EU: Gøgeungen, der vil presse nationalstaterne ud af reden

Så er valget til EU-parlamentet overstået. Den generelle tendens var stor fremgang for de EU-kritiske partier.

Det har ledt mange EU-tilhængere til at konstatere, at befolkningerne er blevet mere Europa-kritiske. Men det er jo helt forkert, og det er en unødvendig misforståelse. For næsten hver gang, journalisterne spørger en vælger om EU, lyder svaret, at EU efterhånden blander sig i alt for meget. Det er jo sagen: Folk vil nu som før gerne deltage i europæisk samarbejde, men EU udvider sit sagsområde år for år og arbejder mod at blive til en enhedsstat. Det er denne vækst i EU's beføjelser, som folk reagerer imod. Men journalister og de etablerede politikere er så meget en del af EU-systemet, at de ikke ser noget påfaldende i dynamikken i processen. De anser ”EU's udvikling” for at være det normale, mens folket ser, at tæppet gradvist bliver trukket væk under vore kendte samfund.

EU-systemet er en gøgeunge, der arbejder målbevidst på at presse nationalstaterne ud af reden. Det reagerer folk nu imod.

Et af de vesteuropæiske lande, hvor der kun er svage protester, er Tyskland. Men det er jo ikke så sært: Man siger jo, at hvis Tyskland og Frankrig er enige om noget i EU, bliver det gennemført. Og det er Tyskland, der er seniorpartneren i det parløb. Der er ikke noget forkert i dette: Tyskland er med sin størrelse og vægt uundgåeligt toneangivende. EU-processerne bidrager til at sløre dette billede, men det er realiteterne. Tyskerne har ikke noget at klage over. Hvis EU prøver at genere dem – f.eks. angående bilers forurening – er det EU, der må rette ind. Hvis EU absolut vil have en fælles valuta, bliver det på tyske vilkår – så må Sydeuropa rette ind, med de enorme sociale omkostninger, vi ser i disse år.

EU må rulles tilbage til det, det var omkring 1990. EU's udvikling må bestå i at perfektionere det indre marked for varer, og løbende tilpasse sig omverdenens udvikling. EU's udvikling skal ikke bestå i at brede sig over stadig flere områder.