Tidligere statsminister Anker Jørgensen døde d.20. marts
2016, 93 år gammel. Det må være på sin plads at gøre status over hans indsats
nu, på godt og ondt. Ganske vist siger et gammelt romersk ord: ”Intet ondt om
de døde”, og man bør selvfølgelig være tilbageholdende, i hvert fald indtil
bisættelsen er overstået. Men når det gælder en ledende politiker, må der være
plads til en objektiv vurdering, der dermed også kan være kritisk, når det
gælder den offentlige del af den afdødes liv.
Derimod bør man altid være tilbageholdende med at kritisere
den afdøde personligt – men det er nu ikke noget problem, når det gælder Anker
Jørgensen. Han var personligt og privat åbenbart et yderst sympatisk menneske,
ærlig, ordholdende, beskeden – et behageligt bekendtskab.
Men det betyder ikke, at han var en god statsminister! Ikke
blot var han temmelig ukyndig på en lang række relevante områder, og dertil
naiv og kortsynet – han var også snæversynet i sine holdninger: Han var absolut
ikke hele Danmarks tillidsmand, han var og forblev arbejdsmændenes tillidsmand –
og de øvrige i samfundets mere ydmyge lag. Modsat virkede det, som om han ikke
kunne lide arbejdsgivere, højtlønnede, borgerlige i almindelighed – og udenrigspolitisk kunne han ikke lide USA, Margaret Thatcher og hvem han ellers mente, var
højreorienterede.
Disse holdninger udmøntede sig i en katastrofal politik:
Allerede som forbundsformand pressede han på for at få hævet de ufaglærtes løn
så højt, at resultatet er blevet, at de mindst effektive blev presset ud af
arbejdsmarkedet. Og i hans statsministertid fik Ritt Bjerregaard lov til at
husere og bidrog derved til undervisningssystemets nedtur, og han lod Eva
Gredal gennemføre sin bistandslov, der endeligt overskar forbindelsen mellem pligt
og ret, der ellers var Socialdemokratiets gamle motto. Bistandsloven, der gav
alle – også tilvandrede udlændinge – retskrav på offentlig forsørgelse på højt
niveau uden reelle modkrav, har givet yderligere et skub til at bringe antallet
af 18-65-årige udenfor arbejdsmarkedet op på det nuværende astronomiske tal.
Udenrigspolitisk lagde han en antivestlig linie, rådgivet af
personer som Lasse Budtz og Svend Auken, og den kulminerede efter hans afgang med
Socialdemokratiets katastrofale fodnotepolitik, der tjente til at underminere
det vestlige sammenhold mod Sovjets pression. Det mest uansvarlige,
Socialdemokratiet begik under hans ledelse som oppositionsparti, var dog at
lægge stemmer til Udlændingeloven af 1983 – selvom den var udtænkt at de radikale
og den senere ombudsmand Gammeltoft-Hansen.
Alt i alt må man sige, at Anker Jørgensen ikke var den
sidste socialdemokrat – den ære tilfalder snarere H.C. Hansen. Anker var
snarere den første funktionelle SF’er, der blev socialdemokratiets leder –
senere kom der flere!
Det er derfor, Dansk Folkeparti har vokset sig så stort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar