EU-forbeholds-afstemningen - hvorfor et nej?

Afstemningen om erstatning af vores EU-retsforbehold og indførelse af en tilvalgsordning skal ses i en større sammenhæng. Den er nødvendiggjort af Lissabon-traktaten fra 2009, der på vanlig EU-vis blev vedtaget af den politiske ”elite” mod befolkningernes ønske. Lissabon-traktaten er endnu et skridt hen mod en europæisk unionsstat, og den indebærer bl.a. en overførsel af en række områder fra mellemstatsligt samarbejde, hvor nationerne har vetoret, til overstatligt unionsregi, hvor et flertal kan tromle et mindretal ned.

Nu fra nytår 2016 skal en række retslige områder overføres til unionsregi, og her kan Danmark ikke deltage på grund af vores retslige forbehold fra 1993. Derfor mener ja-siden, at vi må afskaffe retsforbeholdet og erstatte det af en tilvalgsordning, hvorefter Folketinget senere løbende kan beslutte, hvilke retslige områder, vi skal deltage i – i unionsregi. Europol-samarbejdet bliver holdt frem (som murbrækker) fra ja-siden.

Det lyder jo besnærende, men set i sammenhæng med de sidste 30-40 års udvikling er det blot endnu et skridt hen mod den af folkene uønskede totale unionsstat. Al erfaring viser, at ”eliten”- hvortil Folketinget hører - er ude af trit med befolkningerne – i alle de europæiske lande. Eliten har lokket os ind i de nuværende traktater, eliten har lodset os ind i det ulyksalige Schengen-samarbejde, der netop i denne tid ses at være værre end værdiløst, og eliten har prøvet at få os ind i det lige så katastrofale og unødvendige Euro-samarbejde. En afskaffelse af retsforbeholdet vil give eliten frie hænder til i fremtiden at lave nye unions-ulykker uden at spørge befolkningen. De nuværende politikeres løfter gælder jo kun højst i deres egen aktive tid.

Hvorfor skal vi dog ikke bare stemme om at deltage i de 22 retsområder, som ja-partierne har udpeget som dem, de vil melde os ind i, hvis vi afskaffer retsforbeholdet? Og så beholde resten af retsforbeholdet?

Og hvorfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved hele unions-projektet? Det er jo en religion for en begrænset kreds af fanatikere, og de mere nøgterne sætter desværre ikke hælene i og siger stop. Og så er det hele jo en illusion. Når det kommer til stykket, handler nationalstaterne selv, som altid.

Derimod er et mellemstatsligt samarbejde, der er bygget på fælles interesser, langt mere solidt. NATO er et godt eksempel. NATO har sikret deltagerlandene mod aggression udefra i 65 år, og der er ingen snak om at ændre traktaten eller ”udvikle” den. Hvorfor kan man dog ikke også lade det europæiske samarbejde forblive i ro? Hvorfor skal det hele tiden gøres tættere og ende med en harmoniseret megastat? Vi, folkene, ønsker jo som flest at beholde vores nationalstater.

Derfor må vi stemme NEJ d.3.december 2015. Derefter bør regeringen udskrive en ny folkeafstemning om tilslutning til de 22 retsakter – og ikke mere.