EU's lære af Brexit – mere af det samme

Der er efterhånden forløbet nogle måneder, siden briterne ved en folkeafstemning besluttede at forlade EU, altså sagde ja til Brexit. Så nu må alle involverede have fordøjet chokket og være begyndt at overveje konsekvenserne. Det var derfor med interesse, at man afventede resultatet af sidste uges EU-topmøde i Bratislava såvel som EU-kommissionsformand Junckers årlige tale om ”unionens tilstand”.

Men hvis nogen virkelig havde troet, at Juncker og den øvrige EU-top har lært noget af Brexit-resultatet, blev de skuffede. Både topmødet og Juncker tilbyder ingen nytænkning om EU, men blot mere af det samme.

Hverken Eurovaluta-konstruktionen eller den kuldsejlede Schengen-aftale om afskaffelse af de indre grænser blev diskuteret. Man blev enige om lidt mere fælles grænsekontrol, og Juncker foreslog endnu en gang mere militært samarbejde indenfor EU.

Så EU-toppen nægter fortsat at tage de europæiske befolkningers holdning alvorligt. Man vil ikke give os en effektiv grænsekontrol tilbage, og EU-toppen mener fortsat, at EU skal modtage millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika. Ja, det er endda EU-toppens erklærede mål at opløse de nationale identiteter og skabe en ny, fælles europæisk identitet.

Problemet med EU er, at det er et elitært oppefra og ned-projekt, som går ud på at skabe en europæisk unionsstat. Og det har de europæiske folk aldrig ønsket, måske med undtagelse af tyskerne med deres 2. Verdenskrigs-skyldkompleks og belgierne med deres i forvejen ret atypiske statsdannelse, der er ved at splittes i mindst to dele.

I alle andre lande vil flertallet beholde vores nationalstater! Vi vil gerne samarbejde, men ikke fusioneres! Men alligevel arbejder EU-systemet i uskøn samdrægtighed med de politiske eliter i landene på at videreudvikle den uønskede union. (Undtagen i de østeuropæiske medlemslande, der har friske erindringer om tabt suverænitet.)

Dette kan kun lade sig gøre, fordi EU fra starten er konstrueret på en udemokratisk facon, hvor der som udøvende organ er skabt en Kommission, hvis opgave er at ikke bare administrere det bestående regelsæt, men også at presse udviklingen frem mod den totale union. Dette er godkendt af de til enhver siddende politiske eliter i deltagerlandene, og befolkningerne har slugt det råt, fordi vi stoler på vore folkevalgte – altså lige indtil Brexit. Og dog – også i Frankrig og Holland har befolkningerne ved de seneste års afstemninger sagt nej tak til mere union, men så har politikerne blot omformuleret de nye unionstiltag og så vedtaget dem, mens vælgerne ser måbende til.

Danmark indtager dog også en bemærkelsesværdig position, fordi vi siden 1990’erne har sagt nej til nye påfund, når vi er blevet spurgt direkte ved folkeafstemninger. Derfor har vi de fire forbehold, som vi klamrer os til. Og derfor undgik vi at få Euroen.

Men udviklingen har ført til fremkomsten af nye, unionsafvisende partier i UK, Frankrig, Tyskland, Holland – og Danmark. EU-tilhængerne vil møde stadig større modstand i fremtiden.

Hvad skal der da til for at redde det europæiske samarbejde? Jeg har før været inde på forslag til ændringer, og de er også dukket op i den offentlige debat:

Unionsdrømmen må begraves en gang for alle. Vi vil kun have samarbejde mellem nationalstaterne, som vi også er blevet lovet fra starten. EU-kommissionen må fusioneres med Ministerrådets sekretariat og fremover modtage sine instrukser fra Ministerrådet, hvor alle lande skal have veto. EU-parlamentet skal kun have rådgivende beføjelser og udpeges af og blandt medlemslandenes parlamenter – nogenlunde som Nordisk Råd. Og EU skal koncentrere sig om økonomisk samarbejde og frihandel. Der er nok af velfungerende internationale organer, der tager sig af forsvar (NATO), kriminalitetsbekæmpelse (Interpol) o.s.v.

Indvandringstilhængere på Donau

Er lige kommet hjem fra en uges tur – det, der vist tidligere hed selskabsrejse – på Donau. Har altså besøgt tre af de fire Vysegrad-lande i Centraleuropa, der har århundredlange erfaringer med tyrkernes forsøg på at erobre nye europæiske lande. Og som nu foreløbig ved deres effektive grænsekontrol fra efteråret 2015 har stoppet den seneste bølge af migranter fra fortrinsvis muslimske lande.

På turen var der nogle, der gerne ville tale om flygtninge/indvandrersagen – jeg tog ikke selv nogen initiativer i den retning, men sagde min mening, når jeg blev spurgt. Og jeg måtte konstatere, at der stadig er en stor gruppe af hårdnakkede indvandrings-acceptanter i den danske befolkning. De falder i to grupper:

1. De blødhjertede. De mener, at vi – Europa, Danmark – har det fulde ansvar for migranternes velbefindende, når de begiver sig ud på Middelhavet. De tænker ikke over konsekvenserne for vores samfund og deres egne børns og børnebørns livsvilkår i et Danmark, der bliver splittet i parallelsamfund. Når jeg anførte, at da migranterne selv begiver sig ud på Middelhavet i livsfarlige gummibåde o. lign., kan Europas moralske ansvar ikke være at samle dem op og sejle dem til Italien, men højst sejle dem tilbage til Libyen, blev de fjerne i blikket eller endog vrede.

2. De hårdkogte faktaresistente. De mener stadig ikke, at der er nogen særlige problemer med masseindvandringen, og de har alle bortrelativeringsflosklerne klar. Når de bliver trængt af kendsgerningerne, benægter de dem.

Egentlig er de to grupper vel varianter over det samme tema, som jeg var inde på i min allerførste postering på denne blog: De er gode mennesker, der vil redde hele verden, uden at bekymre sig om konsekvenserne. De er hjernevasket af 68’er mentaliteten og årtiers læsning af Politiken og Information, og kiggen Danmarks Radio og TV2. De er gennem 70 års fred og velstandsstigning blevet vant til at tro, at intet ondt udefra kan ramme dem og deres. Og de udgør, selv efter de sidste års terror og Nytåret i Køln, en ret stor del af befolkningen, og de dominerer stadig de snakkende klasser: Lærere, præster, journalister – og politikere.

Så hvordan vil den nærmeste fremtid forme sig? Man må desværre befrygte, at der ikke vil blive sat effektivt ind mod den sivende indvandring fra Mellemøsten og Afrika, og nye generationer af efterkommere synes at blive stadig mere utilpassede og fjendtligt indstillede overfor værtslandet. Så vi vil få stadig flere parallelsamfund og ghettoer, ghettoskoler og gymnasier, flere utrygge boligkvarterer, mere vold i nattelivet, mere terror. Det vil stadig fortrinsvis gå ud over de lavere danske socialgrupper, så Politiken-segmentet vil fortsætte med at ignorere og fortrænge problemet.

Men på et tidspunkt vil de herskende klasser også blive ramt. Da, og først da, vil statsmagten blive sat ind. Man må håbe, den har tilstrækkelig styrke til den tid.

Alt dette får nogle til at sammenligne med situationen i 1930’erne, hvor det selv samme Politiken-segment ikke ville høre tale om faren fra Hitlers Tyskland. Det var de nationalkonservative, der advarede – med Churchill som den mest markante. Kommunister og socialdemokrater var også fjender af nationalsocialismen. Men Politiken-segmentet opfordrede til forståelse, til appeasement, til dialog – ganske som i dag.

De burde dog have lært af historien, for islam er i bund og grund en herrefolksideologi ligesom nazismen, der ikke vil de urene undermennesker noget godt.  Begge ideologier er antidemokratiske, begge tolererer ingen afvigelser endsige frafald, begge vil udbrede deres herredømme med vold. Begge er uforenelige med Danmark, som vi kender det.

Jeg håber som sagt, at det her ender godt. Men det kommer til at koste ”blod, sved og tårer”.