Der er efterhånden forløbet nogle måneder, siden briterne
ved en folkeafstemning besluttede at forlade EU, altså sagde ja til Brexit. Så
nu må alle involverede have fordøjet chokket og være begyndt at overveje
konsekvenserne. Det var derfor med interesse, at man afventede resultatet af
sidste uges EU-topmøde i Bratislava såvel som EU-kommissionsformand Junckers
årlige tale om ”unionens tilstand”.
Men hvis nogen virkelig havde troet, at Juncker og den
øvrige EU-top har lært noget af Brexit-resultatet, blev de skuffede. Både
topmødet og Juncker tilbyder ingen nytænkning om EU, men blot mere af det
samme.
Hverken Eurovaluta-konstruktionen eller den kuldsejlede Schengen-aftale
om afskaffelse af de indre grænser blev diskuteret. Man blev enige om lidt mere
fælles grænsekontrol, og Juncker foreslog endnu en gang mere militært
samarbejde indenfor EU.
Så EU-toppen nægter fortsat at tage de europæiske
befolkningers holdning alvorligt. Man vil ikke give os en effektiv
grænsekontrol tilbage, og EU-toppen mener fortsat, at EU skal modtage millioner
af migranter fra Mellemøsten og Afrika. Ja, det er endda EU-toppens erklærede
mål at opløse de nationale identiteter og skabe en ny, fælles europæisk
identitet.
Problemet med EU er, at det er et elitært oppefra og
ned-projekt, som går ud på at skabe en europæisk unionsstat. Og det har de
europæiske folk aldrig ønsket, måske med undtagelse af tyskerne med deres 2.
Verdenskrigs-skyldkompleks og belgierne med deres i forvejen ret atypiske
statsdannelse, der er ved at splittes i mindst to dele.
I alle andre lande vil flertallet beholde vores
nationalstater! Vi vil gerne samarbejde, men ikke fusioneres! Men alligevel
arbejder EU-systemet i uskøn samdrægtighed med de politiske eliter i landene på
at videreudvikle den uønskede union. (Undtagen i de østeuropæiske medlemslande,
der har friske erindringer om tabt suverænitet.)
Dette kan kun lade sig gøre, fordi EU fra starten er
konstrueret på en udemokratisk facon, hvor der som udøvende organ er skabt en
Kommission, hvis opgave er at ikke bare administrere det bestående regelsæt,
men også at presse udviklingen frem mod den totale union. Dette er godkendt af
de til enhver siddende politiske eliter i deltagerlandene, og befolkningerne
har slugt det råt, fordi vi stoler på vore folkevalgte – altså lige indtil
Brexit. Og dog – også i Frankrig og Holland har befolkningerne ved de seneste års
afstemninger sagt nej tak til mere union, men så har politikerne blot
omformuleret de nye unionstiltag og så vedtaget dem, mens vælgerne ser måbende
til.
Danmark indtager dog også en bemærkelsesværdig position,
fordi vi siden 1990’erne har sagt nej til nye påfund, når vi er blevet spurgt
direkte ved folkeafstemninger. Derfor har vi de fire forbehold, som vi klamrer
os til. Og derfor undgik vi at få Euroen.
Men udviklingen har ført til fremkomsten af nye,
unionsafvisende partier i UK, Frankrig, Tyskland, Holland – og Danmark.
EU-tilhængerne vil møde stadig større modstand i fremtiden.
Hvad skal der da til for at redde det europæiske samarbejde?
Jeg har før været inde på forslag til ændringer, og de er også dukket op i den
offentlige debat:
Unionsdrømmen må begraves en gang for alle. Vi vil kun have
samarbejde mellem nationalstaterne, som vi også er blevet lovet fra starten.
EU-kommissionen må fusioneres med Ministerrådets sekretariat og fremover
modtage sine instrukser fra Ministerrådet, hvor alle lande skal have veto.
EU-parlamentet skal kun have rådgivende beføjelser og udpeges af og blandt
medlemslandenes parlamenter – nogenlunde som Nordisk Råd. Og EU skal
koncentrere sig om økonomisk samarbejde og frihandel. Der er nok af velfungerende
internationale organer, der tager sig af forsvar (NATO), kriminalitetsbekæmpelse
(Interpol) o.s.v.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar