De fleste i den vestlige verden – og også nogle modige
russere – er kritiske overfor den russiske fremfærd på Krim og de øvrige
russiske trusler mod Ukraine. Men der er også en hård kerne i Vesten, der helt
og fuldt støtter Putin. Argumenterne føres enslydende frem i læserbreve, og
sågar også i DRs program ”Debatten”, hvor fredsforskeren Jan Øberg optrådte med
budskabet.
Det går ud på, at Rusland er militært svagt, at det konstant
bliver presset i defensiven af Vestmagterne – især af USA, men åbenbart også af
EU – som har skumle hensigter, og at Rusland har al ret til at (re)agere, som
det gør, på Krim og vist også alle andre steder i det gamle Sovjet-imperium.
For det første er det påfaldende, at denne argumentation har
overlevet helt uændret fra den kolde krigs dage, hvor de samme kredse i Vesten
– socialister og radikale – forsvarede den ”fredselskende” Warzawa-pagt og
kritiserede den ”krigsgale” præsident Reagan. I dag er Rusland jo ikke mere
kommunistisk, men derimod gangster-kapitalistisk, så man kan ikke beskylde
Ruslands-vennerne for at være kryptokommunister eller betalte KGB-agenter. Når
de kører videre på autopiloten, må det skyldes banalt vestligt selvhad og
skyldkomplekser, som man også ser udfolde sig i debatten om masseindvandringen
fra de fattige lande til Vesten.
Men hvad er da realiteterne i deres pro-Putin-argumentation?
De mener – som alle – at Rusland har ret til at leve i fred og sikkerhed for
angreb udefra, men de mener åbenbart også, at denne ret omfatter oprettelsen af
buffer-stater langs grænserne mod NATO. Jeg mener, at dette er ikke blot
folkeretsstridigt, men også reelt forrykt. NATO er faktisk, som deltagerlandene
selv siger, en forsvarsorganisation. Landene har hverken viljen eller evnen til
at angribe Rusland. Det burde stå klart for alle efter 1990’erne, hvor
Sovjetimperiet faldt fra hinanden. NATO-landenes reaktion overfor det nye
Rusland var ikke fjendtlig, men tværtimod præget af velvilje og ønske om
samarbejde – der var sågar tale om at tilbyde Rusland NATO-medlemskab! At en
række central- og østeuropæiske lande benyttede lejligheden til hurtigst muligt
at opnå NATO-medlemskab, opfattes åbenbart af Øberg-fløjen som en stor
aggression mod Rusland. Men med disse landes historiske erfaringer, også med
Rusland, var det naturligvis kun en rent defensiv
selvopholdelses-foranstaltning fra disse lande, som NATO – læs USA – gik ind
på, ikke ud fra et ønske om at true Rusland, men af pligtfølelse overfor disse
hårdt prøvede nationer.
Øberg-fløjen mener åbenbart – som i de sidste 30-40 år – at
Vesten, især USA, konstant er i gang med en global omringnings-manøvre overfor
Rusland (og Kina?). Realiteten er, at de vestlige lande i de sidste 20 år har
gradvist nedtrappet deres militærudgifter, mens Rusland og Kina konstant øger
dem. Vesten har i de sidste 10-15 år været mere optaget af kampen mod
islamistisk terror, og nye baser rundt omkring i verden er til dette formål.
Samtidig prøver vestmagterne at reducere de gamle positioner – USA kunne ikke
komme hurtigt nok ud af Irak, og ville nok også gerne ud af andre varme lande –
men det er desværre der, at frontlinien mod terroristerne er i dag.
Der er ingen, der vil fratage Rusland deres historiske baser
på Krim. Men Rusland har ingen ret til at skabe en række lydstater langs sine
grænser.
Til slut et par ord om Øberg. Hans titel er freds- og
konfliktforsker. Denne betegnelse er lige så seriøs som de såkaldte
fremtidsforskere og dækker i realiteten over, at man ønsker at betragte
samtidshistorien ud fra en snæver pacifistisk, i nogle tilfælde antivestlig
synsvinkel. ”Freds- og konfliktforskning” er en integreret og vigtig del af
historie- og politologifaget. Betegnelsen er meningsløs og dækker kun over
udøvernes udgangspunkt: At krig og fred er for vigtig til at overlade ikke blot
til generalerne, men også til politikerne – nej, det er kun fredsforskerne, der
ved besked.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar