Nu er nerverne ved at komme i ro efter udvidelsen af Løkkes
Venstre-regering med Liberal Alliance og de konservative, og man kan evaluere
lidt på hele forløbet. To forhold har mange iagttagere har brugt meget
Det første er, at den nye treparti-regerings grundlag kun
omfatter en hensigt om at reducere tid på at kommentere:skatten, mens LA’s ”ultimative
krav” hele efteråret var sænkning af topskatten med 5% for alle her og nu,
ellers ville de vælte Løkkes regering! Man siger, at Anders Samuelsen har
mistet sin troværdighed o.s.v.
Det er utroligt, at man stadig bruger tid på at harcellere
over, at politikere modererer deres synspunkter, når de får ansvar. Eller mere
præcist: Man har jo altid mindst tre sæt politiske synspunkter. Et sæt er de
helt personlige, som man helst så realiseret. Et andet sæt får man, når man
slutter sig sammen med andre i et politisk parti, hvor jo mange sæt personlige
meninger skal fusioneres sammen til et enkelt program. Og endelig må man blive
enige om et tredje sæt, hvis man går sammen med andre partier i en flerpartiregering.
Dette er der jo intet kritisabelt i – hvad ellers? Det eneste kritisable
opstår, hvis man afviger alt for langt fra sine personlige synspunkter for at
f.eks. komme i regering. Men det ses ikke at være tilfældet her – så vigtig er
topskatten ikke.
Noget andet er, at LA og især dets leder, Anders Samuelsen,
optrådte helt uhørt klodset og provokerende hele efteråret ved at opstille
deres topskatkrav som ”ultimativt”. Dels er det uforskammet at starte
forhandlinger på den måde, og dels var det i situationen helt tåbeligt at kræve
denne skattenedsættelse af Løkke, for der var og er jo simpelthen ikke 90
mandater i Folketinget i denne valgperiode, der vil gå med til det. LA krævede
noget af Løkke, som han ikke kunne give, selv hvis han ville!
Man kan undre sig over Samuelsens optræden, som han selv
bl.a. har begrundet med personlige forhold, som dog er samfundet uvedkommende.
Man klager ofte over, at de fleste politikere i dag har politik som levebrød og
aldrig har prøvet normalt arbejde. Man skulle dog tro, at det havde den fordel,
at de så kendte de politiske mekanismer godt og ikke ville finde på at
kortslutte dem. Men det sker altså alligevel.
Den anden ting, som kommentatorer og læserbrevsskribenter
bruger oceaner af tid på at kritisere, er Dansk Folkepartis manglende interesse
for at komme med i regeringen. Man kalder det ansvarsfragåelse og skulkeri! Man
bortser fra, at forskellen mellem DFs og Venstres EU-politik (og flere andre politikområder)
simpelthen er for stor til, at de kunne gå i regering sammen.
Dette altså samtidig med, at Liberal Alliance kritiseres for
at være gået med i regering! Der taler man om, at LA har svigtet sine
principper for at få ministerbiler og pensioner.
Som Aksel Larsen sagde: Man kan tage hatten op eller lade
den ligge, i begge tilfælde vil man blive kritiseret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar