Der er meget fokus på økonomisk vækst i vor tid. Det er vel
ikke en selvfølge – i gamle dage, før det industrielle og videnskabelige
gennembrud, levede man i en mere cirkulær verden, hvor levevilkårene for de fleste
var givne, og man var glad, hvis høsten var normal.
Men de tider er forbi. Nu drejer politik sig ofte om vækst i
bruttonationalproduktet (BNP). For de fleste er det vel underforstået, at det
skal være vækst i BNP pr. indbygger, og at den skal være rimeligt fordelt på
alle. Men man skelner sjældent mellem de to begreber: Vækst i det samlede BNP
uanset hvad, og vækst i BNP pr. beskæftiget indbygger.
Det er vel sådan, at det samlede BNP mest har interesse for
magthaverne – regeringerne – mens det for den enkelte borger er mest
interessant, om BNP pr. indbygger – især vedkommende selv - stiger.
Nu hænger de to former jo også sammen: Hvis antallet, eller
rettere andelen af arbejdsstyrken, der er i arbejde, stiger, vil både det
samlede BNP og det gennemsnitlige BNP pr. indbygger også stige. Men alligevel:
Hvis befolkningstallet og arbejdsstyrken stiger, kan det samlede BNP godt
vokse, selv BNP pr. indbygger ligefrem falder! Nemlig hvis de nye arbejdende er
mindre produktive end de hidtidige.
Under alle omstændigheder har både den enkelte borger og
regeringerne en interesse i, at BNP pr. hoved stiger.
Lad os se nærmere på økonomisk vækst. Jeg vil kalde det
vækst i bredden, når BNP vokser, fordi andelen af folk i beskæftigelse stiger.
Og vækst i højden, når BNP pr. indbygger stiger ved konstant
beskæftigelsesgrad.
Vækst i bredden, altså flere i arbejde, kan man opnå ved de
traditionelle keynesianske virkemidler: Øgede offentlige udgifter og/eller
lavere skatter. Man har også ofte prøvet at benytte pengepolitiske virkemidler:
Øget likviditet i samfundet, lettere adgang til kredit, lavere rente. Men disse
midler har kun begrænset effekt, de virker formentlig bedre, når de bruges den
anden vej – til at dæmpe den økonomiske aktivitet.
Man kan vel sige, at de økonomiske virkemidler, der direkte
påvirker indkomstdannelsen, virker hurtigt, men flader ud. Og de er reversible,
dvs de kan også bruges til at dæmpe.
I øvrigt er der en antagelse om, at økonomien, hvis den ikke
påvirkes af andet end markedskræfterne, af sig selv vil tilvejebringe fuld
beskæftigelse. Men økonomien påvirkes netop af mange andre faktorer, f.eks.
krav om minimumsløn, der vil afskære den mindst produktive del af
arbejdsstyrken fra ansættelse.
Vækst i højden, altså højere BNP pr. indbygger, kan opnås på
flere måder. Det kan opnås ved at forbedre og forøge kapitalapparatet, altså
ved bedre eller mere automatiserede maskiner. Eller ved at udnytte nye
naturressourcer, f.eks. Nordsøolien. Eller vigtigst: Ved at arbejdsstyrken
uddanner sig. Der synes ikke at være nogen øvre grænse for denne form for
økonomisk vækst.
Her kunne man overveje, hvad det øgede BNP egentlig består
af: Er det øget kvantitet eller kvalitet? Hvis alle lever godt, får mad nok og
har de kendte forbrugsgoder, hvordan og hvorfor så øget velstand? Vi kan jo
ikke spise mere, og vi kan kun køre i en bil ad gangen osv. Men dels er der
vist meget elastiske grænser for, f.eks. hvor mange fjernsyn vi kan proppe i
vore hjem, og hjemmene kan også blive større. Og dels er der næppe nogen
overgrænse for kvaliteten af vore forbrugsvarer: Biler udstyres med stadig mere
avancerede funktioner, mobiltelefoner får stadig større kapacitet osv. Og det
efterspørges åbenbart.
I øvrigt spiller priserne en stor rolle. Godt nok opgøres
BNP- væksten i faste priser, fordi det jo er den reelle produktionsstigning,
der er interessant. Men hvis et land producerer og eksporterer råvarer, bliver
det jo faktisk rigere, hvis priserne på dets eksport stiger. Dog stiger Verdens
samlede BNP jo ikke! De råvareimporterende lande bliver nemlig fattigere.
Så hvad skal politikerne gøre for at få den ønskede
økonomiske vækst i både højden og bredden? Heldigvis nogenlunde det, de gør:
Hvis de vil prøve at øge i bredden, kan de f.eks. foretage offentlige
investeringer i infrastruktur eller forskning. Hvis de vil øge i højden, skal
de gøre det mere rentabelt for virksomheder og iværksættere at investere, og de
skal først og fremmest sørge for et godt uddannelsessystem, herunder gode
faglige uddannelser, og også gode vilkår for forskningen.
Desværre har dele af vores infrastruktur fået lov at
forfalde: Jernbanerne er ikke blevet moderniseret, og postvæsnet er i forfald.
Det skyldes både politisk talentløshed (Mogens Lykketofts stop for
elektrificeringen) og EU og neoliberalisternes indgreb (kravet til postvæsenet
om indkomstdækning af udgifterne – et krav, man kun stiller til nogle udvalgte
områder af den offentlige virksomhed).
Et kapitel for sig er uddannelsessystemets nedtur, der
skyldes tidsånden – 1968-revolutionen – og specielt det Radikale Venstres
katastrofale indblanding.
Alt i alt er der plads til forbedringer, og vi ved, hvad der
skal til.