Nødløgn, hvid løgn og bare løgn i Bødskov Christiania sagen

Normalt er jeg enig med Pia Kjærsgaard, som jeg betragter som usædvanligt fornuftig og velorienteret – og modig, jeg ser hende næsten som en moderne dansk Jeanne d’Arc. Men i den langtrukne sag om hendes aflyste besøg på Christiania og justitsminister Bødskovs løgn og hans efterfølgende afgang, kan jeg ikke følge hende i hendes forargelse.

Som bekendt opstod sagen, da Pia Kjærsgaard og Folketingets retsudvalg besluttede, at de havde behov for at besøge Christiania. Men den først valgte dato passede ikke politiet, dels fordi der på det tidspunkt var uro i det kriminelle miljø omkring hashhandelen på Christiania, dels af andre, endnu hemmeligholdte årsager. Politiet og justitsministeren ønskede derfor at udsætte besøget, men mente ikke at kunne give den sande begrundelse. Derfor fabrikerede de en forklaring om, at Københavns politidirektør, hvis deltagelse i besøget åbenbart var en betingelse, ikke kunne deltage på den givne dag. Dette er den store løgn, som sagen derefter har drejet sig om.

I går har så en undersøgelseskommission på tre dommere afgivet udtalelse om to højtstående embedsmænd i Justitsministeriet og deres rolle i sagen, og dommerne konkluderer, at der ikke skal foretages yderligere mod dem, fordi de blot var med til at fabrikere en ”nødløgn”.  Dette har skabt stor forargelse i alle politiske partier. De mener, at ministre og embedsmænd ALTID skal tale sandt overfor Folketinget.

Dette er så endnu et eksempel på den overfladiske, poppede og historieløse kultur, der behersker det offentlige liv i Danmark. Har man virkelig glemt, at der er noget, der hedder en ”hvid løgn”? Det er en usandhed, hvor formålet med usandheden er anerkendelsesværdigt – ”godt”, om man vil. Og hvor det derfor ikke er kritisabelt at lyve. Eksempel: Hvis en minister bliver spurgt, om regeringen overvejer en devaluering, er det nærmest en tjenestepligt at lyve – også, hvis der bliver spurgt i Folketinget. Hvis et venstreorienteret Folketingsmedlem spørger om detaljer i vore allieredes eller vore egne forsvarsplaner, skal der også lyves. Eller hvis man spørger statsministeren, om han kandiderer til en international post – listen kan laves så lang, som man ønsker.

Så der skal aldeles ikke ALTID svares sandt, heller ikke i Folketinget. Men det er selvfølgelig anstrengende at skulle vurdere hver sag for sig – det er man blot nødt til. Naturligvis skal der som hovedregel svares sandt, men altså ikke altid.