Med den direkte russiske invasion af det østlige Ukraine
trænger den nye sikkerpolitiske virkelighed sig endelig på i det magelige
Vesteuropa. Nu kan vi ikke længere undslå os for at reagere. Men det er vigtigere
end nogensinde at forstå vor modstander.
Lad os huske Vietnamkrigen. Det står nu klart, at Vietnam og
USA udkæmpede to forskellige krige: Vietnameserne så krigen som en sidste del
af deres kamp for at befri sig for vestlig (fransk) imperialisme, mens USA så
krigen som en del af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske
stormagter. USA troede, at de udkæmpede en ny Korea-krig, men i stedet
udkæmpede de en genopførelse af deres egen uafhængighedskrig fra 1770’erne, men
nu med dem selv i rollen som briter. Hvis
USA havde forstået vietnameserne, var meget gået anderledes.
Det betyder absolut ikke, at Rusland nu har ret i deres
aggression mod Ukraine, men vi bør altid bestræbe os for at forstå
modstanderens bevæggrunde. Vesten ser Rusland som en aggressor, der vil flytte
landegrænser med militær magt, mens Rusland mener, at de blot tager det, som
retmæssigt er deres. Hvordan skal vi vurdere det?
Den fornuftige og holdbare løsning må for det første tage
udgangspunkt i de berørte befolkningsgruppers egne ønsker. Og her er det meget
usikkert, hvor stor en del af befolkningen i det østlige Ukraine, der ønsker
deres landsdel indlemmet i Rusland. Det er klart, at den russiske regering og
desværre den store, uinformerede del af det russiske folk ikke ønsker at vente
på reelle informationer om denne detalje.
Dernæst må man, hvis nogen ønsker at flytte på grænserne,
gøre dette ved forhandlinger mellem staterne og evt. via den internationale
domstol i Haag. Heller ikke dette har den russiske regering ønsket at tage del
i.
Så henviser nogle til historien, der i sig selv skulle give
Rusland ret til forskellige områder udenfor deres nuværende grænse. Det er en
interessant betragtning, der vil sætte fut i den kedelige sameksistens kloden
rundt – vi kan jo begynde med Skåne, Halland og Blekinge – ”de besatte
territorier på Østbredden”, som Rasmus Jarlov har sagt. Udover det vanvittige i
at mene, at historien skulle overtrumfe folkenes selvbestemmelsesret, rejser
det praktiske problemer: Nogle områder har skiftet tilhørsforhold mange gange.
Hvilket tidspunkt i historien skal så være gældende?
Putin benytter desværre også Hitler-retorik, når han taler
om, at han må beskytte sine folkefæller mod mishandling i nabolandene. Der er
intet i den nuværende situation, der retfærdiggør denne betegnelse. Men
desværre rummer Ukraine også betydelige grupper af (ukrainske!) chauvinister og
udemokratiske elementer, der for snart et år siden fik vedtaget en stramning af
forholdene for den russisktalende del. Denne idiotiske provokation har
formentlig været stærkt medvirkende til den russiske indblanding.
Men det er heldigvis taget af bordet nu. Den nuværende
regering i Ukraine er uden tvivl klar over, at det russisktalende
befolkningselement skal behandles ordentligt. Problemet er nu russerne. Hvor
store krav vil de stille? Vil Putin først standse, når han har flyttet selve
landegrænsen?
Putins holdning afhænger nok bl.a. af Vestens reaktion på
begivenhederne. Her er det meget uheldigt, at næsten alle NATO-landene i årtier
har reduceret deres forsvar og selv i dagens situation er meget tøvende med at
øge det igen. Vor egen statsminister Thorning Smidt med den fantastiske
begrundelse, at vi er midt i en forsvarsforligsperiode, der først udløber i
2017! Så må man da håbe, at der ikke udbryder egentlig krig inden da.
Den russiske politik er et strålende eksempel på salami-metoden,
hvor hver skive omhyggeligt er tilpasset så tynd, at den forbliver under den
vestlige opinions radar. Men, men – vi kan trods alt godt lægge skiverne
sammen!
Desværre er der nok ikke nogen nem løsning på situationen.
Et element i problemet er den russiske folkelige opinion, der – ophidset af en
statslig løgnepropaganda, der desværre igen minder om Nazi-Tyskland – er helt
på linie med Putins stormagtsdrømme.
Vesten må reagere på Ruslands pres mod dets mindre nabolande
med et modpres – politisk, økonomisk, militært. Det er den eneste basis for
forhandlede løsninger, hvis de ellers er mulige. Hvorfor skulle Putin forhandle
på områder, hvor han kan tage, hvad han vil have?
Hvor er for øvrigt FN henne i hele denne krise? Under den
kolde krig var det jo venstrefløjens og de radikales patentløsning på verdens
sikkerhedsproblemer. Heller ikke på dette punkt har de husket at indrømme, at
de tog grueligt fejl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar