at ignorere og fortrænge problemet.
Men på et tidspunkt vil de herskende klasser også blive ramt. Da, og først da, vil statsmagten blive sat ind. Man må håbe, den har tilstrækkelig styrke til den tid.

Alt dette får nogle til at sammenligne med situationen i 1930’erne, hvor det selv samme Politiken-segment ikke ville høre tale om faren fra Hitlers Tyskland. Det var de nationalkonservative, der advarede – med Churchill som den mest markante. Kommunister og socialdemokrater var også fjender af nationalsocialismen. Men Politiken-segmentet opfordrede til forståelse, til appeasement, til dialog – ganske som i dag.

De burde dog have lært af historien, for islam er i bund og grund en herrefolksideologi ligesom nazismen, der ikke vil de urene undermennesker noget godt.  Begge ideologier er antidemokratiske, begge tolererer ingen afvigelser endsige frafald, begge vil udbrede deres herredømme med vold. Begge er uforenelige med Danmark, som vi kender det.

Jeg håber som sagt, at det her ender godt. Men det kommer til at koste ”blod, sved og tårer”.