9. april 1940 – hvad lærte vi?

Så har vi markeret 75 års dagen for den tyske besættelse af Danmark. En lejlighed til at se tilbage, og en anledning til at overveje, hvad vi lærte – og om vi lærte lektien ordentligt.

Det lærte afhænger jo af den enkeltes holdninger. Hvis man er radikal eller blot pacifist, vil man mene, at man aldrig skal sætte sig militært til modværge, uanset hvad. Så er man åbenbart i stand til at leve med, at andre lande bliver bombet og deres soldater skudt, for at bl.a. Danmark skal blive frit. Og man er åbenbart i stand til undervejs at føre egentlig samarbejdspolitik med sine besættere. Hvis man er sådan indrettet, var den lynhurtige kapitulation den 9. april jo en stor succes, og lektien er, at man bare skal gøre det samme en anden gang.

Hvis man er modsat indrettet, så finder man, at kapitulationen var skammelig og direkte usolidarisk med de andre europæiske lande, der kæmpede mod Nazityskland. I øvrigt var samarbejdspolitikken lige ved at medføre, at vi blev betragtet som allieret med Hitler. Dette var faktisk Sovjetunionens holdning lige til krigens slutning – jeg har en teori om, at det var som straf for dette, at Rønne og Nexøs civilbefolkning blev bombet af russerne i dagene efter 5. maj 1945. Og det var lige ved, at Danmark blev delt i fire besættelseszoner, ligesom Østrig. Russerne blev jo også på Bornholm et års tid. Så udover, at kapitulations- og samarbejdspolitikken var foragtelig, var den lige ved at blive også en håndgribelig katastrofe, udover en moralsk.

Så lektien for alle ikke-radikale og ikke-pacifister var: Aldrig mere en 9. april. At landet skal forsvares med de midler, der til enhver tid er til rådighed, ikke blot af moralske årsager, men også fordi det giver den bedste sandsynlighed for slet ikke at blive angrebet. Allerede romerne sagde som bekendt: Si vis pacem,  para bellum – hvis man vil beholde freden, må man være klar til at føre krig.

Og hvilken politik førte vi så efter Befrielsen i 1945? Alliancemæssigt prøvede vi i flere år med en neutralitetspolitik, senere prøvede vi at få etableret en Nordisk forsvarsunion, men forgæves. Efterhånden som Sovjet udvidede sit imperium i Øst- og Centraleuropa, reagerede vi ved at beslutte os til at blive medlemmer af den vestlige forsvarsalliance, NATO. Så vidt, så godt.

Men med hensyn til at afsætte de nødvendige midler til at opbygge og drive et forsvar på et passende niveau, svigtede vi desværre igen. Vi har aldrig i de sidste 70 år ønsket at bruge særlig mange penge på Forsvaret, vi har typisk ligget under de 2 procent af bruttonationalproduktet, som NATO-landene ellers er enige om er det ønskelige minimum – UK ligger pænt over, USA langt over, i alle årene. Resultatet har været, at det danske militær på de fleste områder har været forholdsvis lige så dårligt stillet som i 1940. (Situationen i dag er helt grotesk, det har jeg været inde på nogle gange i de sidste år).

Min pointe her er, at vi i alle årene under Den kolde krig, hvor den sovjetiske invasionstrussel var reel, og hvor vi lå i frontlinien, ikke levede op til vores motto om ”Aldrig mere en 9. april”. Vores politikere fra S, V og C, der tilsammen havde et stort flertal, lod sig koste rundt af radikale og socialister – og deres egen bekvemmelighed og tilbøjelighed til at lefle for de mest kortsynede af vælgerne – og undlod at gøre det, de vidste var rigtigt.