Uffe Ellemann og Dansk Folkepartis projekt

Dansk Folkeparti står bedre end nogensinde i meningsmålingerne, og det er logisk, at det tiltrækker mere opmærksomhed og kritik. Bl.a. har Uffe Ellemann-Jensen udtalt sig til Berlingske d.8. februar 2014. Han mener, at DF ”overhovedet ikke har nogen bæredygtig opfattelse af samfundets udvikling”.

Dette er jo ikke korrekt. Ganske vist henviser DF ikke i tide og utide til forskellige filosoffer fra 17- og 18-hundredtallet, men de ligger alligevel usagt i bagagen. DF går ind for den bestående markedsøkonomi og den bestående velfærdsstat, med nødvendige, løbende reformer og tilpasninger. Meget mere er det ikke nødvendigt at sige om den sag – den økonomiske politik.

Ellemann fortsætter (om værdipolitikken): ”Det eneste projekt, partiet har, er at lugte(!) til folkestemningen for derefter at bygge en masse op på den”. Dertil vil jeg svare, at DFs vigtigste ”projekt” siden 1995 har været at begrænse den massive folkevandring fra Verdens fattige og dysfunktionelle samfund til Danmark, fordi masseindvandringen vil erodere Danmark nedefra. Det var før det blev en folkestemning at være kritisk! Efterhånden er et næsten lige så vigtigt projekt blevet at begrænse den Europæiske Unions nedbrydning af nationalstaten oppefra – denne union, som vi udtrykkeligt ikke har ønsket, men som er blevet listet ind over os af Overdanmark, politikerne, medierne.

DF har ikke ”lugtet” flygtige stemninger og indrettet sig efter dem. DF repræsenterer en (voksende) del af det danske folk og kanaliserer og artikulerer dets voksende bekymring over udviklingen. Men Uffe Ellemann repræsenterer præcis de modsatte synspunkter: Han vil multikultur, europæisk overstatsdannelse og alt andet, hvad radikalt er. Klart, at han ikke kan lide et dansk folkeparti.

SFs krise: Ballade i den rød-borgerlige – det forventelige sammenbrud

Efter SFs udtræden af SSFR-regeringen i torsdags mener flere kommentatorer, at det var en stor fiasko for partiets ledelse, at det ikke lykkedes at føre SF fra dets fløjposition ind i et organiseret regeringssamarbejde med S og R. Jeg mener, at kritikken er uberettiget: Opgaven var umulig fra starten.

I min næstførste postering fra d.9. december 2010 har jeg forsøgt at placere partierne i et todimensionalt system. Og mens SF og de radikale ligger nogenlunde ens på værdiaksen – lige akademiske og verdensfjerne, S er mere i midten af aksen – ligger SF og radikale i hver sin side af aksen for økonomisk politik: SFs hele eksistensberettigelse er økonomisk udligning og stor stat, mens de radikale er nærmest neoliberale (”sådan er det jo”, citat: Margrete Vestager). At forene de to sæt holdninger kan måske godt gøres i den enkelte forligsforhandling, men at de skulle arbejde sammen til daglig og udarbejde fælles regeringsudspil, har fra starten været unaturligt. Spændingerne har været der fra starten, SF har måttet sluge kamel efter kamel, og så skulle der kun en forholdsvis mindre ting som DONG-salget til Goldman Sachs til at få ballonen til at revne.

SSFR-regeringen var jo nærmest en samlingsregering, som nogle har fablet om i årtier. En sådan kan kun fungere i undtagelsessituationer. Under normale forhold er den et misfoster. Meningerne skal brydes mellem regering og opposition – ikke inden for regeringen.