Rangvid rapporten og årsagerne til finanskrisen

Så kom Rangvid-rapporten om finanskrisens årsager omsider. Der er vel ikke nogen egentlige nyheder i den, men den er et bud på årsagerne og deres respektive betydning for forløbet.

Jeg har selv været inde på sagen i en post her d.7. juli 2013. Finanskrisen var et sammenløb af mange uheldige faktorer. Den udløstes af den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers’ krak d.15. september 2008. Dette skyldtes en kombination af mange års oppustet boligpris-boble, der sprang, og mange års finansspekulation i allehånde indviklede ”derivater”, produkter, der oprindelig skulle sprede risikoen ved at investere, men som blev udviklet til absurditeter, hvis væsentligste formål var at generere enorme fortjenester til de finansfolk, der udstedte og handlede med dem, og som i virkeligheden øgede de indblandede parters risiko enormt.

Da Lehman Brothers gik i betalingsstandsning, gik hele det internationale banksamarbejde i chok. Dermed forplantede finanskrisen sig bl.a. til Danmark, hvor især den største bank, Danske Bank, i nogle år havde ekspanderet stærkt, så stærkt, at den ikke kunne nøjes med sine normale indlån, men havde søgt yderligere indlån – funding – på interbankmarkedet.  Da dette marked frøs til fra den ene dag til den anden, trådte staten til med Bankpakke I, der garanterede for alle indskud i de danske banker – dog mod en provision til staten på i alt 25 milliarder kroner!

(I øvrigt lånte staten senere ansvarlig kapital til bankerne mod en rente på 10%. Alt i alt har det til dato været en overskudsforretning for staten at støtte bankerne – mens venstrefløjspolitikerne med held prøver at få folk til at tro det modsatte.)

På samme tid bristede ejendomsprisboblen i alle lande, hvilket bevirkede, at de banker, der havde finansieret spekulanter eller blot ”developere”, måtte konstatere store tab på lån til dem. Flere mindre danske banker er gået ned på dette. Særlig ærgerligt er det, at Danske Bank har tabt enorme beløb på ejendomsfinansiering i Irland.

Så en del mennesker og firmaer har tabt penge på denne finanskrise, hvorfor den har forplantet sig til hele økonomien. Så bruttonationalproduktet faldt i årene efter, og det er knapt nok kommet tilbage på tidligere niveau. Dette skyldes blandt andet, at bankerne er blevet mere tilbageholdende med at finansiere normale virksomheder (”kreditklemmen”).

Dette er min sammenfatning af det skete. Så nu er opgaven – hjulpet af Rangvid-udvalgets rapport – at finde midler, der mindsker risikoen for fremtidige kriser af lignende art.

Man vil øge bankernes egenkapitalandel. Men man burde også lægge begrænsninger på deres adgang til at finansiere sig ved kortfristede interbanklån.  De bør i højere grad holde sig til deres kundeindlån.

Og bankerne bør afholde sig fra at finansiere spekulation. Dette er jo let sagt, men problemet er naturligvis, at der er en glidende overgang fra fornuftig forretningsdrift, hvor man fremskynder sine indkøb, når man forventer prisstigninger, og så til spekulation.  Det er svært at skelne mellem en handlende, der køber, når varerne er billige, og en spekulant. Men det er bl.a. det, vi har bankernes kreditfolk til!

Kreditgiverne bør gøre sig overvejelser om prisniveauet for de varer eller ejendomme, der søges finansiering til. For investeringsobjekter som aktier og fast ejendom må det løbende afkast være udgangspunkt for beregning af en passende pris. Forventninger om usædvanligt stærkt stigende fremtidigt aflast giver grundlag for højere pris, og det er helt forsvarligt. Men når man i det fremtidige afkast indregner selve prisstigningen, nærmer man sig tilstande som i 1929, og resultatet bliver det samme: En prisboble, der må briste på et tidspunkt.

For industri- og landbrugsvarer kan de sidste f.eks. 10 års markedsprisgennemsnit være en indikator. Men for andre råvarer kan det være virkelig svært at have en mening om den rette pris, og da især på de internationalt producerede og handlede.

Kort og godt: En væsentlig årsag til den danske finanskrise var en for lille – eller ikke eksisterende - selvfinansiering hos spekulanterne. Bankerne bør slet ikke finansiere dem, hvis de har identificeret dem. Spekulanterne kan søge deres finansiering hos den, de køber spekulationsobjektet af.

I øvrigt må der stadig være en masse mellem-spekulanter, som er blevet rige i årene før finanskrisen ved at sælge ejendomme til opskruede priser. Taberne er ligesom i Sorteper dem, der sad med ejendommene, da boblen bristede. Og størstedelen af deres tab endte hos bankerne, og dermed hos deres ejere og kunder. Deres tab modsvares af mellem-spekulanternes gevinst.

Jeg var inde på det i posten d.7. juli 2013: Finansieringen af spekulanterne og nu genopbygningen af bankernes egenkapital har suget en masse levende indkomstkroner ud af det centrale, producerende økonomiske kredsløb mellem virksomheder og borgere (og bidrager derved til de lave konjunkturer). Disse milliarder er blevet omdannet til døde finanskroner på bøgerne hos de dygtigere og/eller heldigere finansfolk, og de venter nu på enten at blive sendt tilbage i indkomst-økonomien som investeringer, eller de fortsætter med at skvulpe rundt i finansområdet.

Lampedusa-skibbruddene og Europas fremtid

I adskillige år har fattigdomsindvandrere fra Afrika krydset Middelhavet i små både for at komme ind i især Italien, og i mange tilfælde er bådene forlist. I alt er mange tusinde omkommet på denne måde. I sidste uge indtraf et særlig stort forlis med hundreder af omkomne, og det har sat ny gang i debatten i Europa om, hvad det bør gøres.

Den politiske højre- og midterfløj mener, at problemet bør løses ved kilden, nemlig i Afrika, mens venstrefløjen og de mere følsomme har andre svar:

Paven, en stribe politikere med EU-parlamentets formand i spidsen og mange journalister mener, at løsningen er, at Europa åbner for mere lovlig indvandring fra de fattigdomsflygtning-producerende lande i Afrika og Asien.

Denne holdning er tilsyneladende den humane og menneskekærlige, men i realiteten er den helt uansvarlig overfor Europas folk. Afrikas befolkning er de seneste generationer svulmet til ca. 1 milliard, mod Europas stagnerende 700 millioner, og Afrikas eksplosive vækst er større nu end nogensinde. Der vil være 2 milliarder om ca. en generation.  Hvis Europa skulle aftage bare en lille del af denne befolkningsvækst, ville det være forbi med vore samfund, som vi kender dem. Ikke bare økonomisk, men mere vigtigt kulturelt og nationalt. Oveni kommer indvandringen fra muslimske lande i Mellemøsten og Asien. En total balkanisering venter forude, med social uro og ligefrem borgerkrige.

Vi må naturligvis redde skibbrudne, men alle må sendes hjem, hvor de kommer fra. Den eneste løsning er at angribe problemets rod og standse befolkningseksplosionen. Her har Paven og den katolske kirke, og nyligt omvendte kristne som George W. Bush, tværtimod gjort, hvad de kunne, for at fyre op under tilvæksten.

Blod i fodboldarenaen – velkommen til VM 2022

Der var en beskeden notits gemt allerbagest i Sporten i Berlingske d.27. september 2013: VM-byggeri koster masser af menneskeliv.

Det drejer sig om byggeriet af fodboldarenaer i Qatar til VM i 2022. Det udføres åbenbart især af tusindvis af nepalesiske arbejdere, og deres arbejdsvilkår er så dårlige, at der mellem 4. juni og 8. august er omkommet 44 af dem. De knokler i op til 50 graders varme, de nægtes at drikke vand, ofte tilbageholdes deres løn eller deres pas inddrages. International Trade Union Confederation (ITUC) anslår, at stadionbyggerierne som minimum vil koste 4000 immigrantarbejdere livet frem til 2022, hvis der ikke skrides ind!

Nu vil der altid ske arbejdsulykker ved store anlægsarbejder, men disse tal er jo i en størrelsesorden, man ellers kun ser ved f.eks. krige eller jordskælv. Og her er der tale om fremtidige dødsfald, der kan forhindres. Det er jo ikke, fordi Qatar ikke har penge til at bygge under anstændige vilkår for arbejderne. Så hvor er ”verdenssamfundets” reaktion? Hvor er verdenspressen, hvor er EU, hvor er Amnesty International, hvor er Wikileaks? Tavshed!

Skyldes det, at det er en gammel nyhed, at asiatiske gæstearbejdere i de arabiske oliestater udnyttes og lever under slavelignende forhold? Venter man sig ikke andet af oliestaterne? Det er jo racisme!

Hvorfor skal oliestaterne for resten altid importere arbejdskraft fra Asien? Der er jo millioner af arbejdsløse i de arabiske lande, især Egypten, og i de palæstinensiske flygtningelejre. Og de er vel vant til klimaet, i modsætning til nepaleserne?