Jeg har før – se min postering her på bloggen d. 1. februar
2011 - skrevet om den naivitet, som styrer de vestlige landes udenrigspolitik,
bl.a. i forholdet til de muslimske lande. Vi tror, at befolkningerne ønsker
samfundsforhold som vores, men at de bliver forhindret i at få dem af deres
nuværende despotiske herskere, og at det er Vestens opgave at hjælpe dem
dertil. Jeg har nævnt Anker Jørgensen og George W. Bush som to af de største
naivister i den henseende, men forestillingen var og er vidt udbredt.
Det var denne ide, der fik Vesten til at tro, at det
såkaldte arabiske forår i 2011 var en bred folkelig bevægelse, der krævede
demokrati efter vestligt forbillede. I virkeligheden var det jo blot et
storby-uro-fænomen. Den brede befolkning i disse lande vil, hvis den bliver
spurgt, stemme for en art muslimsk autoritært styre, og/eller opdele sig efter
stammer og klaner og bekrige hinanden.
Det eneste alternativ til dette er militære diktaturer. Det så vi i Algeriet
siden 1990’erne, i Egypten i 2010’erne, i Libyen og Syrien, og i Tyrkiet siden
Kemal Atatyrks tid. Nu har det tyrkiske militær løsnet grebet – bl.a. efter
EU's indtrængende opfordring! - , og
Tyrkiet er på vej mod en islamiseret statsform.
Åbenbart står valget i de muslimske lande ikke mellem godt
og dårligt, men mellem dårligt og rædselsfuldt. Og det har vi i Vesten meget
svært ved at passe ind i vores demokratiske verdenssyn. Det problem har den
russiske regering ikke! Den er fuldstændig ligeglad med de forskellige syriske
befolkningsgruppers velbefindende; den interesserer sig kun for at fremme
russiske magtinteresser.
Denne holdning kan Vesten ikke kopiere; men vi kan dog prøve
at finde en balance mellem et realistisk syn på den syriske befolknings
muligheder og vore egne langsigtede interesser i området. Det er ikke vor
opgave at kræve Assad afsat. Og det er åbenbart svært at finde moderate syriske
arabiske oppositionsgrupper, som vi kan støtte. Den eneste part, der synes
egnet som allieret med os, er kurderne. Vi bør øge vores åbne støtte til dem.
Det vil så give et problem med Tyrkiet, der fører en hundredårskrig
mod kurderne, både indenfor og udenfor Tyrkiets grænser. Tyrkiet har ellers omsider
givet tilladelse til at benytte dets baser til at bekæmpe Islamisk Stat. Det
kan få en ende, men så må Vesten benytte andre landes baser. Tyrkiet kunne
finde på andre træk, men de er jo på det seneste kommet alvorligt på kant med
deres historiske fjende, Rusland, så de er næppe så aggressive over for USA,
som de ellers ville være.
Derimod er Tyrkiet for tiden, med den stadig mere islamiske
regering, blevet et stadig større problem for det svage og splittede Europa. Tyrkiet
tillader migranter fra alverdens fattige – mest muslimske – lande at rejse ind
i landet og frit rejse videre mod Europa, og Tyrkiet kræver en stadig højere
pris for at lette dette problem, som de selv har påført Europa.
EU reagerer med svaghed og imødekommenhed, og det får blot
Tyrkiet til at øge sine krav. EU bør skifte kurs totalt. Vi må tage kontrollen
med vore grænser tilbage. Ganske vist kan EU ikke standse gummibådene med
migranter ude i farvandet mellem Lesbos og Tyrkiet, men vi kan oprette de
fornødne store migrantlejre på græsk territorium for EU's regning, dog helst i
FN-regi. Det her er jo ikke et egentligt europæisk problem, det er et
verdens-problem. Disse lejre skal have de fornødne faciliteter, og der skal
migranterne blive, til de kan – vil – rejse hjem. Hvis nogen lande vil modtage
nogle af dem, er det disse landes egen sag. Tilsvarende migrant-lejre må
oprettes i Syditalien. Det vil få migrantstrømmen mod Europa til at stilne af.
Sideløbende kan EU så behandle Tyrkiets medlemsansøgning
sagligt, uden pression, efter fortjeneste.
