Mon ikke alle - undtagen de mest EU-begejstrede - vil
medgive, at indførelsen af den Europæiske Union i mange af landene, og i hvert
fald i Danmark, er blevet listet og manøvreret igennem på trods af
befolkningens ønske? De få gange, hvor unionssager er blevet forelagt vælgerne
direkte, har flertallet sagt nej. Så har politikerne filet lidt, og så er
sagerne gledet igennem på partiernes anbefaling. Man har nedtonet det overnationale,
og senere sagt, at sagerne jo var afgjort, så nu måtte vi tilpasse os. En sand
salami-taktik. De EU-begejstrede siger nu, at EU er blevet en overnational
størrelse. En slags forbundsstat, hvor flere og flere sager afgøres i
Ministerrådet ved flertalsafgørelser.
Men nu funderer jeg på, om Danmark overhovedet lovligt kan
deltage i sådan en? Der står i Grundlovens §20, at vi kan ”overdrage
beføjelser” til ”mellemfolkelige myndigheder”, der er oprettet ved ”gensidig
overenskomst med andre stater” til ”fremme af mellemfolkelig retsorden og
samarbejde”.
Det forekommer ret klart, at Grundloven sigter på
internationale organisationer som FN og NATO. Grundlovens forfattere har slet
ikke forudset, at Danmark skulle indgå i en overstatslig union. Men nu lægger
EU-folkene hjemme og ude, senest på Europol-området, vægt på, at samarbejdet
bliver overnationalt og ikke som hidtil mellemstatsligt. Det giver Danmarks
Grundlov da slet ikke lov til?
Man kan sige, at dette er en formalitet, da vælgerne jo ved
valg efter valg har stemt på de partier, der er gået med til unionsudviklingen.
Men formaliteter plejer at være altafgørende indenfor jura! Så hvis man vil
afgive beføjelser, der tilkommer Rigets myndigheder, til overnationale
statsdannelser (som er noget helt andet og mere end mellemfolkelige
organisationer), må det kræve en vedtagelse efter reglerne om grundlovsændringer
i Grundlovens §88, der blandt andet kræver, at 40% af de stemmeberettigede vælgere
siger ja ved en folkeafstemning.
Det er da også fantastisk, at man melder sig ind i en
organisation, efter lange forhandlinger om vilkårene, og så er organisationens
vigtigste egenskab, at den i fremtiden hele tiden skal ændres i unionsdannende
retning, med nye vilkår, som ingen kender i dag.
-
Man burde hellere lave det europæiske samarbejde helt om! I
dag styres EU af Ministerrådet, altså medlemslandenes regeringer, der vedtager
de såkaldte direktiver, der skal gennemføres i medlemsstaterne. Og der er et
EU-parlament, valgt direkte i alle medlemslandene, der har beføjelser til at
kontrollere Kommissionen og godkende EU's budget.
Og så er der Kommissionen, der står for den daglige
administration af EU's mange ordninger. Desuden skal Kommissionen fungere som
en motor for fortsat integration hen imod den fuldstændige Union. Kommissionen
udpeges af Ministerrådet og godkendes af Parlamentet.
I praksis er Kommissionen fjernet langt fra EU's
befolkninger, og den befolkes af personer, der lever i en osteklokke med deres
egen indavlede dagsorden. Det er især Kommissionen, der finder på stadig flere
integrationstiltag, som intet befolkningsflertal i noget medlemsland har
ønsket.
Hvad burde vi gøre? Jeg mener, at Kommissionen skulle
afskaffes og dens funktioner lægges ind under Ministerrådets sekretariat. Så
ville alle initiativer komme derfra. Det ville give en bedre folkelig
forankring, og vi ville slippe for mange påfund. Desuden skulle Parlamentet
ændres, så det bestod af medlemmer, der i forvejen var valgt ind i de enkelte
landes egne parlamenter, og det skulle kun mødes nogle gange om året.
EU's præsident og Udenrigspolitiske leder er to dårlige
vittigheder og burde afskaffes. Deres funktion ligger naturligt hos
Ministerrådets formand og formandslandets udenrigsminister.
Jeg er naturligvis klar over, at disse forslag ingen gang
har på jord. Derfor vil EU om nogle år gå samme vej som Babelstårnet.
Euro-fejlkonstruktionen knager allerede ildevarslende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar