Er lige kommet hjem fra en uges tur – det, der vist
tidligere hed selskabsrejse – på Donau. Har altså besøgt tre af de fire
Vysegrad-lande i Centraleuropa, der har århundredlange erfaringer med tyrkernes
forsøg på at erobre nye europæiske lande. Og som nu foreløbig ved deres
effektive grænsekontrol fra efteråret 2015 har stoppet den seneste bølge af
migranter fra fortrinsvis muslimske lande.
På turen var der nogle, der gerne ville tale om
flygtninge/indvandrersagen – jeg tog ikke selv nogen initiativer i den retning,
men sagde min mening, når jeg blev spurgt. Og jeg måtte konstatere, at der
stadig er en stor gruppe af hårdnakkede indvandrings-acceptanter i den danske
befolkning. De falder i to grupper:
1. De blødhjertede. De mener, at vi – Europa, Danmark – har
det fulde ansvar for migranternes velbefindende, når de begiver sig ud på
Middelhavet. De tænker ikke over konsekvenserne for vores samfund og deres egne
børns og børnebørns livsvilkår i et Danmark, der bliver splittet i parallelsamfund.
Når jeg anførte, at da migranterne selv begiver sig ud på Middelhavet i
livsfarlige gummibåde o. lign., kan Europas moralske ansvar ikke være at samle
dem op og sejle dem til Italien, men højst sejle dem tilbage til Libyen, blev
de fjerne i blikket eller endog vrede.
2. De hårdkogte faktaresistente. De mener stadig ikke, at
der er nogen særlige problemer med masseindvandringen, og de har alle
bortrelativeringsflosklerne klar. Når de bliver trængt af kendsgerningerne,
benægter de dem.
Egentlig er de to grupper vel varianter over det samme tema,
som jeg var inde på i min allerførste postering på denne blog: De er gode
mennesker, der vil redde hele verden, uden at bekymre sig om konsekvenserne. De
er hjernevasket af 68’er mentaliteten og årtiers læsning af Politiken og
Information, og kiggen Danmarks Radio og TV2. De er gennem 70 års fred og
velstandsstigning blevet vant til at tro, at intet ondt udefra kan ramme dem og
deres. Og de udgør, selv efter de sidste års terror og Nytåret i Køln, en ret stor
del af befolkningen, og de dominerer stadig de snakkende klasser: Lærere,
præster, journalister – og politikere.
Så hvordan vil den nærmeste fremtid forme sig? Man må
desværre befrygte, at der ikke vil blive sat effektivt ind mod den sivende
indvandring fra Mellemøsten og Afrika, og nye generationer af efterkommere
synes at blive stadig mere utilpassede og fjendtligt indstillede overfor
værtslandet. Så vi vil få stadig flere parallelsamfund og ghettoer,
ghettoskoler og gymnasier, flere utrygge boligkvarterer, mere vold i
nattelivet, mere terror. Det vil stadig fortrinsvis gå ud over de lavere danske
socialgrupper, så Politiken-segmentet vil fortsætte med at ignorere og
fortrænge problemet.
Men på et tidspunkt vil de herskende klasser også blive
ramt. Da, og først da, vil statsmagten blive sat ind. Man må håbe, den har
tilstrækkelig styrke til den tid.
Alt dette får nogle til at sammenligne med situationen i
1930’erne, hvor det selv samme Politiken-segment ikke ville høre tale om faren
fra Hitlers Tyskland. Det var de nationalkonservative, der advarede – med Churchill
som den mest markante. Kommunister og socialdemokrater var også fjender af
nationalsocialismen. Men Politiken-segmentet opfordrede til forståelse, til
appeasement, til dialog – ganske som i dag.
Jeg håber som sagt, at det her ender godt. Men det kommer
til at koste ”blod, sved og tårer”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar