OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 19. december 2013

Man har tre standpunkter – mindst

Samme dag, som den nye fødevareminister, Dan Jørgensen, blev udnævnt, blev han konfronteret med sine udtalelser gennem mange år om, at minkavl skulle forbydes, at svin generelt blev dyremishandlet o.s.v. Han kunne kun svare, at det mente han ikke nu. Løftebrud på enkeltmandsniveau?

Jeg har d.30. september 2012 kommenteret J.O. Krags bemærkning om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg mener, at Krag var en eklatant løftebryder: Han havde lovet ikke at danne regering med SF, hvis SF og S fik flertal efter næste valg, og han gjorde det alligevel. Intet havde ændret sig – det var præcis den situation, han havde udtalt sig om. Han valgte at bryde sit løfte til vælgerne.

Noget andet er, at man kan blive tvunget til at indtage nye standpunkter. Forhold kan ændre sig, eller man kan selv ændre sig.

Med Dan Jørgensen synes der dog at være tale om noget andet: Man kan faktisk godt have flere sæt standpunkter, mener jeg ihvertfald. Man har først sine egne personlige meninger om, hvordan verden skulle være indrettet. Der er nok ikke mange, der er 100% enige. 

Dernæst har man sit partis standpunkter: Hvis man vil gå ind i politik, er man nødt til at slutte sig sammen med andre i et parti, og det parti kan kun have et sæt meninger. Derfor er medlemmerne nødt til at bøje deres synspunkter mod hinanden til et fælles sæt, som så bliver partiets program. Man må nok mene, at der skal være temmelig stor  overensstemmelse mellem ens private synspunkter og partiets – ellers er man en principløs vendekåbe og medløber. Men det må være legitimt at forsvare partiets synspunkter, også på de områder, hvor man ikke personligt er enig.

Endelig kan ens parti indgå i et samarbejde med andre partier, og her må partierne, ligesom enkeltmedlemmerne, bøje deres synspunkter mod hinanden for at skabe en fælles politik. Her kan politiske modstandere få megen morskab ud af at pirke især til de mindre partier i et sådant samarbejde, da de logisk har måttet bøje sig mest.

Man kan således sige, at man kan komme ud for, at en politiker har mindst tre sæt synspunkter til anvendelse henholdsvis personligt, i en valgkamp for sit parti og i forsvar for sin politiske koalition. Det er ganske legitimt – blot der er en rimelig overensstemmelse mellem sættene.


lørdag den 14. december 2013

Grundskylden – en nem løsning på problemet

Et varmt emne ved det nyligt overståede kommunalvalg var den hastigt stigende grundskyldsbeskatning.

Sagen er som bekendt, at al fast ejendom beskattes fra to sider: Dels med en ejendomsværdiskat på normalt 1% af ejendommens samlede værdi pr. 2001, fastlåst efter nogle komplicerede regler. Og dels med den såkaldte grundskyld, der opkræves af selve grundens – jordstykkets - vurderede værdi med en promille, der fastsættes af kommunen. Dog sendes årlige ændringer i det opkrævede grundskyldsprovenu videre til Staten, så kommunerne har ingen reelle handlemuligheder.

Nu er forholdet det, at grundværdierne fastsættes af Skat – det skandaleramte statsskattevæsen – efter nogle uigennemskuelige metoder, der i de seneste år har givet helt skæve resultater, således at man har måttet iværksætte en gennemgribende ændring af administrationen af området. Men inden det har Skat nået at ansætte masser af grunde, især i Storkøbenhavn, til helt eksorbitante beløb. F.eks. er en typisk villagrund på Frederiksberg, der for 10 år siden blev ansat til 1 million kr., nu ansat til 4 millioner kr. Da Skat ikke har kunnet forhøje hele ejendommens værdi – grund plus hus – på samme ekstreme måde, er husets værdi nu skrumpet til under halvdelen af den samlede ejendomsværdi. Ganske vist er der fastsat en grænse for den årlige stigning i grundskyldsbeløbet på 6-7 %, men det betyder blot, at der vil gå en halv snes år med årlige stigninger, før grundskylden i dette eksempel når op på 27 promille af 4 millioner = 108.000 kr. om året, oven i ejendomsværdiskatten.

Denne fremtidige udvikling er åbenlyst uholdbar, men der har ikke været megen vilje på Christiansborg til at gøre noget. Kun de konservative og Liberal Alliance har stillet forslag om at standse den eksplosive stigning i grundskylden.

Det burde dog være nemt løse problemet. I øvrigt er det jo absurd at beskatte grunden alene – det betyder, at to ejendomme, der begge er vurderet til det samme beløb, men hvor den ene har en stor grund og et lille hus, og den anden har en lille grund med et stort hus, beskattes helt forskelligt, selv om markedet vurderer dem til at være lige meget værd. Det må være et levn fra georgismen, en økonomisk tankeretning, der mente, at al skat kun skulle opkræves af jordbesiddere.  Det er formentlig kommet ind i systemet i den tid, hvor Retsforbundet – et georgistisk parti – havde indflydelse som tunge på vægtskålen i Folketinget.

Nu må det være på tide at rette op på forholdet, og det kan jo gøres ganske simpelt: Blot ved at konvertere grundskylden til en ejendomsskyld, en årlig skat på hele ejendommens værdi, f.eks. i niveauet knap 1 %. Politikerne kan næppe undvære det nuværende provenu, men de har forhåbentlig ikke indregnet de eksplosive stigninger mange år frem i tiden!


Ejendomsskylden burde køres helt uden om kommunerne – de kan kompenseres over bloktilskuddet. Og i fremtiden ville ejendomsskylden så stige og falde med ejendommenes værdi, når altså Skat får styr på vurderingerne. En sådan samvariation er et længe næret ønske.