De seneste år har Putins Rusland øget sit pres på sine
vestlige naboer, foreløbig kulminerende med annekteringen af Krim og
destabiliseringen af det østlige Ukraine. NATO-landenes reaktion har været at
fortsætte nedskæringen af deres forsvar og fortsætte omlægningen af det
resterende militær til at være internationale politistyrker. De russiske
magthavere tror næppe deres egne øjne, og fortsætter ufortrødent med at opbygge
Ruslands militærs offensive kapacitet og dermed pressionsmuligheder.
Nu er nogle danske politikere ved at få kolde fødder,
aktualiseret af den svenske ubådseftersøgning i Stockholms skærgård. Berlingske
– der selv i årevis kritikløst har fulgt nedlæggelsen af det danske
territorieforsvar – er nu blevet bekymret og har spurgt Venstres forsvarsordfører,
Troels Lund Poulsen, hvad han vil gøre. De danske forsvarsudgifter er låst fast
på godt 20 milliarder kr. om året, og er snart nede på 1,2 % af
bruttonationalproduktet (BNP).
TLP har ”det klare budskab”, at han ønsker sagen grundigt
undersøgt! Nu står Venstre heller ikke kønt: Det var under Anders Fogh, at man
satte fuld fart på afviklingen af territorieforsvaret – hærens artilleri og
luftværnet, Ubådene og minevåbnet, nedskæring af flyvevåbnet – og Lars Løkke
satte kronen på værket med sin ekstra reduktion af forsvarsbudgettet i 2010 på
15 % eller 2,7 mia. kr. om året, en nedskæring, hvis ødelæggende konsekvenser
nu ruller gennem forsvaret.
Men på trods af, at de ændrede udenrigspolitiske vilkår nu
er så tydelige, at selv professionelle politikere ikke længere kan ignorere
dem, udtaler TLP, at han ikke kan forestille sig forsvarsudgifter på 30 mia.
kr.
Hallo – 30 mia. er kun godt 1,5 % af et BNP på næsten 2.000
mia kr. Har Venstre ikke godkendt i NATO, at vi skal stræbe efter at bruge 2 %
om året?
Samme dag oplyser Berlingske, at regeringen har startet
forhandlinger om en ny boligaftale, hvor der lægges op til at bruge 2,7 mia.
kr. om året på at gøre ”udsatte boligområder mere trygge”. Dette er newspeak
for, at man vil prøve at afbøde virkningerne af indvandrerbandernes hærgen ved
at renovere bygninger, plante træer og sågar ”et mentalt løft”.
Vi har de politikere og den presse, som vi fortjener. Et
velfungerende demokrati forudsætter en oplyst og interesseret befolkning. Hvis
befolkningsflertallet ikke gider holde sig informeret, eller ikke interesserer
sig for landets ve og vel, må vi alle tage følgerne. Vi har ellers aldrig haft
bedre muligheder end i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar