Grækenland og Euroen – hybris, nemesis og Gudernes straf

Uanset hvordan dramaet om Grækenlands økonomiske krise - og Eurolandenes bestræbelser for at holde sammen på projektet - vil forløbe i den nærmeste tid, bliver Grækenland nu ramt af to sociale og økonomiske tsunamier på en gang: Dels kravet om nu endelig at bringe samfundet op på moderne europæisk niveau fra den osmanniske 1800-tals sump af korruption, svindel og nepotisme, som landet hidtil har befundet sig i. Og dels kravet om at standse de sidste årtiers gældsætning og helst påbegynde en tilbagebetaling. Og disse to Herkules-opgaver skal landet løse, samtidig med at det er alvorligt hæmmet af det håbløse Euro-medlemskab, som landet i tragisk uvidenhed insisterer på at beholde.

Hvordan er det gået så galt? Ansvaret ligger naturligvis først og fremmest hos grækerne selv. Men også de andre EU-lande har et stort ansvar. De skulle aldrig have lukket Grækenland ind i EU, før landet havde moderniseret sig i det mindste i moderat grad. Og de skulle slet ikke have lukket Grækenland ind i Euro-zonen, før landet opfyldte de samme minimumskrav som de andre Middelhavslande. EU lukkede endda øjnene for direkte fifleri med de græske økonomiske data.

Hvorfor gjorde de andre EU-lande det så? Fordi sådan er EU-systemet: Man kunne ikke modstå, at det gamle Hellas er den europæiske civilisations vugge (sådan da), selve vort kontinents navn stammer jo fra den græske mytologi. For EU er jo symbolfikseret og tror, at kendsgerningerne vil tilpasse sig de luftige drømme. Hybris – overmod!

Og da først Grækenland var blevet medlem af Euro-zonen, kunne landets uansvarlige økonomiske politik få friløb: Landet kunne nu køre med endnu større årlige underskud på statsbudgettet, der dels kunne finansieres med udstedelse af statsobligationer, som naive vesteuropæiske investorer gladelig købte, idet de overså, at der stadig var en kreditrisiko, selvom de var udstedt i Euro. Desuden var der nu løbende trækningsmuligheder i selve Euro-betalingssystemet. Så den græske udlandsgæld voksede enormt i 00’erne, lige indtil finanskrisen. Og gældsætningen gik ikke til produktive investeringer, men til løbende overforbrug.

Igen er ansvaret for dette naturligvis først og fremmest grækernes. Men EU-systemet og de øvrige Euro-lande har selv et stort medansvar for at have tilladt det. Det svarer til at give en teenager et kreditkort og så blot se til, mens han køber vildt ind år efter år uden at gribe ind. Og så i disse år, når finanskrisen endelig har tvunget de internationale kreditorer til at sige stop, forlanger de den opsamlede gæld tilbagebetalt på kort tid. Nemesis – straffen for overmod!

Det kan virke hårdt med alle disse tidsfrister, men værst af alt: Det er jo helt urealistisk – for man kan ikke plukke hår af en skaldet. Kreditorerne har bare at væbne sig med tålmodighed. Det kan virke utroligt, at man alligevel gennemfører så hårde forhandlinger, før man går med til at forlænge gælden, men det er vel et forhandlingsgreb for at tvinge Grækenland til at gennemføre de nødvendige reformer af statsfinanser m.v.

Det allerværste er dog, at både Eurolandene og grækerne selv synes besat af at beholde Grækenland i Euro-zonen. Den eneste rationelle grund til det kunne være, at det skulle give gode låntagningsmuligheder. Men det tog er jo kørt for mange år siden! Selvom Grækenland bliver i Euro-zonen, står den på skemalagt gældsnedbringelse i mange år frem – og det er uanset, om landet bliver i Euro-zonen eller ej.

Hvis derimod Grækenland forlod Euroen og fik en frit flydende Drakme, ville landet kunne devaluere og dermed få en realistisk international konkurrenceevne. Det er faktisk ikke så mange år siden, at mange lande brugte dette middel til at bedre deres betalingsbalance og deres økonomiske aktivitet, beskæftigelse o.s.v.  – husk Anker Jørgensens regering, eller 1930’erne, hvor de mange konkurrerende devalueringer ligefrem tog overhånd. Men for et land som Grækenland med lavkonjunktur og en overvurderet valuta er det den rette vej – og den vælger man så fra.

Hvis Grækenland derimod forbliver i Euro-zonen, vil deres valutakurs være den samme som i 2002, selvom den økonomiske udvikling siden dengang har været langt mere inflationær end i Tyskland – det dominerende Euro-land, hvis økonomiske forhold bestemmer Euroens kurs overfor omverdenen. Så Grækenland kører videre med en overvurderet valuta, der medfører, at den mindst produktive halvdel af befolkningen ikke kan finde beskæftigelse – det samme ses, om end i mindre omfang, i de andre Sydeuropæiske Euro-lande.

Så ved at forblive et Euro-land får Grækenland endnu større vanskeligheder med at få balance i sin økonomi og bedre beskæftigelse. Den Guderne vil ødelægge, slår de med blindhed!

Dansk Folkepartis forvandling og mit brev til Pia fra 1996

Dansk Folkeparti har virkelig forvandlet sig i sit 21-årige liv. Fra paria til magtens tinde, men også angående sin politik.

I mange år efter sin start i 1995 var DF ugleset af Overdanmark, det var ikke ”stuerent”. Efter valget d.18. juni 2015 blev Dansk Folkeparti det næststørste parti, og det største ”borgerlige”. DF kan nu stille større krav end nogensinde, ikke blot indenfor værdipolitikken – især indvandringen -, men også på det økonomiske område, hvor DF kræver større realvækst i det offentlige forbrug – 0,8 pct. Af BNP om året – end selv Socialdemokratiet, mens Venstre ønsker ”nulvækst” og Liberal Alliance 1 pct. nedskæring om året.

Det er i sandhed en forvandling fra DFs start i 1995. Kan nogen i dag huske, at DF var en udbrydergruppe fra Glistrups Fremskridtsparti, dem med 0-skat og drakonisk bortskæring af størstedelen af det offentlige? I sine første år var DF blot en modereret udgave af Fremskridtspartiet.

Det er da bemærkelsesværdigt, at DF på det værdipolitiske område har beholdt sine synspunkter, mens de på det økonomisk-sociale område har bevæget sig fra det yderste højre til nærmest til venstre for Socialdemokratiet.

Denne bevægelse skyldes naturligvis de ledende kræfters egne analyser og personlige udvikling, men jeg kan ikke lade være med at tænke på et brev, jeg skrev til Pia Kjærsgaard d.2. maj 1996. Jeg var bekymret for den voksende indvandring og kunne konstatere, at V og K ikke tog sagen særlig alvorligt. Det gjorde kun DF, med de havde stadig de gamle Fremskridts-synspunkter på økonomien, om end i modereret form. Jeg skrev, at jeg mente, at der var mange borgerlige – som mig selv – og højrefløjs-socialdemokrater, der ”betragtede masseindvandringen som så stort et problem, at de ville stemme på DF. Men det forudsætter nok, at DF distancerer sig fra Frp. … Jeg tror ikke, at Venstres stærkt liberale politik passer godt til disse vælgere. I stedet vil jeg tro, at en stærk social profil vil tiltale folk”.

Pia Kjærsgaard svarede i et venligt brev af 7. maj 1996, at hun var meget enig i den sociale profil, bl.a. højere folkepension og bedre sygehusforhold.  Og DF havde allerede gjort op med 0-skatten, men ”vi ønsker fortsat kraftige skattenedsættelser”.

Ak ja, det var i 1996. I dag kræver DF skatteforhøjelser – det er jo modstykket til offentlig udgiftsvækst. Man må sige, at DF har foretaget en lang rejse i sin økonomiske politik.

For lang, efter min mening. Jeg er fortsat helt enig i DFs værdipolitik – det er afgørende for mig – men jeg ønsker en økonomisk politik, der lægger vægt på offentlig sparsommelighed, som jeg har antydet i en af de første poster på denne blog af 9. december 2010.

Derfor vil jeg håbe, at Morten Uhrskov og flere andre vil lykkes med deres projekt med at genoplive Dansk Samling og gøre det til et parti, der både har en folkelig værdipolitik og en økonomisk politik af borgerligt tilsnit. Jeg vil over veje at støtte et sådant parti, men stadig være positiv overfor DF.