OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 27. maj 2014

EU: Gøgeungen, der vil presse nationalstaterne ud af reden

Så er valget til EU-parlamentet overstået. Den generelle tendens var stor fremgang for de EU-kritiske partier.

Det har ledt mange EU-tilhængere til at konstatere, at befolkningerne er blevet mere Europa-kritiske. Men det er jo helt forkert, og det er en unødvendig misforståelse. For næsten hver gang, journalisterne spørger en vælger om EU, lyder svaret, at EU efterhånden blander sig i alt for meget. Det er jo sagen: Folk vil nu som før gerne deltage i europæisk samarbejde, men EU udvider sit sagsområde år for år og arbejder mod at blive til en enhedsstat. Det er denne vækst i EU's beføjelser, som folk reagerer imod. Men journalister og de etablerede politikere er så meget en del af EU-systemet, at de ikke ser noget påfaldende i dynamikken i processen. De anser ”EU's udvikling” for at være det normale, mens folket ser, at tæppet gradvist bliver trukket væk under vore kendte samfund.

EU-systemet er en gøgeunge, der arbejder målbevidst på at presse nationalstaterne ud af reden. Det reagerer folk nu imod.

Et af de vesteuropæiske lande, hvor der kun er svage protester, er Tyskland. Men det er jo ikke så sært: Man siger jo, at hvis Tyskland og Frankrig er enige om noget i EU, bliver det gennemført. Og det er Tyskland, der er seniorpartneren i det parløb. Der er ikke noget forkert i dette: Tyskland er med sin størrelse og vægt uundgåeligt toneangivende. EU-processerne bidrager til at sløre dette billede, men det er realiteterne. Tyskerne har ikke noget at klage over. Hvis EU prøver at genere dem – f.eks. angående bilers forurening – er det EU, der må rette ind. Hvis EU absolut vil have en fælles valuta, bliver det på tyske vilkår – så må Sydeuropa rette ind, med de enorme sociale omkostninger, vi ser i disse år.

EU må rulles tilbage til det, det var omkring 1990. EU's udvikling må bestå i at perfektionere det indre marked for varer, og løbende tilpasse sig omverdenens udvikling. EU's udvikling skal ikke bestå i at brede sig over stadig flere områder.


onsdag den 7. maj 2014

Se og Hør skandalen og Snowden og NSA

I en nyligt udkommet bog af Ken B. Rasmussen, ”Livet, det forbandede”, afsløres det, at Se og Hør har betalt en ansat ved Nets for at levere oplysninger om kendte personers Dankort-benyttelse. Efterfølgende er det kommet frem, at også enkelte ansatte hos SAS, Naviair og selv Rigshospitalet har gjort noget tilsvarende.

Straks er hele politiker- og medie-Danmark oppe i gardinerne med krav om ”stramninger” og ”forbedring af systemerne”. Man har sågar fået den oprindelige whistleblower, nu KGB/FSB-meningsagent Edward Snowden til fra Moskva at fyre op under sagen ved at opfordre Folketinget til at begrænse overvågningen af den elektroniske kommunikation.

Det er muligt, at Nets skal stramme deres interne procedurer m.h.t. logning af medarbejderes kiggen i dataene. Men grundlæggende synes sagen at være mere banal: Der er næppe noget galt med systemerne, hverken i Nets, SAS, Rigshospitalet o.s.v. Det er enkelte personer, der er noget galt med. Uanset hvad man gør, kan man ikke forhindre betroede medarbejdere i at tage viden med ud af virksomheden og sælge den til skrupelløse aftagere. Sådan er det jo med alle forbrydelser: Man kan bestræbe sig på at forhindre dem, man kan lovgive og lave interne procedurer, men man kan aldrig helt forhindre dem.

Og faktisk går det jo også meget godt. Tænk på, hvad bankfolk, hospitalspersonale, politifolk, advokater, taxachauffører o.s.v. o.s.v. ved om deres medborgeres private forhold. Det er kun en brøkdel, der slipper ud til offentligheden. For normalt respekterer vi vores tavshedspligt, både af moralske grunde, og ellers af frygt for konsekvenserne, både de strafferetslige og de ansættelsesmæssige.

Men det forhindrer altså ikke medier og politikere i at råbe ”skandale” og ”der må være noget galt med systemerne”, når der en gang i mellem afsløres overtrædelser. Kan vi virkelig ikke nøjes med at konstatere, at der er og altid vil være menneskelige brist? Systemerne fungerer faktisk generelt godt. Kig dem gerne efter, men stol dog grundlæggende på dem.

Og det gælder også Snowdens afsløringer af NSAs overvågning. Det har været kendt ca. siden 11.september 2001, at internettet løbende scannes for ord og handlemønstre, der kunne tyde på terrorvirksomhed. Men tror nogen, at NSA har interesse i eller kapacitet til at følge med i selve indholdet i de millioner eller milliarder af daglige elektroniske budskaber, der sendes?

Vi skulle hellere bekymre os om den mere målrettede spionage, der foregår fra andre lande, der ikke vil os noget godt. Der er også andre, der lytter med!




tirsdag den 6. maj 2014

Nødløgn, hvid løgn og bare løgn i Bødskov Christiania sagen

Normalt er jeg enig med Pia Kjærsgaard, som jeg betragter som usædvanligt fornuftig og velorienteret – og modig, jeg ser hende næsten som en moderne dansk Jeanne d’Arc. Men i den langtrukne sag om hendes aflyste besøg på Christiania og justitsminister Bødskovs løgn og hans efterfølgende afgang, kan jeg ikke følge hende i hendes forargelse.

Som bekendt opstod sagen, da Pia Kjærsgaard og Folketingets retsudvalg besluttede, at de havde behov for at besøge Christiania. Men den først valgte dato passede ikke politiet, dels fordi der på det tidspunkt var uro i det kriminelle miljø omkring hashhandelen på Christiania, dels af andre, endnu hemmeligholdte årsager. Politiet og justitsministeren ønskede derfor at udsætte besøget, men mente ikke at kunne give den sande begrundelse. Derfor fabrikerede de en forklaring om, at Københavns politidirektør, hvis deltagelse i besøget åbenbart var en betingelse, ikke kunne deltage på den givne dag. Dette er den store løgn, som sagen derefter har drejet sig om.

I går har så en undersøgelseskommission på tre dommere afgivet udtalelse om to højtstående embedsmænd i Justitsministeriet og deres rolle i sagen, og dommerne konkluderer, at der ikke skal foretages yderligere mod dem, fordi de blot var med til at fabrikere en ”nødløgn”.  Dette har skabt stor forargelse i alle politiske partier. De mener, at ministre og embedsmænd ALTID skal tale sandt overfor Folketinget.

Dette er så endnu et eksempel på den overfladiske, poppede og historieløse kultur, der behersker det offentlige liv i Danmark. Har man virkelig glemt, at der er noget, der hedder en ”hvid løgn”? Det er en usandhed, hvor formålet med usandheden er anerkendelsesværdigt – ”godt”, om man vil. Og hvor det derfor ikke er kritisabelt at lyve. Eksempel: Hvis en minister bliver spurgt, om regeringen overvejer en devaluering, er det nærmest en tjenestepligt at lyve – også, hvis der bliver spurgt i Folketinget. Hvis et venstreorienteret Folketingsmedlem spørger om detaljer i vore allieredes eller vore egne forsvarsplaner, skal der også lyves. Eller hvis man spørger statsministeren, om han kandiderer til en international post – listen kan laves så lang, som man ønsker.

Så der skal aldeles ikke ALTID svares sandt, heller ikke i Folketinget. Men det er selvfølgelig anstrengende at skulle vurdere hver sag for sig – det er man blot nødt til. Naturligvis skal der som hovedregel svares sandt, men altså ikke altid.



fredag den 2. maj 2014

EU patentdomstolen: Nej tak

Spørgsmålet om tilslutning til EU-patentdomstolen er ret teknisk og kompliceret, så vælgerne må ty til deres mavefornemmelse. Hvad er argumenterne for og imod Danmarks tilslutning?

For det første: Hvad skal det til for? Det nuværende regime, hvor man søger patenter i de enkelte lande, har jo fungeret hidtil og bragt os frem til den velstand, vi har. Hvorfor dog pille ved noget, der faktisk virker?

For det andet: Man må frygte, at EU-patent-forslaget slet ikke er nødvendigt, men blot er et redskab for de yderligtgående EU-unionstilhængere for at arbejde videre på illusionen om, at EU er en selvstændig statsdannelse. Ligesom det rødbedefarvede pas, nummerpladerne, Euro-valutaen og Schengen-aftalen. Men mens nogle af disse tiltag kun er komiske, er andre direkte destabiliserende: Euroen har bragt de sydeuropæiske lande ud i en depression, der minder om 1930’erne, Schengen-aftalen har givet kriminelle frit spil til at drage hærgende gennem hele EU, uden at give nogen fordele til normale borgere. Man må frygte, at nye Unionsfremmende tiltag vil bringe yderligere kaos. F.eks., hvis danske virksomheder skal slås for deres patentrettigheder ved en rumænsk eller cypriotisk domstol.

For det tredje: Hvis det mod forventning senere skulle vise sig, at EU-patent-systemet fungerer godt, kan vi altid tilslutte os. Men erfaringerne med Euroen og Schengen maner til forsigtighed.


I øvrigt vil der stadig være en ret stor verden udenfor EU, hvor patentforholdene også i fremtiden vil være, som de er i dag. Det er måske snarere i disse lande, at vi har problemer med brud på Copyright m.v., og det vil EU-patentet ikke ændre på. Så det hele er nok en lille sag, som vi må bruge mange kræfter på. I stedet skulle vi bruge energien på at drøfte masseindvandringen over Middelhavet, Ruslands nye aggressivitet og lignende reelle, alvorlige sager.