Den britiske premierminister Cameron fik for nylig
forhandlet sin aftale med EU om reformer på plads, og nu venter alle på
afstemningen til juni om UKs forbliven i EU eller udtræden. I tumulten om
børnepenge til Østeuropæiske arbejdstagere i UK druknede et element i aftalen,
som jeg finder af langt større vigtighed: UK skal ikke deltage i kommende
tiltag til at skabe en ”stadig snævrere union”.
Dette er jo helt epokegørende: Ikke mere union til UK, ikke
hvis der kommer et ja ved folkeafstemningen, og sandelig slet ikke ved et nej.
Fra nu af kan det kun gå fremad for de briter, der ikke ønsker at deltage i en
europæisk superstat, men derimod samarbejde mellem selvstændige nationer.
Nu mangler vi bare, at Danmark får den samme aftale om ikke
mere union – det kan jo åbenbart lade sig gøre. Det er jo det, de fleste
ønsker, og det, som vi er blevet lovet gang på gang: Samarbejde, ikke union. Og
mon ikke vi kan få det, ligesom UK jo kunne. Faktisk er der jo flere af
hard-core unionisterne i de gamle seks EU/EF-lande, som har talt om et EU i to
hastigheder. Det ville jo være ideelt: Lad de lande, der vil, gå videre med
deres union – hvis de ellers kan blive ved med at tromle hen over deres egne
skeptiske vælgere – og lad os andre indgå i en toldunion og fælles indre marked
med dem.
Som Nigel Lawson, finansminister i Margaret Thatchers
regering, skrev for nylig: ”EU har altid været et politisk projekt med et
politisk mål, som vi briter ikke deler. Det er den grundlæggende årsag til, at
vi må stemme os ud.” Ja, og Danmark må også ud, eller få vores medlemskab
grundlæggende ændret til et økonomisk medlemskab i passende omfang.
Udenrigspolitikken fører vi i en større sammenhæng, først og fremmest med USA i
NATO. Indvandringspolitik og grænsekontrol vil vi også gerne selv bestemme.
O.s.v.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar