Vietnam-krigen er slut – alle parter vandt til sidst

Krigen i Vietnam sluttede i foråret 1975, og det er 20 år siden, at Vietnam og USA genoptog de diplomatiske forbindelser. Når man rejser i landet i dag, er der anledning til at tænke tilbage, og til at vurdere krigens perspektiver.

USA's involvering i krigen i årene 1963-1973 må vel betragtes som en tragisk misforståelse. De implicerede parter udkæmpede ikke samme krig: USA mente, at de kæmpede for demokrati i Sydvietnam og mod verdenskommunismens udbredelse, Nordvietnam og Vietcong kæmpede for Vietnams genforening og mod fremmed indflydelse, og kun sekundært for et kommunistisk samfund, og Sydvietnams ledelse kæmpede for at beholde deres position. Sydvietnams menige bondesoldater kæmpede i bedste fald for at beholde et samfund med privat ejendomsret til jorden.

I realiteten agtede Nordvietnam og Vietcong absolut ikke at blive en del af et verdenskommunistisk, russisk eller kinesisk imperium. Vietnam har i 1000 år kæmpet mod kinesiske forsøg på dominans (og gør det stadig). Derimod startede deres kamp allerede i 1930’erne mod de franske koloniherrer, og de blev hovedsageligt kommunister, fordi der ikke var andre veje åbne. Men på grund af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske stater efter 1945 blev USA suget ind i Frankrigs håbløse krig mod de vietnamesiske nationalister, i direkte modstrid med USA's generelle modvilje mod de gamle europæiske kolonibesiddere.

Dertil kom, at Sydvietnam ikke var et demokrati, men derimod et feudalt diktatur. Det er der intet mærkeligt i – alle U-lande er i varierende grad et-parti-stater, men USA troede, dengang som nu, i deres velmenende naivitet, at alle lande uanset tid og sted var klar til at blive moderne vestlige demokratier – det, jeg har kaldt George W. Bush-Anker Jørgensen-syndromet.

Så det gik, som det gik: Vietnam var for stort – 80 millioner mennesker i dag – og med en vanskelig geografi, bjerge og jungle, og med amerikansk tilbageholdenhed overfor at invadere Nordvietnam, så USA kunne ikke afslutte krigen, men trak sig ud i 1973, og Nordvietnam og Vietcong besejrede Sydvietnam i 1975.

Hvordan er så situationen i dag? I USA var der i mange år stor bitterhed, men nu synes der at have indfundet sig en vis forståelse, og under alle omstændigheder gensidig respekt mellem de tidligere modstandere. I Vietnam har man for længst slået ind på en reformkommunistisk kurs, der har givet stærk økonomisk vækst, og man mærker ikke meget til russisk eller kinesisk indflydelse. Sovjet er jo for længst væk, og Kina er som nævnt en gammel hovedpine, som Vietnam endda var i en kort grænsekrig med i 1977. Derimod ser man mange tegn på amerikansk indflydelse og en interesse for Vesten, og Saigon ligner en reduceret udgave af Bangkok.

Derfor min overskrift – alle krigens parter synes at have vundet i det lange løb.

Man kan så sammenligne med Cuba, der ligner en fattiggård. Her hersker stadig den gammeldags kommunisme – magthaverne er åbenbart bange for at slække på tøjlerne, formentlig fordi Cubas befolkning generelt er mere uddannet og derfor, hvis den blev sat fri, ville ønske og være i stand til at gå videre til en vestlig demokratisk samfundsform, hvor kommunisternes indflydelse vil nærmest forsvinde.