Afstemningen om erstatning af vores EU-retsforbehold og
indførelse af en tilvalgsordning skal ses i en større sammenhæng. Den er
nødvendiggjort af Lissabon-traktaten fra 2009, der på vanlig EU-vis blev
vedtaget af den politiske ”elite” mod befolkningernes ønske. Lissabon-traktaten
er endnu et skridt hen mod en europæisk unionsstat, og den indebærer bl.a. en
overførsel af en række områder fra mellemstatsligt samarbejde, hvor nationerne
har vetoret, til overstatligt unionsregi, hvor et flertal kan tromle et
mindretal ned.
Nu fra nytår 2016 skal en række retslige områder overføres
til unionsregi, og her kan Danmark ikke deltage på grund af vores retslige
forbehold fra 1993. Derfor mener ja-siden, at vi må afskaffe retsforbeholdet og
erstatte det af en tilvalgsordning, hvorefter Folketinget senere løbende kan
beslutte, hvilke retslige områder, vi skal deltage i – i unionsregi.
Europol-samarbejdet bliver holdt frem (som murbrækker) fra ja-siden.
Det lyder jo besnærende, men set i sammenhæng med de sidste
30-40 års udvikling er det blot endnu et skridt hen mod den af folkene uønskede
totale unionsstat. Al erfaring viser, at ”eliten”- hvortil Folketinget hører - er
ude af trit med befolkningerne – i alle de europæiske lande. Eliten har lokket
os ind i de nuværende traktater, eliten har lodset os ind i det ulyksalige
Schengen-samarbejde, der netop i denne tid ses at være værre end værdiløst, og
eliten har prøvet at få os ind i det lige så katastrofale og unødvendige
Euro-samarbejde. En afskaffelse af retsforbeholdet vil give eliten frie hænder
til i fremtiden at lave nye unions-ulykker uden at spørge befolkningen. De
nuværende politikeres løfter gælder jo kun højst i deres egen aktive tid.
Hvorfor skal vi dog ikke bare stemme om at deltage i de 22 retsområder,
som ja-partierne har udpeget som dem, de vil melde os ind i, hvis vi afskaffer
retsforbeholdet? Og så beholde resten af retsforbeholdet?
Og hvorfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved hele
unions-projektet? Det er jo en religion for en begrænset kreds af fanatikere,
og de mere nøgterne sætter desværre ikke hælene i og siger stop. Og så er det hele jo en illusion. Når
det kommer til stykket, handler nationalstaterne selv, som altid.
Derimod er et mellemstatsligt samarbejde, der er bygget på
fælles interesser, langt mere solidt. NATO er et godt eksempel. NATO har sikret
deltagerlandene mod aggression udefra i 65 år, og der er ingen snak om at ændre
traktaten eller ”udvikle” den. Hvorfor kan man dog ikke også lade det
europæiske samarbejde forblive i ro? Hvorfor skal det hele tiden gøres tættere
og ende med en harmoniseret megastat? Vi, folkene, ønsker jo som flest at
beholde vores nationalstater.
Derfor må vi stemme NEJ d.3.december 2015. Derefter bør
regeringen udskrive en ny folkeafstemning om tilslutning til de 22 retsakter –
og ikke mere.
