Eurokrise og masseindvandring – EU er blevet til Europas Ulykke

Næsten alle europæere ønsker, at Europas lande skal samarbejde tæt. Men der er næppe mange lande, hvor der er flertal for en egentlig fælleseuropæisk stat, en union. Det er et projekt, som eliten prøver at stoppe ned i halsen på os.

Dette ville være uacceptabelt fra folkenes synspunkt, selv hvis der var fordele forbundet med projektet. Men det er der jo ikke en gang. De fordele, som EF/EU har bragt os, hidrører fra det told- og handelssamarbejde, som allerede var godt i gang, før EF blev til EU i 1990’erne. De øvrige projekter, der skal føre til en union, er alle enten overflødige som rødbede-passet eller direkte skadelige, som valutaunionen og Schengen-afskaffelsen af den indre grænsekontrol.

Jeg har mange gange skrevet om Euroens katastrofale konsekvenser for de sydeuropæiske lande. De kæmper sig i disse år gennem en voldsom depression med enorme menneskelige ofre. Alligevel sker der ikke noget, og det vil der ikke gøre, før Frankrig om nogle år selv bliver ramt. Så revner Euro-samarbejdet med et brag.

Det brag er allerede ved at komme vedrørende Schengen-aftalen. Den aftale - med dens afskaffelse af den indre grænsekontrol mod en samtidig effektiv ydre kontrol - er en af de komponenter, der har skabt den folkevandringskatastrofe, der har simret i flere år og nu er eksploderet.

Den grundlæggende årsag til folkevandringen i disse år fra Mellemøsten og Afrika mod Europa, såvel som fra Mexico med USA og fra Sydøstasien mod Australien, er forskellen i livskvalitet mellem de vestlige lande og de øvrige. En anden faktor er kommunikationens udvikling, både mht informationer og mht transport. En tredje faktor er den politiske opblødning i de vestlige lande. Hvor alle suveræne stater hidtil har opretholdt en nøje kontrol med, hvem der kom ind, har de europæiske lande efter 1968 gennemgået en udvikling – man talte tidligere om en udvikling mod ”the permissive society” – hvor det i nogle tilfælde er blevet suspekt, at staten bruger sin magt. Et sådant tilfælde er indvandringen. Og hvis indvandrerne med eller uden grund kalder sig flygtninge og vifter med asylkortet, så trumfer det alt.

Derfor kan man nu se, at udlændinge i titusindvis kan gå i land på de græske kyster og fortsætte i tætte kolonner op gennem Europa mod de rigeste og mest gavmilde velfærdsstater: Tyskland og Sverige, bl.a. Indtil for nogle år siden ville alle lande have forsvaret deres grænser med alle midler, men de sidste år er vi blevet gradvis vænnet til, især gennem bådflygtningene fra Afrika til Italien, at de i stedet skal hjælpes i land - i Europa, ikke i Afrika! – så de kan bede om asyl. Hvorefter de kan sive ud i de europæiske lande før, under eller efter asylbehandlingen - som landene heller ikke kan overkomme længere.

Og på grund af Schengen-reglerne – som slet ikke havde forudset denne situation – er landene længere oppe i Europa slet ikke forberedt til at kontrollere deres grænser.

Sagen er, at dels er mange af de indtrængende slet ikke asylberettigede. Og selv de, der er, bør ikke forvandles til indvandrere. De skal opsamles ved grænsen og indkvarteres i lejre under forsvarlige forhold, bl.a. med undervisning, indtil de kan rejse hjem. Dette er EU langsomt og delvist ved at indse, men der er langt til handling.

En af hindringerne for dette er altså også den overflødige Schengen-aftale. Det hævdes nu, at den er en nødvendig forudsætning for vor velstand. Dette er nonsens. Der vil være fri bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft også uden. Jeg henviser til min post fra 15. juni 2011, hvor jeg citerer fra Folketingets EU-oplysning: Schengen-aftalens afskaffelse af grænsekontrol var kun ment som ren symbolpolitik, der skulle ”gøre EU nærværende for borgerne”. Ja, det er sandelig lykkedes!

Når man nu – f.eks. i Berlingskes leder – påstår, at Schengen-aftalen er en forudsætning for arbejdskraftens fri bevægelighed og afgørende for vor velstand, er det både fejlagtigt og en efterrationalisering!

Konklusion: Det er af mange grunde nødvendigt at rulle EU tilbage til det, det var omkring 1990. Dette er i øjeblikket helt uspiseligt for Tyskland, Frankrig og mange andre EU-lande. Men når masseindvandringen har skabt tilstrækkeligt mange problemer om nogle år, vil de se anderledes på tingene.