Euro-tragedien ruller videre

Og ingen af de ledende politikere eller medier sætter spørgsmålstegn ved baggrunden for hele forestillingen. Lad mig minde om følgende velkendte kendsgerninger om den europæiske nyere økonomiske historie:

Før Euroen, d.v.s. før 2002, var der også alle mulige former for internationalt samarbejde om at stabilisere valutakursudsvingene, men der var samtidig stadig mulighed for at ændre valutakurserne, hvis der opstod en så alvorlig krise, at det var uomgængeligt. Og det internationale økonomiske samkvem forløb godt, økonomierne blomstrede, kun med de kortvarige tilbageslag, der altid har været en del af tilværelsen.

Der var samtidig karakteristiske forskelle i det økonomiske forløb i landene: Tyskland, Benelux og efterhånden også Danmark var præget af behersket vækst på et højt niveau med behersket inflation, mens Sydeuropa var præget af ofte højere vækst – fra et lavere absolut niveau, ligesom BRIK-landene i dag, det er forventeligt – og også højere inflation. Derfor var der en langtidstendens til, at D-marken steg overfor de sydlandske valutaer.

Mange lande havde underskud på statsbudgettet, som kunne akkumuleres til en betragtelig størrelse. Det var en sag mellem dem og investorerne. Der var også uligheder på betalingsbalancerne mellem landene, men det blev håndteret af markedskræfterne eller i værste fald af IMF og anden offentlig indgriben. Der var problemer og kriser, men ingen var uløselige eller uhåndterbare. Den vestlige verden trivedes og vandt den kolde krig ved sin blotte eksistens. Alt syntes i bedste gænge i 1990’erne.

Men så kom Euroen…

De herskende klasser i mange europæiske lande ønskede at skabe en valutaunion, altså afskaffe de nationale valutaer og erstatte dem med en fælles. Dette er et rent politisk projekt, udtænkt af de eurofile efterkrigspolitikere og gennemtvunget af Frankrigs præsident i 1990’erne som betaling for Tysklands genforening. Problemet er, at man ikke kan have fælles valuta for forskellige lande med uafhængig økonomisk politik og udvikling. Det store forbillede – og misundelsesobjekt – var USA. Men dette store land kan jo kun have een valuta, fordi der er fuld bevægelighed af alt, også indbyggere, indenfor landet. Og endda kan der være problemer for de regioner, der ikke kan følge med.

Disse problemer vil være uløselige og ødelæggende ved en valutaunion mellem forskellige nationer, og alle hidtidige valutaunioner i historien er da også brudt sammen. Alt dette forstod mange, især i Tyskland, men få respekterede det. Og tankegangen hos de herskende var, at hvis man først skabte Euroen, kunne man dermed tvinge dens forudsætninger – en total økonomisk ensretning af de deltagende stater – igennem.

Så Euroen kom i 2002, og resultatet var, at lande som Grækenland nu kunne øge deres iboende økonomiske uansvarlighed, fordi de løbende underskud nu blev sløret i Euroens afregningsmaskineri. Og statsgælden kunne vokse uhæmmet, fordi investorerne glemte at se på de enkelte staters kreditværdighed.

Forskellene i de økonomiske forløb i hhv. de nordlige og sydlige Euro-lande ville under alle omstændigheder have givet uudholdelige spændinger efter 10-20 år. Men nu kom finanskrisen i 2008 og skabte en akut belastning af systemet. Først kom en række banker i vanskeligheder, primært fordi de på uansvarlig vis havde finansieret ejendomsspekulation, og derefter rettedes markedernes søgelys mod de sydeuropæiske landes store statsgæld og især statsunderskud.

Løsningen på problemerne har hidtil fra de herskende klasser været at tvinge Sydeuropa ind i en nedskæringspolitik, med kraftige reduktioner af både de offentlige underskud og lønninger og pensioner. Dette kan også være påkrævet, men det er jo 10 års opsamlede forskelle i økonomisk udvikling mellem Tyskland og Sydeuropa, der skal indhentes, og man kan betvivle, at det er prisen værd. Arbejdsløsheden i flere sydeuropæiske lande er nu 25%, ungdomsarbejdsløsheden katastrofale 50%, og der kan ikke ses nogen ende på nedturen.

Den fornuftige løsning ville være at droppe Euroen. Den har ikke gjort noget væsentligt godt – verden kan faktisk stadig godt håndtere, at landene har forskellige valutaer. Men den har udløst store ulykker. Den bør afskaffes igen på en kontrolleret måde, landene bør genindføre deres egne valutaer og Sydeuropa så devaluere udadtil – ikke kaste sig ud i en ødelæggende intern deflation.

Dette vil ikke ske foreløbig, fordi Euroen er et af de eurofile herskende klassers yndlingssymboler. Den er et led i deres forsøg på at opbygge en europæisk nationalbevidsthed, ligesom den helt overflødige og skadelige Schengen-traktat, de rødbedefarvede pas, EU-nummerpladerne o.s.v. Disse forsøg på at opbygge en kunstig europæisk identitet oppefra er helt udsigtsløse. Et nationalt fællesskab skal vokse op nede fra folket, det kan ikke skabes oppefra af magthaverne.

Men til sidst vil også Euroen blive skrottet, når problemerne bliver store nok. Ligesom Schengen-aftalen, hvor de store lande nu er ved at trække i land, fordi de oplever problemer med de illegale indvandrere. Hele menneskerets-komplekset vil også blive indskrænket, når indvandringsproblemerne er store nok
.

Men forinden skal vi åbenbart gå gruelig meget igennem. EU-kejserne har intet tøj på, masser af frække drenge har råbt det fra dag 0, men i modsætning til i H.C. Andersens eventyr er befolkningernes flertal foreløbig ligeglade. De stoler trygt på deres ledere, ligesom de stolede på Chamberlain, Scavenius og Anker Jørgensen.