OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 30. juli 2012

Søren Pind og Obamas ”snigmord”


USA's militær har i de senere år udviklet førerløse, fjernstyrede fly – de såkaldte droner – så de er i stand til både at lokalisere modstandere og affyre raketter mod dem med stor præcision. De anvendes mod terrorister især i lande som Afghanistan, Pakistan og Yemen, hvor det er svært at bekæmpe dem på andre måder – både af militære og politiske årsager.

Denne fremgangsmåde fra USA’s side har som forventeligt i årevis været en torn i øjet på den europæiske venstrefløj, herunder de danske radikale. Derimod er det mere overraskende, at Venstres udenrigsordfører Søren Pind nu stemmer i med kritikken. Han taler om snigmord, hvor man sniger sig ind på det intetanende offer, som dræbes uden rettergang.

Søren Pind er helt galt afmarcheret, selv om hans egentlige ærinde er at kritisere S-SF-R-regeringen for dens forskelsbehandling af præsidenterne Bush og Obama på dette område. Målene for de amerikanske droner er karakteriseret ved to ting:

1. De er selv gået ind i en krig mod Vesten, især USA
2. De er kombattanter, d.v.s. de er aktive og bevæbnede

Man kan holde det op mod massemordet på kontorfolkene den 11. september 2001, hvor ofrene ikke anede, at de var i krig mod islamisterne, og hvor de ikke var kombattanter.

Pind ønsker, at terroristerne bliver stillet for en dommer i steder for at blive dræbt af droneangreb. Det ville måske også være ønskeligt, men det er jo umuligt, når de gemmer sig i de nævnte lande. Alternativet ville være ikke at gøre noget. I øvrigt befinder terroristerne sig jo netop i en juridisk gråzone: Hvis de er lovlige kombattanter, må de jo ikke retsforfølges. Men så må de godt dræbes, indtil det øjeblik, hvor de overgiver sig! Hvis de ikke er lovlige kombattanter, må de både retsforfølges og også bombes, så længe de er aktive.

Det største problem er de uskyldige civile, der dræbes af droneangrebene, fordi terroristerne gemmer sig blandt dem. Ansvaret for disse tab ligger hos terroristerne, forudsat at USA's militær gør alt, hvad der er muligt, for at minimere disse tab. Alene fordi USA ikke har nogen som helst interesse i at påføre civilbefolkningerne disse tab, må man antage, at tabene er de mindst mulige.

lørdag den 28. juli 2012

Euro-tragedien og historien bagved


Det er efterhånden svært at skrive noget nyt om Euro-dramaet – eller rettere Eurozone-landenes tragedie. Jeg og mange andre har beskrevet årsager og virkninger: At Euroen er et rent politisk projekt og et økonomisk misfoster, og at den kun har bidraget til at forværre de sydeuropæiske landes selvskabte statsgælds- og boligboble-kriser. At den politiske elite aldrig frivilligt vil indrømme sin fejl, hvorfor landene kastes ud i yderligere, unødvendig lavkonjunktur. Alt det er beskrevet i tidligere indlæg.

Tilbage er kun at følge den triste historie udfolde sig, men man kan samtidig kaste et blik på baggrunden. DFs udenrigsordfører Søren Espersen har i partiets nyhedsbrev beskrevet et seminar om Euroen i 1990’erne. Alle tilstedeværende økonomer påpegede, at forudsætningerne for en fælles valuta i EU var, at der kom til at råde fælles økonomiske forhold, som der ikke var vilje – eller måske endog mulighed – for at skabe. Dette irriterede de deltagende magtfulde politikere, og til sidst skar EU-kommissionens daværende formand, Luxembourgs tidligere premierminister Jacques Santer, igennem med ordene: Euroen er den lim, der skal binde den Europæiske Union sammen. Og nogen tid efter blev euroen som bekendt indført i en del lande.

Altså: De unions-religiøse politikere betragter valutaen som et politisk redskab. De har fået at vide, men vælger at ignorere, at valutakurserne er en uundværlig korrektionsmekanisme mellem de forskellige suveræne økonomier. Hvis den mekanisme bliver lammet, vil spændinger mellem økonomierne hobe sig op, og de svage økonomier med høj inflation og lav produktivitet vil blive ramt af stats- og betalingsbalanceunderskud, der med mellemrum skal håndteres ved ”krisetopmøder”, og høj arbejdsløshed.

Man må antage, at euro-eliten har sine forestillinger fra historien. Retten til at slå mønt har altid været et kongeligt privilegium, der både gav økonomiske fordele og havde stærk symbolværdi, lige fra Bibelsk tid (”giv kejseren, hvad kejserens er”). Det har været en lækkerbisken for Europa-unionstilhængerne lige fra den første efterkrigstid.

Men Euroen var aldrig blevet gennemtvunget, hvis ikke den franske regering i 1990’erne havde krævet det som sin pris for at acceptere Tysklands genforening. Det franske ønske var dels drevet af misundelse overfor den amerikanske dollars stilling som verdens vigtigste valuta, dels af et fransk ønske om selv at få en lige så stærk valuta som D-marken.

Men en ting er disse politikeres prioriteringer. Nok så skuffende er det, at bl.a. den danske presse sluger disse forudsætninger kritikløst. Vi får af medierne at vide, at hvis Euro-samarbejdet opløses, betyder det enden på alt andet europæisk samarbejde. Det er naturligvis nonsens. Vi skal blot have samarbejdet rullet tilbage til det niveau, det havde i 1990’erne, før Euroen – en lykkelig tid med fremgang, hvor tilbageslag og kriser var af et helt andet håndterbart omfang.

Dette er der flere og flere, der bliver overbevist om. De sidste, der kommer til at acceptere det, bliver politiker- og medie-eliten.

fredag den 20. juli 2012

Et spørgsmål om CO2


EU-kommissionen har lige fremsat forslag om nye nedsættelser af de tilladte grænser for CO2-udledning fra nye biler. Bilindustrien mener nok, at den kan nå disse mål, selvom tidsfristen er sat for kort.

Set fra et neutralt synspunkt kan det være fornuftigt nok at begrænse brændstofforbruget, da klodens ressourcer af olie m.v. er begrænsede. Det er dog ikke hovedbegrundelsen for EU's tiltag. Det drejer sig om at reducere CO2-udledningen, der påstås at være årsag til global temperaturstigning med deraf følgende katastrofale konsekvenser.

Nu har mange, også kvalificerede videnskabsmænd, sat spørgsmålstegn ved den påståede årsagssammenhæng mellem CO2 og global temperaturstigning. Jeg har et helt kontant spørgsmål, baseret på almindelig snusfornuft:

Når man fyrer med brænde, frigøres CO2 fra træet. Denne CO2 svarer til den, der blev taget fra atmosfæren, da træet voksede. Derfor er træfyring CO2-neutralt. Men det er jo præcis det samme, der sker, når vi afbrænder olie, kul og gas! Disse fossile brændsler er jo dannet af plantedele i kultiden. Før de blev dannet, svævede deres CO2 jo rundt i atmosfæren, og dengang gik det da meget godt med liv på jorden? Fossil brændselsfyring svarer til træfyring, blot med nogle millioner år mellem plantevækst og afbrænding. Derfor kan det vel ikke være så slemt?

Men i så fald er hele CO2-religionen vel indholdstom? Kan det virkelig passe? Jeg vil gerne belæres, hvis ovenstående ræsonnement er forkert!

mandag den 9. juli 2012

Lighed eller retfærdighed?


Da debatten om homovielser i Folkekirken var på sit højeste, spurgte DRs TV-avis en gymnasiepige i Åbenrå om hendes mening. Hun sagde, at hun ”selvfølgelig” var for dem, fordi ”homoseksuelle skal have samme rettigheder som alle andre”.

Dette synspunkt virker ved første øjekast meget tilforladeligt, men er jo egentlig helt indholdstomt. Alle har naturligvis ikke samme ret til alt. Kirkeligt ægteskab er ikke en ret for alle. Det er en samfundsinstitution, der er opfundet for at skabe en juridisk ramme for pardannelsen, ikke mindst for at give ordnede rammer for børnene, som senere er blevet optaget af kirken. Indtil for få år siden havde ingen fantasi til at forestille sig, at det kunne dreje sig om andet end en mand og en kvinde. Der går ikke nogen skår af mig, fordi homoseksuelle par nu kan blive viet i kirken, jeg synes blot, at kampagnen for det har været anmassende, og at de kunne have skabt deres egen ceremoni. Og de har naturligvis ikke fra starten haft nogen ”ret” til kirkevielse. De har derimod længe haft ret til registreret partnerskab.

Men gymnasiepigens fejltagelse stammer nok fra vores i øvrigt glimrende lighedsindstilling her i landet. Vi anser os jo stort set som ligemænd og alle kan omgås alle, i hvert fald sammenlignet med de fleste andre samfund i verden. Men det betyder ikke, at alt skal behandles ens! Det, der gælder, er – som juristerne siger – at: Det lige skal behandles ens. Alle skal behandles efter fortjeneste, ikke ens! En rovmorder skal ikke behandles som en cykeltyv, men som enhver anden rovmorder. En dygtig, flittig og sparsommelig skal have flere penge til rådighed end en udygtig, doven og ødsel person.

Som jeg skrev i mit første indlæg på denne blog: Samfundet skal bygge på retfærdighed, d.v.s. at alle får, hvad de har gjort sig fortjent til. Ikke på godhed, d.v.s. at alle får, hvad de har lyst til. Og heller ikke på lighed i den skæve fortolkning, hvor alle skal have det samme, uanset hvad.

Disse betragtninger er faktisk ret aktuelle. Enhedslisten står jo nærmest for godheds- eller lighedslinien, resten af samfundet stort set på retfærdighed, med større eller mindre modifikationer. Og det ser ud til, at der bliver en del diskussion om den helt kontante udmøntning af principperne i den nærmeste fremtid, især mellem regeringen og dens støtteparti, når Finansloven for 2013 skal vedtages.

mandag den 2. juli 2012

Euroen er reddet igen – Euro-områdets arbejdssøgende har tabt igen


Så er Danmarks EU-formandskab slut for denne gang, og det traditionelle afsluttende topmøde blev igen overtaget af den seneste redning af Euroen, som det kaldes – i virkeligheden behøver Euroen selv ingen redning, det drejer sig om nogle landes problemer med stor statsgæld og nogle bankers problemer med tab fra uansvarlig ejendomsfinansiering.

I gamle dage – før Euroen – havde sådanne problemer ikke fået lov at vokse sig så store, før markederne havde sagt stop. Muligvis ville landet være nødsaget til at devaluere, og IMF ville være trådt til med finansiering, mod at landet havde gennemført de nødvendige politisk-økonomiske tiltag. Der var også dramaer dengang, men ikke af det omfang, vi ser i dag.

Og i dag ”løser” EU problemerne ved at lånefinansiere problemlandene, og de bliver påtvunget drastiske nedskæringer i offentlige udgifter og lønninger – alt andet end at droppe det useriøse Euro-eksperiment og lade problemlandene devaluere. Konsekvensen er tårnhøj arbejdsløshed i Sydeuropa, især blandt de unge. Flere og flere uafhængige iagttagere siger nu dette åbent – senest forhenværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, der selv var med i arbejdsgruppen, der drøftede de nødvendige forudsætninger for en valutaunion, forudsætninger, der aldrig er blevet opfyldt.

 Så den spanske premierminister har mere ret, end han selv forstår, når han proklamerede: ”Der er ingen sejrherrer – det er Euroen, der har vundet.” Systemet er vigtigere end de borgere, han skulle tjene.

Det gælder vel i øvrigt hele det europæiske unionsprojekt. Det er ikke borgernes projekt, det er et elitært fantasifoster, der tvinges ned over vores hoveder af de herskende klasser. Og flertallet sanser ikke at sige nej tak.