Så vågnede vi trods de fleste eksperters forventninger op
til, at Donald Trump er blevet valgt til USA's næste præsident. Hvordan gik det
til, og hvad vil der ske efter hans tiltræden?
Trumps opførsel under den lange valgkampagne har ofte
forekommet useriøs, nogle gange skandaløs. Jeg antager, at han blot har
benyttet sin store erfaring fra de reality-shows, hvor han har haft betydelig
succes, til at brænde igennem til de jævne vælgere.
Men det er blot form, det afgørende er indholdet. Trump har
faktisk haft et politisk budskab. Det helt afgørende er, at han vil standse
masseindvandringen fra den 3. verden, som er i færd med at forandre USA – og
resten af Vesten – til ukendelighed. Desuden vil han prøve at genskabe de
almindelige industrijobs, som er tabt til især Kina, efter at der blev åbnet
for fri handel med dette land, uden at Kinas økonomi fungerer på samme
markedsvilkår som de vestlige økonomier. I Kina bestemmer regeringen, dvs kommunistpartiet,
over valutakurs, renter og alt andet, der passer den. Så vi spiller ikke på ”a
level field”, som englænderne siger.
Det er vel forventeligt, at især disse to budskaber er
blevet vel modtaget af mange vælgere, især jævne hvide, men også alle andre,
der er bekymret over ”the browning of America” og den store arbejdsløshed.
Andre aspekter af Trumps politik er mindre forståelige. Han
har talt om skattelettelser for de rige for at sætte gang i økonomien. Det har
før været prøvet, og det virker ikke. Han har også sået tvivl om USA's
allianceforpligtelser, hvilket kan blive katastrofalt. Det kan dog få positive
konsekvenser, hvis det tvinger de europæiske kræmmerpolitikere til at øge vores
forsvarsbestræbelser! Det er en skændsel, at vi i årtier har ladet de
amerikanske skatteborgere bære en langt højere byrde end vi selv, mens vi har
brugt pengene på oppustede velfærdsstater og samtidig hånet USA for ikke at
føre den samme velfærdspolitik.
I hvert fald er det allerede klart, at Trump som præsident
bliver en noget anden person end den hidtidige. Jeg ser på fremtiden med en vis
fortrøstning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar