Terrorisme og islamisme

Hver gang, der begås en terrorhandling af fundamentalistiske muslimer – senest i går i Sidney –, har de etablerede medier og politikerne travlt med at forsikre offentligheden om, at denne terror ”ikke har noget med Islam at gøre”. Dette uanset, om de pågældende mordere står med blodige hænder og citerer koranvers, der befaler dem at tage livet af ”vantro”.

Det er velkendt, at langt de fleste muslimer ikke er terrorister, selvom bekymrende mange udtrykker sympati for Jihad, Islamisk Stat, Sharialov i stedet for folkestyre o.s.v. Det er også velkendt, at der er mange andre terrorister og massemordere end islamisterne: Breivik, skoleskydere o.s.v.

Det må også antages, at alle massemordere, muslimer eller ej, er personlighedsafvigende. Men det interessante er, hvad der har forårsaget denne fejludvikling. Skoleskyderne har typisk haft en problematisk privat baggrund, for Breivik-typerne har medierne let ved at se forbindelsen til ekstrem højreradikalisering. Kun for muslimerne er der pludselig ingen forbindelse mellem deres fundamentalistiske overbevisning og deres forbrydelse.

Ærlig talt, journalister og politikere: Det er for tyndt. Se dog virkeligheden i øjnene! Det har I meget svært ved i alle spørgsmål, der vedrører udlændinge og indvandring. Se f.eks. Wigotski-afsløringerne.

Armslængdeprincippet – newspeak for ansvarsfralæggelse

Det forekommer oftere og oftere, at ministre afslår at blande sig i underordnede organers afgørelser med henvisning til ”armslængdeprincippet”, der skulle gå ud på, at ministeren ikke må blande sig i disse organers afgørelser og arbejde.

Det synes at være en misforståelse. Jeg er tidligere – d.5. april 2013 – kommet ind på dette princip, der synes at stamme fra skattevæsenets ligning af koncerner med intern handel. Det blev introduceret i kulturpolitikken af Julius Bomholt i 1960’erne, hvor staten begyndte at uddele støtte til kunstnere. Man lagde vægt på, at staten støttede, men ikke dirigerede kunstnerne.

Princippet er nu medtaget i skattelovgivningen, hvor ministeren ikke må blande sig i behandlingen af enkeltsager. Det synes rimeligt, selvom borgerne altid kan påklage afgørelser til domstolene med hensyn til lovmedholdeligheden. Men det kræver ressourcer. Under alle omstændigheder bedst at undgå mistanke om politisk indblanding i skatteligningen.

Men de sidste år synes armslængdeprincippet at have bredt sig ud over andre områder, hvor det ikke hører hjemme. Senest har Kulturminister Marianne Jelved afvist at blande sig i Danmarks Radios bestyrelses beslutning om at nedlægge Radioens Underholdningsorkester under henvisning til ”armslængdeprincippet”. Tilsvarende har justitsminister M. Frederiksen prøvet at fralægge sig ansvaret for Udlændingestyrelsens rapport om Eritrea med samme begrundelse.

Men det holder jo ikke. Der står i Grundloven, at den udøvende magt – statsadministrationen – er hos Kongen, d.v.s. regeringen. Magten kan uddelegeres, men ansvaret og beslutningsretten er i sidste instans hos ministeren, og regeringen som kollektiv. Kulturministeren skal ikke lægge programmerne for DR, men hun har ansvaret for de større beslutninger, såsom nedlæggelse af et kendt og veletableret ensemble i DR. Og justitsministeren skal ikke skrive Udlændingestyrelsens rapporter, men hun har stadig det politiske ansvar for dem.  

Armslængdeprincippet er blevet et fif til at prøve at fralægge sig ansvaret for ubehagelige afgørelser. 

Slagtebænk Danmarks Radio – 1864: Hvad gik galt?

Nu har DR vist alle 8 afsnit af sin 175 mio. kr. dyre serie ”1864”, og katastrofen er fuldbyrdet. Altså ikke katastrofen ved Dybbøl, men den katastrofe, som serien er.

Serien er teknisk flot med gode skuespillere, men seriens forløb er idiotisk af mange årsager:

Historisk er den ikke-oplysende. Vi får ikke en fornuftig forklaring af baggrunden for krigen (og for krigen 1848-50), nemlig de tysksindede slesvig-holsteneres krav om at få hele Sønderjylland indlemmet i det tyske forbund – helt op til Ribe-Kolding! Vi får kun fortalt, at det er de fanatiske danske nationalliberale, der med deres ønske om at bevare det historiske Danmark ned til Ejderen fremkalder konflikten. Desuden fremstilles de danske ledere som fuldstændig vanvittige. Det havde været mere interessant at sammenligne dem med deres åndelige oldebørn, det radikale venstre. Begge kommer fra byernes akademikere og offentligt ansatte, begge er uden realitetssans. De nationalliberale ville frelse Danmark, de radikale vil frelse verden. Det første lykkedes ikke, det andet arbejdes der stadig på.

Og man hører intet til Helstatsfolkene, de konservative, der ville bevare staten udelt, og som måtte samle op, da de nationalliberale gav op efter det militære nederlag. Den tids DF’ere?

Desuden er mange optrin helt på Månen: Soldaten, der er synsk og kan hypnotisere, ja sågar heale! Fra Lars Triers ”Riget”? En sigøjner-hestevogn, der kører ned igennem et feltlazaret! Og i øvrigt blander sig frit med de danske kolonner. Bert Brechts Mutter Courage? Den vanvittige kaptajn, der sætter een mand til at hive en kanon (på ca.½ ton) op af en tilfrosset å!

I øvrigt er samme kaptajns optræden overfor vore to helte helt ude i hampen. Hans sjofelheder ville ikke kunne forekomme. I øvrigt er serien fuld af andre slibrige optrin, der kun kan fremkalde pinlighed i de små hjem.

Så Folketinget, der bevilgede 100 millioner kr. til en historisk fremstilling, står med en lang næse. Hvad gik galt?

Ja, man skulle aldrig have givet Danmarks Radios ledere frie tøjler. Dels valgte de en instruktør – som så gjorde sig selv til ene-manuskriptforfatter – som ikke vil den nationale fortælling noget godt. Ole Bornedal er en moderne kulturradikal, en multikultur-tilhænger, som ikke kunne nære sig for at vise historien gennem sit eget nutidige prisme. Og han baserede sig på en roman, ”Slagtebænk Dybbøl”, af Tom Buk-Swienty,  der i sig selv må være præget af den forfatters egen baggrund som tysk og militærnægter. Ikke noget galt i sig selv, men en atypisk baggrund for at skildre de danske soldaters heroiske indsats netop mod tyskerne, på trods af den uduelige politiske ledelse. De danske soldater blev jo ikke ført passivt til slagtebænken, tværtimod kæmpede de som løver og vakte opsigt i omverdenen. Det er ydmygende at beskrive dem som ofre. Men sandt er det, at de igen-igen blev sendt i krig af politikere, som ikke, mens tid var, havde forberedt dem og givet dem den rette udrustning.

Den daværende kulturminister skulle have fulgt starten på projektet nøje og have styret det i den retning, der var tænkt med særbevillingen: Som et historisk oplysende projekt, fortalt professionelt og med respekt for de mennesker, det omhandlede. Hermed ville man have kollideret med det berømte armslængde-princip, hvilket ikke ville have gjort noget. Mere herom i næste postering.

Bankfinansiering af nystartede virksomheder

Der er behov for økonomisk vækst for at øge beskæftigelsen og mindske underskuddet på statsfinanserne.  Mange etablerede virksomheder har store likviditetsreserver, men kan ikke se muligheder for at investere dem. Samtidig har mange små nystartede virksomheder masser af planer for udvidelse, men de kan ikke opnå finansiering i bankerne. Bankerne er stadig for svagt polstrede med egenkapital efter finanskrisen, så de tør ikke give risikobetonede kreditter i samme omfang som før krisen.

Det skal indskydes, at bankerne ved det nuværende lave renteniveau har svært ved at tjene penge på renterne. De prøver så at øge deres indtægter fra gebyrer, herunder indtægterne fra deres tilknyttede investeringsforeninger, for at genopbygge deres egenkapital, men bliver straks angrebet energisk af journalister, forbrugerorganisationer og røde politikere. Det er ikke let for bankerne at komme i form igen.

Hvordan kan man da fremskynde bankernes genopbygning af deres egenkapital og samtidig direkte øge deres lyst til at finansiere nystartede virksomheder? En simpel måde kunne være f.eks. for et enkelt år at fritage dem helt eller delvis for selskabsskat. Samtidig skulle de ikke udbetale udbytte til deres aktionærer – altså deres ejere – det pågældende år. Det fulde sparede skattebeløb skulle benyttes til særlig risikobetonede lån og kreditter til nystartede virksomheder, som en særskilt kategori i bankernes udlånsportefølje. Der skulle ikke kunne flyttes bestående engagementer, hverken gode eller dårlige, over i denne kategori, kun nye eller forhøjelser af eksisterende faciliteter. Dette skulle attesteres af bankens eksterne revisorer i årsregnskabet. Hvis rammen for nye risikobetonede kreditter ikke blev udnyttet, skulle det ubenyttede beløb indbetales til statskassen - ellers skulle det jo have været betalt som selskabsskat. Hvis nogle af de nye kreditter påførte banken tab, skulle bankens ramme for disse kreditter nedskrives med tabsbeløbet. Renten skulle være den normale. Finanstilsynet skulle kontrollere, at ordningen blev brugt efter hensigten – at hjælpe nye virksomheder uden stor egenkapital i gang.

Ordningen kunne f.eks. løbe i 5 år og så tages op til revision.

Staten ville tabe en del milliarder i selskabsskat det pågældende år, men der ville blive skabt vækst i økonomien, hvilket ville generere øgede skatteindtægter og lavere offentlige udgifter, også i de efterfølgende år.

Søren Krarup og Kaj Munk – Putin og Hitler

De fleste i Vesten tager afstand fra Putins aggressive udenrigspolitik, der indbefatter pression mod nabolandene og i nogle tilfælde direkte aggression – Georgien, Ukraine. Men der er dog også nogle, der har forståelse – i Tyskland taler man om ”Putin-versteher”, den tidligere socialdemokratiske forbundskansler Schröder er det fremmeste eksempel.

De fleste Putin-sympatisører synes dog at findes på den europæiske national-konservative højrefløj. I Danmark er Søren Krarup desværre trådt frem som forsvarer af Putins politik.

Årsagen er, antager jeg, at de europæiske nationale ser Putin som en nationalt tænkende trosfælle. De ser ikke, at Putin har drevet fædrelandskærligheden ud over grænsen for civiliseret opførsel og er blevet chauvinist: Kærlighed til eget fædreland er kammet over og er blevet til fjendskab mod omverdenen og ligegyldighed overfor nabolandenes legitime interesser.

Jeg finder, at Søren Krarups sympati for Putin har ligheder med Kaj Munks sværmeri for Hitler i 1930’erne: Dengang anså mange Hitler for blot en nationalist, der ville bringe Tyskland på fode igen. Ingen troede, at han ville starte en verdenskrig, og tilintetgørelseslejrene var der end ikke drømt om. Man overså, at han havde kvalt det tyske demokrati straks efter sin magtovertagelse i 1933, og man ignorerede eller vidste ikke, at han lige fra den første tid ved magten havde myrdet modstandere på ren gangstervis.

På samme måde ser Søren Krarup og andre bort fra Putins mørke sider: Den russiske opposition bliver undertrykt, medierne er kontrolleret af Putins folk, og Putin forfølger en imperialistisk politik overfor nabolandene, en politik, der har rødder helt tilbage fra Zar-tiden.

Heldigvis er Putin ikke en sindssyg forbryder som Hitler, men der er dog visse ligheder, som ovenfor anført. Kaj Munk gennemskuede først alt for sent Hitler – Søren Krarup bør snarest gennemskue Putin.

Forsvarsudgifterne og danske politikeres reaktion på Putins Rusland

De seneste år har Putins Rusland øget sit pres på sine vestlige naboer, foreløbig kulminerende med annekteringen af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine. NATO-landenes reaktion har været at fortsætte nedskæringen af deres forsvar og fortsætte omlægningen af det resterende militær til at være internationale politistyrker. De russiske magthavere tror næppe deres egne øjne, og fortsætter ufortrødent med at opbygge Ruslands militærs offensive kapacitet og dermed pressionsmuligheder.

Nu er nogle danske politikere ved at få kolde fødder, aktualiseret af den svenske ubådseftersøgning i Stockholms skærgård. Berlingske – der selv i årevis kritikløst har fulgt nedlæggelsen af det danske territorieforsvar – er nu blevet bekymret og har spurgt Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, hvad han vil gøre. De danske forsvarsudgifter er låst fast på godt 20 milliarder kr. om året, og er snart nede på 1,2 % af bruttonationalproduktet (BNP).

TLP har ”det klare budskab”, at han ønsker sagen grundigt undersøgt! Nu står Venstre heller ikke kønt: Det var under Anders Fogh, at man satte fuld fart på afviklingen af territorieforsvaret – hærens artilleri og luftværnet, Ubådene og minevåbnet, nedskæring af flyvevåbnet – og Lars Løkke satte kronen på værket med sin ekstra reduktion af forsvarsbudgettet i 2010 på 15 % eller 2,7 mia. kr. om året, en nedskæring, hvis ødelæggende konsekvenser nu ruller gennem forsvaret.

Men på trods af, at de ændrede udenrigspolitiske vilkår nu er så tydelige, at selv professionelle politikere ikke længere kan ignorere dem, udtaler TLP, at han ikke kan forestille sig forsvarsudgifter på 30 mia. kr.

Hallo – 30 mia. er kun godt 1,5 % af et BNP på næsten 2.000 mia kr. Har Venstre ikke godkendt i NATO, at vi skal stræbe efter at bruge 2 % om året?

Samme dag oplyser Berlingske, at regeringen har startet forhandlinger om en ny boligaftale, hvor der lægges op til at bruge 2,7 mia. kr. om året på at gøre ”udsatte boligområder mere trygge”. Dette er newspeak for, at man vil prøve at afbøde virkningerne af indvandrerbandernes hærgen ved at renovere bygninger, plante træer og sågar ”et mentalt løft”.

Vi har de politikere og den presse, som vi fortjener. Et velfungerende demokrati forudsætter en oplyst og interesseret befolkning. Hvis befolkningsflertallet ikke gider holde sig informeret, eller ikke interesserer sig for landets ve og vel, må vi alle tage følgerne. Vi har ellers aldrig haft bedre muligheder end i dag.

1864-serien i Danmarks Radio

Så har DR vist første afsnit af sin nye serie om krigen i 1864 – den dyreste produktion nogensinde – og man kan danne sig et første indtryk.

Det er som forventet: De nationalt sindede danskere portrætteres som krigsgale chauvinister. Undtaget er de menige soldater – ofrene for de gale – og kvinderne, der i bedste Matador-serie-stil er fornuftige og modige.

Det forekommer, at instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal ikke prøver at præsentere folk loyalt, hvis han ikke er enig med dem. Det er uacceptabelt for en DR-produktion. Man må mindes filmen om Hvidsten-gruppen, hvor instruktøren, Anne Grethe Bjarup Riis, nok heller ikke var meget enig politisk med de mennesker, hun portrætterede: De var nationalkonservative, kongetro, kristne, forsvarspositive. Men hun portrætterede dem loyalt og respektfuldt. Og det må man også kræve, når man beskriver faktiske personer og historiske begivenheder.

Forholdene i midten af 1800-tallet var jo, at de gamle fyrste-centrerede riger var ved at blive erstattet af de nuværende nationalstater, og for Sønderjyllands – Slesvigs – vedkommende var det helt uafklaret, hvor grænsen mellem Tyskland(Prøjsen) og Danmark skulle gå. Nationalromantikere hos os holdt på vores historiske ret, mens Slesvig-Holstenerne holdt på de formelle aftaler. Begge parter ville have hele Sønderjylland, og de danske nationalister var næppe mere fanatiske end de tyske. Naturligvis skulle man have spurgt befolkningen på stedet, hvem de ville tilhøre, og have trukket grænsen efter det – som det skete i 1920. Men det var tiden åbenbart ikke moden til.

Det var det, Bornedal skulle have vist. Og ikke kritisere datiden ud fra sin nutidige kulturradikale skabelon. Men man kan ikke blive forbavset. Den samme kritik kan rettes mod f.eks. filmen om Struensee, ”En kongelig affære”.

Indsatsen mod IS i Irak og Syrien og folkeretten

Der er nu bred tilslutning i Folketinget til at sende danske F-16 fly m.v. til Mellemøsten for at deltage i bekæmpelsen af terrororganisationen Islamisk Stat. Det har rejst spørgsmålet, om denne indsats mon er i overensstemmelse med folkeretten.

Indsats i Irak sker på opfordring fra landets regering, så der er ingen problemer. Spørgsmålet opstår ved indsættelse i Syrien. Den syriske regering har – i hvert fald formelt – ikke givet tilslutning. Men IS er en organisation, der udøver terror og mord både på syrisk territorium og ud fra dette mod udenlandske statsborgere og stater, uden at den syriske regering kan forhindre det. Derfor må stater, der er udsat for denne terror og mord, eller som føler sig i fare for at blive det, være berettiget til at bekæmpe terrororganisationen – men ikke foretage sig andet – på syrisk territorium, også uden den syriske regerings tilladelse.

Dette skrevet, uden at jeg på nogen måde er ekspert i folkeret. Men jeg mener, at retten skal være og også er en kodificering af almindelig rimelighed og sund fornuft.

Et andet spørgsmål er, om vores bombning af IS hjælper. Vores bombning af Gaddafi’s styrker i Libyen og afsættelsen af Saddam Hussein i Irak har jo næppe forbedret forholdene i disse lande.

Men i disse tilfælde greb vi ind i etablerede diktaturstaters forhold. Det skal man nok være mere forsigtig med – Vesten har jo heller ikke grebet ind i den syriske borgerkrig. Men bombning af IS er netop heller ikke destabiliserende for Irak eller Syrien – tværtimod. Og vi skal ikke involveres med egentlige tropper på landjorden. Så vi kan ende engagementet simpelthen ved at flyve hjem, og lade de lokale ordne deres egne forhold, når den tid kommer.

Søren Krarup og Putins Ruslands ”nationale interesser”

I starten af september 2014 havde Søren Krarup et indlæg i Berlingske, hvor han i uldne vendinger udtrykte forståelse for Putins aggression mod Ukraine, som SK mente var forsvar for Ruslands ”nationale interesser”. Siden har han fastholdt sit synspunkt og henvist til Ruslands og Ukraines særlige tilknytning, han har endog kaldt Ukraine en ”provins”.

Jeg mener, at Krarup er på katastrofalt gal kurs i denne sag. Selvfølgelig har Rusland nationale interesser, som det har ret til at arbejde for, men de skal afvejes mod nabolandenes – her Ukraines. Krarup ser kun på Ruslands. Hvad nu, hvis Ukraine ønsker at frigøre sig for sin historiske tilknytning til Rusland? Skulle de ikke have ret til det?

Dertil kommer de russiske metoder: Anneksion af Krim, invasion i Østukraine. Selv om man holdt helt med Rusland i synet på dets interesser, må disse metoder få alle til at sige fra.

Noget andet er, at Vesten og Ukraine ikke har optrådt særlig klogt. Den planlagte handelsaftale mellem EU og Ukraine kunne kun betragtes som en fjendtlig handling mod Rusland, og det samme må siges om tiltagene mod russisk sprog m.v. straks efter den tidligere præsidents afsættelse. Rusland skulle blot have reageret gennem de etablerede politiske kanaler – så ville den nuværende krise have været undgået. Men så ville Krims befolkning nok ikke ved et frit valg have ønsket indlemmelse i Rusland, og det var åbenbart vigtigere for Rusland. De betragter stadig udenrigspolitik som et nulsumsspil, hvor man tager, hvad man kan, mens vi i Vesten betragter det som en fælles projekt, hvor alle kan vinde ved at samarbejde.

Ruslands invasion af Ukraine: Hvorfor gør de det?

Med den direkte russiske invasion af det østlige Ukraine trænger den nye sikkerpolitiske virkelighed sig endelig på i det magelige Vesteuropa. Nu kan vi ikke længere undslå os for at reagere. Men det er vigtigere end nogensinde at forstå vor modstander.

Lad os huske Vietnamkrigen. Det står nu klart, at Vietnam og USA udkæmpede to forskellige krige: Vietnameserne så krigen som en sidste del af deres kamp for at befri sig for vestlig (fransk) imperialisme, mens USA så krigen som en del af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske stormagter. USA troede, at de udkæmpede en ny Korea-krig, men i stedet udkæmpede de en genopførelse af deres egen uafhængighedskrig fra 1770’erne, men nu med dem selv i rollen som briter.  Hvis USA havde forstået vietnameserne, var meget gået anderledes.

Det betyder absolut ikke, at Rusland nu har ret i deres aggression mod Ukraine, men vi bør altid bestræbe os for at forstå modstanderens bevæggrunde. Vesten ser Rusland som en aggressor, der vil flytte landegrænser med militær magt, mens Rusland mener, at de blot tager det, som retmæssigt er deres. Hvordan skal vi vurdere det?

Den fornuftige og holdbare løsning må for det første tage udgangspunkt i de berørte befolkningsgruppers egne ønsker. Og her er det meget usikkert, hvor stor en del af befolkningen i det østlige Ukraine, der ønsker deres landsdel indlemmet i Rusland. Det er klart, at den russiske regering og desværre den store, uinformerede del af det russiske folk ikke ønsker at vente på reelle informationer om denne detalje.

Dernæst må man, hvis nogen ønsker at flytte på grænserne, gøre dette ved forhandlinger mellem staterne og evt. via den internationale domstol i Haag. Heller ikke dette har den russiske regering ønsket at tage del i.

Så henviser nogle til historien, der i sig selv skulle give Rusland ret til forskellige områder udenfor deres nuværende grænse. Det er en interessant betragtning, der vil sætte fut i den kedelige sameksistens kloden rundt – vi kan jo begynde med Skåne, Halland og Blekinge – ”de besatte territorier på Østbredden”, som Rasmus Jarlov har sagt. Udover det vanvittige i at mene, at historien skulle overtrumfe folkenes selvbestemmelsesret, rejser det praktiske problemer: Nogle områder har skiftet tilhørsforhold mange gange. Hvilket tidspunkt i historien skal så være gældende?

Putin benytter desværre også Hitler-retorik, når han taler om, at han må beskytte sine folkefæller mod mishandling i nabolandene. Der er intet i den nuværende situation, der retfærdiggør denne betegnelse. Men desværre rummer Ukraine også betydelige grupper af (ukrainske!) chauvinister og udemokratiske elementer, der for snart et år siden fik vedtaget en stramning af forholdene for den russisktalende del. Denne idiotiske provokation har formentlig været stærkt medvirkende til den russiske indblanding.

Men det er heldigvis taget af bordet nu. Den nuværende regering i Ukraine er uden tvivl klar over, at det russisktalende befolkningselement skal behandles ordentligt. Problemet er nu russerne. Hvor store krav vil de stille? Vil Putin først standse, når han har flyttet selve landegrænsen?

Putins holdning afhænger nok bl.a. af Vestens reaktion på begivenhederne. Her er det meget uheldigt, at næsten alle NATO-landene i årtier har reduceret deres forsvar og selv i dagens situation er meget tøvende med at øge det igen. Vor egen statsminister Thorning Smidt med den fantastiske begrundelse, at vi er midt i en forsvarsforligsperiode, der først udløber i 2017! Så må man da håbe, at der ikke udbryder egentlig krig inden da.

Den russiske politik er et strålende eksempel på salami-metoden, hvor hver skive omhyggeligt er tilpasset så tynd, at den forbliver under den vestlige opinions radar. Men, men – vi kan trods alt godt lægge skiverne sammen!

Desværre er der nok ikke nogen nem løsning på situationen. Et element i problemet er den russiske folkelige opinion, der – ophidset af en statslig løgnepropaganda, der desværre igen minder om Nazi-Tyskland – er helt på linie med Putins stormagtsdrømme.

Vesten må reagere på Ruslands pres mod dets mindre nabolande med et modpres – politisk, økonomisk, militært. Det er den eneste basis for forhandlede løsninger, hvis de ellers er mulige. Hvorfor skulle Putin forhandle på områder, hvor han kan tage, hvad han vil have?

Hvor er for øvrigt FN henne i hele denne krise? Under den kolde krig var det jo venstrefløjens og de radikales patentløsning på verdens sikkerhedsproblemer. Heller ikke på dette punkt har de husket at indrømme, at de tog grueligt fejl.

Hvordan tænker Putin og russerne?

Krisen omkring Ruslands indlemmelse af Krim-halvøen og efterfølgende destabilisering af Ukraines østlige provinser giver stof til alvorlige overvejelser i den vestlige verden. Hvad tænker russerne? Hvad er Putins mål, og hvilke midler vil han anvende?

Et indlysende mål for russerne – og her synes Putin og befolkningens store flertal at være på linie – er at få alle etniske russere ”hjem til Riget”, for at citere en tidligere diktator. Det er vel i sig selv et legitimt mål, forudsat at de etniske russere ikke er plantet i området alt for nyligt. Men det afgørende er, at sådanne grænseændringer sker gennem fredelige forhandlinger mellem alle involverede. Det var ikke tilfældet, da Rusland annekterede Krim. Russerne afholdt en parodisk folkeafstemning, som gav flertal for tilslutning til Rusland, men seriøse undersøgelser peger på, at der egentlig ikke var flertal for det. Omverdenen anerkender ikke annekteringen af Krim.

Efter Krim har den russiske regering fortsat med at opildne de etniske russere i Ukraines østlige provinser til at skabe uro, og russerne har endog sendt frivillige fra andre stater ind i Østukraine for at hjælpe med at bekæmpe de ukrainske myndigheder. Det er i dag svært at se, hvad der vil ske blot få måneder frem. Den russiske regering lyver verdensoffentligheden op i dens åbne ansigt, og der er ingen garanti for overensstemmelse mellem, hvad russerne lover, og hvad de derefter gør.

Det fører til spørgsmålet: Hvordan tænker russerne? Hvad styrer dem?

Jeg har i denne blogs første postering fremført den tanke, at de borgerlige, især vestlige, samfund styres af især disse værdier:

   Retfærdighed (alle får, hvad de har gjort sig fortjent til)

   Samhørighed (vi vil helst leve sammen med dem, der tænker og reagerer som vi selv)

   Handlefrihed (indenfor vedtagne rammer, fordi det er mest menneskeværdigt)

Mens jeg mener, at de venstreorienterede vil bygge samfundet på:

   Godhed (alle skal have, hvad de har brug for, uanset hvad)

   Multikultur (alle folkeslag vil have glæde af at leve blandet med hinanden)

   Offentlig styring (fordi fællesskabet ved bedre end den enkelte)

Men russerne og Putin synes at være styret af et helt tredje sæt værdier:

   Selvhævdelse (enhver tager, hvad han kan slippe af sted med)

   Samhørighed med egne, men mistænksomhed eller modvilje imod alle andre

   Handlefrihed, forstået som frihed for aftalebindinger og konventioner, med mindre man er tvunget til eller har fordel af at respektere dem

Dette tredje sæt værdier placerer Putin, som kansler Merkel har bemærket, i 1800-tallet.

Hvad kan vi da forvente af Putins Rusland, og hvordan skal Vesten håndtere det?

Vi kan forvente, at Putin går frem, ikke indtil der er opnået en rimelig balance mellem Ruslands og nabolandenes interesser, men indtil modstanden mod Rusland er vokset til et omfang, der opvejer hans fordele. Vi må støtte Ukraine på alle måder – det sker nu – og vi må lægge maksimalt økonomisk pres på Rusland, med mindst mulige omkostninger for Vesten selv. Og vi kommer ikke uden om at styrke vores forsvar i vore egne lande.

Vi må også styrke vores selvforsyning med energi ved at satse maksimalt på moderne atomkraft. Det bør i øvrigt undersøges, om og i hvilket omfang 1970’ernes kampagner mod atomkraft var styret af KGB for at svække Vesten.

EU: Fri bevægelighed for arbejdskraft i passende omfang

Et af de store formodede fremskridt ved EU's indre marked er den frie bevægelighed for arbejdskraften. Den antages at fremme den samlede effektivitet og velstand, og det er jo godt.

Imidlertid dukker der efterhånden betænkeligheder op i de rigere vesteuropæiske lande, hvor mange faggrupper må se sig underbudt af kolleger fra de østlige medlemslande. I Danmark har der i snart mange år været masser af især polske bygningshåndværkere i arbejde, i Tyskland bliver tyske slagteriarbejdere sendt i arbejdsløshed, fordi slagterierne kan ansætte polakker – ofte via vikarbureauer – til langt lavere løn. Var det meningen med det indre marked?

Det blev i hvert aldrig sagt tydeligt! Tanken var, at arbejdskraften skulle bevæge sig hen, hvor der var brug for den – og så arbejde for den lokale løn på stedet. Ikke for den lavere løn i hjemlandet.

Men egentlig er det jo logisk, hvad der sker. Det er jo også det, der sker ved handel med varer mellem landene: Varerne bliver produceret der, hvor de er billigst at lave. Derfor er store dele af den danske industri – tekstil, skibsværfter o.s.v. – blevet udkonkurreret. Samtidig har vore virksomheder fundet andre områder, hvor de kan vokse: Medicinal, vindenergi o.s.v. Dette kaldes international arbejdsdeling og betragtes som en nyttig udvikling.

Men det er noget nyt, at de udenlandske arbejdstagere kommer her og udkonkurrerer de lokale. Det kan jo kun ske, fordi vores økonomi består af mange forskellige typer virksomheder, der spænder fra de mest videnstunge og specialiserede – jeg kalder dem NOVO-Danmark – over til de mere traditionelle som murere og slagteriarbejdere, hvor vi ikke har nogen særlige fortrin.

Så det er klart, at arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU er en fordel for dem, der vandrer. Det er også en umiddelbar fordel for de danskere, der kan ansætte de billige udlændinge. Og det er en dårlig ting for de danske arbejdstagere, der bliver udkonkurreret. Hvem skal vi så tage mest hensyn til?

Jeg mener, at vi skal tage mest hensyn til vores egne! Ellers får vi et samfund, hvor kun de mest konkurrencedygtige danskere er i arbejde – til en høj løn – mens de øvrige er blevet udkonkurreret af indvandrede lavtlønnede. Det sidste er måske neo- og ultraliberalisternes drøm, men det er ikke acceptabelt ud fra et nationalkonservativt synspunkt!

Fri bevægelighed for arbejdskraft under forudsætning af, at den ansættes til det eksisterende lønniveau på arbejdsstedet. Og at der er ledige jobs.

Så her er endnu et punkt, hvor EU må rulles tilbage.

EU: Gøgeungen, der vil presse nationalstaterne ud af reden

Så er valget til EU-parlamentet overstået. Den generelle tendens var stor fremgang for de EU-kritiske partier.

Det har ledt mange EU-tilhængere til at konstatere, at befolkningerne er blevet mere Europa-kritiske. Men det er jo helt forkert, og det er en unødvendig misforståelse. For næsten hver gang, journalisterne spørger en vælger om EU, lyder svaret, at EU efterhånden blander sig i alt for meget. Det er jo sagen: Folk vil nu som før gerne deltage i europæisk samarbejde, men EU udvider sit sagsområde år for år og arbejder mod at blive til en enhedsstat. Det er denne vækst i EU's beføjelser, som folk reagerer imod. Men journalister og de etablerede politikere er så meget en del af EU-systemet, at de ikke ser noget påfaldende i dynamikken i processen. De anser ”EU's udvikling” for at være det normale, mens folket ser, at tæppet gradvist bliver trukket væk under vore kendte samfund.

EU-systemet er en gøgeunge, der arbejder målbevidst på at presse nationalstaterne ud af reden. Det reagerer folk nu imod.

Et af de vesteuropæiske lande, hvor der kun er svage protester, er Tyskland. Men det er jo ikke så sært: Man siger jo, at hvis Tyskland og Frankrig er enige om noget i EU, bliver det gennemført. Og det er Tyskland, der er seniorpartneren i det parløb. Der er ikke noget forkert i dette: Tyskland er med sin størrelse og vægt uundgåeligt toneangivende. EU-processerne bidrager til at sløre dette billede, men det er realiteterne. Tyskerne har ikke noget at klage over. Hvis EU prøver at genere dem – f.eks. angående bilers forurening – er det EU, der må rette ind. Hvis EU absolut vil have en fælles valuta, bliver det på tyske vilkår – så må Sydeuropa rette ind, med de enorme sociale omkostninger, vi ser i disse år.

EU må rulles tilbage til det, det var omkring 1990. EU's udvikling må bestå i at perfektionere det indre marked for varer, og løbende tilpasse sig omverdenens udvikling. EU's udvikling skal ikke bestå i at brede sig over stadig flere områder.

Se og Hør skandalen og Snowden og NSA

I en nyligt udkommet bog af Ken B. Rasmussen, ”Livet, det forbandede”, afsløres det, at Se og Hør har betalt en ansat ved Nets for at levere oplysninger om kendte personers Dankort-benyttelse. Efterfølgende er det kommet frem, at også enkelte ansatte hos SAS, Naviair og selv Rigshospitalet har gjort noget tilsvarende.

Straks er hele politiker- og medie-Danmark oppe i gardinerne med krav om ”stramninger” og ”forbedring af systemerne”. Man har sågar fået den oprindelige whistleblower, nu KGB/FSB-meningsagent Edward Snowden til fra Moskva at fyre op under sagen ved at opfordre Folketinget til at begrænse overvågningen af den elektroniske kommunikation.

Det er muligt, at Nets skal stramme deres interne procedurer m.h.t. logning af medarbejderes kiggen i dataene. Men grundlæggende synes sagen at være mere banal: Der er næppe noget galt med systemerne, hverken i Nets, SAS, Rigshospitalet o.s.v. Det er enkelte personer, der er noget galt med. Uanset hvad man gør, kan man ikke forhindre betroede medarbejdere i at tage viden med ud af virksomheden og sælge den til skrupelløse aftagere. Sådan er det jo med alle forbrydelser: Man kan bestræbe sig på at forhindre dem, man kan lovgive og lave interne procedurer, men man kan aldrig helt forhindre dem.

Og faktisk går det jo også meget godt. Tænk på, hvad bankfolk, hospitalspersonale, politifolk, advokater, taxachauffører o.s.v. o.s.v. ved om deres medborgeres private forhold. Det er kun en brøkdel, der slipper ud til offentligheden. For normalt respekterer vi vores tavshedspligt, både af moralske grunde, og ellers af frygt for konsekvenserne, både de strafferetslige og de ansættelsesmæssige.

Men det forhindrer altså ikke medier og politikere i at råbe ”skandale” og ”der må være noget galt med systemerne”, når der en gang i mellem afsløres overtrædelser. Kan vi virkelig ikke nøjes med at konstatere, at der er og altid vil være menneskelige brist? Systemerne fungerer faktisk generelt godt. Kig dem gerne efter, men stol dog grundlæggende på dem.

Og det gælder også Snowdens afsløringer af NSAs overvågning. Det har været kendt ca. siden 11.september 2001, at internettet løbende scannes for ord og handlemønstre, der kunne tyde på terrorvirksomhed. Men tror nogen, at NSA har interesse i eller kapacitet til at følge med i selve indholdet i de millioner eller milliarder af daglige elektroniske budskaber, der sendes?

Vi skulle hellere bekymre os om den mere målrettede spionage, der foregår fra andre lande, der ikke vil os noget godt. Der er også andre, der lytter med!

Nødløgn, hvid løgn og bare løgn i Bødskov Christiania sagen

Normalt er jeg enig med Pia Kjærsgaard, som jeg betragter som usædvanligt fornuftig og velorienteret – og modig, jeg ser hende næsten som en moderne dansk Jeanne d’Arc. Men i den langtrukne sag om hendes aflyste besøg på Christiania og justitsminister Bødskovs løgn og hans efterfølgende afgang, kan jeg ikke følge hende i hendes forargelse.

Som bekendt opstod sagen, da Pia Kjærsgaard og Folketingets retsudvalg besluttede, at de havde behov for at besøge Christiania. Men den først valgte dato passede ikke politiet, dels fordi der på det tidspunkt var uro i det kriminelle miljø omkring hashhandelen på Christiania, dels af andre, endnu hemmeligholdte årsager. Politiet og justitsministeren ønskede derfor at udsætte besøget, men mente ikke at kunne give den sande begrundelse. Derfor fabrikerede de en forklaring om, at Københavns politidirektør, hvis deltagelse i besøget åbenbart var en betingelse, ikke kunne deltage på den givne dag. Dette er den store løgn, som sagen derefter har drejet sig om.

I går har så en undersøgelseskommission på tre dommere afgivet udtalelse om to højtstående embedsmænd i Justitsministeriet og deres rolle i sagen, og dommerne konkluderer, at der ikke skal foretages yderligere mod dem, fordi de blot var med til at fabrikere en ”nødløgn”.  Dette har skabt stor forargelse i alle politiske partier. De mener, at ministre og embedsmænd ALTID skal tale sandt overfor Folketinget.

Dette er så endnu et eksempel på den overfladiske, poppede og historieløse kultur, der behersker det offentlige liv i Danmark. Har man virkelig glemt, at der er noget, der hedder en ”hvid løgn”? Det er en usandhed, hvor formålet med usandheden er anerkendelsesværdigt – ”godt”, om man vil. Og hvor det derfor ikke er kritisabelt at lyve. Eksempel: Hvis en minister bliver spurgt, om regeringen overvejer en devaluering, er det nærmest en tjenestepligt at lyve – også, hvis der bliver spurgt i Folketinget. Hvis et venstreorienteret Folketingsmedlem spørger om detaljer i vore allieredes eller vore egne forsvarsplaner, skal der også lyves. Eller hvis man spørger statsministeren, om han kandiderer til en international post – listen kan laves så lang, som man ønsker.

Så der skal aldeles ikke ALTID svares sandt, heller ikke i Folketinget. Men det er selvfølgelig anstrengende at skulle vurdere hver sag for sig – det er man blot nødt til. Naturligvis skal der som hovedregel svares sandt, men altså ikke altid.

EU patentdomstolen: Nej tak

Spørgsmålet om tilslutning til EU-patentdomstolen er ret teknisk og kompliceret, så vælgerne må ty til deres mavefornemmelse. Hvad er argumenterne for og imod Danmarks tilslutning?

For det første: Hvad skal det til for? Det nuværende regime, hvor man søger patenter i de enkelte lande, har jo fungeret hidtil og bragt os frem til den velstand, vi har. Hvorfor dog pille ved noget, der faktisk virker?

For det andet: Man må frygte, at EU-patent-forslaget slet ikke er nødvendigt, men blot er et redskab for de yderligtgående EU-unionstilhængere for at arbejde videre på illusionen om, at EU er en selvstændig statsdannelse. Ligesom det rødbedefarvede pas, nummerpladerne, Euro-valutaen og Schengen-aftalen. Men mens nogle af disse tiltag kun er komiske, er andre direkte destabiliserende: Euroen har bragt de sydeuropæiske lande ud i en depression, der minder om 1930’erne, Schengen-aftalen har givet kriminelle frit spil til at drage hærgende gennem hele EU, uden at give nogen fordele til normale borgere. Man må frygte, at nye Unionsfremmende tiltag vil bringe yderligere kaos. F.eks., hvis danske virksomheder skal slås for deres patentrettigheder ved en rumænsk eller cypriotisk domstol.

For det tredje: Hvis det mod forventning senere skulle vise sig, at EU-patent-systemet fungerer godt, kan vi altid tilslutte os. Men erfaringerne med Euroen og Schengen maner til forsigtighed.

I øvrigt vil der stadig være en ret stor verden udenfor EU, hvor patentforholdene også i fremtiden vil være, som de er i dag. Det er måske snarere i disse lande, at vi har problemer med brud på Copyright m.v., og det vil EU-patentet ikke ændre på. Så det hele er nok en lille sag, som vi må bruge mange kræfter på. I stedet skulle vi bruge energien på at drøfte masseindvandringen over Middelhavet, Ruslands nye aggressivitet og lignende reelle, alvorlige sager.

Vietnam-krigen er slut – alle parter vandt til sidst

Krigen i Vietnam sluttede i foråret 1975, og det er 20 år siden, at Vietnam og USA genoptog de diplomatiske forbindelser. Når man rejser i landet i dag, er der anledning til at tænke tilbage, og til at vurdere krigens perspektiver.

USA's involvering i krigen i årene 1963-1973 må vel betragtes som en tragisk misforståelse. De implicerede parter udkæmpede ikke samme krig: USA mente, at de kæmpede for demokrati i Sydvietnam og mod verdenskommunismens udbredelse, Nordvietnam og Vietcong kæmpede for Vietnams genforening og mod fremmed indflydelse, og kun sekundært for et kommunistisk samfund, og Sydvietnams ledelse kæmpede for at beholde deres position. Sydvietnams menige bondesoldater kæmpede i bedste fald for at beholde et samfund med privat ejendomsret til jorden.

I realiteten agtede Nordvietnam og Vietcong absolut ikke at blive en del af et verdenskommunistisk, russisk eller kinesisk imperium. Vietnam har i 1000 år kæmpet mod kinesiske forsøg på dominans (og gør det stadig). Derimod startede deres kamp allerede i 1930’erne mod de franske koloniherrer, og de blev hovedsageligt kommunister, fordi der ikke var andre veje åbne. Men på grund af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske stater efter 1945 blev USA suget ind i Frankrigs håbløse krig mod de vietnamesiske nationalister, i direkte modstrid med USA's generelle modvilje mod de gamle europæiske kolonibesiddere.

Dertil kom, at Sydvietnam ikke var et demokrati, men derimod et feudalt diktatur. Det er der intet mærkeligt i – alle U-lande er i varierende grad et-parti-stater, men USA troede, dengang som nu, i deres velmenende naivitet, at alle lande uanset tid og sted var klar til at blive moderne vestlige demokratier – det, jeg har kaldt George W. Bush-Anker Jørgensen-syndromet.

Så det gik, som det gik: Vietnam var for stort – 80 millioner mennesker i dag – og med en vanskelig geografi, bjerge og jungle, og med amerikansk tilbageholdenhed overfor at invadere Nordvietnam, så USA kunne ikke afslutte krigen, men trak sig ud i 1973, og Nordvietnam og Vietcong besejrede Sydvietnam i 1975.

Hvordan er så situationen i dag? I USA var der i mange år stor bitterhed, men nu synes der at have indfundet sig en vis forståelse, og under alle omstændigheder gensidig respekt mellem de tidligere modstandere. I Vietnam har man for længst slået ind på en reformkommunistisk kurs, der har givet stærk økonomisk vækst, og man mærker ikke meget til russisk eller kinesisk indflydelse. Sovjet er jo for længst væk, og Kina er som nævnt en gammel hovedpine, som Vietnam endda var i en kort grænsekrig med i 1977. Derimod ser man mange tegn på amerikansk indflydelse og en interesse for Vesten, og Saigon ligner en reduceret udgave af Bangkok.

Derfor min overskrift – alle krigens parter synes at have vundet i det lange løb.

Man kan så sammenligne med Cuba, der ligner en fattiggård. Her hersker stadig den gammeldags kommunisme – magthaverne er åbenbart bange for at slække på tøjlerne, formentlig fordi Cubas befolkning generelt er mere uddannet og derfor, hvis den blev sat fri, ville ønske og være i stand til at gå videre til en vestlig demokratisk samfundsform, hvor kommunisternes indflydelse vil nærmest forsvinde.

Forsvarspolitikken efter den russiske besættelse af Krim

Efter den russiske besættelse af Krim i de seneste uger – efter afslutningen på Vinter-olympiaden i Sochi! - er der sket et totalt omslag i forsvarsdebatten. Indtil for nylig gjaldt det som en kendsgerning, at forsvaret af Danmark nu var blevet overflødigt, og at der ville være et varsel på masser af år, før en ny trussel mod Vesteuropa kunne opstå, hvorfor vi roligt kunne koncentrere os om at skære ned på de i forvejen lave forsvarsudgifter og bruge resten på indsats i andre verdensdele. At Putin gennem 10-15 år gradvist havde opbygget et diktatur i Rusland og gradvist havde øget det militære pres mod Ruslands naboer, tog vi os ikke af – selv ikke efter Ruslands krig mod Georgien.

Nu har piben fået en anden lyd. Aviserne er fulde af indlæg, der opfordrer til omlægning af forsvarspolitikken, og en professor opfordrer ligefrem til en ny forsvarskommission, der kan lægge nye retningslinier for forsvaret i lyset af den nye situation.

Ganske vist sagde Churchill, at ingen bliver så upopulær som den, der siger ”hvad sagde jeg”, især hvis det virkelig er tilfældet – men jeg kan ikke nære mig: I masser af posteringer på denne blog har jeg advaret mod vor hidtidige forsvarspolitik, f.eks. d. 22. december 2012, hvor jeg skrev: ”Det er ikke godt helt at afskaffe det hidtidige danske forsvar med tilhørende værnepligt. Det gav et langt bredere spektrum af handlemuligheder, og ingen kender fremtidens behov – de kan ændre sig hurtigere, end vi kan forudse.” Og mange andre mente naturligvis det samme. Således står der i Dansk Folkepartis arbejdsprogram: ”DF advarer mod at svække det nationale forsvar”.

Alligevel skete det, både under Nyrup, Fogh og Løkke. Og hele tiden med eksperternes medvirken.

Det minder om både udlændinge- og EU-politikken. På alle disse områder har eksperterne, medierne og politikerne kørt deres egen elite-politik henover hovederne på almindelige, fornuftige folk, og resultaterne har været dårlige for landet.

Man må håbe på, at folk nu er ved at vågne op. Den stigende tilslutning til Dansk Folkeparti kunne tyde på det. Blot savner vi stadig et folkeparti, der er mere højreorienteret på det økonomiske område end D

Ruslands legitime interesser og Krim/Ukraine

De fleste i den vestlige verden – og også nogle modige russere – er kritiske overfor den russiske fremfærd på Krim og de øvrige russiske trusler mod Ukraine. Men der er også en hård kerne i Vesten, der helt og fuldt støtter Putin. Argumenterne føres enslydende frem i læserbreve, og sågar også i DRs program ”Debatten”, hvor fredsforskeren Jan Øberg optrådte med budskabet.

Det går ud på, at Rusland er militært svagt, at det konstant bliver presset i defensiven af Vestmagterne – især af USA, men åbenbart også af EU – som har skumle hensigter, og at Rusland har al ret til at (re)agere, som det gør, på Krim og vist også alle andre steder i det gamle Sovjet-imperium.

For det første er det påfaldende, at denne argumentation har overlevet helt uændret fra den kolde krigs dage, hvor de samme kredse i Vesten – socialister og radikale – forsvarede den ”fredselskende” Warzawa-pagt og kritiserede den ”krigsgale” præsident Reagan. I dag er Rusland jo ikke mere kommunistisk, men derimod gangster-kapitalistisk, så man kan ikke beskylde Ruslands-vennerne for at være kryptokommunister eller betalte KGB-agenter. Når de kører videre på autopiloten, må det skyldes banalt vestligt selvhad og skyldkomplekser, som man også ser udfolde sig i debatten om masseindvandringen fra de fattige lande til Vesten.

Men hvad er da realiteterne i deres pro-Putin-argumentation? De mener – som alle – at Rusland har ret til at leve i fred og sikkerhed for angreb udefra, men de mener åbenbart også, at denne ret omfatter oprettelsen af buffer-stater langs grænserne mod NATO. Jeg mener, at dette er ikke blot folkeretsstridigt, men også reelt forrykt. NATO er faktisk, som deltagerlandene selv siger, en forsvarsorganisation. Landene har hverken viljen eller evnen til at angribe Rusland. Det burde stå klart for alle efter 1990’erne, hvor Sovjetimperiet faldt fra hinanden. NATO-landenes reaktion overfor det nye Rusland var ikke fjendtlig, men tværtimod præget af velvilje og ønske om samarbejde – der var sågar tale om at tilbyde Rusland NATO-medlemskab! At en række central- og østeuropæiske lande benyttede lejligheden til hurtigst muligt at opnå NATO-medlemskab, opfattes åbenbart af Øberg-fløjen som en stor aggression mod Rusland. Men med disse landes historiske erfaringer, også med Rusland, var det naturligvis kun en rent defensiv selvopholdelses-foranstaltning fra disse lande, som NATO – læs USA – gik ind på, ikke ud fra et ønske om at true Rusland, men af pligtfølelse overfor disse hårdt prøvede nationer. 

Øberg-fløjen mener åbenbart – som i de sidste 30-40 år – at Vesten, især USA, konstant er i gang med en global omringnings-manøvre overfor Rusland (og Kina?). Realiteten er, at de vestlige lande i de sidste 20 år har gradvist nedtrappet deres militærudgifter, mens Rusland og Kina konstant øger dem. Vesten har i de sidste 10-15 år været mere optaget af kampen mod islamistisk terror, og nye baser rundt omkring i verden er til dette formål. Samtidig prøver vestmagterne at reducere de gamle positioner – USA kunne ikke komme hurtigt nok ud af Irak, og ville nok også gerne ud af andre varme lande – men det er desværre der, at frontlinien mod terroristerne er i dag.

Der er ingen, der vil fratage Rusland deres historiske baser på Krim. Men Rusland har ingen ret til at skabe en række lydstater langs sine grænser.

Til slut et par ord om Øberg. Hans titel er freds- og konfliktforsker. Denne betegnelse er lige så seriøs som de såkaldte fremtidsforskere og dækker i realiteten over, at man ønsker at betragte samtidshistorien ud fra en snæver pacifistisk, i nogle tilfælde antivestlig synsvinkel. ”Freds- og konfliktforskning” er en integreret og vigtig del af historie- og politologifaget. Betegnelsen er meningsløs og dækker kun over udøvernes udgangspunkt: At krig og fred er for vigtig til at overlade ikke blot til generalerne, men også til politikerne – nej, det er kun fredsforskerne, der ved besked.

Ukraine og den russiske pression, og det nedrustede NATO

På nuværende tidspunkt vides det ikke, hvordan krisen omkring Ukraine og Krim vil udvikle sig. Men man kan gøre sig nogle overvejelser.

Rusland påstår, at russisksindede personer er i fare i Ukraine, og det er påskuddet for den russiske militære optræden på Krim, hvor den ukrainske hærs kaserner er blevet omringet af store russiske styrker. Men bortset fra, at der endnu ikke er fremkommet nyheder om overgreb mod russisksindede i Ukraine, er det selvsagt de ukrainske myndigheders opgave at beskytte alle personer på deres område. Først hvis de ikke kan eller vil gøre det, kan udenforstående gribe ind. Derfor er den russiske intervention på Krim i modstrid med folkeretten.

Hvad vil Rusland gøre nu? Den bedste vej frem ville være, hvis de trak deres soldater tilbage til deres egne baser og lod de sidste dages begivenheder være en advarsel til de ekstremistiske kræfter, der findes i Ukraine. De kan jo i fremtiden hurtigt rykke ud igen. Krims politiske fremtid kan herefter diskuteres på normal vis. Halvøen har efter det oplyste flertal af russisksindede, men den har også allerede et vist selvstyre. Egentlige grænseændringer er et ømtåleligt emne at bevæge sig ind på. Og Rusland kan også i fremtiden bevare sine flådebaser på Krim – de bør dog ikke benyttes til indblanding i Ukraines normale forhold.

Hvis Rusland derimod eskalerer krisen ved at besætte hele Krim, vil det få alvorlige konsekvenser for hele Ruslands forhold til især Vesten, og måske også til andre lande i Verden. Der vil dog kun være tale om politiske og økonomiske konsekvenser, der vil ramme Rusland langt hårdere end Vesten.

Hvis endelig Rusland også sender tropper ind i det østlige Ukraine, vil det medføre en åben krig mellem de to lande. Rusland vil vinde, men det vil koste dyrt i liv og ressourcer. Derudover vil Ruslands gaseksport til Vesteuropa, der går gennem Ukraine, blive afbrudt. De økonomiske og politiske følger for hele Europa bliver meget ubehagelige, men der vil ikke blive tale om åben krig mellem Rusland og NATO.

Derimod vil der i en sådan situation formentlig blive tale om udstationering af NATO-styrker i de østlige NATO-lande, fordi de vil føle sig temmelig udsatte i et sådant konfrontations-klima. Der vil være tale om en tilbagevenden til den kolde krig.

Det er derfor interessant at tænke på, hvor ivrige især de europæiske NATO-lande har været efter Murens fald i 1989 til at indkassere afspændings-dividenden og nedskære deres forsvar. Danmark har ligget langt fremme i dette felt, under ledelse af NATOs nuværende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, da han var dansk statsminister i 00’erne. Vores hær er nu nærmest en ekspeditionsstyrke til indsættelse i fjerne Udviklingslande, vores flåde ligeså, værnepligten og mobiliseringsreserverne nærmest væk – kun flyvevåbnet er intakt, dog uden raketforsvar!

Disse forhold har Rusland nok haft med i deres kalkulationer forud for denne krise!

Vi må nu som før sætte vores lid til USA og håbe, at de fortsat finder Europa værd at beskytte. Og at det ikke er lykkedes KGB/FSB ved hjælp af forræderen og KGB-agenten Snowden at drive for store kiler ind mellem de vestlige lande ved at ”afsløre” noget, som alle burde vide i forvejen: At alle spionerer mod alle, venner som fjender, i det omfang, de kan. I hvert fald siden 11. september 2001 har man talt om, at internettet bliver løbende overvåget for at finde terrorist-kommunikation. At gammeldags telefoner aflyttes, er oldgammelt nyt.

Man skulle hellere spekulere over, hvem der ellers aflytter os, og hvad de bruger det til.

Uffe Ellemann og Dansk Folkepartis projekt

Dansk Folkeparti står bedre end nogensinde i meningsmålingerne, og det er logisk, at det tiltrækker mere opmærksomhed og kritik. Bl.a. har Uffe Ellemann-Jensen udtalt sig til Berlingske d.8. februar 2014. Han mener, at DF ”overhovedet ikke har nogen bæredygtig opfattelse af samfundets udvikling”.

Dette er jo ikke korrekt. Ganske vist henviser DF ikke i tide og utide til forskellige filosoffer fra 17- og 18-hundredtallet, men de ligger alligevel usagt i bagagen. DF går ind for den bestående markedsøkonomi og den bestående velfærdsstat, med nødvendige, løbende reformer og tilpasninger. Meget mere er det ikke nødvendigt at sige om den sag – den økonomiske politik.

Ellemann fortsætter (om værdipolitikken): ”Det eneste projekt, partiet har, er at lugte(!) til folkestemningen for derefter at bygge en masse op på den”. Dertil vil jeg svare, at DFs vigtigste ”projekt” siden 1995 har været at begrænse den massive folkevandring fra Verdens fattige og dysfunktionelle samfund til Danmark, fordi masseindvandringen vil erodere Danmark nedefra. Det var før det blev en folkestemning at være kritisk! Efterhånden er et næsten lige så vigtigt projekt blevet at begrænse den Europæiske Unions nedbrydning af nationalstaten oppefra – denne union, som vi udtrykkeligt ikke har ønsket, men som er blevet listet ind over os af Overdanmark, politikerne, medierne.

DF har ikke ”lugtet” flygtige stemninger og indrettet sig efter dem. DF repræsenterer en (voksende) del af det danske folk og kanaliserer og artikulerer dets voksende bekymring over udviklingen. Men Uffe Ellemann repræsenterer præcis de modsatte synspunkter: Han vil multikultur, europæisk overstatsdannelse og alt andet, hvad radikalt er. Klart, at han ikke kan lide et dansk folkeparti.

SFs krise: Ballade i den rød-borgerlige – det forventelige sammenbrud

Efter SFs udtræden af SSFR-regeringen i torsdags mener flere kommentatorer, at det var en stor fiasko for partiets ledelse, at det ikke lykkedes at føre SF fra dets fløjposition ind i et organiseret regeringssamarbejde med S og R. Jeg mener, at kritikken er uberettiget: Opgaven var umulig fra starten.

I min næstførste postering fra d.9. december 2010 har jeg forsøgt at placere partierne i et todimensionalt system. Og mens SF og de radikale ligger nogenlunde ens på værdiaksen – lige akademiske og verdensfjerne, S er mere i midten af aksen – ligger SF og radikale i hver sin side af aksen for økonomisk politik: SFs hele eksistensberettigelse er økonomisk udligning og stor stat, mens de radikale er nærmest neoliberale (”sådan er det jo”, citat: Margrete Vestager). At forene de to sæt holdninger kan måske godt gøres i den enkelte forligsforhandling, men at de skulle arbejde sammen til daglig og udarbejde fælles regeringsudspil, har fra starten været unaturligt. Spændingerne har været der fra starten, SF har måttet sluge kamel efter kamel, og så skulle der kun en forholdsvis mindre ting som DONG-salget til Goldman Sachs til at få ballonen til at revne.

SSFR-regeringen var jo nærmest en samlingsregering, som nogle har fablet om i årtier. En sådan kan kun fungere i undtagelsessituationer. Under normale forhold er den et misfoster. Meningerne skal brydes mellem regering og opposition – ikke inden for regeringen.

Hvorfor skal DONG nu DJØF’iseres yderligere?

Der er i sidste øjeblik opstået en del debat om planerne om at udvide DONGs aktiekapital med bl.a. et indskud fra den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs på 8 milliarder kr. Kritikken går på, at vilkårene – bl.a. garanti for afkast og vetoret i bestyrelsen – er alt for gunstige for Goldman Sachs, og at selskabet er belastet af sin rolle i finanskrisen fra 2008 og frem.

Fortalerne for projektet mener, at det er en god ting i sig selv at privatisere så meget som muligt af de offentlige aktiviteter, og at Goldman Sachs kan tilføre DONG nyttig ekspertise. Den planlagte delvise privatisering af DONG – der jo driver landets kraftværker – kommer efter 1990’ernes salg af TDC til kapitalfonde og den delvise privatisering af Københavns Lufthavne.

Det er svært at se fornuften i denne privatiseringsbølge. Fordelen ved privatisering er vel, at de pågældende områder bliver udsat for konkurrence. Det er hensigtsmæssigt, når f.eks. plejehjem skal konkurrere på serviceniveau, og måske også på omkostninger. Men strømforsyning? Der kan jo ikke være tale om konkurrerende kraftværker – hvert kraftværk er en milliardinvestering, der skal bruges i generationer. Det samme gælder ledningsnettet. Derimod skal der være, og har altid været, konkurrence på den sidste del af elforsyningen, nemlig hos de enkelte slutbrugere. Her er det godt med flere private elektrikerfirmaer, der kan konkurrere på pris, kvalitet og service. Men det er en fejlslutning at tro, at så bør alt privatiseres. Forsøget på at etablere konkurrence, så brugerne kan vælge mellem forskellige leverandører af el, synes i øvrigt ikke at gå særlig godt.

Hvad selve kraftproduktionen angår, synes det at være et område, der som hidtil bør styres af teknikere, ikke økonomer eller finansfolk. Og ingeniørerne har altid konkurreret med kolleger og sig selv om at konstruere og drive energiforsyningen stadig mere effektivt og miljøvenligt. Det er svært at se, hvad DJØF’ere kan bidrage med. Det er da også interessant, at netop den seneste ledelse i DONG, der har bestået af økonomer og jurister, med en tidligere topembedsmand i spidsen, netop har kørt DONG så skævt, at den aktuelle kapitaltilførsel er blevet nødvendig.

I øvrigt er det vel af største vigtighed, at elforsyningen er stabil. Det har den danske været hidtil – i modsætning til ikke bare udviklingslandene og lande i økonomisk uføre, men også i modsætning til f.eks. Californien, hvor private aktører deltager. Desuden skal private investorer også have en risikopræmie – i modsætning til staten, såfremt den blot tegnede den nødvendige yderligere aktiekapital og finansierede sig ved salg af statsobligationer (til en rente på tæt ved nul procent).

Goldman Sachs kan sikkert lære en dansk bestyrelse et par ting – men det er næppe noget, der vil gavne de danske elkunder!

Journalisternes skæve valg og vinkling af sager

Man må løbende undre sig over journalisternes valg af de emner, som de vil give deres – og dermed offentlighedens - opmærksomhed. Sager af bogstavelig talt verdenshistorisk betydning, som folkevandringen fra Verdens fattige lande til de rige, eller EU's gradvise nedbrydning af Europas nationalstater, nævnes i bedste fald som uundgåelige selvfølgeligheder. Til gengæld blæses bagateller eller ikke-sager op til sensationer eller holdes kunstigt i live i årevis, som f.eks. Løkkes dyre, men regerings-sanktionerede, flyrejser, det ikke eksisterende behov for en Grundlovsrevision, eller traveren om upolitiske contra politisk udnævnte embedsmænd.

Forholdet kan kun forklares med journaliststandens – af den selv erklærede – politiske ståsted til venstre for befolkningens gennemsnit. Et aktuelt eksempel: Stort set alle landets almennyttige boligområder er i årevis blevet fyldt med indvandrere fra Asien og Afrika, og det har medført voksende problemer for de danske beboere med utryghed, chikane og kriminalitet. Dette interesserer ikke journalisterne til daglig, men en gang imellem rykkes grænsepælene, f.eks. når en hel daginstitution brændes ned, eller som for nylig i Motalavej-kvarteret i Korsør, hvor Kommunen har måttet flytte et værested for psykisk syge væk fra kvarteret på grund af chikane og overfald fra indvandrerbøller. Så rykker f.eks. Berlingskes lederskribent ud med en stærk fordømmelse og ønske om indgreb. Men dagen efter har en ung journalist en reportage fra kvarteret og kan oplyse, at hele problemet drejer sig om 6 – seks! – store knægte, så det er egentlig ikke noget at tale om.

TV2, der vel er landets største propagandasender for indvandring og multikultur, så sig også nødsaget til at omtale Motalavej-sagen – det drejede sig i dette medie dog kun om ”utilpassede unge” - , men allerede dagen efter var TV2 i stand til at dreje opmærksomheden over på Dansk Folkepartis reaktion – og væk fra indvandrerbøllerne.

Et andet aktuelt eksempel er sagen om EU's forbud mod, at danske politieksperter f.eks. i italienske lufthavne systematisk undersøger, om rejsende til Danmark fremviser ægte pas og andre papirer. Sagen er grotesk, men synes ikke at interessere den danske presse. Den har jo også i årtier ignoreret den systematiske svindel, som udøves af asylansøgere, jfr. Bent Wigotskis afsløringer fra hans år i systemet.

Specielt EU-stoffet dækkes jo også af journalister, der uanset deres politiske synspunkter har boet i årevis – måske årtier – i udlandet, mange er udenlandsk gift, og deres omgangskreds er andre landes journalister og embedsmænd. Deres holdning bliver gradvis den autoriserede overeuropæiske, og kritisk holdning til hele EU-projektet fordamper.

EU ’s rablende vanvid vedr. falske pas

Det danske politi har i nogen tid haft en ekspert udstationeret i Milanos Malpensa-lufthavn, hvorfra en del af flytrafikken til Danmark udgår. Han har gennemgået de pågældende passagerers pas og andre papirer og har fundet et meget stort antal falske dokumenter. Derved har Danmark undgået et stort antal indrejste udlændinge, der ikke er, hvem de udgiver sig for.

Men nu må eksperten kaldes hjem, for EU's regler – formentlig en del af Schengen-aftalen – tillader ikke en løbende kontrol af rejsende mellem medlemslandene! Heller ikke, selvom det eneste formål og det eneste resultat er at fange dokumentfalsknere!

Den borgerlige opposition følger op på sagen, så forhåbentlig kan der gøres noget, men indtil da udstiller denne sag endnu en gang EU-fanatikernes rablende vanvid: Hvilke legitime interesser er det dog, der bliver krænket af en løbende kontrol af rejsepapirer, der åbenlyst er påkrævet? EU-fortalerne tror formentlig, at mangel på kontrol fremmer deres ufolkelige og uønskede unionsprojekt, men i stedet gør de projektet endnu mere upopulært.

Og hvor er den kritiske presse i denne sag? 

Nytårstale 2014: Tryghed – og også retfærdighed og frihed

Statsminister Helle Thorning Schmidt benyttede sin Nytårstale 1. januar 2014 til at tale varmt om den tryghed, hun og hendes regering vil udbrede over vælgerne. Det drejede sig om støttestrømper og andre håndgribelige sager. Jeg synes nok, at hendes sigte er lidt lavt. Min Nytårstale 2014 ville lyde noget i denne retning:

Regeringens egentlige mål er fortsat at tilvejebringe forhold, så det danske folk kan leve sit liv ud på den bedste, mest menneskeværdige vis. Dette indebærer, at vi skal arbejde mod en række delmål.

Tryghed er vigtigt. Det offentlige skal tage økonomisk hånd om de gamle, syge og ufrivilligt arbejdsløse. Men velfærdsstaten skal være en forsikringsordning – ikke en stor sparekasse, hvor alle føler, at fordi de har betalt ind, skal de partout også have noget ud, uanset de ikke er tvunget af nød. Kun deciderede pensionsordninger som Folkepension og ATP er sparekasser, eller mere præcist livrenteordninger.

Men økonomisk tryghed er jo meget mere end passiv tryghed gennem offentlig understøttelse i de nævnte tilfælde. Økonomisk tryghed skal også anskues som aktiv tryghed for hele befolkningen, altså tryghed – så vidt det er muligt – i ansættelsen eller i sin virksomhed. Og den tryghed opnås bedst ved et godt uddannelsessystem. Derfor er det katastrofalt, at niveauet i de boglige uddannelser er dalet jævnt siden 1968, helt op til universitetsniveau. Det er katastrofalt, at mesterlæren er erstattet af et dårligt fungerende institutionsbaseret system, og katastrofalt, at så mange mellemuddannelser er gjort pseudo-akademiske og samtidig har sænket det håndværksmæssige niveau. Alt det bør regeringen rette op på.

Endelig er tryghed naturligvis den helt håndgribelige fysiske tryghed. Her er det statens opgave ikke blot at bekæmpe egentlig kriminalitet, det er også statens opgave at bekæmpe lavkriminaliteten, der oftest holder sig under politiets radar. Helt aktuelt utrygheden i de sociale boligområder, hvor danske beboere i årevis er blevet chikaneret eller overfaldet af bander af bøller, oftest af mellemøstlig oprindelse. Her skal tages andre metoder i anvendelse end de hidtidige: Slut med klubhuse og udlandsrejser til bøllerne, den skal stå på nul tolerance, udvisning fra kommunen, senere landet, omfattende zoneforbud o.s.v.

I det hele taget skal samfundet styres gennem retfærdighed: Alle skal have, hvad de har gjort sig fortjent til. Det skal være slut med holdningsløs godhed – den fører til samfundets deroute.

Vor tryghed udadtil baserer vi fortsat på vort medlemskab af NATO og dermed alliancen med USA. Vi støtter gerne fælleseuropæiske forsvarsbestræbelser, men de må ikke svække båndene til USA – for de kan ikke erstatte dem.

Og vi skal være opmærksomme på, at vi skal værne om vor frihed og selvbestemmelse. Den er i de senere år blevet kraftigt beskåret af vor tilslutning til EU, den europæiske union, som vi blev lovet var stendød, og som vi aldrig har givet folkets tilslutning til. Regeringen vil arbejde for en ordning, så vort medlemskab af EU ændres til et B-medlemskab, hvor vi er med i toldunionen og de dermed sammenhængende ordninger. Men vi skal ud af Schengen-ordningen, og vi skal tage forbehold overfor alle EU's andre påfund, der kun har til formål at skabe en union kunstigt fra oven.

Vi skal også tage forbehold overfor alle de konventioner i Europaråds- og FN-regi, som i de seneste årtier har begrænset vores selvbestemmelse. Vi kan sagtens finde ud af at styre en anstændig kurs uden diktat udefra. Inspiration vil vi altid søge, hvor den måtte findes.

Godt Nytår 2014!

Øslem Cekic, kulturkanon og indvandringspropaganda

SF-MFeren Øslem Cekic gjorde sig for godt et års tid siden bemærket, da hun som eksempel på fattigdommen i velfærdsstaten Danmark valgte ”Fattig-Karina”, en dame i slut-30erne, der havde været på kontanthjælp i 20 år og nu oppebar et månedligt rådighedsbeløb – altså efter skat – på en 15.000 kr. Det blev i stedet ufrivilligt en øjenåbner for mange, der ikke havde troet det muligt, at det kunne være så behageligt at være permanent forsørget af de arbejdende skatteydere.

Siden blev Øslem kørt ud på et sidespor, fordi hun kritiserede partiledelsens mange løftebrud, men for en uges tid siden blev hun ført frem igen som SFs kulturordfører. Hendes første udspil var at kræve, at der i stedet for den tidligere borgerlige regerings kulturkanon skulle laves en kanon over, hvad der er hentet i udlandet til den danske kultur.

Hermed demonstrerer hun ufrivilligt sin manglende forståelse for det danske samfund. Sagen er jo, at Danmark altid har været åbent for kulturpåvirkning over landegrænserne, og det er noget, som alle ved. Kulturkanon’en skal prøve at give et billede af det væsentligste ved den danske kulturskat, uanset om den oprindeligt er skabt af danskere eller udlændinge – det afgørende er, at vi har taget det pågældende til os som vort eget.

Øslems forslag om at opliste, hvad i den danske kulturarv, der er kommet til os udefra, er et nytteløst udslag af den dem-os tænkning, som ellers påstås at herske hos nationalt sindede, men som i virkeligheden findes hos visse indvandrergrupper – vistnok især eller kun hos muslimer. Den skal formentlig ses som propaganda for mere indvandring uden adgangskrav.

Men det typiske ved tidligere tiders udveksling over landegrænserne, både af ideer og personer, var netop, at det modtagende land stillede krav til det udefrakommende  – helt modsat den nuværende SSFR-regerings  politik.