Forsvarets umulige opgave i Den tredje verden

Så er der igen dukket en sag op om danske udsendte soldaters påståede overtrædelse af reglerne om behandling af fanger. Den danske bataljon i Irak har i 2004 tilsyneladende taget nogle irakere til fange og efterfølgende udleveret dem til de irakiske myndigheder. Det har udsat fangerne for risiko for tortur, og derfor måtte de ikke udleveres.

Denne historie, og mange tilsvarende, viser i en nøddeskal, hvor umulig en opgave det er at bede vores forsvar om at udføre disse demokratiskabende operationer i fjerne lande. Forsvarets primære ydelse er at kunne bekæmpe fjendens styrker, ikke at udføre politimæssige opgaver blandt en civilbefolkning, og da slet ikke i fremmede lande. Når vore udsendte styrker tager civile til fange, fordi de mistænker dem for at være kriminelle eller indblandet i terroraktiviteter, skal sagerne behandles af politi, det vil nødvendigvis sige det lokale politi. Hvis vi ikke kan udlevere fanger til det lokale politi, fordi vi mener, at det udøver tortur, går alt jo i stå. Vi kan ikke føre fangerne til Danmark, selv om indvandringslobbyen måske gerne ville, da det danske politi selvsagt ikke kan efterforske, hvad der er sket i Irak. Vi kan heller ikke sende danske politifolk til disse lande for at udøve politimyndighed. Vi kan åbenbart ikke en gang overdrage dem til udstationerede britiske styrker uden at få problemer med menneskeretsorganisationerne.

Konklusionen er, at vi må afholde os fra disse langvarige tilstedeværelser i fjerne lande.  Hele konceptet med at lyn-opdrage dem til vores form for demokrati er også tvivlsomt. Det hviler på, hvad jeg før har kaldt Anker Jørgensen-George Bush-syndromet: At man tror, at det nuværende vestlige demokratiske samfundssystem er det eneste rigtige og naturlige, som alle folkeslag i hele verden til alle tider har ønsket og ønsker sig, og at det kun er onde mennesker, der har forhindret det i at ske.

Jeg mener, at vores samfundssystem er resultatet af vor egen uddannelsesmæssige, tekniske, organisatoriske og kulturelle udvikling, som har skabt vort nuværende økonomiske og politiske system. Det er faktisk kun ca. 100 år gammelt. Det er meningsløst at tro, at vi kan overføre det til andre lande med en helt anden udviklingshistorie og på helt andre udviklingstrin. Derfor er jeg også bekymret over det ”arabiske forår”, over situationen i Irak og Afghanistan. Alle disse lande kan kun udvikle sig til demokratier – og afskaffe tortur! -, når de engang har fået en stor, veluddannet middelklasse, indbefattet veluddannede bønder og arbejdere. Det kan ikke ske i løbet af nogle få år pr. dekret fra oven – eller fra Vesten.

Dette sætter så Forsvaret i en klemme. Siden midten af 1990’erne har både politikerne og Forsvarets egne personelorganisationer været enige om at ændre det radikalt fra at være et dansk territorie-forsvar til at være et instrument til intervention i fjerne U-lande. Hæren er blevet ændret fra at kunne bekæmpe en invaderende styrke til at være en gendarm-organisation, med kun få kampvogne i behold. Flåden har afskaffet alle de skibe, der kunne hævde vor suverænitet i vore egne farvande, og har i stedet fået fem kæmpeskibe til operationer på verdenshavene. Kun Flyvevåbnet har pr. sin natur bevaret sin evne til indsats både hjemme og ude. Hvis nu Forsvaret ikke kan deltage i længerevarende internationale operationer, fordi det uundgåeligt vil give problemer med juraen, står det i et betydeligt dilemma.

Og Forsvaret vil få problemer med juraen, det vil en aggressiv venstrefløj/radikale sørge for, hjulpet af en presse, der vil blæse den mindste bagatel op for at få dagens overskrift. Interessant i øvrigt med de venstreorienterede og de radikale. Under Den kolde Krig var de utrættelige i deres bekæmpelse af Forsvaret, der dengang skulle sættes ind mod en mulig sovjetisk aggression. I dag er de lige så utrættelige i deres kritik, selvom Forsvaret i dag arbejder for at redde Verden, eller noget lignende. Hvad er fællesnævneren for deres modvilje? Kan det være nationalt selvhad? Eller er de bare kompromisløse idealister, ligesom den velmenende hovedperson i Ibsens ”Vildanden”? Han fik som bekendt også udvirket noget med sin ”ideale fordring”.

De EU-begejstrede og deres endemål

Med jævne mellemrum modtager offentligheden henvendelser fra vore folkevalgte i Europa-parlamentet. Fra de EU-begejstrede partiers folk er det som regel opfordringer til at gå ind for mere union. Senest har Morten Løkkegaard haft en kronik i Berlingske, hvor han i svulmende vendinger opfordrer til, at Danmark dropper alle EU-forbehold og går ind i Unionen og Euroen med fuld musik.

Kronikken indeholder ingen egentlige argumenter for mere union – det antages åbenbart som en selvfølge, at mere union er godt for alle. I stedet indeholder kronikken masser af moralske opråb: Dens overskrift, ”Drop tagselvbordet”, anslår tonen. Vores hidtidige EU-politik har været et tag-selv-bord med luksustilværelse, vore forbehold har været til stor skade for Danmark (hvordan?), vi er hægtet af det militære hjælpearbejde (og hvad så? Hvad med Libyen, hvor vi deltog mere aktivt end de fleste ikke-forbeholds-EU-lande), vi deltager ikke i politisamarbejde om bekæmpelse af børneporno (direkte forkert påstand), og vi skal binde os til Europagten, for den er ”udkastet til noget stort. Den fælles vej ud af moradset.” Ingen diskussion af fordele og ulemper, ingen afvejning – kun ukritisk anprisning.

Man får indtryk af, at når nogle af vore EU-parlamentarikere bare har været en kort tid i systemet, bliver de totalt ukritiske unionstilhængere. De mister blikket for, at der er andre veje at gå. EU bliver en religion for dem, og Euroen er det helligste sakramente.

Hvis nogen tror, at jeg overdriver, kan man læse Berlingskes tillæg ”Politiko” fra 19. december 2011. Her interviewes en oprindelig fransk akademiker, Simon Serfary. Han mener, at det ”næste nødvendige skridt selvfølgelig (!) er at fuldende Unionen. Det ville være en naturlig fortsættelse af Europas historie. Fra by-stat til national-stat til medlems-stat.” ”Hvordan forestiller de enkelte lande sig at leve videre? Selv Tyskland er for lille til verden i det 21. århundrede.”

Værs’go og spis! Sådan ser Europas politiske og akademiske elite på udviklingen. At hr. Serfary overser, at Europa faktisk har været samlet flere gange – Romerriget, det Tysk-romerske Rige – jeg vil ikke inkludere Napoleon og Hitler – er en ting. Men hans forudsætning om, at de nuværende nationalstater må forsvinde, er lige så uargumenteret som Løkkegaards kronik. Og alligevel er det disse mennesker, der sætter kursen i EU!

Jeg var med til at stemme os ind i 1972. Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle komme så vidt så hurtigt. Og vi blev også forsikret om det modsatte. (”Unionen er stendød”, citat: Statsminister Poul Schlüter.) Nu er jeg virkelig bekymret.

Euro-området er ikke som USA , deraf kommer problemerne

Inspirationen til Euro-dannelsen – og til hele ideen om EU’s Indre marked – har formentlig været USA’s succes. Man har ment, at når USA havde opnået succes og økonomisk styrke og effektivitet med sit store hjemmemarked, måtte EU kunne gøre det samme. Når USA med succes har samme valuta for alle 300 millioner indbyggere, måtte EU’s 400-500 mio. også kunne have samme møntfod med samme succes.

Hvad karakteriserer så USA's økonomi? Landet er delt op i 50 delstater, men de har kun een central nationalbank, der kan udstede penge. Hver stat kan dog udstede obligationer til at finansiere et eventuelt underskud, men det kan private foretagender også. Og delstater kan komme i gældskrise, som f.eks. Californien. Så langt ligner forholdene i USA dem i Euro-området.

Problemerne opstår, når den realøkonomiske udvikling i forskellige dele af valutaområdet er forskellig. Det kan være pris- og lønstigningerne, der er forskellige, og/eller det kan være produktivitetsudviklingen. Når det sker mellem lande med forskellig valuta, kan forskellene udlignes gennem ændringer i valutakursen. Men når det sker indenfor samme valutaområde, må udligningen ske gennem flytning af ressourcer – d.v.s. kapital og/eller arbejdskraft. Præcis dette er altid sket i USA: Der har været vandring fra land til by under industrialiseringen, vandring fra Midtvesten til Californien under tørken i 1930’erne, og vandring i vore dage til ”Solbæltet”.

Pointen er, at sådanne vandringer indenfor Euroområdet er urealistiske. Godt nok var der i de hektiske 1960’ere millioner af fremmedarbejdere fra Sydeuropa, der drog til især Tyskland og Frankrig. Men i vore dage er det ikke realistisk at forvente, at de arbejdsløse i Grækenland eller Spanien flytter til Tyskland. Der er heller ikke jobs til dem.

Det er det, der er kernen i Euroens indbyggede umulighed. Den forudsætter, at Europa er et land, som USA. Alt dette er blevet påpeget længe før Euroens indførelse. Man kan få den opfattelse, at Euro-fortalerne godt ved dette, og at de ser Euroen som et redskab for at omdanne det mangfoldige nuværende Fædrelandenes Europa til deres eget ideal af en monolitisk ensartet fællesstat.

Ved tilfældighedernes spil er Danmark holdt udenfor dette gigantiske sociale eksperiment. Godt det samme, for eksperimentet er dømt til at mislykkes, efter min opfattelse.

Det, der sker nu, er, at EU-lederne prøver at behandle gældskriserne i forskellige Eurolande. Men de har ingen mulighed for at behandle de egentlige økonomiske problemer i de Sydeuropæiske lande, der slås med en overvurderet møntfod og deraf følgende stadig stigende arbejdsløshed. Situationen er allerede desperat i Grækenland, og man kan kun frygte for udviklingen i de øvrige lande i de kommende år, hvis kursen ikke ændres.

Spin og kontra-spin

Et nyt eksempel på mediernes lemmingeadfærd, men måske også på spin eller kontra-spin, er de sidste dages genopblussen af lækage-sagen om danske jægersoldaters udsendelse til Irak i 2007.

Selve dagens substans er papirtynd: Nogen i Forsvarsministeriet kommer til at røbe overfor nogle journalister, at en enhed fra Jægerkorpset skal sendes til Irak til forstærkning af den dengang udstationerede danske bataljon. Jyllandsposten og TV2 beslutter at bringe nyheden. Forsvarschefen beder Jyllandsposten om at vente med at bringe historien, til jægerne er kommet på plads, men det nægter bladet. Derefter beslutter TV2 også at bringe nyheden. Efterfølgende udtalte Jægerkorpsets chef, at lækagen kunne have øget risikoen for soldaterne. Jægerkorpset led dog ingen tab under sin udstationering.

Mere er der ikke i selve sagen. Nogen i Forsvarsministeriets ledelse har dummet sig, måske er en spindoktor gået for langt for at prøve at få sin minister til at tage sig godt ud, hvilket er hans job. Men det er umuligt at se de samme demokratiske problemer i denne sag, som man kan se i den nyeste spindoktor-sag fra den tidligere skatteministers periode.

Men det rejser nogle spørgsmål:
Skal Jyllandsposten og TV2 ikke retsforfølges for at have offentliggjort militære hemmeligheder i krigstid?

Hvordan og hvorfor dukker lydfilen, hvor den tidligere forsvarsministers spindoktor udpeges, op nu? Dens indhold var jo kendt i forvejen.

Højesteret har tidligere afgjort, at lydfilen ikke skal offentliggøres af hensyn til pressens kildebeskyttelse. Skulle Ekstrabladet så ikke blot have sendt filen tilbage til Danmarks Radio? Har Ekstrabladet ikke begået hæleri ved at offentliggøre den?

Først kommer der gamle oplysninger i skatte-spindoktorsagen fra en skattedirektør, der er organiseret socialdemokrat. Så kommer der en gammel DR-lydfil i den anden spindoktor-sag. Sagerne kædes med begejstring sammen af socialdemokratiets politiske ordfører – det er ham, der ville give den afgåede regering skylden for IC4-skandalen, selvom togene blev bestilt allerede under Nyrup i slut-1990’erne - , og hele pressen følger trop. Alle fortrænger, at statsministeren faktisk har en uafsluttet skattesag om mange års uberettiget benyttelse af ægtefælles personfradrag, en sag, der er blevet forældet i Skat Københavns hænder.

Enhver kan efter behag forbinde punkterne med streger, som amerikanerne siger.

Euro-topmødet ignorerer de grundlæggende problemer

Så har endnu et EU-topmøde ”reddet Euroen” – igen-igen.

Men som jeg før har anført, har Euroen som valuta ingen større problemer – den er i realiteten lig med 2 stk. D-Mark og er baseret på den stærke tyske økonomi. Euroen kan kun komme i problemer eller bryde sammen – i realitets-betydningen af ordene – hvis verdensmarkedet mister tilliden til den, d.v.s. til Tyskland, og det vil vise sig ved, at den falder stærkt i værdi overfor US $, UK £ og alle de øvrige valutaer. Dette er som bekendt ikke sket og synes ikke at ville ske i nogen overskuelig fremtid.

Det, vi har set i de sidste par år, har ikke været en Euro-valuta-krise, men en statsgældskrise i de Eurolande, der har haft den svageste økonomi: Irland, Portugal, Grækenland. Årsagen har primært været svage statsfinanser, som dog hænger nøje sammen med landenes medlemskab af Euroen. Dette medlemskab har i en årrække sløret markedets opfattelse af disse staters egentlige økonomiske situation: Markedet har fokuseret på fraværet af valutakursrisiko på deres statsgældspapirer, og glemt selve kreditrisikoen, altså staternes betalingsevne.

Men Euromedlemskabet har også medført en anden årsag til disse landes svage økonomi: I de sidste 10 år har disse lande haft en dårligere inflations- og produktivitetsudvikling end Tyskland. Dette ville før Euroen have medført et pres nedad på deres valutaer, men dette er ikke muligt nu med Euromedlemskabet. Derfor er Eurokursen for høj i forhold til de sydeuropæiske landes økonomiske formåen, og tilpasningen sker nu i form af lavkonjunktur og høj arbejdsløshed i disse lande. De har ikke betalingsbalanceproblemer, der ellers i tide ville have fremtvunget en tilpasning. De har i stedet fået finansieringsproblemer.

Samtidig har disse landes problemer presset Euroen lidt ned i kurs i forhold til, hvor den ville ligge, hvis Tyskland var alene i Euroområdet. Dette medfører for den tyske økonomi reelt en lille devaluering, der hjælper de tyske eksporterhverv og generer de tyske importerhverv. Det vil sige, at Tyskland i realiteten lukrerer på den kedelige situation, mens de sydeuropæiske lande lider. Tyskerne har næppe spekuleret i dette ved Euroens indførelse – det var ikke dem, der ønskede den indført – men det betyder dog, at de nu har endnu bedre råd til at betale for Euro-områdets opretholdelse!

Det nys afsluttede topmøde har slet ikke beskæftiget sig med disse grundlæggende problemer. Man har kun truffet aftaler om begrænsning af staternes underskud, hvilket i sig selv er nødvendiggjort af Euro-medlemskabet, men som ikke just vil hjælpe de arbejdsløse i Sydeuropa.

Konklusionen er, som anført utallige gange, at valutaunioner mellem uafhængige stater ikke kan fungere. Det har været prøvet mange gange, altid med fiasko. Ideen er i familie med den ufleksible fastkurspolitik, som også har medført så mange problemer, og f.eks. gjorde George Soros rig på de britiske skatteyderes bekostning.

Løsningen er at føre en fornuftig økonomisk politik hjemme og lade markedet bestemme valutakurserne med modererende og stabiliserende, ikke politiserende, indblanding fra Centralbankerne og regeringerne. Men dette stemmer ikke med Europa-drømmernes ønsker. For dem er Euroen et politisk symbol-projekt, der retfærdiggør enhver omkostning, også lavkonjunktur i Sydeuropa. Så vi vil også på det valutapolitiske område komme til at leve i ”interessante tider” i de kommende år.

 

Helle Thornings skattesag og pressens lemmingeadfærd

Den samlede danske presse synes at mene, at den havde en stor dag i mandags, d.5. december, hvor den fik trængt tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen op ad væggen med en byge af enslydende spørgsmål til behandlingen af nuværende statsminister Helle Thorning Schmidts skattesag.

Spørgsmålet lød, om Venstre har holdt møder om HTS’s skattesag, ja eller nej. Og dette tilsyneladende uskyldige spørgsmål lader sig jo ikke besvare så kort. Løkke prøvede at forklare, at Venstre selvsagt har drøftet sagen og dens politiske implikationer løbende på mange møder, men at man ikke har holdt møder, hvor dagsordenen var at påvirke skattesagen eller lække oplysninger. Denne forklaring på ganske få sætninger fik Løkke imidlertid ikke lov at afgive til pressen. Han blev især afbrudt af den tidligere Se og Hør-redaktør, Qvortrup.

Retfærdigvis fik Løkke få timer efter lejlighed til at forklare sig i de første TV-aviser, men den forklaring blev kun flygtigt omtalt i de senere TV-nyhedsudsendelser. I stedet er den samlede presse blevet rørende enige om, at Løkke ikke kunne svare på et simpelt spørgsmål.

Men mange spørgsmål kan ikke besvares ved et simpelt ja eller nej. Igen må jeg mindes salig Aksel Larsen, der om disse spørgsmål sagde, at man lige så godt kunne spørge en mand, om han var holdt op med at slå sin kone. Hvis Anders Samuelsen havde været pressens offer, ville han måske have sagt, at man lige så godt kunne spørge Qvortrup, om han var holdt op med at tage kokain. Spørgsmålet er urimeligt og uforskammet – man må give svareren lov til at forklare sin sag.

Pressen opfører sig i denne sag som lemminger, eller som meteorologerne siger, som vandet i et badekar: Først løber de alle sammen i den ene retning, og om nogen tid løber de i den anden. Denne opførsel er nok typisk for pressen i underholdningssamfundet. Jeg observerede den første gang, da Kissinger var blevet udenrigsminister i USA under præsident Nixon: I hans første år i embedet blev han forgudet og kunne ikke gøre noget forkert, siden vendte stemningen, og så var alt, hvad han havde gjort, kritisabelt. Pressens formål med dette kan kun være et: At levere underholdning.

I øvrigt er der mange andre spørgsmål i sagen om behandlingen af HTS’s skattesag. Hvis SKAT København ikke må lade sig påvirke af Skatteministeriet i behandlingen af sagen, hvordan kunne direktøren, Erling Andersen, så holde fem møder, hvor, efter hans opfattelse, sådanne påvirkningsforsøg fandt sted? Allerede lidt inde i det første møde skulle han jo have afbrudt det og nægtet at deltage i flere med den dagsorden? Og hvorfor oplyser han det først nu, mere end et år efter, ligesom Ekstra Bladet, og ikke med det samme, da det skete?