Der er behov for økonomisk vækst for at øge beskæftigelsen
og mindske underskuddet på statsfinanserne.
Mange etablerede virksomheder har store likviditetsreserver, men kan
ikke se muligheder for at investere dem. Samtidig har mange små nystartede
virksomheder masser af planer for udvidelse, men de kan ikke opnå finansiering
i bankerne. Bankerne er stadig for svagt polstrede med egenkapital efter
finanskrisen, så de tør ikke give risikobetonede kreditter i samme omfang som
før krisen.
Det skal indskydes, at bankerne ved det nuværende lave
renteniveau har svært ved at tjene penge på renterne. De prøver så at øge deres
indtægter fra gebyrer, herunder indtægterne fra deres tilknyttede
investeringsforeninger, for at genopbygge deres egenkapital, men bliver straks
angrebet energisk af journalister, forbrugerorganisationer og røde politikere.
Det er ikke let for bankerne at komme i form igen.
Hvordan kan man da fremskynde bankernes genopbygning af
deres egenkapital og samtidig direkte øge deres lyst til at finansiere nystartede virksomheder? En simpel måde kunne være f.eks. for et enkelt år at fritage
dem helt eller delvis for selskabsskat. Samtidig skulle de ikke udbetale
udbytte til deres aktionærer – altså deres ejere – det pågældende år. Det fulde sparede skattebeløb skulle benyttes til særlig risikobetonede lån og kreditter
til nystartede virksomheder, som en særskilt kategori i bankernes
udlånsportefølje. Der skulle ikke kunne flyttes bestående engagementer, hverken
gode eller dårlige, over i denne kategori, kun nye eller forhøjelser af
eksisterende faciliteter. Dette skulle attesteres af bankens eksterne revisorer
i årsregnskabet. Hvis rammen for nye risikobetonede kreditter ikke blev
udnyttet, skulle det ubenyttede beløb indbetales til statskassen - ellers
skulle det jo have været betalt som selskabsskat. Hvis nogle af de nye
kreditter påførte banken tab, skulle bankens ramme for disse kreditter
nedskrives med tabsbeløbet. Renten skulle være den normale. Finanstilsynet
skulle kontrollere, at ordningen blev brugt efter hensigten – at hjælpe nye
virksomheder uden stor egenkapital i gang.
Ordningen kunne f.eks. løbe i 5 år og så tages op til
revision.
Staten ville tabe en del milliarder i selskabsskat det
pågældende år, men der ville blive skabt vækst i økonomien, hvilket ville
generere øgede skatteindtægter og lavere offentlige udgifter, også i de efterfølgende
år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar