Nu har DR vist alle 8 afsnit af sin 175 mio. kr. dyre serie
”1864”, og katastrofen er fuldbyrdet. Altså ikke katastrofen ved Dybbøl, men
den katastrofe, som serien er.
Serien er teknisk flot med gode skuespillere, men seriens
forløb er idiotisk af mange årsager:
Historisk er den ikke-oplysende. Vi får ikke en fornuftig
forklaring af baggrunden for krigen (og for krigen 1848-50), nemlig de
tysksindede slesvig-holsteneres krav om at få hele Sønderjylland indlemmet i
det tyske forbund – helt op til Ribe-Kolding! Vi får kun fortalt, at det er de
fanatiske danske nationalliberale, der med deres ønske om at bevare det
historiske Danmark ned til Ejderen fremkalder konflikten. Desuden fremstilles
de danske ledere som fuldstændig vanvittige. Det havde været mere interessant
at sammenligne dem med deres åndelige oldebørn, det radikale venstre. Begge
kommer fra byernes akademikere og offentligt ansatte, begge er uden
realitetssans. De nationalliberale ville frelse Danmark, de radikale vil frelse
verden. Det første lykkedes ikke, det andet arbejdes der stadig på.
Og man hører intet til Helstatsfolkene, de konservative, der
ville bevare staten udelt, og som måtte samle op, da de nationalliberale gav op
efter det militære nederlag. Den tids DF’ere?
Desuden er mange optrin helt på Månen: Soldaten, der er
synsk og kan hypnotisere, ja sågar heale! Fra Lars Triers ”Riget”? En
sigøjner-hestevogn, der kører ned igennem et feltlazaret! Og i øvrigt blander
sig frit med de danske kolonner. Bert Brechts Mutter Courage? Den vanvittige
kaptajn, der sætter een mand til at hive en kanon (på ca.½ ton) op af en
tilfrosset å!
I øvrigt er samme kaptajns optræden overfor vore to helte
helt ude i hampen. Hans sjofelheder ville ikke kunne forekomme. I øvrigt er
serien fuld af andre slibrige optrin, der kun kan fremkalde pinlighed i de små
hjem.
Så Folketinget, der bevilgede 100 millioner kr. til en
historisk fremstilling, står med en lang næse. Hvad gik galt?
Ja, man skulle aldrig have givet Danmarks Radios ledere frie
tøjler. Dels valgte de en instruktør – som så gjorde sig selv til
ene-manuskriptforfatter – som ikke vil den nationale fortælling noget godt. Ole
Bornedal er en moderne kulturradikal, en multikultur-tilhænger, som ikke kunne
nære sig for at vise historien gennem sit eget nutidige prisme. Og han baserede
sig på en roman, ”Slagtebænk Dybbøl”, af Tom Buk-Swienty, der i sig selv må være præget af den
forfatters egen baggrund som tysk og militærnægter. Ikke noget galt i sig selv,
men en atypisk baggrund for at skildre de danske soldaters heroiske indsats
netop mod tyskerne, på trods af den uduelige politiske ledelse. De danske
soldater blev jo ikke ført passivt til slagtebænken, tværtimod kæmpede de som
løver og vakte opsigt i omverdenen. Det er ydmygende at beskrive dem som ofre.
Men sandt er det, at de igen-igen blev sendt i krig af politikere, som ikke, mens
tid var, havde forberedt dem og givet dem den rette udrustning.
Den daværende kulturminister skulle have fulgt starten på
projektet nøje og have styret det i den retning, der var tænkt med
særbevillingen: Som et historisk oplysende projekt, fortalt professionelt og
med respekt for de mennesker, det omhandlede. Hermed ville man have kollideret
med det berømte armslængde-princip, hvilket ikke ville have gjort noget. Mere
herom i næste postering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar