OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

lørdag den 27. september 2014

Indsatsen mod IS i Irak og Syrien og folkeretten

Der er nu bred tilslutning i Folketinget til at sende danske F-16 fly m.v. til Mellemøsten for at deltage i bekæmpelsen af terrororganisationen Islamisk Stat. Det har rejst spørgsmålet, om denne indsats mon er i overensstemmelse med folkeretten.

Indsats i Irak sker på opfordring fra landets regering, så der er ingen problemer. Spørgsmålet opstår ved indsættelse i Syrien. Den syriske regering har – i hvert fald formelt – ikke givet tilslutning. Men IS er en organisation, der udøver terror og mord både på syrisk territorium og ud fra dette mod udenlandske statsborgere og stater, uden at den syriske regering kan forhindre det. Derfor må stater, der er udsat for denne terror og mord, eller som føler sig i fare for at blive det, være berettiget til at bekæmpe terrororganisationen – men ikke foretage sig andet – på syrisk territorium, også uden den syriske regerings tilladelse.

Dette skrevet, uden at jeg på nogen måde er ekspert i folkeret. Men jeg mener, at retten skal være og også er en kodificering af almindelig rimelighed og sund fornuft.

Et andet spørgsmål er, om vores bombning af IS hjælper. Vores bombning af Gaddafi’s styrker i Libyen og afsættelsen af Saddam Hussein i Irak har jo næppe forbedret forholdene i disse lande.

Men i disse tilfælde greb vi ind i etablerede diktaturstaters forhold. Det skal man nok være mere forsigtig med – Vesten har jo heller ikke grebet ind i den syriske borgerkrig. Men bombning af IS er netop heller ikke destabiliserende for Irak eller Syrien – tværtimod. Og vi skal ikke involveres med egentlige tropper på landjorden. Så vi kan ende engagementet simpelthen ved at flyve hjem, og lade de lokale ordne deres egne forhold, når den tid kommer.

fredag den 26. september 2014

Søren Krarup og Putins Ruslands ”nationale interesser”

I starten af september 2014 havde Søren Krarup et indlæg i Berlingske, hvor han i uldne vendinger udtrykte forståelse for Putins aggression mod Ukraine, som SK mente var forsvar for Ruslands ”nationale interesser”. Siden har han fastholdt sit synspunkt og henvist til Ruslands og Ukraines særlige tilknytning, han har endog kaldt Ukraine en ”provins”.

Jeg mener, at Krarup er på katastrofalt gal kurs i denne sag. Selvfølgelig har Rusland nationale interesser, som det har ret til at arbejde for, men de skal afvejes mod nabolandenes – her Ukraines. Krarup ser kun på Ruslands. Hvad nu, hvis Ukraine ønsker at frigøre sig for sin historiske tilknytning til Rusland? Skulle de ikke have ret til det?

Dertil kommer de russiske metoder: Anneksion af Krim, invasion i Østukraine. Selv om man holdt helt med Rusland i synet på dets interesser, må disse metoder få alle til at sige fra.

Noget andet er, at Vesten og Ukraine ikke har optrådt særlig klogt. Den planlagte handelsaftale mellem EU og Ukraine kunne kun betragtes som en fjendtlig handling mod Rusland, og det samme må siges om tiltagene mod russisk sprog m.v. straks efter den tidligere præsidents afsættelse. Rusland skulle blot have reageret gennem de etablerede politiske kanaler – så ville den nuværende krise have været undgået. Men så ville Krims befolkning nok ikke ved et frit valg have ønsket indlemmelse i Rusland, og det var åbenbart vigtigere for Rusland. De betragter stadig udenrigspolitik som et nulsumsspil, hvor man tager, hvad man kan, mens vi i Vesten betragter det som en fælles projekt, hvor alle kan vinde ved at samarbejde.


tirsdag den 9. september 2014

Ruslands invasion af Ukraine: Hvorfor gør de det?

Med den direkte russiske invasion af det østlige Ukraine trænger den nye sikkerpolitiske virkelighed sig endelig på i det magelige Vesteuropa. Nu kan vi ikke længere undslå os for at reagere. Men det er vigtigere end nogensinde at forstå vor modstander.

Lad os huske Vietnamkrigen. Det står nu klart, at Vietnam og USA udkæmpede to forskellige krige: Vietnameserne så krigen som en sidste del af deres kamp for at befri sig for vestlig (fransk) imperialisme, mens USA så krigen som en del af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske stormagter. USA troede, at de udkæmpede en ny Korea-krig, men i stedet udkæmpede de en genopførelse af deres egen uafhængighedskrig fra 1770’erne, men nu med dem selv i rollen som briter.  Hvis USA havde forstået vietnameserne, var meget gået anderledes.

Det betyder absolut ikke, at Rusland nu har ret i deres aggression mod Ukraine, men vi bør altid bestræbe os for at forstå modstanderens bevæggrunde. Vesten ser Rusland som en aggressor, der vil flytte landegrænser med militær magt, mens Rusland mener, at de blot tager det, som retmæssigt er deres. Hvordan skal vi vurdere det?

Den fornuftige og holdbare løsning må for det første tage udgangspunkt i de berørte befolkningsgruppers egne ønsker. Og her er det meget usikkert, hvor stor en del af befolkningen i det østlige Ukraine, der ønsker deres landsdel indlemmet i Rusland. Det er klart, at den russiske regering og desværre den store, uinformerede del af det russiske folk ikke ønsker at vente på reelle informationer om denne detalje.

Dernæst må man, hvis nogen ønsker at flytte på grænserne, gøre dette ved forhandlinger mellem staterne og evt. via den internationale domstol i Haag. Heller ikke dette har den russiske regering ønsket at tage del i.

Så henviser nogle til historien, der i sig selv skulle give Rusland ret til forskellige områder udenfor deres nuværende grænse. Det er en interessant betragtning, der vil sætte fut i den kedelige sameksistens kloden rundt – vi kan jo begynde med Skåne, Halland og Blekinge – ”de besatte territorier på Østbredden”, som Rasmus Jarlov har sagt. Udover det vanvittige i at mene, at historien skulle overtrumfe folkenes selvbestemmelsesret, rejser det praktiske problemer: Nogle områder har skiftet tilhørsforhold mange gange. Hvilket tidspunkt i historien skal så være gældende?

Putin benytter desværre også Hitler-retorik, når han taler om, at han må beskytte sine folkefæller mod mishandling i nabolandene. Der er intet i den nuværende situation, der retfærdiggør denne betegnelse. Men desværre rummer Ukraine også betydelige grupper af (ukrainske!) chauvinister og udemokratiske elementer, der for snart et år siden fik vedtaget en stramning af forholdene for den russisktalende del. Denne idiotiske provokation har formentlig været stærkt medvirkende til den russiske indblanding.

Men det er heldigvis taget af bordet nu. Den nuværende regering i Ukraine er uden tvivl klar over, at det russisktalende befolkningselement skal behandles ordentligt. Problemet er nu russerne. Hvor store krav vil de stille? Vil Putin først standse, når han har flyttet selve landegrænsen?

Putins holdning afhænger nok bl.a. af Vestens reaktion på begivenhederne. Her er det meget uheldigt, at næsten alle NATO-landene i årtier har reduceret deres forsvar og selv i dagens situation er meget tøvende med at øge det igen. Vor egen statsminister Thorning Smidt med den fantastiske begrundelse, at vi er midt i en forsvarsforligsperiode, der først udløber i 2017! Så må man da håbe, at der ikke udbryder egentlig krig inden da.
Den russiske politik er et strålende eksempel på salami-metoden, hvor hver skive omhyggeligt er tilpasset så tynd, at den forbliver under den vestlige opinions radar. Men, men – vi kan trods alt godt lægge skiverne sammen!

Desværre er der nok ikke nogen nem løsning på situationen. Et element i problemet er den russiske folkelige opinion, der – ophidset af en statslig løgnepropaganda, der desværre igen minder om Nazi-Tyskland – er helt på linie med Putins stormagtsdrømme.

Vesten må reagere på Ruslands pres mod dets mindre nabolande med et modpres – politisk, økonomisk, militært. Det er den eneste basis for forhandlede løsninger, hvis de ellers er mulige. Hvorfor skulle Putin forhandle på områder, hvor han kan tage, hvad han vil have?

Hvor er for øvrigt FN henne i hele denne krise? Under den kolde krig var det jo venstrefløjens og de radikales patentløsning på verdens sikkerhedsproblemer. Heller ikke på dette punkt har de husket at indrømme, at de tog grueligt fejl.




mandag den 9. juni 2014

Hvordan tænker Putin og russerne?

Krisen omkring Ruslands indlemmelse af Krim-halvøen og efterfølgende destabilisering af Ukraines østlige provinser giver stof til alvorlige overvejelser i den vestlige verden. Hvad tænker russerne? Hvad er Putins mål, og hvilke midler vil han anvende?

Et indlysende mål for russerne – og her synes Putin og befolkningens store flertal at være på linie – er at få alle etniske russere ”hjem til Riget”, for at citere en tidligere diktator. Det er vel i sig selv et legitimt mål, forudsat at de etniske russere ikke er plantet i området alt for nyligt. Men det afgørende er, at sådanne grænseændringer sker gennem fredelige forhandlinger mellem alle involverede. Det var ikke tilfældet, da Rusland annekterede Krim. Russerne afholdt en parodisk folkeafstemning, som gav flertal for tilslutning til Rusland, men seriøse undersøgelser peger på, at der egentlig ikke var flertal for det. Omverdenen anerkender ikke annekteringen af Krim.

Efter Krim har den russiske regering fortsat med at opildne de etniske russere i Ukraines østlige provinser til at skabe uro, og russerne har endog sendt frivillige fra andre stater ind i Østukraine for at hjælpe med at bekæmpe de ukrainske myndigheder. Det er i dag svært at se, hvad der vil ske blot få måneder frem. Den russiske regering lyver verdensoffentligheden op i dens åbne ansigt, og der er ingen garanti for overensstemmelse mellem, hvad russerne lover, og hvad de derefter gør.

Det fører til spørgsmålet: Hvordan tænker russerne? Hvad styrer dem?

Jeg har i denne blogs første postering fremført den tanke, at de borgerlige, især vestlige, samfund styres af især disse værdier:
   Retfærdighed (alle får, hvad de har gjort sig fortjent til)
   Samhørighed (vi vil helst leve sammen med dem, der tænker og reagerer som vi selv)
   Handlefrihed (indenfor vedtagne rammer, fordi det er mest menneskeværdigt)

Mens jeg mener, at de venstreorienterede vil bygge samfundet på:
   Godhed (alle skal have, hvad de har brug for, uanset hvad)
   Multikultur (alle folkeslag vil have glæde af at leve blandet med hinanden)
   Offentlig styring (fordi fællesskabet ved bedre end den enkelte)

Men russerne og Putin synes at være styret af et helt tredje sæt værdier:
   Selvhævdelse (enhver tager, hvad han kan slippe af sted med)
   Samhørighed med egne, men mistænksomhed eller modvilje imod alle andre
   Handlefrihed, forstået som frihed for aftalebindinger og konventioner, med mindre man er tvunget til eller har fordel af at respektere dem

Dette tredje sæt værdier placerer Putin, som kansler Merkel har bemærket, i 1800-tallet.

Hvad kan vi da forvente af Putins Rusland, og hvordan skal Vesten håndtere det?

Vi kan forvente, at Putin går frem, ikke indtil der er opnået en rimelig balance mellem Ruslands og nabolandenes interesser, men indtil modstanden mod Rusland er vokset til et omfang, der opvejer hans fordele. Vi må støtte Ukraine på alle måder – det sker nu – og vi må lægge maksimalt økonomisk pres på Rusland, med mindst mulige omkostninger for Vesten selv. Og vi kommer ikke uden om at styrke vores forsvar i vore egne lande.

Vi må også styrke vores selvforsyning med energi ved at satse maksimalt på moderne atomkraft. Det bør i øvrigt undersøges, om og i hvilket omfang 1970’ernes kampagner mod atomkraft var styret af KGB for at svække Vesten.


mandag den 2. juni 2014

EU: Fri bevægelighed for arbejdskraft i passende omfang

Et af de store formodede fremskridt ved EU's indre marked er den frie bevægelighed for arbejdskraften. Den antages at fremme den samlede effektivitet og velstand, og det er jo godt.

Imidlertid dukker der efterhånden betænkeligheder op i de rigere vesteuropæiske lande, hvor mange faggrupper må se sig underbudt af kolleger fra de østlige medlemslande. I Danmark har der i snart mange år været masser af især polske bygningshåndværkere i arbejde, i Tyskland bliver tyske slagteriarbejdere sendt i arbejdsløshed, fordi slagterierne kan ansætte polakker – ofte via vikarbureauer – til langt lavere løn. Var det meningen med det indre marked?

Det blev i hvert aldrig sagt tydeligt! Tanken var, at arbejdskraften skulle bevæge sig hen, hvor der var brug for den – og så arbejde for den lokale løn på stedet. Ikke for den lavere løn i hjemlandet.

Men egentlig er det jo logisk, hvad der sker. Det er jo også det, der sker ved handel med varer mellem landene: Varerne bliver produceret der, hvor de er billigst at lave. Derfor er store dele af den danske industri – tekstil, skibsværfter o.s.v. – blevet udkonkurreret. Samtidig har vore virksomheder fundet andre områder, hvor de kan vokse: Medicinal, vindenergi o.s.v. Dette kaldes international arbejdsdeling og betragtes som en nyttig udvikling.

Men det er noget nyt, at de udenlandske arbejdstagere kommer her og udkonkurrerer de lokale. Det kan jo kun ske, fordi vores økonomi består af mange forskellige typer virksomheder, der spænder fra de mest videnstunge og specialiserede – jeg kalder dem NOVO-Danmark – over til de mere traditionelle som murere og slagteriarbejdere, hvor vi ikke har nogen særlige fortrin.

Så det er klart, at arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU er en fordel for dem, der vandrer. Det er også en umiddelbar fordel for de danskere, der kan ansætte de billige udlændinge. Og det er en dårlig ting for de danske arbejdstagere, der bliver udkonkurreret. Hvem skal vi så tage mest hensyn til?

Jeg mener, at vi skal tage mest hensyn til vores egne! Ellers får vi et samfund, hvor kun de mest konkurrencedygtige danskere er i arbejde – til en høj løn – mens de øvrige er blevet udkonkurreret af indvandrede lavtlønnede. Det sidste er måske neo- og ultraliberalisternes drøm, men det er ikke acceptabelt ud fra et nationalkonservativt synspunkt!

Fri bevægelighed for arbejdskraft under forudsætning af, at den ansættes til det eksisterende lønniveau på arbejdsstedet. Og at der er ledige jobs.


Så her er endnu et punkt, hvor EU må rulles tilbage.

tirsdag den 27. maj 2014

EU: Gøgeungen, der vil presse nationalstaterne ud af reden

Så er valget til EU-parlamentet overstået. Den generelle tendens var stor fremgang for de EU-kritiske partier.

Det har ledt mange EU-tilhængere til at konstatere, at befolkningerne er blevet mere Europa-kritiske. Men det er jo helt forkert, og det er en unødvendig misforståelse. For næsten hver gang, journalisterne spørger en vælger om EU, lyder svaret, at EU efterhånden blander sig i alt for meget. Det er jo sagen: Folk vil nu som før gerne deltage i europæisk samarbejde, men EU udvider sit sagsområde år for år og arbejder mod at blive til en enhedsstat. Det er denne vækst i EU's beføjelser, som folk reagerer imod. Men journalister og de etablerede politikere er så meget en del af EU-systemet, at de ikke ser noget påfaldende i dynamikken i processen. De anser ”EU's udvikling” for at være det normale, mens folket ser, at tæppet gradvist bliver trukket væk under vore kendte samfund.

EU-systemet er en gøgeunge, der arbejder målbevidst på at presse nationalstaterne ud af reden. Det reagerer folk nu imod.

Et af de vesteuropæiske lande, hvor der kun er svage protester, er Tyskland. Men det er jo ikke så sært: Man siger jo, at hvis Tyskland og Frankrig er enige om noget i EU, bliver det gennemført. Og det er Tyskland, der er seniorpartneren i det parløb. Der er ikke noget forkert i dette: Tyskland er med sin størrelse og vægt uundgåeligt toneangivende. EU-processerne bidrager til at sløre dette billede, men det er realiteterne. Tyskerne har ikke noget at klage over. Hvis EU prøver at genere dem – f.eks. angående bilers forurening – er det EU, der må rette ind. Hvis EU absolut vil have en fælles valuta, bliver det på tyske vilkår – så må Sydeuropa rette ind, med de enorme sociale omkostninger, vi ser i disse år.

EU må rulles tilbage til det, det var omkring 1990. EU's udvikling må bestå i at perfektionere det indre marked for varer, og løbende tilpasse sig omverdenens udvikling. EU's udvikling skal ikke bestå i at brede sig over stadig flere områder.


onsdag den 7. maj 2014

Se og Hør skandalen og Snowden og NSA

I en nyligt udkommet bog af Ken B. Rasmussen, ”Livet, det forbandede”, afsløres det, at Se og Hør har betalt en ansat ved Nets for at levere oplysninger om kendte personers Dankort-benyttelse. Efterfølgende er det kommet frem, at også enkelte ansatte hos SAS, Naviair og selv Rigshospitalet har gjort noget tilsvarende.

Straks er hele politiker- og medie-Danmark oppe i gardinerne med krav om ”stramninger” og ”forbedring af systemerne”. Man har sågar fået den oprindelige whistleblower, nu KGB/FSB-meningsagent Edward Snowden til fra Moskva at fyre op under sagen ved at opfordre Folketinget til at begrænse overvågningen af den elektroniske kommunikation.

Det er muligt, at Nets skal stramme deres interne procedurer m.h.t. logning af medarbejderes kiggen i dataene. Men grundlæggende synes sagen at være mere banal: Der er næppe noget galt med systemerne, hverken i Nets, SAS, Rigshospitalet o.s.v. Det er enkelte personer, der er noget galt med. Uanset hvad man gør, kan man ikke forhindre betroede medarbejdere i at tage viden med ud af virksomheden og sælge den til skrupelløse aftagere. Sådan er det jo med alle forbrydelser: Man kan bestræbe sig på at forhindre dem, man kan lovgive og lave interne procedurer, men man kan aldrig helt forhindre dem.

Og faktisk går det jo også meget godt. Tænk på, hvad bankfolk, hospitalspersonale, politifolk, advokater, taxachauffører o.s.v. o.s.v. ved om deres medborgeres private forhold. Det er kun en brøkdel, der slipper ud til offentligheden. For normalt respekterer vi vores tavshedspligt, både af moralske grunde, og ellers af frygt for konsekvenserne, både de strafferetslige og de ansættelsesmæssige.

Men det forhindrer altså ikke medier og politikere i at råbe ”skandale” og ”der må være noget galt med systemerne”, når der en gang i mellem afsløres overtrædelser. Kan vi virkelig ikke nøjes med at konstatere, at der er og altid vil være menneskelige brist? Systemerne fungerer faktisk generelt godt. Kig dem gerne efter, men stol dog grundlæggende på dem.

Og det gælder også Snowdens afsløringer af NSAs overvågning. Det har været kendt ca. siden 11.september 2001, at internettet løbende scannes for ord og handlemønstre, der kunne tyde på terrorvirksomhed. Men tror nogen, at NSA har interesse i eller kapacitet til at følge med i selve indholdet i de millioner eller milliarder af daglige elektroniske budskaber, der sendes?

Vi skulle hellere bekymre os om den mere målrettede spionage, der foregår fra andre lande, der ikke vil os noget godt. Der er også andre, der lytter med!