Det er interessant at se, hvordan udviklingen kan bevæge sig
i en cirkel: Man tror, at tingene bevæger sig fremad, og pludselig står man ved
udgangspunktet.
Jeg tænker her på folkeskolen. Indtil de radikale fik
gennemført den første af en lang række ”reformer” af skolen i slutningen af
1950’erne, gik børn 5 år i underskole, derefter 2-4 år i mellemskole: Nogle i
eksamens-mellemskole, der forberedte dem til realklassen eller gymnasiet, og
andre i eksamensfri mellemskole, der forberedte dem til en mere praktisk, ikke-boglig
erhvervsuddannelse, eller til straks efter at få arbejde som ufaglært.
Denne ordning afskaffedes så og afløstes fra 1962 af en
ordning, hvor eleverne ikke mere måtte deles efter anlæg og interesser efter 5.
klasse. De skulle gå samlet først 7 år i underskole, så 2-3 år i realskole, og
så enten i gymnasium eller ud til en erhvervsuddannelse.
Det er så senere blevet til en udelt underskole på 9-10 år
og derefter gymnasium eller erhvervsuddannelse. Mantraet har siden 1950’erne
været, at eleverne for enhver pris skulle holdes sammen i samme klasser. Hvis
der var forskel på elevernes evner, skulle de stakkels lærere tage højde for
det i den enkelte undervisningstime.
Dette projekt har fra starten været håbløst, men magthaverne
på området har holdt stædigt fast i det, da det har været en del af
reformpædagogikkens arvesølv ikke at ”sortere” i eleverne. Det er jo en del af
elitens uudtalte grundtanker, at det er ”finere” at være boglig end praktisk,
selvom de sidstnævnte ofte klarer sig mindst lige så godt gennem livet.
Desværre er det faktiske forhold, at eleverne allerede fra
helt små har forskellige evner og interesser: Nogle er praktisk anlagt, nogle
har flair for det boglige og abstrakte, og det vil senere i livet vise sig i
deres valg af livsbane, uanset hvad 68’erne mener om det. At holde eleverne i
samme klasse i 9 år har kun givet problemer – for alle.
Nu har en modig skole i Vendsyssel taget konsekvensen og ”toner”
nu de ældste folkeskoleklasser efter elevernes anlæg og interesser: Nogle boglige
og andre praktiske, så de i videst muligt omfang ligner de gamle
mellemskoleklasser. Ringen er ved at være sluttet.
Selvfølgelig stejler Undervisningsministeriet – det er jo
berømt for at være det ministerium, der er mest fastlåst i 68’er-ideologi,
måske en del af Ritt Bjerregårds indsats som politiker. Det bliver interessant
at følge den fortsatte kamp mellem livets kendsgerninger og den politiske
korrekthed.