OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 21. juni 2011

Eksperten, der politiserede

 
Hvad er reglerne for eksperters udtalelser om politiske spørgsmål, f.eks. EU?

På dette som på andre områder har vi alle, både lægmænd og eksperter, både holdninger og viden. Holdningen til EU kan koges ned til, at den ene side vil bevare nationalstaterne, og ofte gerne samarbejde mere eller mindre tæt med andre stater. Den anden side vil have en europæisk union, hvor der lægges mindre og mindre vægt på nationerne.

Eksperterne har så en særlig stor viden om området. Men de har også en holdning. De tror måske selv, at den er mere værd end lægmandens. Og de har selvsagt et større kendskab til data og årsagssammenhænge, men dette kendskab fører ikke til en bedre funderet holdning – i så fald skulle alle EU-eksperter jo også være enige, hvad de ikke er. Holdningen til EU er i sidste ende betinget af, hvem og hvad man føler samhørighed med, ikke af ekspertviden.

Når så eksperter udtaler sig om EU – som eksperter, ikke som politisk interesserede borgere – må man forlange, at de selv har gjort sig klart, at de har en holdning, som ikke er den eneste eksisterende. Og man må forlange, at de hæver eller prøver at hæve sig op over deres egen partiskhed, eller i det mindste har gjort det klart for sig selv og andre, at de har en ud af flere mulige holdninger til sagen, og at deres udsagn kan være farvet af denne holdning.

Det er her, at Marlene Wind – og mange andre – har fejlet. Desværre er hun og de andre sluppet af sted med det i årevis, fordi vi ikke har en særlig kritisk presse. Hun blev kun ”afsløret”, fordi hun absolut skulle krydre sine partiske ekspertudsagn med skældsord og ringeagtsytringer som ”indre svinehund” og ”laveste fællesnævner”.

At bede hende tale ordentligt til folk, og i øvrigt prøve at være upartisk, når hun agerer som ekspert, er ikke at give hende mundkurv på.




fredag den 17. juni 2011

Vedtagne sandheder holder ikke altid

Der cirkulerer i den økonomisk-politiske verden en række vedtagne antagelser, der er blevet gentaget så ofte, at vi har glemt at tænke over, om de virkelig holder vand.

En af dem er, at fordi summen af vælgere i Danmark, der er enten offentligt ansat eller på overførselsindkomst, er højere end 50%, er det blevet politisk umuligt at sænke de offentlige udgifter og dermed skattetrykket.

Dette beror på en antagelse om, at alle undergrupperne vil stå sammen politisk mod ethvert sparetiltag. Men dette er jo forkert, fordi de offentligt ansatte og overførselsmodtagerne er splittet op på kryds og tværs, politisk og interessemæssigt. Mange offentligt ansatte ser gerne en trimning af overførselsindkomsterne, og overførselsmodtagerne kan ofte kun være interesseret i besparelser på de offentligt ansatte.

På den anden side er der så en del privat ansatte, der er venstreorienterede og gerne ser en forøgelse af de offentlige udgifter. De er aldrig blevet regnet med i 50%-opgørelserne!

I det hele taget er det stadig de fleste, der stemmer efter andet end deres pengepung. - Så det er absolut stadig politisk muligt at trimme den danske offentlige sektor, der formentlig er verdens største. Men det er naturligvis ikke problemfrit. Parkinson’s Lov, og en stribe andre sociologiske naturlove, gør det svært.

onsdag den 15. juni 2011

Schengen: Baggrunden

Hvad er egentlig baggrunden, selve begrundelsen for Schengen-samarbejdet? Jeg har sakset lidt fra Folketingets EU-oplysning:

”Den 25. og 26. juni 1984 afholdt Det Europæiske Råd topmøde i den franske by Fontainebleau, hvor EF-landenes stats- og regeringschefer diskuterede, hvordan man kunne tilføre EF-samarbejdet fornyet dynamik ved at gøre det mere nærværende for borgerne – hvordan man kunne skabe »Borgernes Europa«. I Fontainebleau vedtog Det Europæiske Råd bl.a. at nedsætte en ad hoc gruppe, der skulle forberede en række initiativer til styrkelse af EU’s image og identitet overfor borgerne, herunder skulle medlemsstaterne arbejde på at fjerne politi- og toldkontrol af persontrafikken ved de indre grænser i EF.
På baggrund af erfaringerne fra Den Nordiske Pasunion fra 1957 og passamarbejdet mellem Benelux-landene fra 1960, blev etablering af fuldstændig fri bevægelighed for personer anset for at have stor symbolsk betydning for EF-integrationen.”

Der har altså ikke været noget objektivt behov overhovedet, hverken m.h.t. politisamarbejde, borgernes frie bevægelighed eller andet. Det har alt sammen været symbolpolitik. Og hvordan kom det så i gang:

”Da EU-landene i løbet af 1980’erne ikke kunne nå frem til en fælles forståelse inden for EU-samarbejdet, besluttede Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux-landene selv at gennemføre den fri personbevægelighed inden for egne grænser. Det blev gjort i 1990 ved at disse lande undertegnede Schengen-gennemførelseskonventionen, der realiserede målsætningerne fra Schengen-aftalen fra 1985.”

Sådan fungerer solidariteten altså i praksis: Når ikke alle vil makke ret, går nogle deres egne vegne.

Hvad angår politisamarbejdet efter Schengen-aftalen, drejer det sig bl.a. om øget grænseoverskridende samarbejde og en fælles informations-database.  Man erkender altså, at afskaffelse af grænsekontrollen skabte problemer, der kræver nye løsningsforsøg. I øvrigt har der altid været internationalt politisamarbejde. Det skal vel ikke bruges som forhandlingsobjekt.

Hvad så nu? Vi vil ikke bryde med Schengen-aftalen, så vi kan ikke genindføre politikontrol ved grænserne. Vi får også at vide, at den er overflødig. Men det forudsætter, at ALLE ydre EU-grænser bevogtes effektivt. Er det tilfældet?

Men vi kan indføre en ikke-permanent toldkontrol. Toldere kan udtage mistænkelige eller tilfældigt udvalgte personer og køretøjer til toldkontrol og på den måde få en smule indsigt i, hvem der lukkes ind i landet, og politi kan være klar til at bakke tolderne op. Vil det give trafikale problemer? De fleste kan huske tiden før Schengen-tilslutningen i 2001, hvor der var mulighed for både politi- og toldkontrol, og der var stort set aldrig problemer. De fleste gange, man krydsede en dansk eller anden europæisk grænse, blev man ikke engang stoppet.

Men måske må tolderne nøjes med campingvogne i stedet for rigtige toldbygninger, ”for at fremme EU-integrationen”.

- Sørgeligt, at der ikke findes en Schengen Light, hvor vi kunne have grundig Schengen-kontrol med al trafik ind og ud af EU i havne og lufthavne, og bevare den fornuftige før-Schengen 90’er-kontrol overfor Schengen-landene.


tirsdag den 14. juni 2011

Balladen om grænsekontrol og EU

Hvad kan vi indtil nu lære af balladen om grænsekontrol og EU?

Danmark har i alle EF/EU-årene været det land, der formentlig har været bedst til hurtigt og loyalt at implementere alle de mange direktiver fra EU.
Andre medlemsstater har haft mindre lyst eller evne, og nogle (store!) har ligefrem blæst på EU, når det gjaldt deres vigtige interesser.
På den anden side har Danmark været et af de lande, der har været mest tøvende overfor udviklingen fra et fællesskab af selvstændige stater til en egentlig union, jfr. vores fire forbehold overfor Unionstraktaten, og vi har ikke taget retorikken og symbolerne til os.

Nu har vi så bekendtgjort, at vi vil genindføre en vis kontrol ved vore grænser, som naturligvis vil holde sig indenfor rammerne i Schengen-aftalen. Og straks vælter kritikken ned over os, ikke fra alle, men fra Euro-establishmentet, fra tyske politikere og fra pressen. Selvom alle ved, at vores beslutning ikke vil blive en handelshindring, men blot et forsøg på kriminalitetsbekæmpelse.

Men det er åbenbart lige meget. Realiteterne er ikke det vigtigste, vores gode generalieblad som artigt EU-medlem er ligegyldigt. Det er symbolikken og Unionsudviklingen, der er vigtig for Euro-folkene. Og den har vi forbrudt os imod – igen.

Det her kan kun give anledning til bekymring for fremtiden. Eliterne vil blive ved med at arbejde for mere union, uanset befolkningernes modvilje. Og de vil støde på stadig større modstand fra virkeligheden, og fra lande som Danmark, hvor folkets indblanding i den førte politik er mærkbar.

Folkene skal nok vinde til sidst, og Babelstårnet styrte sammen. Men det kan godt blive en kostbar affære. Eksperimentet med EURO-valutaen viser vejen.