OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 13. april 2016

Har EU voldtaget det europæiske mellemstatslige samarbejde?

En af politikernes yndlingsfloskler, når der har været et islamistisk terrorangreb – udover at ”vi må stå sammen” – med hvem? Med indvandringslobbyen? – er, at ”terroristerne har voldtaget islam”. Det kan måske godt se sådan ud, hvis man med islam mener de mange fredelige, velintegrerede muslimers tro. Men faktisk er det de velintegrerede, der har ændret – moderniseret – den ægte islam. Derimod er det terroristerne, der holder fast i koranens ord om at ”sprede rædsel i de vantros hjerter” osv. Og muslimer kan jo ikke indrømme, at koranen skal moderniseres, hvis den ellers skal kunne vejlede dem i et moderne vestligt samfund – de skal jo betragte den som Allahs egne ord, der bare skal stå uændret i 1400 år. Der er et problem her!

Derimod kunne en EU-skeptiker sige, at EU-systemet med sin udemokratiske centralisering og stadige vækst har ”voldtaget det normale mellemstatslige samarbejde” i Europa. Ja, bestemt har EU gjort det, men EU-systemet følger faktisk – ligesom islamisterne – blot de oprindelige hellige EU-skrifter. Der står jo i Rom-traktatens præambel de berømte ord om ”en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”. Det betyder, at en rigtig EU-tilhænger ligesom Faust aldrig må standse op og sige: ”Nu er fællesskabet på plads.” De skal blive ved, indtil vi udgør en ensartet, monolitisk superstat! Så hvis en pragmatisk politiker siger: ”Nu er det nok!”, kan han bankes på plads med de utallige EU-hensigtserklæringer om unionsdannelse, startende med Romtraktaten. Fuldstændig som en moderat muslim kan kaldes til orden af en islamist ved en henvisning til Koranen og Haditherne.

Det hele bliver ikke bedre af, at det ser ud til, at en væsentlig drivkraft bag de europæiske unionsbestræbelser i årene efter 2. Verdenskrig var USA, eller mere præcist CIA, bl.a. efter ønske fra Churchill! Fra Wikipedia:

American Committee on United Europe (ACUE), founded in 1948, was an American organization which sought to counter the Communist threat in Europe by promoting European political integration. Its first chairman was ex-wartime OSS head, William Joseph Donovan.[1]
The structure of the organisation was outlined in early summer of 1948 by Donovan and Allen Welsh Dulles by then also reviewing the organization of the Central Intelligence Agency (CIA).[2] in response to assistance requests by Richard Coudenhove-Kalergi () and Winston Churchill.
Declassified American government documents have shown that the ACUE was an important early funder of both the European Movement and the European Youth Campaign. The ACUE itself received funding from the Rockefeller and Ford foundations.[1]
The U.S. policy was to promote a United States of Europe, and to this end the committee was used to discreetely funnel CIA funds - by the mid 50's ACUE was receiving roughly $1,000,000 USD per year - to European pro-federalists supporting such organizations as the Council of Europe, the European Coal and Steel Community, and the proposed European Defence Community.[3]

Som man ser, var alt gjort med de bedste hensigter, hvis man er vestligt orienteret. Men det er da irriterende, at disse ældre angelsaksiske herrer, efter at have vundet Anden Verdenskrig sammen med Sovjet, nu påtog sig at ordne Europas indre anliggender. De havde i hvert fald ikke megen sans for de europæiske nationers forskelligheder og ønske om fortsat selvstændig udvikling.

Hele tanken om en unionsstat er jo så absurd, at de fleste – mig selv inklusive - ikke troede på den. Ellers havde vi aldrig stemt os ind i 1972. Vi fik jo også hele tiden at vide af de ansvarlige politikere – Krag, Schlüter osv. – at unionen var irrelevant i vores tid, var stendød osv. Vi blev advarede om det modsatte af enkelte – Søren Krarup, min egen onkel Dres, arkitekt Brogaard fra Landskrona, og en del flere – men vi troede ikke, at det var muligt, at det kunne komme så vidt. Undskyld!

Så hvad gør vi nu? Lad os foreløbig afvente den britiske afstemning om fortsat EU-medlemskab til juni. Den kan meget vel resultere i Brexit, britisk udtræden. Så kan vi måske få et EU i to hastigheder – hvor Danmark skal med i den del, der er uden union.




tirsdag den 5. april 2016

Anker Jørgensen - den sympatiske katastrofe

Tidligere statsminister Anker Jørgensen døde d.20. marts 2016, 93 år gammel. Det må være på sin plads at gøre status over hans indsats nu, på godt og ondt. Ganske vist siger et gammelt romersk ord: ”Intet ondt om de døde”, og man bør selvfølgelig være tilbageholdende, i hvert fald indtil bisættelsen er overstået. Men når det gælder en ledende politiker, må der være plads til en objektiv vurdering, der dermed også kan være kritisk, når det gælder den offentlige del af den afdødes liv.

Derimod bør man altid være tilbageholdende med at kritisere den afdøde personligt – men det er nu ikke noget problem, når det gælder Anker Jørgensen. Han var personligt og privat åbenbart et yderst sympatisk menneske, ærlig, ordholdende, beskeden – et behageligt bekendtskab.

Men det betyder ikke, at han var en god statsminister! Ikke blot var han temmelig ukyndig på en lang række relevante områder, og dertil naiv og kortsynet – han var også snæversynet i sine holdninger: Han var absolut ikke hele Danmarks tillidsmand, han var og forblev arbejdsmændenes tillidsmand – og de øvrige i samfundets mere ydmyge lag. Modsat virkede det, som om han ikke kunne lide arbejdsgivere, højtlønnede, borgerlige i almindelighed – og udenrigspolitisk kunne han ikke lide USA, Margaret Thatcher og hvem han ellers mente, var højreorienterede.

Disse holdninger udmøntede sig i en katastrofal politik: Allerede som forbundsformand pressede han på for at få hævet de ufaglærtes løn så højt, at resultatet er blevet, at de mindst effektive blev presset ud af arbejdsmarkedet. Og i hans statsministertid fik Ritt Bjerregaard lov til at husere og bidrog derved til undervisningssystemets nedtur, og han lod Eva Gredal gennemføre sin bistandslov, der endeligt overskar forbindelsen mellem pligt og ret, der ellers var Socialdemokratiets gamle motto. Bistandsloven, der gav alle – også tilvandrede udlændinge – retskrav på offentlig forsørgelse på højt niveau uden reelle modkrav, har givet yderligere et skub til at bringe antallet af 18-65-årige udenfor arbejdsmarkedet op på det nuværende astronomiske tal.

Udenrigspolitisk lagde han en antivestlig linie, rådgivet af personer som Lasse Budtz og Svend Auken, og den kulminerede efter hans afgang med Socialdemokratiets katastrofale fodnotepolitik, der tjente til at underminere det vestlige sammenhold mod Sovjets pression. Det mest uansvarlige, Socialdemokratiet begik under hans ledelse som oppositionsparti, var dog at lægge stemmer til Udlændingeloven af 1983 – selvom den var udtænkt at de radikale og den senere ombudsmand Gammeltoft-Hansen.

Alt i alt må man sige, at Anker Jørgensen ikke var den sidste socialdemokrat – den ære tilfalder snarere H.C. Hansen. Anker var snarere den første funktionelle SF’er, der blev socialdemokratiets leder – senere kom der flere!

Det er derfor, Dansk Folkeparti har vokset sig så stort.