Danmarks Skandale-Radio

I går havde Danmarks Radios TV-avis så igen et indslag, som de konsekvent selv betegnede som en skandale-sag. Det handlede i al sin enkelhed om, at Hærens M113-pansrede mandskabsvogne (PMV) i Afghanistan ikke ydede tilstrækkelig beskyttelse mod vejsidebomber, hvor sprængladningen rammer vognen nedefra. Derfor havde Forsvarets Materielkommando i al hast gennemført et ombygningsprojekt, hvor bunden på et antal PMV’er blev forsynet med ekstra pansring. Dette medførte i sagens natur, at frihøjden inden i vognene – der i forvejen er begrænset – blev nogle centimeter mindre, hvorfor den højeste fjerdedel af soldaterne ikke uden besvær kan være i dem. Derfor har Forsvaret nu iværksat et yderligere ombygningsprogram, hvor man hæver taget i disse PMV’er.

Dette præsenterer DR som en stur, stur skandale.

Selvfølgelig havde det været bedre, hvis man fra starten havde iværksat begge ombygninger. I stedet satte man straks forstærkningen af bunden i værk, fordi det drejer sig om liv og førlighed for soldaterne. Alt andet ville derimod have været en skandale. Det forløb, der nu har været, har blot været lidt uhensigtsmæssigt – måske næsten uundgåeligt, når det skulle gå stærkt.

Men sagen er jo også blot blevet pustet op i DR, fordi den egner sig i den fortløbende kampagne mod Forsvaret, der påstås at være særlig skandaleramt og dårligt ledet. Det seneste eksempel var anklagen mod generalløjtnant Kiærskou, der påstodes at have fusket med tallene for fanger taget i Irak for adskillige år siden. Jeg omtalte sagen i min post fra 9. februar 2012. Nu er sagen mod Kiærskou ved at falde helt fra hinanden, uden konsekvenser for de journalister og politikere, der hoppede med på anklage-vognen.

Kampagnen mod Forsvarets ledelse kan sammenlignes med DR og andres mangeårige kampagne mod atomkraft. Blot et toilet på Barsebäck blev tilstoppet, ryddede man forsiderne og talte om ulykkesramte værker. Journalisterne af i dag har virkelig deres egne dagsordner.

Den egentlige skandale med hensyn til Forsvaret er snarere, at det er ved at blive helt ensidigt indrettet til at udføre den slags politiagtige kampagner, som vi ser i Afghanistan og ved piratjagten ved Afrikas Horn. PMV’erne bliver nu store og klodsede, og vi anskaffer pansrede lastvogne og store fregatter, der kun egner sig til disse ret ensidige indsatser mod en let bevæbnet modstander. Hvis vi en dag igen skal kæmpe mod en egentlig fjendtlig hærstyrke, får vi en brat opvågnen: Vi er nu næsten uden artilleri og luftværn, med store, klodsede køretøjer og skibe. Og denne udvikling er endda startet af officerskorpset selv.

Færø-modellen og skattereform

I denne tid arbejder regeringen på et forslag til en skattereform, der skal sænke skattetrykket på arbejdsindkomster. Det ideelle ville så være, at denne skattenedsættelse blev finansieret, som det hedder, af en tilsvarende reduktion af de offentlige udgifter. Erhvervsstøtteordninger har været nævnt som en besparelsesmulighed.

I debatten har man også ledt efter nogle andre skatter, der kan sættes op i stedet. De fleste andre skattearter må anses for udelukket, så derfor har nogen nævnt, at man kunne fremrykke beskatningen af pensionsopsparing – den såkaldte Færø-model. I dag er opsparing på pensionsordninger som hovedregel fradragsberettiget i indkomsten, så den ikke indgår i den beskattede indkomst. Til gengæld beskattes pensioner, når de bliver udbetalt. Der indbetales ca. 130 milliarder kr. om året, og de opsparede midler summer op til over 3.000 milliarder.

Hvis man fremrykkede beskatningen af disse pensionsmidler, så de blev beskattet ved indbetaling og så var skattefri ved udbetaling, ville statsfinanserne blive forbedret med 50-60 milliarder kroner.  Men man må kraftigt advare mod denne løsning. Den ville jo indebære, at der blev flyttet milliarder ikke bare fra fremtidig dækning af statens udgifter til nutidig skattelettelse. Den ville også her og nu betyde, at der blev flyttet de nævnte milliarder fra opsparing til forbrug. Da krisen nu er under nedtrapning, ville det være det dårligst tænkelige indgreb, der for alvor ville destabilisere obligationsmarkedet og true kronekursen.

Der er ingen nemme løsninger. Det er kun de gamle dyder, der holder.

Derfor nej til millionlønninger i det offentlige

Der er i den sidste tid kommet megen opmærksomhed på de helt utroligt store millionlønninger og andre goder, som cheferne i DONG, det hovedsageligt statsejede energiselskab, har fået. En direktør for et rekrutteringsfirma har udtalt, at det finder han i orden, hvis de pågældende f.eks. ved en børsnotering af DONG skaffer et ekstra milliardbeløb hjem. Mange politikere er også forstående.

Jeg mener, at accepten af multi-million-lønningerne beror på en misforståelse. DONG er ikke et profitforetagende, der skal tjene så mange penge som muligt. DONGs formål er at sikre stabil energiforsyning til borgerne så billigt som muligt, før afgifter. DONGs medarbejdere, også ledelsen, bør se dette som deres opgave, og modtage en rimelig løn for det. Hvis de har ambitioner om at blive rige ved at udtænke avancerede finansielle konstruktioner, eller ved at udnytte særlig teknisk viden, må de gå ud i det private erhvervsliv.

Men toplønningerne i DONG er kun en del af en større tendens i de sidste tiår, der kan betegnes neoliberalismens fremmarch i det offentlige, New Public Management. Man mener, at man kan drive offentlig virksomhed på nogenlunde samme måde som privat. Et element i dette er indførelsen for nogle år siden af omkostningsregnskaber i det offentlige. Det går i korthed ud på, at man indfører private regnskabsprincipper m.h.t. investeringer i maskiner, bygninger o.s.v. Hvor disse investeringer i det traditionelle regnskab blot blev registreret som årets investeringsudgift, skal de nu føres ind som aktiv i regnskabet og derefter forrentes og afskrives.

Dette omkostningsregnskab er relevant i det private erhvervsliv, hvor man har brug for et retvisende billede af driften. Men i det offentlige er det gamle regnskab det vigtigste, fordi det viser årets faktiske kontante udgifter, der skal dækkes af skatteindtægter, og fordi det viser de offentlige udgifters nationaløkonomiske virkning på samfundet. Se blot på EU's nye finanspagt – der er ingen, der spørger om staternes omkostningsregnskaber!

Når de danske offentlige områder nu skal belastes af dette omkostningsregnskab, er det muligvis for at kunne sammenligne med konkurrerende privat virksomhed. Dette kunne man i stedet gøre ved efterkalkulationer ved behov. Desuden er det ofte umuligt at sætte kroner på det offentliges produktion – f.eks. politiets eller skolernes.

Alt i alt: Det er selvsagt godt at stræbe efter at effektivisere i det offentlige, men der er mange andre faktorer end i det private, der skal tages med i betragtning. Penge og stadigt stigende forbrug er ikke det vigtigste i livet.