Minkskandalens neddysning i den nye SVM-regering

 

Dannelsen af en SVM-regering – af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - forleden indebærer åbenbart, at der ikke længere er flertal for gå videre med at undersøge, om Mette Frederiksens ansvar for minkskandalen – den ulovlige og usaglige aflivning af alle landets mink – skal bedømmes af Rigsretten. Der er også en del juraprofessorer og andre, der har set på Kommissionsrapporten om skandalen og konkluderet, at MF næppe vil kunne dømmes for grov uagtsomhed.

Der er nok mange, der hellere ville have den professionelt neutrale højesteretsdel af Rigsretten til at afgøre sagen. Det er dog langt mere besynderligt, at man ikke omtaler, at MF fastholdt den ulovlige ordre efter at være gjort bekendt med den manglende lovhjemmel. Er det ikke Grundlovsbrud med forsæt?

Men selvom sagen nu formentlig er lagt død juridisk, bør den ikke dø politisk. Minkaflivningen var jo ikke blot ulovlig, den var også usaglig og unødvendig (der er da heller ingen andre lande, der har gjort noget tilsvarende). Og det kom frem allerede i de første dage efter det fatale pressemøde den 4. november 2020, men aflivningen fortsatte. 20 milliarder kroner totalt spildt!

Hvordan kan MF fortsætte som statsminister efter sådan en fejl? Hun rejser oven i købet stadig rundt med en fortælling om, at aflivningen var saglig og nødvendig – helt uafhængig af kendsgerningerne.

Nu ved den nye regerings dannelse lover hun så, at der skal ske ændringer i regeringsførelsen, så lignende skandaler undgås i fremtiden. Men hvad var roden til skandalen?

Det var jo MFs egen specielle nye ledelsesstil, hvor hun, allerede inden hun blev statsminister, proklamerede, at der skulle flyttes indflydelse fra embedsapparatet til politikerne. Altså fra dem med sagkundskab til dem med meninger. Og fagministerierne skulle styres stramt fra Statsministeriet. For bedre at kunne implementere denne nye stil blev ca. halvdelen af Slotsholmens departementschefer udskiftet og erstattet af folk efter MFs hovede. Bl. a. i Statsministeriet og Justitsministeriet.

Samtidig har MFs specielle ledelsesstil åbenbart medført, at ingen havde lyst til at sige hende imod, selvom der var viden i systemet om den manglende lovhjemmel. Læg dertil, at MF og endnu mere hendes departementschef blev grebet af panik under Covid 19-epidemien, og vi har minkskandalen.

Hvis lignende skal undgås i fremtiden, skal MF derfor lave sig selv helt om. Mon det sker?

Det bliver spændende at se, hvordan hendes ledelsesstil vil fungere overfor Venstre og Moderaternes ministre.

Og så har vi slet ikke set på MFs håndtering af Covid 19 i sin helhed, med overflødige nedlukninger, hjemsendelser, mangelfulde erstatninger osv. Konsekvenserne heraf trækker lange, triste spor i samfundet.

Minkaflivningen: Ulovlig og ubegrundet

 

I Berlingskes kronik d.15. november analyserer Morten Svensson krystalklart statsminister Mette Frederiksens autoritære ledelsesstil og forklarer, hvordan den har banet vejen for den lovstridige likvidering af hele minkbranchen. Statsministerens – og antagelig også hendes departementschefs – ledelsesstil beskrives som ”ubehagelig, uforskammet, aggressiv samt truende”. Derfor har ingen af de mange involverede politikere eller embedsmænd turdet påpege, at minklikvideringen krævede ny lovgivning, før den lovligt kunne sættes i værk.

Men kronikken, såvel som den pågående kommissionsundersøgelse, beskæftiger sig kun med lovmæssigheden i minkaflivningen. Et andet forhold er sagligheden i beslutningen, og her har bl.a. Berlingske beskrevet, at masseaflivningen slet ikke var nødvendig. Minksmitten bragte ikke vaccinens effektivitet i fare, og det blev allerede påpeget fra flere eksperter dagen før den famøse pressekonference d. 4. november 2020, hvor aflivningen blev beordret.

Minkaflivningen var altså ikke bare ulovlig, den var også unødvendig. Som Napoleons minister sagde: ”Det er værre end en forbrydelse, det er en dumhed”. Hvis minkaflivningen havde været nødvendig og ekstremt hastende, havde regeringen måske kunnet påstå nødret og fået tilgivelse for lovbrud. I stedet nøjedes man med rådgivning fra en side og undlod at bruge blot et par dage på at konsultere alle relevante eksperter, men hastede sagen igennem.

Det er ikke rettidig omhu, det er panik.

Exit Trump – forelsket i løgnhalsen

 

Så lakker Trumps præsidentskab mod enden, ligeså narcissistisk, kaotisk, løgnagtigt og destruktivt som hele hans karriere. Det er tragisk, for som jeg skrev for to år siden, har han fornuftige borgerlige grundholdninger, men hans arbejdsmetode er katastrofal. Derfor har han kun udrettet lidt, men til gengæld ødelagt meget: USA's internationale position er reduceret, og han har fået mange republikanske politikere trukket med ned i sit søle af undergravende beskyldninger til højre og venstre. Og han har ophidset sit bodega-publikum til at tro, at han er blevet snydt for sejren i præsidentvalget.

Man kan vel sige, at Trump er populist i ordets negative betydning. Den positive betydning af populisme er, som ordet jo siger, folkelighed: Jordbundenhed, realisme, varetagelse af almindelige menneskers tarv i stedet for akademiske utopier. Den negative betydning er: Popularitetsjagt, overfladiskhed, kortsynethed, national egoisme, altså nemme løsninger på komplicerede problemer. Trump er efter disse definitioner overvejende negativ populist.

Hvordan kan Trump så også have tilhængere blandt alsidigt oplyste mennesker, og ikke blot blandt dem, der mest ser reality-TV? Folk som Asger Åmund, Lars Hedegaard, Kim Møller fra Uriasposten, Steen Raaschou fra Snaphanen? Det må skyldes, at Trump er den vestlige politiker, der synes mest målbevidst i sin kamp for nationalkonservative grundholdninger: Nej til masseindvandring, nej til Europæisk forsvars-nasseri, nej til Kinas udnyttelse af det internationale økonomiske system.

I deres velbegrundede begejstring for Trumps synspunkter bliver de så blinde for alle hans fejl. Det minder om forelskelse: Man er blind for den udkårnes fejl og mangler og tillægger vedkommende gode egenskaber, denne faktisk ikke besidder. Det er omsonst at argumentere med dem, og de tror blindt på den udkårne, lige nu Trumps vilde påstande om massiv valgsvindel. Og selvfølgelig er sagen også kompliceret: Trump har jo udrettet noget på de nævnte områder, men han har bare samtidig ødelagt mere. Og lige nu arbejder han på at undergrave selve USA's demokrati: De frie og fair valghandlinger.

I øvrigt ses det samme tilhænger-fænomen hos Politiken-segmentet, når man prøver at diskutere masseindvandringens konsekvenser med dem. De nægter simpelthen at erkende masseindvandringens mange negative følger.

Bundlinien må være: Vi må alle anerkende, at vi har ret til at have forskellige politiske grundholdninger. Vi kan også vurdere og vægte givne observationer forskelligt. Men vi må og skal arbejde os frem til samme grundlæggende kendsgerninger. F.eks. at præsidentvalget i altovervejende grad foregik retfærdigt. At masseindvandring fra den tredje verden har store omkostninger.

Jeg er bare ikke særlig optimistisk. Fakta-resistens eksisterer.

 De seneste måneder har der været ny opmærksomhed om racisme (dog kun påstået racisme i den vestlige verden), slaveri (dog kun tidligere tiders slavehold i den vestlige verden) og diverse oplevede eller formodede krænkelser (eskimo-is). I den forbindelse fik jeg optaget et par læserbreve i Berlingske. Først om slaveri:

                                                                                                                                                                      "22. juni 2020

Der synes at spredes en myte blandt BLM-sympatisører og andre venstreorienterede om, at Danmarks velstand skyldes vores fortid som slaveholdernation.

Sandheden er, at slavehandelen og plantagedriften på De vestindiske øer i 17-18-hundredtallet kun har forøget vores bruttonationalprodukt marginalt og midlertidigt. Danmark-Norges handel og skibsfart generelt blomstrede i årene 1720-1801 (kaldet ”den florissante periode”), fordi vi var neutrale og kunne sejle og handle frit, mens de øvrige vesteuropæiske lande ustandseligt kom i krig og generede hinandens handelsflåder. Vores sukkerproduktion i Vestindien var kun en biting, selvom priserne var gode i disse år. Schimmelmanns og andres palæer var kun delvis finansieret af slavedrift.

I 1800-tallet forværredes de dansk-vestindiske sukkerplantagers økonomi løbende og blev tabsgivende, mens Danmark og det øvrige Europa begyndte den økonomiske opgang, der har varet til i dag. Den skyldtes de teknologiske landvindinger og forbedret uddannelse, og slaveriet var for længst afskaffet.

Der har eksisteret slaveri siden oldtiden – i Grækenland, Rom og også herhjemme, her hed slaver ”trælle”, og hudfarven var ikke afgørende. Slaveriet blev afskaffet i Europa med kristendommens indførelse, men det er pinligt, at det blev benyttet i kolonierne. Dog må kritikken også rettes mod ”pusherne”, de arabiske slavefangere og rivaliserende afrikanske stammer, der bragte slaverne til Afrikas vestkyst og der solgte dem til europæerne.

Det værste er dog, at slaveri og slavearbejde stadig findes i visse tredjeverdenslande – nogle arabiske – og i de kommunistiske diktaturer, Kina og Nordkorea. Man bør koncentrere sig om det, der kan ændres på."

Der var også debat om statuer i USA af sydstatsgeneraler fra den amerikanske borgerkrig. De krænkede er i fuld gang med at få disse statuer fjernet. Jeg skrev:

                                                                                                                                                                 "15. juli 2020

Black Lives Matter-bevægelsen og dens sympatisører er ude efter de amerikanske Sydstaters gamle monumenter over deres krigshelte fra Den amerikanske borgerkrig (1861-1865). Det begrundes med, at borgerkrigen drejede sig om, at Sydstaterne ville beholde slaveriet.

Men hvis nu Sydstaterne i 1861 havde meddelt, at de ville ophæve slaveriet straks, men at de stadig ville melde sig ud af USA og danne deres egen stat, Confederate States of America, ville Nordstaterne så have aflyst borgerkrigen? Naturligvis ikke.

Borgerkrigen drejede sig om, at Sydstaterne ville bestemme selv – herunder, hvornår de ville ophæve slaveriet, men også alt andet – mens Nordstaterne ville holde USA sammen, uanset hvad. Er det indlysende, hvem der havde ret? Slovakiet meldte sig jo ud af Tjekkoslovakiet i 1993. Norge meldte sig ud af unionen med Sverige i 1905, o.s.v.

Jeg vil påstå, at de fleste hvide i Sydstaterne i dag enten er ligeglade eller ser disse soldatermonumenter som en hyldest til de forfædre, der kæmpede for deres hjemstavn, men at de ikke er stolte af slaveriet, som i øvrigt fandtes i hele USA nogle årtier før Borgerkrigen.

At fjerne disse monumenter i dag svarer til, at prøjserne fjernede Istedløven fra Flensborgs Gamle Kirkegård efter deres sejr i 1864."

Hele denne krænkelseskultur må ses som en modebølge, meget lig den venstreorienterede modebølge efter 1968. Man må håbe, at den ikke gør lige så stor skade.

Folketingsvalget 2019 - hvad skete der?

                                                                                                                                

Tid til at se nærmere på Folketingsvalget 5. juni 2019.

Man kan plotte resultaterne ind på et ”politisk landskab”, ligesom i min postering fra 9. december 2010. Det er naturligvis en skønssag, præcis hvordan denne placering foretages. Jeg vil her blot opstille resultaterne i en lidt grovere tabel: 

                                                                          FV 2019:

2. kvadrant: Socialdemokratiske                  1. kvadrant: Borgerlige: 36,5% uden DF

                                                                                                               45.2% med DF                                                                                                                             

                                     Dansk Folkeparti        8,7%                          Stram kurs 1,8%

Socialdemokratiet    25,9%                                                                Nye Borgerlige 2,4%

                                                                                                            Konservative 6,6%

                                                                                                            Venstre   23,4%

                                                                                                        Liberal Alliance  2,3% _________________________________________________________________________________

3. kvadrant: Socialistisk                                                  4. kvadrant: Radikal-liberale

Socialistisk Folkeparti 7,7%                                                           Radikale Venstre 8,6%

Enhedslisten                7,0%

Alternativet                 3,0%                      Kristendemokraterne 1,7%

 Socialister o.l. i alt: 19,4%                                                         Globalister i alt: 28,0%

                                        Her er resultatet fra Folketingsvalget 2015:

2. kvadrant: Socialdemokratiske               1. kvadrant: Borgerlige: 30,4% uden DF                                                                                                                                     51,5% med DF                                

                                                                                              Dansk Folkeparti  21,1%                                                                                                                                     

Socialdemokratiet    25,9%                                                              Konservative 3,4%

                                                                                                         Venstre   19,5%

                                                                                                          Liberal Alliance  7,5% _________________________________________________________________________________

3. kvadrant: Socialistisk                                                4. kvadrant: Radikal-liberale

Socialistisk Folkeparti 4,2%                                                       Radikale Venstre 4,6%

Enhedslisten                7,8%

Alternativet                 4,8%                  Kristendemokraterne 0,8%                                                        Socialister o.l. i alt: 17,6%                                      Globalister i alt: 22,2%

Som det fremgår, er DF i 2019 placeret nærmest som et socialdemokratisk parti, fordi dets økonomiske politik har ligget nærmere mod S end mod blå blok.

Når man sammenligner de to sæt valgresultater, ses det, at de borgerlige partier gik tilbage fra 51,5% til 45,2%, altså med 6%, selv hvis man regner Stram Kurs – som ikke kom i Folketinget – med. Socialdemokratiet var nærmest uændret med en meget lille tilbagegang. Så modstykket til blå tilbagegang var, at de venstreorienterede og kulturradikale gik 5,8% frem.

Der var store ændringer i flere partier, især gik Dansk Folkeparti stærkt til

bage. Interessant er også vælgervandringerne mellem partierne, som Epinion har undersøgt for DR ved en spørgeundersøgelse. Resultaterne af denne undersøgelse er:

DF mistede 4,2% til Venstre, 2% til S, 1,6% til Nye Borgerlige og 1,2% til Stram Kurs.

V vandt også 2,5% fra Liberal Alliance, men tabte 1,5% til Konservative.

S tabte 2% til SF og 2% til Radikale.

SF vandt også 1% fra Enhedslisten. Øvrige bevægelser mellem partierne var mindre end 1%.

Årsagerne til vælgervandringerne

DFs store nedtur skyldes nok flere faktorer. Afgangen til S og V beror vel på, at det er lykkedes at skabe indtryk af, at indvandringsproblemerne er løst. (Det er de dog ikke, da der stadig er vækst i antallet af personer med rødder i Den tredje Verden, mens antallet af etniske danskere langsomt daler. De to kurver må skære hinanden på et tidspunkt, hvis der ikke sker politiske tiltag). DFs tab til NB og SK må omvendt skyldes, at der er en del vælgere, der ikke mener, at DF har gjort alt, hvad der kan gøres, for at standse masseindvandringen.

Men en anden faktor er DFs ageren de senere år. DF har placeret sig uheldigt som fortaler for at flytte statsinstitutioner til provinsen uanset konsekvenserne – altså at decentralisere centraladministrationen -, har krævet useriøse lokale trafikprojekter osv. Desuden har DF på den økonomiske politik lagt sig nærmere S.

Samtidig har Venstre taget stemmer fra DF på at fremstå som forkæmper for en ”stram” udlændingepolitik og fra LA på grund af dette partis egen problematiske ageren i skatteforhandlinger mv.

S har afgivet stemmer til SF og R netop på grund af sin nye ”stramme” udlændingepolitik, men har taget fra DF af samme årsag.

Så paradoksalt nok har de venstreorienterede og radikale vundet, fordi nogle S-vælgere var uenige med S’s nye udlændingepolitik. Men det er netop SF, R og EL, der giver S-regeringen dens flertal. Hvordan skal Mette Frederiksens regering modstå presset fra støttepartierne, der tilsammen næsten er større end S? Bliver interessant at følge.

Men det er temmelig rystende, at 28% af vælgerne ikke er mere bekymrede over masseindvandringens meget synlige skadelige konsekvenser, end at de stemmer på partier, der ønsker den accelereret.

Digitalisering og disruption giver distance og destruktion

I snart mange år har det været god latin, at samfundet skulle digitaliseres, altså at flere og flere funktioner skulle gennemføres ved brug af edb. Og edb er unægtelig en nyttig ting ved mange arbejdsopgaver: Både ved håndtering af store mængder relativt simple bogholderiopgaver og ved store omfattende regneopgaver. Det var også på disse områder, det startede for 50-60 år siden: I bank- og forsikringsverdenen, og indenfor naturvidenskaben.

Men udviklingen er fortsat, og nu har edb – eller IT, som det hedder nu – bredt sig overalt. Og nu begynder begrænsningerne at vise sig: Man vil bruge edb for at spare menneskelig arbejdskraft, men man overser, at der er områder, hvor den menneskelige fornuft og dømmekraft ikke kan erstattes af elektronik. Dette har medført ufattelige tab, dels i direkte konsulent-udgifter, dels i skader på samfundet, når systemerne ikke virkede: I Skat, politiet, Forsvaret, listen er tilsyneladende uendelig. Ikke startvanskeligheder, men systemfejl, der typisk har medført systemernes skrotning. Men i mellemtiden har man ofte afviklet de gamle manuelle systemer og skal derfor finde på noget nyt i en fart…

En anden følge af digitaliseringen er, at de digitaliserede områder, der virker, har medført større besvær for borgerne. Hvor de før kunne henvende sig, ofte pr. telefon, hos det offentlige eller i banken og blive betjent – og hjulpet og rådgivet – af et levende menneske, ofte en kompetent og erfaren medarbejder, skal de nu selv kæmpe sig frem gennem de pågældende organers hjemmesider. Hvis det går som forudsat, og borgeren er vant til edb, skal det nok være en effektiv metode. Men ofte virker systemerne ikke som forventet, og dertil kommer, at en del borgere ikke færdes hjemmevant i de nye systemer. Og det kan være meget besværligt for dem at få hjælp af en medarbejder i den anden ende. Dette giver distance og fremmedgørelse.

Selv når digitaliserings-selvbetjeningen går, som den skal, vil det ofte være tidrøvende for borgeren/kunden. En særlig finesse er, at de digitaliserede foretagender ikke sender ret meget ud på papir længere. Det betyder, at hvis borgeren ønsker at se sine breve, afregninger osv på papir, må han selv printe dem ud. Endnu et led, der betyder, at digitaliseringen kun er en besparelse for det offentlige, banker osv, men ofte en merbelastning for borgerne, som ikke er med i noget regnstykke.

En sidste, uheldig konsekvens er, at postvæsenets nedtur er blevet forstærket kraftigt, fordi det offentliges kommunikation til borgerne nu fortrinsvis er elektronisk. Nedturen var allerede i gang med e-mailens og SMSernes indførsel, men er blevet accelereret af den offentlige digitalisering. Den faldende brevmængde har medført ringere postbefordring, og det er uheldigt, da der stadig er vigtige forsendelser, der kun kan være i fysisk form. Det er da også i det meste af Verden et naturligt led i en velfungerende stat, at der er et offentligt postvæsen, der kommer overalt passende ofte. Nu er vi mere og mere i de liberale markedskræfters vold. Destruktion af den verden, der fungerede.

Desværre synes udviklingen at fortsætte. De herskende og talende klasser vil det. Trods al snak om at være i øjenhøjde med borgerne. Så at nedsætte et disruptionsudvalg var spild af tid og penge: Disruptionen kommer af sig selv.

Berlingske bragte d.29. marts 2019 en artikel om det forfærdelige massemord på muslimer i en moske i Christchurch på New Zealand. Her spekulerede avisen i en forbindelse mellem morderen og Identitaire-bevægelsen, der jo modsætter sig masseindvandringen til Europa fra Den tredje verden. I den forbindelse skrev avisen "..ifølge organisationens hjemmeside lyder teorien, at muslimsk indvandring vil gøre os til minoriteter i vore egne hjemlande i løbet af få årtier."

Jeg mente, at Berlingske ikke skulle lægge afstand til de faktiske forhold på denne måde og skrev derfor følgende læserbrev til avisen:

"I Berlingskes omtale af Identitær-bevægelsen d.29. marts beskrives det som en teori hos den yderste højrefløj, at de etniske europæere vil komme i mindretal i vore egne lande om nogle årtier.

Men det er en kendsgerning, at de europæiske befolkningers tal er dalende i disse år, mens personer i Europa hidrørende fra den tredje verden, ofte muslimer, stiger i antal år for år – flygtninge, indvandrere, familiesammenførte, efterkommere. Det burde være indlysende, at de to kurver vil skære hinanden på et tidspunkt, så vi faktisk kommer i mindretal i vore egne lande, hvis vi ikke ændrer kurs. Spørgsmålet er kun, om det sker om 50 år, 75 eller 100. Vore børn vil næppe nå at opleve det, men vore børnebørn eller oldebørn vil.

Dette synes at være udenfor de fleste politikeres – og journalisters – forestillingsevne, selvom det sker for vore øjne i Malmø og mange andre svenske kommuner i disse år.

Det er i øvrigt vistnok først og fremmest for at ændre denne udvikling, at Nye Borgerlige er opstået."

Læserbrevet blev ikke bragt i avisen. Emnet er dog ellers væsentligt nok. Men hverken aviser eller politikere magter tilsyneladende at se tingene i det lange perspektiv.