Først en præcisering af, hvad ytringsfrihed er: Den er
naturligvis ikke absolut, som daværende statsminister Fogh ellers sagde under
Muhammed-krisen. Ytringsfriheden omfatter IKKE militære - og
statshemmeligheder, ikke fortrolige oplysninger, man får på sit arbejde, ikke
andre menneskers private forhold, man må ikke bagvaske andre, man må ikke true
eller opfordre til ulovligheder – der er utallige begrænsninger. Der er endog
en paragraf 140 i Straffeloven, der forbyder blasfemi – ”offentlig spot eller
forhånelse af noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds
troslærdomme eller gudsdyrkelse”, den bliver dog ikke taget i anvendelse. Og vi
har den famøse § 266 b, der forbyder, at grupper ”trues,
forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller
etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”.
Det er nemmere at præcisere, hvad der er den centrale ret i
ytringsfriheden: Ret til at diskutere og kritisere samfundets indretning og den
politik, der føres.
Denne ret har vi i den vestlige verden nydt i 100-200 år. I
Danmark har især de radikale og venstrefløjen, der historisk har været i
opposition til det bestående samfund, frit kunnet benytte ytringsfriheden til
at håne og spotte kirke, konge og fædreland – uden konsekvenser.
I de sidste 30-40 år har vi så fået en kraftig muslimsk
indvandring til Vesten – i Danmark især takket være de nævnte radikale og
socialister – og de finder sig ikke i kritik af deres religionsstifter,
profeten Muhammed. Og det i en grad, så de er parat til at myrde enhver, der
ytrer en sådan kritik.
Og hvad siger de radikale til det? De store kritikere af al
opblæst autoritet lægger sig fladt ned, dagbladet Politiken har sågar sagt
undskyld og betalt erstatning! Poul Henningsen må rotere i sin grav.
Hvad bør vi egentlig gøre i dagens situation? Naturligvis
bør man ikke håne andres tro, altså deres personlige gudstro – det er jo også
ulovligt! Man kan også passende lade andres guder og profeter være i
ubemærkethed. Men med islam er der det specielle forhold, at den også er et
politisk system, en forskrift for muslimers opførsel overfor andre. Så bliver
religionen også politik, og den politiske side af islam må være genstand for
kritik som alle andre politiske forhold.
Heldigvis synes det heller ikke at være en sådan politisk
tilgang, der ophidser nogle muslimske fanatikere til at angribe kritikerne
fysisk. Man forstår ellers godt, at mange ikke tør følge i Jyllands Postens
fodspor og kritisere profeten Muhammed – det gør JP ikke engang selv i dag. Og
politiet kan jo ikke passe på et ubegrænset antal truede.
Men det er utilgiveligt, at det er kommet hertil – at vold
virker, islamistisk vold. Det kan vi med al grund benytte vores ytringsfrihed
og kritisere de radikale og socialisterne for. De var ophavsmænd til
Udlændingeloven af 1983, Palæstinenserloven i 1992 og alle andre tiltag, der
har muliggjort masseindvandringen. Og de blev advaret hver gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar