Nice massemordet og Islam

Det seneste islamistiske terrorangreb i Nice d.14. juli 2016 rejser igen-igen spørgsmålet: Hvorfor gør de det, og hvordan kan vi forebygge den slags angreb?

Indvandringslobbyen og islamapologeterne- Hans Jørgen Bonnichsen, Berlingskes Poul Høi og mange flere - fastholder stædigt, at disse angreb intet har med Islam at gøre, men skyldes mentale forstyrrelser hos gerningsmændene, og de henviser til skoleskyderier og Breivik.

Jeg har tidligere fremført det synspunkt, at alle disse mordere nok må være mentalt afvigende, men da det jo er de færreste psykisk syge, der bliver massemordere, må der have været noget udover deres sygdom, der har drevet dem til at begå massemord. For skoleskyderne kan det have været modgang i skolen eller familien, for Breivik var det den fortsatte masseindvandring i Norge, og for islamisterne har det været – ja, Islam i den mest reaktionære og bogstavtro version, der opfordrer til fysisk angreb på alle ikke-muslimer. Derfor er det forkert at frikende Islam for medansvar.

På det seneste har en amerikansk akademiker, David Wood, fremsat den tese, at mange af de muslimske terrorister har levet en del år som dårlige muslimer med druk og småkriminalitet, men med deres muslimske baggrund intakt. På et tidspunkt får de nok og vil være gode muslimer, men desværre står der i Koranen, at den eneste måde, de kan være sikre på at komme direkte i Paradis med de berømte 72 jomfruer o.s.v. er ved at dø martyrdøden, mens de fører krig mod de vantro. Derfor selvmords-massemordsaktionerne, hvor gerningsmændene ofte er nyradikaliserede og hidtil har levet et ikke-religiøst liv.

Jeg mener nok, at argumentet lyder lidt teoretisk, men hvorfor ikke. Jeg mener nu stadig, at man også skal være mentalt afvigende for at begynde at myrde ukendte, herunder kvinder og børn. Men så er der stadig en del tikkende bomber blandt de mange millioner muslimer, som man har tilladt at indvandre til Europa de seneste årtier.

Og hvad kan vi så gøre for at minimere risikoen i fremtiden? For det første må indvandringen standse nu. For det andet må alle erkendte muslimske fanatikere hjemsendes. For det tredje må alle kriminelle indvandrere hjemsendes. For det fjerde må alle indvandrere, der har været på kontanthjælp i en række år, sættes på integrationsydelse – det vil få en del til at rejse. Samt en række andre forslag, der er fremsat fra flere sider.

Men vi må desværre se i øjnene, at den fred, vi havde før, næppe kommer tilbage. Vi har fået en terrortrussel, der er helt anderledes end de politiske terrorangreb i 1970’erne fra Rote Armee Fraktion og lignende organisationer.

Efter Brexit-afstemningen i UK: There will always be an England

- Men ikke nødvendigvis et EU.

Det britiske folkeafstemningsresultat d.23. juni gav et lille, men klart, flertal for, at UK skal forlade EU. Dermed føjer resultatet sig til den lange række af afstemningsresultater fra Danmark, Frankrig, Irland, Holland m.fl., hvor befolkningerne hver eneste gang siger nej tak til mere EU. (Det er derfor, vi ikke bliver spurgt så ofte).

Mange kommentatorer har kloget sig om årsagen til nej’et. Men sagen er jo ganske simpel: De fleste europæiske befolkninger ønsker aldeles ikke nogen overstatslig union, men derimod gerne mellemstatsligt samarbejde. Eneste undtagelser er tyskerne, belgierne og vist luxembourgenserne, alle folk med specielle forhistorier.

Man kan måske undre sig over, at de britiske nej-sigere ikke var mere tilfredse med alternativet, der jo var fortsat EU-medlemskab justeret med Camerons forhandlingsresultat - det indebar nej til britisk deltagelse i yderligere unionsdannelse, jfr. min postering af 26. februar 2016. Men det viser blot, hvor utilfredse mange europæere er med alt, der har med EU at gøre.

Hvad sker der så nu? Der vil blive forhandlet en ordning på plads, hvor UK fortsat kan handle med EU næsten som i dag, måske ligefrem en toldunion, men i hvert fald en frihandelsaftale. Der kan opstå problemer med tekniske handelshindringer, når UK ikke længere er i det indre marked – Frankrig er nærmest verdensmester i den sport. Og der forestår vanskelige tekniske forhandlinger om landbrug og fiskeri, men verden fungerede altså før UKs indtræden i 1973, og den vil også fungere efter en udtræden.

Nogle (dvs EU-tilhængere) har udtrykt bekymring for, at Brexit vil skade det vestlige forsvarssamarbejde. Hertil vil jeg postulere, at det intet vil betyde. Selvom mange unionstilhængere synes at have glemt det, er hele Vestens sikkerhed overfor aggression udefra fast forankret i NATO, og UK vil snarere blive et endnu mere dedikeret medlem her efter Brexit. Derimod vil Brexit måske tage lidt luft ud af nogle unionstilhængeres latterlige og futile forsøg på at skabe en konkurrerende europæisk forsvarsalliance. Latterlig, fordi der kun er en magt i Vesten, som vore modstandere frygter, og det er USA. Og futil, fordi EU-landene aldrig vil kunne blive enige om noget overstatsligt forsvarssamarbejde, og hvis de kunne, ville det skade NATO-samarbejdet.

Brexit-afstemningsresultatet er en god anledning for alle til at træde et skridt tilbage og tænke ud af boksen. Er EU-konstruktionen tidssvarende? Er den passende i forhold til staternes selvbestemmelsesret?

EU skabte problemerne - landene kan løse dem

Lige hjemkommet fra 14 dage på Mallorca sendte jeg Berlingske følgende læserbrev:

"Berlingske har søndag d.3. juli en leder om EU efter Brexit-afstemningen. I afslutningen opregnes tre problemer: Tilstrømningen af migranter fra Nordafrika, vandrende arbejdstageres ret til velfærdsydelser og problemerne ved Euro-valutaen. Berlingske mener, at disse problemer ikke kan løses af de enkelte nationalstater, men kun ved samarbejde i EU.

Jeg er uenig. Det er evident, at problemerne er skabt af det hovedløse, symbolfikserede EU-apparat, men det er lige så klart, at problemerne snarere kan løses ved effektiv optræden af de involverede nationalstater:

Migranttilstrømningen kan standses, hvis blot de først berørte nationer – især Italien og Grækenland – beslutter at genetablere en effektiv kontrol af deres egne grænser. Australien har vist en af flere måder, det kan gøres på.

Velfærdsydelsers tildeling er tidligere blevet styret af staterne selv. Nu blander EU sig – derfor drejer det sig om at rulle EU tilbage. Da det nok er for svært, må staterne tilpasse deres sociallovgivning efter egne ønsker.

Euroens eksistens har medført en lavkonjunktur i flere sydeuropæiske Euro-lande, da de ikke kan have fælles valuta med Tyskland i længere tid. Løsningen er, at disse lande beslutter at træde ud af Euro-zonen.

Berlingske ønsker at vise, at EU er nødvendig for Europas borgere. Det er et EU-systembevarende synspunkt. Jeg mener, at det er nationalstaterne, der er de nødvendige og eneste effektive organer for os alle.

Gunnar Biering"

Jeg regner ikke med, at indlægget bliver trykt. Berlingske er en del af "eliten", der ser EU som et mål i sig selv. Man ser helt bort fra andre former for internationalt samarbejde som NATO, der baserer sig på velfungerende nationalstater - og hvor traktaten ikke skal være under stadig udvikling hen mod et unionsmål, som befolkningerne ikke ønsker.