OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 9. marts 2016

Borgerkrigen i Syrien: Hvem skal Vesten støtte – og Tyrkiets rolle

Jeg har før – se min postering her på bloggen d. 1. februar 2011 - skrevet om den naivitet, som styrer de vestlige landes udenrigspolitik, bl.a. i forholdet til de muslimske lande. Vi tror, at befolkningerne ønsker samfundsforhold som vores, men at de bliver forhindret i at få dem af deres nuværende despotiske herskere, og at det er Vestens opgave at hjælpe dem dertil. Jeg har nævnt Anker Jørgensen og George W. Bush som to af de største naivister i den henseende, men forestillingen var og er vidt udbredt.

Det var denne ide, der fik Vesten til at tro, at det såkaldte arabiske forår i 2011 var en bred folkelig bevægelse, der krævede demokrati efter vestligt forbillede. I virkeligheden var det jo blot et storby-uro-fænomen. Den brede befolkning i disse lande vil, hvis den bliver spurgt, stemme for en art muslimsk autoritært styre, og/eller opdele sig efter stammer og klaner og bekrige hinanden.  Det eneste alternativ til dette er militære diktaturer. Det så vi i Algeriet siden 1990’erne, i Egypten i 2010’erne, i Libyen og Syrien, og i Tyrkiet siden Kemal Atatyrks tid. Nu har det tyrkiske militær løsnet grebet – bl.a. efter EU's indtrængende opfordring! -  , og Tyrkiet er på vej mod en islamiseret statsform.

Åbenbart står valget i de muslimske lande ikke mellem godt og dårligt, men mellem dårligt og rædselsfuldt. Og det har vi i Vesten meget svært ved at passe ind i vores demokratiske verdenssyn. Det problem har den russiske regering ikke! Den er fuldstændig ligeglad med de forskellige syriske befolkningsgruppers velbefindende; den interesserer sig kun for at fremme russiske magtinteresser.

Denne holdning kan Vesten ikke kopiere; men vi kan dog prøve at finde en balance mellem et realistisk syn på den syriske befolknings muligheder og vore egne langsigtede interesser i området. Det er ikke vor opgave at kræve Assad afsat. Og det er åbenbart svært at finde moderate syriske arabiske oppositionsgrupper, som vi kan støtte. Den eneste part, der synes egnet som allieret med os, er kurderne. Vi bør øge vores åbne støtte til dem.

Det vil så give et problem med Tyrkiet, der fører en hundredårskrig mod kurderne, både indenfor og udenfor Tyrkiets grænser. Tyrkiet har ellers omsider givet tilladelse til at benytte dets baser til at bekæmpe Islamisk Stat. Det kan få en ende, men så må Vesten benytte andre landes baser. Tyrkiet kunne finde på andre træk, men de er jo på det seneste kommet alvorligt på kant med deres historiske fjende, Rusland, så de er næppe så aggressive over for USA, som de ellers ville være.

Derimod er Tyrkiet for tiden, med den stadig mere islamiske regering, blevet et stadig større problem for det svage og splittede Europa. Tyrkiet tillader migranter fra alverdens fattige – mest muslimske – lande at rejse ind i landet og frit rejse videre mod Europa, og Tyrkiet kræver en stadig højere pris for at lette dette problem, som de selv har påført Europa.

EU reagerer med svaghed og imødekommenhed, og det får blot Tyrkiet til at øge sine krav. EU bør skifte kurs totalt. Vi må tage kontrollen med vore grænser tilbage. Ganske vist kan EU ikke standse gummibådene med migranter ude i farvandet mellem Lesbos og Tyrkiet, men vi kan oprette de fornødne store migrantlejre på græsk territorium for EU's regning, dog helst i FN-regi. Det her er jo ikke et egentligt europæisk problem, det er et verdens-problem. Disse lejre skal have de fornødne faciliteter, og der skal migranterne blive, til de kan – vil – rejse hjem. Hvis nogen lande vil modtage nogle af dem, er det disse landes egen sag. Tilsvarende migrant-lejre må oprettes i Syditalien. Det vil få migrantstrømmen mod Europa til at stilne af.


Sideløbende kan EU så behandle Tyrkiets medlemsansøgning sagligt, uden pression, efter fortjeneste.