Minkskandalens neddysning i den nye SVM-regering

 

Dannelsen af en SVM-regering – af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - forleden indebærer åbenbart, at der ikke længere er flertal for gå videre med at undersøge, om Mette Frederiksens ansvar for minkskandalen – den ulovlige og usaglige aflivning af alle landets mink – skal bedømmes af Rigsretten. Der er også en del juraprofessorer og andre, der har set på Kommissionsrapporten om skandalen og konkluderet, at MF næppe vil kunne dømmes for grov uagtsomhed.

Der er nok mange, der hellere ville have den professionelt neutrale højesteretsdel af Rigsretten til at afgøre sagen. Det er dog langt mere besynderligt, at man ikke omtaler, at MF fastholdt den ulovlige ordre efter at være gjort bekendt med den manglende lovhjemmel. Er det ikke Grundlovsbrud med forsæt?

Men selvom sagen nu formentlig er lagt død juridisk, bør den ikke dø politisk. Minkaflivningen var jo ikke blot ulovlig, den var også usaglig og unødvendig (der er da heller ingen andre lande, der har gjort noget tilsvarende). Og det kom frem allerede i de første dage efter det fatale pressemøde den 4. november 2020, men aflivningen fortsatte. 20 milliarder kroner totalt spildt!

Hvordan kan MF fortsætte som statsminister efter sådan en fejl? Hun rejser oven i købet stadig rundt med en fortælling om, at aflivningen var saglig og nødvendig – helt uafhængig af kendsgerningerne.

Nu ved den nye regerings dannelse lover hun så, at der skal ske ændringer i regeringsførelsen, så lignende skandaler undgås i fremtiden. Men hvad var roden til skandalen?

Det var jo MFs egen specielle nye ledelsesstil, hvor hun, allerede inden hun blev statsminister, proklamerede, at der skulle flyttes indflydelse fra embedsapparatet til politikerne. Altså fra dem med sagkundskab til dem med meninger. Og fagministerierne skulle styres stramt fra Statsministeriet. For bedre at kunne implementere denne nye stil blev ca. halvdelen af Slotsholmens departementschefer udskiftet og erstattet af folk efter MFs hovede. Bl. a. i Statsministeriet og Justitsministeriet.

Samtidig har MFs specielle ledelsesstil åbenbart medført, at ingen havde lyst til at sige hende imod, selvom der var viden i systemet om den manglende lovhjemmel. Læg dertil, at MF og endnu mere hendes departementschef blev grebet af panik under Covid 19-epidemien, og vi har minkskandalen.

Hvis lignende skal undgås i fremtiden, skal MF derfor lave sig selv helt om. Mon det sker?

Det bliver spændende at se, hvordan hendes ledelsesstil vil fungere overfor Venstre og Moderaternes ministre.

Og så har vi slet ikke set på MFs håndtering af Covid 19 i sin helhed, med overflødige nedlukninger, hjemsendelser, mangelfulde erstatninger osv. Konsekvenserne heraf trækker lange, triste spor i samfundet.

Minkaflivningen: Ulovlig og ubegrundet

 

I Berlingskes kronik d.15. november analyserer Morten Svensson krystalklart statsminister Mette Frederiksens autoritære ledelsesstil og forklarer, hvordan den har banet vejen for den lovstridige likvidering af hele minkbranchen. Statsministerens – og antagelig også hendes departementschefs – ledelsesstil beskrives som ”ubehagelig, uforskammet, aggressiv samt truende”. Derfor har ingen af de mange involverede politikere eller embedsmænd turdet påpege, at minklikvideringen krævede ny lovgivning, før den lovligt kunne sættes i værk.

Men kronikken, såvel som den pågående kommissionsundersøgelse, beskæftiger sig kun med lovmæssigheden i minkaflivningen. Et andet forhold er sagligheden i beslutningen, og her har bl.a. Berlingske beskrevet, at masseaflivningen slet ikke var nødvendig. Minksmitten bragte ikke vaccinens effektivitet i fare, og det blev allerede påpeget fra flere eksperter dagen før den famøse pressekonference d. 4. november 2020, hvor aflivningen blev beordret.

Minkaflivningen var altså ikke bare ulovlig, den var også unødvendig. Som Napoleons minister sagde: ”Det er værre end en forbrydelse, det er en dumhed”. Hvis minkaflivningen havde været nødvendig og ekstremt hastende, havde regeringen måske kunnet påstå nødret og fået tilgivelse for lovbrud. I stedet nøjedes man med rådgivning fra en side og undlod at bruge blot et par dage på at konsultere alle relevante eksperter, men hastede sagen igennem.

Det er ikke rettidig omhu, det er panik.

Exit Trump – forelsket i løgnhalsen

 

Så lakker Trumps præsidentskab mod enden, ligeså narcissistisk, kaotisk, løgnagtigt og destruktivt som hele hans karriere. Det er tragisk, for som jeg skrev for to år siden, har han fornuftige borgerlige grundholdninger, men hans arbejdsmetode er katastrofal. Derfor har han kun udrettet lidt, men til gengæld ødelagt meget: USA's internationale position er reduceret, og han har fået mange republikanske politikere trukket med ned i sit søle af undergravende beskyldninger til højre og venstre. Og han har ophidset sit bodega-publikum til at tro, at han er blevet snydt for sejren i præsidentvalget.

Man kan vel sige, at Trump er populist i ordets negative betydning. Den positive betydning af populisme er, som ordet jo siger, folkelighed: Jordbundenhed, realisme, varetagelse af almindelige menneskers tarv i stedet for akademiske utopier. Den negative betydning er: Popularitetsjagt, overfladiskhed, kortsynethed, national egoisme, altså nemme løsninger på komplicerede problemer. Trump er efter disse definitioner overvejende negativ populist.

Hvordan kan Trump så også have tilhængere blandt alsidigt oplyste mennesker, og ikke blot blandt dem, der mest ser reality-TV? Folk som Asger Åmund, Lars Hedegaard, Kim Møller fra Uriasposten, Steen Raaschou fra Snaphanen? Det må skyldes, at Trump er den vestlige politiker, der synes mest målbevidst i sin kamp for nationalkonservative grundholdninger: Nej til masseindvandring, nej til Europæisk forsvars-nasseri, nej til Kinas udnyttelse af det internationale økonomiske system.

I deres velbegrundede begejstring for Trumps synspunkter bliver de så blinde for alle hans fejl. Det minder om forelskelse: Man er blind for den udkårnes fejl og mangler og tillægger vedkommende gode egenskaber, denne faktisk ikke besidder. Det er omsonst at argumentere med dem, og de tror blindt på den udkårne, lige nu Trumps vilde påstande om massiv valgsvindel. Og selvfølgelig er sagen også kompliceret: Trump har jo udrettet noget på de nævnte områder, men han har bare samtidig ødelagt mere. Og lige nu arbejder han på at undergrave selve USA's demokrati: De frie og fair valghandlinger.

I øvrigt ses det samme tilhænger-fænomen hos Politiken-segmentet, når man prøver at diskutere masseindvandringens konsekvenser med dem. De nægter simpelthen at erkende masseindvandringens mange negative følger.

Bundlinien må være: Vi må alle anerkende, at vi har ret til at have forskellige politiske grundholdninger. Vi kan også vurdere og vægte givne observationer forskelligt. Men vi må og skal arbejde os frem til samme grundlæggende kendsgerninger. F.eks. at præsidentvalget i altovervejende grad foregik retfærdigt. At masseindvandring fra den tredje verden har store omkostninger.

Jeg er bare ikke særlig optimistisk. Fakta-resistens eksisterer.

 De seneste måneder har der været ny opmærksomhed om racisme (dog kun påstået racisme i den vestlige verden), slaveri (dog kun tidligere tiders slavehold i den vestlige verden) og diverse oplevede eller formodede krænkelser (eskimo-is). I den forbindelse fik jeg optaget et par læserbreve i Berlingske. Først om slaveri:

                                                                                                                                                                      "22. juni 2020

Der synes at spredes en myte blandt BLM-sympatisører og andre venstreorienterede om, at Danmarks velstand skyldes vores fortid som slaveholdernation.

Sandheden er, at slavehandelen og plantagedriften på De vestindiske øer i 17-18-hundredtallet kun har forøget vores bruttonationalprodukt marginalt og midlertidigt. Danmark-Norges handel og skibsfart generelt blomstrede i årene 1720-1801 (kaldet ”den florissante periode”), fordi vi var neutrale og kunne sejle og handle frit, mens de øvrige vesteuropæiske lande ustandseligt kom i krig og generede hinandens handelsflåder. Vores sukkerproduktion i Vestindien var kun en biting, selvom priserne var gode i disse år. Schimmelmanns og andres palæer var kun delvis finansieret af slavedrift.

I 1800-tallet forværredes de dansk-vestindiske sukkerplantagers økonomi løbende og blev tabsgivende, mens Danmark og det øvrige Europa begyndte den økonomiske opgang, der har varet til i dag. Den skyldtes de teknologiske landvindinger og forbedret uddannelse, og slaveriet var for længst afskaffet.

Der har eksisteret slaveri siden oldtiden – i Grækenland, Rom og også herhjemme, her hed slaver ”trælle”, og hudfarven var ikke afgørende. Slaveriet blev afskaffet i Europa med kristendommens indførelse, men det er pinligt, at det blev benyttet i kolonierne. Dog må kritikken også rettes mod ”pusherne”, de arabiske slavefangere og rivaliserende afrikanske stammer, der bragte slaverne til Afrikas vestkyst og der solgte dem til europæerne.

Det værste er dog, at slaveri og slavearbejde stadig findes i visse tredjeverdenslande – nogle arabiske – og i de kommunistiske diktaturer, Kina og Nordkorea. Man bør koncentrere sig om det, der kan ændres på."

Der var også debat om statuer i USA af sydstatsgeneraler fra den amerikanske borgerkrig. De krænkede er i fuld gang med at få disse statuer fjernet. Jeg skrev:

                                                                                                                                                                 "15. juli 2020

Black Lives Matter-bevægelsen og dens sympatisører er ude efter de amerikanske Sydstaters gamle monumenter over deres krigshelte fra Den amerikanske borgerkrig (1861-1865). Det begrundes med, at borgerkrigen drejede sig om, at Sydstaterne ville beholde slaveriet.

Men hvis nu Sydstaterne i 1861 havde meddelt, at de ville ophæve slaveriet straks, men at de stadig ville melde sig ud af USA og danne deres egen stat, Confederate States of America, ville Nordstaterne så have aflyst borgerkrigen? Naturligvis ikke.

Borgerkrigen drejede sig om, at Sydstaterne ville bestemme selv – herunder, hvornår de ville ophæve slaveriet, men også alt andet – mens Nordstaterne ville holde USA sammen, uanset hvad. Er det indlysende, hvem der havde ret? Slovakiet meldte sig jo ud af Tjekkoslovakiet i 1993. Norge meldte sig ud af unionen med Sverige i 1905, o.s.v.

Jeg vil påstå, at de fleste hvide i Sydstaterne i dag enten er ligeglade eller ser disse soldatermonumenter som en hyldest til de forfædre, der kæmpede for deres hjemstavn, men at de ikke er stolte af slaveriet, som i øvrigt fandtes i hele USA nogle årtier før Borgerkrigen.

At fjerne disse monumenter i dag svarer til, at prøjserne fjernede Istedløven fra Flensborgs Gamle Kirkegård efter deres sejr i 1864."

Hele denne krænkelseskultur må ses som en modebølge, meget lig den venstreorienterede modebølge efter 1968. Man må håbe, at den ikke gør lige så stor skade.

Folketingsvalget 2019 - hvad skete der?

                                                                                                                                

Tid til at se nærmere på Folketingsvalget 5. juni 2019.

Man kan plotte resultaterne ind på et ”politisk landskab”, ligesom i min postering fra 9. december 2010. Det er naturligvis en skønssag, præcis hvordan denne placering foretages. Jeg vil her blot opstille resultaterne i en lidt grovere tabel: 

                                                                          FV 2019:

2. kvadrant: Socialdemokratiske                  1. kvadrant: Borgerlige: 36,5% uden DF

                                                                                                               45.2% med DF                                                                                                                             

                                     Dansk Folkeparti        8,7%                          Stram kurs 1,8%

Socialdemokratiet    25,9%                                                                Nye Borgerlige 2,4%

                                                                                                            Konservative 6,6%

                                                                                                            Venstre   23,4%

                                                                                                        Liberal Alliance  2,3% _________________________________________________________________________________

3. kvadrant: Socialistisk                                                  4. kvadrant: Radikal-liberale

Socialistisk Folkeparti 7,7%                                                           Radikale Venstre 8,6%

Enhedslisten                7,0%

Alternativet                 3,0%                      Kristendemokraterne 1,7%

 Socialister o.l. i alt: 19,4%                                                         Globalister i alt: 28,0%

                                        Her er resultatet fra Folketingsvalget 2015:

2. kvadrant: Socialdemokratiske               1. kvadrant: Borgerlige: 30,4% uden DF                                                                                                                                     51,5% med DF                                

                                                                                              Dansk Folkeparti  21,1%                                                                                                                                     

Socialdemokratiet    25,9%                                                              Konservative 3,4%

                                                                                                         Venstre   19,5%

                                                                                                          Liberal Alliance  7,5% _________________________________________________________________________________

3. kvadrant: Socialistisk                                                4. kvadrant: Radikal-liberale

Socialistisk Folkeparti 4,2%                                                       Radikale Venstre 4,6%

Enhedslisten                7,8%

Alternativet                 4,8%                  Kristendemokraterne 0,8%                                                        Socialister o.l. i alt: 17,6%                                      Globalister i alt: 22,2%

Som det fremgår, er DF i 2019 placeret nærmest som et socialdemokratisk parti, fordi dets økonomiske politik har ligget nærmere mod S end mod blå blok.

Når man sammenligner de to sæt valgresultater, ses det, at de borgerlige partier gik tilbage fra 51,5% til 45,2%, altså med 6%, selv hvis man regner Stram Kurs – som ikke kom i Folketinget – med. Socialdemokratiet var nærmest uændret med en meget lille tilbagegang. Så modstykket til blå tilbagegang var, at de venstreorienterede og kulturradikale gik 5,8% frem.

Der var store ændringer i flere partier, især gik Dansk Folkeparti stærkt til

bage. Interessant er også vælgervandringerne mellem partierne, som Epinion har undersøgt for DR ved en spørgeundersøgelse. Resultaterne af denne undersøgelse er:

DF mistede 4,2% til Venstre, 2% til S, 1,6% til Nye Borgerlige og 1,2% til Stram Kurs.

V vandt også 2,5% fra Liberal Alliance, men tabte 1,5% til Konservative.

S tabte 2% til SF og 2% til Radikale.

SF vandt også 1% fra Enhedslisten. Øvrige bevægelser mellem partierne var mindre end 1%.

Årsagerne til vælgervandringerne

DFs store nedtur skyldes nok flere faktorer. Afgangen til S og V beror vel på, at det er lykkedes at skabe indtryk af, at indvandringsproblemerne er løst. (Det er de dog ikke, da der stadig er vækst i antallet af personer med rødder i Den tredje Verden, mens antallet af etniske danskere langsomt daler. De to kurver må skære hinanden på et tidspunkt, hvis der ikke sker politiske tiltag). DFs tab til NB og SK må omvendt skyldes, at der er en del vælgere, der ikke mener, at DF har gjort alt, hvad der kan gøres, for at standse masseindvandringen.

Men en anden faktor er DFs ageren de senere år. DF har placeret sig uheldigt som fortaler for at flytte statsinstitutioner til provinsen uanset konsekvenserne – altså at decentralisere centraladministrationen -, har krævet useriøse lokale trafikprojekter osv. Desuden har DF på den økonomiske politik lagt sig nærmere S.

Samtidig har Venstre taget stemmer fra DF på at fremstå som forkæmper for en ”stram” udlændingepolitik og fra LA på grund af dette partis egen problematiske ageren i skatteforhandlinger mv.

S har afgivet stemmer til SF og R netop på grund af sin nye ”stramme” udlændingepolitik, men har taget fra DF af samme årsag.

Så paradoksalt nok har de venstreorienterede og radikale vundet, fordi nogle S-vælgere var uenige med S’s nye udlændingepolitik. Men det er netop SF, R og EL, der giver S-regeringen dens flertal. Hvordan skal Mette Frederiksens regering modstå presset fra støttepartierne, der tilsammen næsten er større end S? Bliver interessant at følge.

Men det er temmelig rystende, at 28% af vælgerne ikke er mere bekymrede over masseindvandringens meget synlige skadelige konsekvenser, end at de stemmer på partier, der ønsker den accelereret.

Digitalisering og disruption giver distance og destruktion

I snart mange år har det været god latin, at samfundet skulle digitaliseres, altså at flere og flere funktioner skulle gennemføres ved brug af edb. Og edb er unægtelig en nyttig ting ved mange arbejdsopgaver: Både ved håndtering af store mængder relativt simple bogholderiopgaver og ved store omfattende regneopgaver. Det var også på disse områder, det startede for 50-60 år siden: I bank- og forsikringsverdenen, og indenfor naturvidenskaben.

Men udviklingen er fortsat, og nu har edb – eller IT, som det hedder nu – bredt sig overalt. Og nu begynder begrænsningerne at vise sig: Man vil bruge edb for at spare menneskelig arbejdskraft, men man overser, at der er områder, hvor den menneskelige fornuft og dømmekraft ikke kan erstattes af elektronik. Dette har medført ufattelige tab, dels i direkte konsulent-udgifter, dels i skader på samfundet, når systemerne ikke virkede: I Skat, politiet, Forsvaret, listen er tilsyneladende uendelig. Ikke startvanskeligheder, men systemfejl, der typisk har medført systemernes skrotning. Men i mellemtiden har man ofte afviklet de gamle manuelle systemer og skal derfor finde på noget nyt i en fart…

En anden følge af digitaliseringen er, at de digitaliserede områder, der virker, har medført større besvær for borgerne. Hvor de før kunne henvende sig, ofte pr. telefon, hos det offentlige eller i banken og blive betjent – og hjulpet og rådgivet – af et levende menneske, ofte en kompetent og erfaren medarbejder, skal de nu selv kæmpe sig frem gennem de pågældende organers hjemmesider. Hvis det går som forudsat, og borgeren er vant til edb, skal det nok være en effektiv metode. Men ofte virker systemerne ikke som forventet, og dertil kommer, at en del borgere ikke færdes hjemmevant i de nye systemer. Og det kan være meget besværligt for dem at få hjælp af en medarbejder i den anden ende. Dette giver distance og fremmedgørelse.

Selv når digitaliserings-selvbetjeningen går, som den skal, vil det ofte være tidrøvende for borgeren/kunden. En særlig finesse er, at de digitaliserede foretagender ikke sender ret meget ud på papir længere. Det betyder, at hvis borgeren ønsker at se sine breve, afregninger osv på papir, må han selv printe dem ud. Endnu et led, der betyder, at digitaliseringen kun er en besparelse for det offentlige, banker osv, men ofte en merbelastning for borgerne, som ikke er med i noget regnstykke.

En sidste, uheldig konsekvens er, at postvæsenets nedtur er blevet forstærket kraftigt, fordi det offentliges kommunikation til borgerne nu fortrinsvis er elektronisk. Nedturen var allerede i gang med e-mailens og SMSernes indførsel, men er blevet accelereret af den offentlige digitalisering. Den faldende brevmængde har medført ringere postbefordring, og det er uheldigt, da der stadig er vigtige forsendelser, der kun kan være i fysisk form. Det er da også i det meste af Verden et naturligt led i en velfungerende stat, at der er et offentligt postvæsen, der kommer overalt passende ofte. Nu er vi mere og mere i de liberale markedskræfters vold. Destruktion af den verden, der fungerede.

Desværre synes udviklingen at fortsætte. De herskende og talende klasser vil det. Trods al snak om at være i øjenhøjde med borgerne. Så at nedsætte et disruptionsudvalg var spild af tid og penge: Disruptionen kommer af sig selv.

Berlingske bragte d.29. marts 2019 en artikel om det forfærdelige massemord på muslimer i en moske i Christchurch på New Zealand. Her spekulerede avisen i en forbindelse mellem morderen og Identitaire-bevægelsen, der jo modsætter sig masseindvandringen til Europa fra Den tredje verden. I den forbindelse skrev avisen "..ifølge organisationens hjemmeside lyder teorien, at muslimsk indvandring vil gøre os til minoriteter i vore egne hjemlande i løbet af få årtier."

Jeg mente, at Berlingske ikke skulle lægge afstand til de faktiske forhold på denne måde og skrev derfor følgende læserbrev til avisen:

"I Berlingskes omtale af Identitær-bevægelsen d.29. marts beskrives det som en teori hos den yderste højrefløj, at de etniske europæere vil komme i mindretal i vore egne lande om nogle årtier.

Men det er en kendsgerning, at de europæiske befolkningers tal er dalende i disse år, mens personer i Europa hidrørende fra den tredje verden, ofte muslimer, stiger i antal år for år – flygtninge, indvandrere, familiesammenførte, efterkommere. Det burde være indlysende, at de to kurver vil skære hinanden på et tidspunkt, så vi faktisk kommer i mindretal i vore egne lande, hvis vi ikke ændrer kurs. Spørgsmålet er kun, om det sker om 50 år, 75 eller 100. Vore børn vil næppe nå at opleve det, men vore børnebørn eller oldebørn vil.

Dette synes at være udenfor de fleste politikeres – og journalisters – forestillingsevne, selvom det sker for vore øjne i Malmø og mange andre svenske kommuner i disse år.

Det er i øvrigt vistnok først og fremmest for at ændre denne udvikling, at Nye Borgerlige er opstået."

Læserbrevet blev ikke bragt i avisen. Emnet er dog ellers væsentligt nok. Men hverken aviser eller politikere magter tilsyneladende at se tingene i det lange perspektiv.

Forsvarsminister Mattis afsked

USA's forsvarsminister, James Mattis, har meddelt, at han tager sin afsked, fordi han er uenig i præsident Trumps beslutning om at trække de ret få – 2.000 mand – amerikanske tropper ud af Syrien, hvor de hjælper de kurdiske styrker med at bekæmpe IS.

Trumps beslutning er skandaløs, fordi han vil efterlade kurderne – de mest civiliserede og anstændige i Mellemøsten sammen med Israel – alene og i en udsat position mellem Syriens diktator Assad, russerne, Tyrkiet og Iran, og endda uden at IS er blevet endegyldigt udryddet.

Mattis afsked er katastrofal, da man må forvente, at han bliver erstattet af en mindre kvalificeret person, der ikke vil prøve at moderere Trumps ugennemtænkte indfald.

I denne forbindelse er det blevet nævnt, at Trump mener, at han har mere forstand på krigsførelsen end hans generaler. Den sidste politiker, der mente sådan noget, var Hitler. Og det gik jo fint for Nazityskland i de første år, men efterhånden gik det helt galt. Bl.a. på grund af Hitlers inkompetence.

Sandheden sejrer – pravda vitezi

Sandheden sejrer, lyder det gamle tjekkiske motto. Det skal vel forstås som, at sandheden sejrer i det lange løb, ofte efter at have været undertrykt, og ofte efter at store ofre har måttet ydes.

Sådan er min fornemmelse i denne tid, hvor stemningen for alvor er ved at vende i indvandringsspørgsmålet. Nu mener de fleste politikere, at tilvandringen skal holdes på et lavt niveau for at ”bevare det Danmark, vi kender”. Nu mener de, at flygtninge ikke skal blive her permanent, men vende tilbage til deres egne lande, når de er sikre nok. Nu kan de se, at omkostningerne ved tilvandringen fra den tredje verden er alt for høje – og det drejer sig ikke blot om de 36 milliarder kroner om året, som det koster.

Hvorfor kan de se det nu, og ikke tidligere? Søren Krarup og mange andre har jo advaret om problemerne i 30-40 år? Det burde være et oplagt forskningsprojekt for politologer. At spørge de omvendte politikere og meningsdannere, de lever jo i bedste velgående!

I øvrigt skal man ikke glæde sig alt for meget. De ansvarlige politikere (i flere betydninger af ordet) er jo endnu ikke kommet dertil, hvor de vil gøre noget effektivt for at stoppe tilstrømningen. Konventionerne, ikke sandt!

Bispeengbuen i tunnel – de progressives prestigeprojekt

Nogle mener, at de største ulykker laves af uforstandige politikere, gerne inspireret af fanatiske pressionsgrupper. Et præmieeksempel er Udlændingeloven fra 1983, der satte fart på masseindvandringen. Andre eksempler er EU's Euro-konstruktion og Schengen-aftalen om at afskaffe grænsekontrol, eller bare unionsideen som sådan. Eller allersenest FNs migrationspagt, hvis kun delvis skjulte formål er at sætte fart i folkevandringen fra Den tredje Verden til Vesten.

Mod disse ulykker kæmper kritiske borgere åbenbart oftest forgæves. Ulykkerne skal have lov til at udfolde sig, før flertallet vågner op. Alligevel kan man som ansvarlig borger ikke lade være at prøve at forhindre dem.

Et friskt eksempel er planerne om at grave hele Åboulevardens sekssporede motorgade ned og anlægge en park, bl.a. indeholdende en genopstået Ladegårdså, ovenpå. En light-udgave består i at rive det stykke af vejen, der er ført på søjler over Nordre Fasanvej og hedder Bispeengbuen, ned og bygge boliger og anlægge park ovenpå. Planen har rumsteret i nogle år og fremføres af en radikal byrådskandidat på Frederiksberg samt en del venstreorienterede og grønne kredse. Den har endda fået tilslutning af Venstres enlige kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen, manden, der kunne have reddet Zoologisk Haves klassiske elefanthus, men ikke gjorde det.

Jeg mener. at planen er overflødig og vanvittig, men den vil åbenbart ikke dø. En pressionsgruppe arbejder troligt videre, og senest har regeringen vist sig positiv – hvis Frederiksberg og Københavns kommuner vil stå for projektet, incl. regningen. For at prøve at forhindre planen har jeg skrevet nogle læserbreve om sagen i Berlingske, hvori jeg nærmere fremlægger mine argumenter.

Første læserbrev blev bragt d. 1. november 2018 og lød:

”Bevar Bispeengbuen!

En broget pressionsgruppe fortsætter ufortrødent sin propaganda for at grave Bispeengbuen ned i en tunnel. Det er en del af en større plan om at grave hele Ågade-Åboulevarden ned. Men vi mangler en offentlig debat om sagen.

Jeg mener, at ideen er urealistisk og meningsløs af følgende årsager – her hvad angår selve Bispeengbuen:

Den er urealistisk, fordi der næppe vil blive brugt milliarder af kroner på projekter, der ikke forbedrer trafikforholdene. Så rige er vi heller ikke.

Meningsløs, fordi de bløde argumenter ikke holder vand:

En tunnel skulle løse støjproblemerne. Og ja, nogle hundrede lejligheder er generet i dag, men Buen blev påbegyndt i 1970, så stort set alle nuværende beboere har vidst, hvad der fulgte med, da de flyttede ind. Og nogle hundrede meter ind mod centrum kører den samme trafik ad Ågade forbi tusinder af lejligheder, der ligger endnu tættere på kørebanen. De klager mærkeligt nok ikke. Og for blot et par år siden blev der bygget en 8-etagers beboelsesejendom 10 meter fra Buen på Falck-grunden, og i skrivende stund er man ved at opføre en lignende ejendom overfor på Nørrebro-siden i samme afstand fra Buen! Det tyder på, at det kun er et fåtal, der har problemer med støjen.

Så vil tunnel-fortalerne lave en park ovenpå tunnelen – sammen med et boligbyggeri i milliard-klassen. Men der er allerede i dag flere mindre parker umiddelbart op ad Buen, og indenfor nogle hundrede meter ligger Nørrebro-parken, Grøndalsparken og Ågade-parken, og de er ikke overrendte.

Man anfører sågar, at en tunnel vil mindske byens opvarmning om sommeren. Men i det meste af året skal byen ikke afkøles, men opvarmes!

Og Buen udgør heller ikke nogen barriere gennem byen. Det er jo netop undgået ved at placere den på piller.

Endelig vil den kommende overgang til el-biler formindske både støj og luftforurening fra Buens trafik.

Nej, det eneste fornuftige er at bevare Buen og renovere den, som der er sat penge af til. Så kunne man i samme arbejdsgang bevilge ekstra midler til yderligere støjskærme, måske hel eller delvis overdækning af den.

Og så tør man slet ikke tænke på, hvordan trafikken med over 50.000 biler i døgnet i givet fald skulle afvikles i en tunnelbyggeperiode over adskillige år. Mon tabet af arbejdstid er regnet med i tunnelprojektet?

Hvis der skal anlægges tunneler, bør der bores en under Rådhuspladsen! Det ville fremme trafikafviklingen enormt. Men det ønsker venstrefløjen jo desværre ikke.”

Brevet blev bragt en smule forkortet af pladshensyn. Ingen har dog reageret på det.

Nogle uger senere dukkede der et læserbrev op i Frederiksberg Bladet, hvor ”Åben åen” inddrog skybrudssikring som argument for at lægge Buen i tunnel. Det kommenterede jeg i et læserbrev i samme blad d. 20. november 2018:

”Bispeengbuen og skybrudssikring

Pressionsgruppen for nedgravning af Bispeengbuen og iøvrigt hele Åboulevarden, der hedder ”Åbn åen”, leder mange steder efter argumenter for sit urealistiske og meningsløse projekt. For nylig har de her i Frederiksbergbladet inddraget skybrudsprojektet ved Skt. Jørgens sø, idet de stiller modstanderne af sø-projektet i udsigt, at det projekt delvist kan erstattes af en Bispeengtunnel, der skulle bruges som opsamlingsreservoir under skybrud.

Nu har de relevante myndigheder i adskillige år været i fuld gang med mange forskellige tiltag til at håndtere fremtidige skybrud, men hvis man skønner, at regnvandet fra Bispeengbuens kørebane er en væsentlig del af problemet, har jeg et nemt og billigt forslag:

Man kan etablere store opsamlingstanke af beton til regnvandet fra Buen lige under denne på terræn. Man skal blot inddrage et par procent af de mange parkeringspladser og bygge tankene der. Når regnvandet skal tømmes ud efter skybruddet, kan afløb ske til det eksisterende kloaknet. Ingen store gravearbejder, intet energiforbrug til pumper.

Forslaget stilles hermed til rådighed for de relevante myndigheder, Frederiksberg og Københavns kommuner.”

Heller ingen reaktioner på dette læserbrev.

En uges tid senere havde FDM’s juridiske medarbejder et indlæg i Berlingske, hvor han syntes at acceptere tunnelideen. Hans bekymring var nærmest, at han ikke kunne lide skybrudsvand i tunnelen, og han var lidt betænkelig ved trafikafviklingen i anlægsperioden. Dette kommenterede jeg i et læserbrev d. 2. december 2018:

”Indlægget forleden fra FDM om Bispeengbuens nedgravning må forstås som en vag tilslutning til projektet. Det kan undre, at bilisternes organisation accepterer, at der vil blive brugt adskillige milliarder kroner på et projekt, der slet ikke forbedrer trafikforholdene, når midlerne til rådighed for trafikinvesteringer øst for Storebælt er så begrænsede, som tilfældet er.

FDMs største bekymring synes at være generne for trafikken i en anlægsperiode. Her synes FDM at være alt for optimistisk. En hel eller delvis lukning af Buen i årevis vil føre til totalt kaos for trafikken fra nordvest ind mod Københavns centrum. Godthåbsvej er jo allerede overbelastet i myldretiden, og Nørrebrogade er lukket for privatbiler. Oven i dette vil Nordre Fasanvej, som løber under Buen, også blive helt blokeret af anlægsarbejdet i adskillige år. Også her er den alternative rute, Jagtvej-Falkoner Alle, allerede overfyldt i dag.

Så trafikken ind mod centrum samt på det meste af Frederiksberg vil blive totalt kaotisk i årevis, hvis dette prestigeprojekt for de progressive, der slet ikke ønskes af flertallet, virkelig bliver lempet igennem.

Det, der er behov for, er en boret tunnel under H.C. Andersens Boulevard helt til Amager.”

Stadig ingen reaktioner. Men nu har jeg i det mindste sagt min mening om dette luksus-projekt, dette legetøj for de forkælede hipstere.

I øvrigt synes jeg, at Buen er flot i sin kategori, og den fungerer stadig upåklageligt, som i de foregående 50 år.

Tibet demonstrationerne – en gammel sensation om ”grundlovsbrud”

I juni 2018 fik jeg optaget følgende læserbrev i Berlingske:                                                                                                                                                                

”Hvordan kan det være en stor nyhed, at politiet plejer at afskærme demonstrationer mod kinesiske statsbesøg, så gæsterne ikke kan se dem? Jeg husker, at medierne, heriblandt Berlingske, rapporterede i 2012, hvordan politiet stillede gruppevogne på række på Højbro Plads foran en pro-tibetansk demonstration.

Og hvorfor er politiets praksis egentlig et grundlovsbrud, endda et klart? Der står blot i Grundloven, at borgerne har ret til at forsamle sig. Er der retspraksis eller lovgivning, der præciserer, hvordan politiet må regulere demonstrationerne? Må politiet ikke – efter opfordring fra Udenrigs- og Justitsministeriet -  tage hensyn til ”forholdet til fremmede magter”? I øvrigt var demonstranternes egentlige målgruppe vel ikke de kinesiske gæster, men den danske offentlighed – og så har de i den grad nået deres mål!

Lad mig for en ordens skyld oplyse, at min sympati er 100 procent hos det tibetanske folk og nul procent hos de kinesiske kommunistiske undertrykkere.”

Mit læserbrev var nok ikke særlig godt formuleret. Det var jo inspireret af, at Berlingske i ugevis havde kørt kampagnejournalistik over ”afsløringen” af, at politiet havde afskærmet de besøgende kinesere fra demonstranterne, selvom alle, også Berlingskes læsere, havde kunnet iagttage denne praksis i hvert fald siden 2012. Men det er jo helt normalt, at vore dages unge historieløse journalister betragter enhver af deres iagttagelser som en sensation, selv om alle, der er velorienterede, kendte sagen i forvejen. Præmieeksemplet er samme Berlingskes journalister, der i starten af nullerne ”afslørede”, at det daværende Riffelsyndikat i Frihavnen, der var ejet af A.P. Møller, under Besættelsen 1940-1945 havde produceret våbendele til tyskerne. Der havde dengang ikke været noget valg, men sagen blev uretfærdigt præsenteret som en sensationel afsløring af frivilligt samarbejde med besættelsesmagten. Sagen havde dog altid været kendt af offentligheden: En af besættelsestidens største og berømteste sabotageaktioner var rettet mod Riffelsyndikatet, der blev endda lavet en spillefilm om sagen lige efter Befrielsen. Men det vidste de gravende journalister nok ikke.

Nå, men det, jeg burde have skrevet, var: Hvordan kan det være, at politiet som påstået har foretaget grundlovsbrud gennem mange år, uden at nogen har påtalt det? Der er her i landet tusinder af dygtige jurister, journalister og politikere. Hvordan kan der være foregået et åbenlyst brud på Grundloven, uden at nogen af dem, eller andre, har reageret før nu?

Mit spørgsmål, om det i øvrigt virkelig er et grundlovsbrud at afskærme demonstranter fra nogle af statens gæster, vil jeg gerne gentage her.

Men nu kører der så en ny undersøgelse af, hvem der har ansvaret for politiets afskærmningspraksis. Jeg kan spare samfundet for en større millionudgift til undersøgelsesudvalget og afsløre, at alle implicerede fra den menige betjent til Regeringen naturligvis har vidst, at det foregik, og alle har derfor medansvar. Det endelige ansvar ligger hos de skiftende statsministre, der alle har været indforstået med praksis. Men inden man rejser Rigsretssag mod Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning, kan de påpege, at hele Folketinget også har været bekendt med forholdet – og hele befolkningen med! Så alle må jo have ment, at der ikke var problemer med afskærmningen.

Så henset til principperne om retssædvane o.l. kan man spørge, om der overhovedet er tale om et grundlovsbrud reelt set – hvis altså der overhovedet er tale om et brud formelt set.

Trump - en midtvejsevaluering

Her godt inde i præsident Trumps andet år kan man begynde at danne sig en vurdering af hans indsats. Da han blev indsat i embedet i januar 2017, var jeg bekymret over hans personlige opførsel, der under valgkampen havde været skandaløs, useriøs og usympatisk. Men mange af hans politiske synspunkter var fornuftige ud fra en borgerlig synsvinkel, så håbet var, at han ville ændre opførsel i mere præsidentiel retning efter indsættelsen.

Det er ikke sket. Trump fortsætter med at sende personlige tweets ud døgnet rundt, hvor han spreder forvirring og tvivl om USA's politik og kritiserer venner og fjender uhæmmet. Og endnu værre: Han håndterer de fornuftige politiske tiltag, som mange er enige i, på en klodset måde:

Handelspolitik: Trump har ret i, at det hidtidige frihandelssystem har gjort det muligt for Kina at udkonkurrere vestlige firmaer på en unfair måde, idet Kina jo ikke er en fri markedsøkonomi, men et samfund, hvor alt, også lønniveau, prisniveau, valutakurs, rente o.s.v. er kontrolleret af de kommunistiske magthavere. Fagforeninger, der kunne sikre et ordentligt lønniveau, findes ikke.

Men i stedet for at samle sine allierede i Europa og Asien om at forhindre, at Kina misbruger frihandelssystemet, har Trump startet handelskrige også med de øvrige vestlige allierede. ”Very bad”, som han selv ville have tweetet.

Indvandring: Trump ser problemerne ved den hidtidige indvandring fra den tredje verden til vesten klarere end de fleste europæiske ledere. Men i stedet for blot at fuldføre Clinton og Obamas hegn mod Mexico, vrøvler han om, at Mexico skal betale for hegnet eller muren. Useriøst!

NATO: Trump har ret i, at de europæiske NATO-lande hidtil har ofret for lidt på forsvaret. Og måske har det været hans udmeldinger sidste år om, at USA ikke ville forsvare Europa, hvis vi ikke ofrede flere penge selv, der har fået de europæiske medlemmer til at begynde at øge deres forsvarsbudgetter. Men så ligner det ikke noget, at han fortsætter med at gentage sit budskab og oven i købet sætter kravet op til 4% af BNP – mere end USA selv bruger.

Så hvorfor gør han det, og hvor bringer det os hen? En mulighed er, at Trump – udover at have nogle ægte politiske synspunkter – også blot synes, at det er sjovt at være præsident – det er hans egne ord. Så måske er han hele tiden i gang med valgkampen i 2020?

En anden mulighed er, at han benytter sin lange erfaring som ejendomsspekulant og behandler sine politiske kolleger udenfor USA, som han er vant til at forhandle med modparter i ejendomssektoren. Eller han siger som hoteldirektør Mo Green i Godfather-filmen: ”Jeg er deres chef, så jeg er nødt til at sparke dem bagi en gang imellem.”

Problemet er bare, at Trump nok er præsident for Verdens største supermagt, men han er ikke andre landes chef. Der kræves en mere sofistikeret forhandlingsstil her.

Man kan frygte, at Trump ikke har nogen samlet, langsigtet ide om, hvad han vil gøre for USA og Verden. Han har kun nogle punkter – nævnt ovenfor – om nogle emner, hvor der åbenlyst tiltrænges handling, emner, som tiltaler de fleste borgerlige – i USA republikanere – og han gør det på den grove måde, der tiltaler den vælgergruppe, som han åbenlyst bejler til: Reality-TV-publikummet, dem med kort uddannelse, hvis jobs er truet af globaliseringen, isolationisterne.

I øvrigt tror jeg bestemt ikke, at Trump slår varige skår i forholdet mellem USA og dets allierede. Vi er bundet sammen ikke blot af historiske og i mange tilfælde genetiske bånd, men også af fælles interesser. Trump er blot en parentes i den historie.

P.S.: Hvad forsvarsudgifterne angår, har USA som supermagt strategiske interesser, som de andre NATO-lande ikke har, og dertil hørende strategiske styrker, både atomare og konventionelle, spredt over store dele af kloden. Så det er vel kun naturligt, at varetagelsen af disse strategiske interesser koster ekstra? Man må vel betale for at have indflydelse?

Og hvad USAs underskud på betalingsbalancen angår, hænger det vel sammen med det store underskud på USA's statsregnskab. Men det finansieres jo fint ved salg af statsobligationer og udstedelse af dollarsedler. Denne fordel kaldes møntningsgevinst og tilfalder lande, hvis valuta er international reservevaluta. Det betyder, at USA kan forbruge mere, end de producerer, og betale med papir. Vel en ganske attraktiv ordning, selvom den er uholdbar, hvis den overdrives.

P.P.S.: Desuden medfører USA's position som supermagt og ankerland i flere forsvarsalliancer, at hvis USA i fremtiden skal udkæmpe større krige mod andre stormagter, vil disse krige sandsynligvis blive udkæmpet i Europa, ikke på USA's østkyst, eller i Sydkorea og Japan, ikke i Californien – hvis man ellers kan forestille sig sådanne konventionelle krige mellem stormagterne i fremtiden. Men det må vel være en fordel at have sådanne fremskudte forsvarslinier – og dermed værd at afholde nogle merudgifter for.

Jurister beskæftiger sig ikke med retfærdighed – al-Haj og Jan E. Jørgensen

For mange år siden blev jeg belært om, at jura ikke drejer sig om at udøve retfærdighed. Det drejer sig om, hvordan domstolene vil afgøre de forelagte sager. Først stejlede jeg – jeg var ung – men senere forstod jeg, at sådan måtte det være. Det ledte dog så til den uundgåelige konklusion, at retfærdighed er for vigtig til at overlade til juristerne, for at omskrive en gammel floskel.

Dette bliver lysende klart, når man betragter den aktuelle sag om en arabisk-dansk Islamisk Stat-frivillig med det passende navn al-Haj. Han var en af de fire skæggede herrer, der for nogle år siden – i IS’s storhedstid – optrådte på en video, hvor de skød til måls efter plakater med billeder af bl.a. Lars Hedegaard og Naser Khader. I dag er IS næsten nedkæmpet, de tre øvrige fra videoen formodes dræbt, og al-Haj befinder sig i såret tilstand i et tyrkisk fængsel. Nu ønsker han og hans familie, at han skal hentes ”hjem” til Danmark for at blive behandlet og retsforfulgt her.

De fleste vil nu mene, at det er der ingen mening med. Al-Haj har frivilligt meldt sig til IS og løst statsborgerskab i det daværende kalifat og dermed fraskrevet sig sit danske tilhørsforhold. Vi har ingen forpligtelser overfor denne person, der direkte eller indirekte har deltaget i massemord, voldtægt af yazidiske småpiger og halshugning af fanger. Lad ham blive retsforfulgt i det område, hvor han har begået sine forbrydelser. Lad ham aldrig mere sætte sine ben i Danmark. Det har han selv valgt, og i øvrigt ved man ikke, om han skulle få tilbagefald til terroraktiviteter.

Heroverfor står jurister som Venstres Jan E. Jørgensen og pukker på formalia: At al-Haj stadig er dansk statsborger, at han har rettigheder osv. Dette illustrerer klart det problem, jeg startede med at omtale: Juristerne ved, hvad retstilstanden siger. Men de er professionelt kolde overfor, hvad retfærd og rimelighed tilsiger.

Det, som denne sag viser, er, at retstilstanden bør rettes til, så den flugter med retfærdigheden. Det er faktisk det, vi har den lovgivende forsamling til løbende at sørge for.

2018 – hvor går vi hen?

Det er vist på høje tid at foretage en opsummering af begivenhederne i 2017 og at prøve at forudse 2018.

I 2017 fik man ikke det forventede gennembrud for de folkelige strømninger og deres protest mod elitens globalisering, masseindvandring osv. I Frankrig blev Macron, systemets mand, valgt til præsident på et varmlufts-feel good-program, i Holland blev parlamentsvalgets resultat skuffende, men i Tyskland fik Alternative für Deutschland et gennembrud. Partiet er i senere meningsmålinger blevet større end Socialdemokratiet, SPD. Men grundlæggende synes de etablerede partiers politikere i hele Vesten at være i bevægelse hen mod en indvandringskritisk holdning.

Rusland fortsatte sin konfrontationspolitik overfor Vesten og sit folkemord i Syrien. Ingen protesterer særlig højlydt, hverken i Vesten eller i den arabiske gade, som det hedder.

Kina fortsætter sin opbygning. Omverdenen tillader stadig, at Kina akkumulerer gigantiske handelsoverskud, der indebærer ødelæggelse af gamle lavtlønsindustrier i Vesten og opsamling af enorme finansielle tilgodehavender, som bruges til at opkøbe vigtige virksomheder i resten af Verden. Samtidig opbygger Kina kraftigt sit militær. Alt dette synes ikke at bekymre den danske regering synderligt – Lars Løkke er bare kisteglad for sine to fedterøvspandaer, som i øvrigt kun er til låns.

Her i starten af 2018 har Trump så annonceret en amerikansk told på alt stål og aluminium. Et tåbeligt forslag, der er en torpedo mod verdenshandelen som helhed. Han skulle have nøjedes med en dumpingtold mod Kina og andre statskontrollerede økonomier, altså en slags minimumspris på stål mv i USA. Det ville også fordyre amerikanskproducerede varer, men ikke starte en handelskrig indenfor den industrialiserede verden. Muligvis udvikles Trumps forslag også i den retning de næste uger.

Og så var der forleden parlamentsvalg i Italien. Her kom den længe ventede begmand til eliten, til indvandringslobbyen og til EU. Det kan ikke undre, da Italien stadig har en enorm arbejdsløshed især blandt unge – 25%! Man har dog stadig ikke stillet den rigtige diagnose, der efter min mening er, at det er Euroens skyld. Dens kurs er for høj i forhold til den italienske konkurrenceevne – det svarer til Englands fastholden af en for høj sterlingkurs i 1920’erne, der også medførte en enorm arbejdsløshed.

Så hvad kan vi vente os i resten af 2018? En stadig stramning – jeg vil kalde det normalisering – af indvandringspolitikken i hele Vesten. En stærkere reaktion mod Putins aggressive politik. Ditto vedrørende Kina.

Løkkes regering vil ikke ligefrem ligge i front på disse områder, men liste efter især Tyskland. Herhjemme har regeringen travlt med at splitte centraladministrationen op og sende den i småbidder ud i provinsen, uanset saglige hensyn. Undervisningssystemet vil der ikke blive rettet op på, ej heller i tilstrækkeligt omfang skattevæsnet; det ligger i ruiner efter Fogh og Løkke.

Løkkes forslag til ghettopakke viser, at han efter 35 år er ved at forstå realiteterne, men kun delvis. Han forstår ikke islams afvisning af vor vestlige levevis, og han vil ikke gribe om nældens rod: Stop for 3.verdens indvandring incl. familiesammenføringer, stop for sociale ydelser til uvedkommende udlændinge, udvisning uanset konventioner af kriminelle og fanatikere m.v.

Så 2018 bliver nok et spændende, men ikke særlig muntert år.

Økonomisk vækst i højden og bredden – hvad og hvordan

Der er meget fokus på økonomisk vækst i vor tid. Det er vel ikke en selvfølge – i gamle dage, før det industrielle og videnskabelige gennembrud, levede man i en mere cirkulær verden, hvor levevilkårene for de fleste var givne, og man var glad, hvis høsten var normal.

Men de tider er forbi. Nu drejer politik sig ofte om vækst i bruttonationalproduktet (BNP). For de fleste er det vel underforstået, at det skal være vækst i BNP pr. indbygger, og at den skal være rimeligt fordelt på alle. Men man skelner sjældent mellem de to begreber: Vækst i det samlede BNP uanset hvad, og vækst i BNP pr. beskæftiget indbygger.

Det er vel sådan, at det samlede BNP mest har interesse for magthaverne – regeringerne – mens det for den enkelte borger er mest interessant, om BNP pr. indbygger – især vedkommende selv - stiger.

Nu hænger de to former jo også sammen: Hvis antallet, eller rettere andelen af arbejdsstyrken, der er i arbejde, stiger, vil både det samlede BNP og det gennemsnitlige BNP pr. indbygger også stige. Men alligevel: Hvis befolkningstallet og arbejdsstyrken stiger, kan det samlede BNP godt vokse, selv BNP pr. indbygger ligefrem falder! Nemlig hvis de nye arbejdende er mindre produktive end de hidtidige.

Under alle omstændigheder har både den enkelte borger og regeringerne en interesse i, at BNP pr. hoved stiger.

Lad os se nærmere på økonomisk vækst. Jeg vil kalde det vækst i bredden, når BNP vokser, fordi andelen af folk i beskæftigelse stiger. Og vækst i højden, når BNP pr. indbygger stiger ved konstant beskæftigelsesgrad.

Vækst i bredden, altså flere i arbejde, kan man opnå ved de traditionelle keynesianske virkemidler: Øgede offentlige udgifter og/eller lavere skatter. Man har også ofte prøvet at benytte pengepolitiske virkemidler: Øget likviditet i samfundet, lettere adgang til kredit, lavere rente. Men disse midler har kun begrænset effekt, de virker formentlig bedre, når de bruges den anden vej – til at dæmpe den økonomiske aktivitet.

Man kan vel sige, at de økonomiske virkemidler, der direkte påvirker indkomstdannelsen, virker hurtigt, men flader ud. Og de er reversible, dvs de kan også bruges til at dæmpe.

I øvrigt er der en antagelse om, at økonomien, hvis den ikke påvirkes af andet end markedskræfterne, af sig selv vil tilvejebringe fuld beskæftigelse. Men økonomien påvirkes netop af mange andre faktorer, f.eks. krav om minimumsløn, der vil afskære den mindst produktive del af arbejdsstyrken fra ansættelse.

Vækst i højden, altså højere BNP pr. indbygger, kan opnås på flere måder. Det kan opnås ved at forbedre og forøge kapitalapparatet, altså ved bedre eller mere automatiserede maskiner. Eller ved at udnytte nye naturressourcer, f.eks. Nordsøolien. Eller vigtigst: Ved at arbejdsstyrken uddanner sig. Der synes ikke at være nogen øvre grænse for denne form for økonomisk vækst.

Her kunne man overveje, hvad det øgede BNP egentlig består af: Er det øget kvantitet eller kvalitet? Hvis alle lever godt, får mad nok og har de kendte forbrugsgoder, hvordan og hvorfor så øget velstand? Vi kan jo ikke spise mere, og vi kan kun køre i en bil ad gangen osv. Men dels er der vist meget elastiske grænser for, f.eks. hvor mange fjernsyn vi kan proppe i vore hjem, og hjemmene kan også blive større. Og dels er der næppe nogen overgrænse for kvaliteten af vore forbrugsvarer: Biler udstyres med stadig mere avancerede funktioner, mobiltelefoner får stadig større kapacitet osv. Og det efterspørges åbenbart.

I øvrigt spiller priserne en stor rolle. Godt nok opgøres BNP- væksten i faste priser, fordi det jo er den reelle produktionsstigning, der er interessant. Men hvis et land producerer og eksporterer råvarer, bliver det jo faktisk rigere, hvis priserne på dets eksport stiger. Dog stiger Verdens samlede BNP jo ikke! De råvareimporterende lande bliver nemlig fattigere.

Så hvad skal politikerne gøre for at få den ønskede økonomiske vækst i både højden og bredden? Heldigvis nogenlunde det, de gør: Hvis de vil prøve at øge i bredden, kan de f.eks. foretage offentlige investeringer i infrastruktur eller forskning. Hvis de vil øge i højden, skal de gøre det mere rentabelt for virksomheder og iværksættere at investere, og de skal først og fremmest sørge for et godt uddannelsessystem, herunder gode faglige uddannelser, og også gode vilkår for forskningen.

Desværre har dele af vores infrastruktur fået lov at forfalde: Jernbanerne er ikke blevet moderniseret, og postvæsnet er i forfald. Det skyldes både politisk talentløshed (Mogens Lykketofts stop for elektrificeringen) og EU og neoliberalisternes indgreb (kravet til postvæsenet om indkomstdækning af udgifterne – et krav, man kun stiller til nogle udvalgte områder af den offentlige virksomhed).

Et kapitel for sig er uddannelsessystemets nedtur, der skyldes tidsånden – 1968-revolutionen – og specielt det Radikale Venstres katastrofale indblanding.

Alt i alt er der plads til forbedringer, og vi ved, hvad der skal til.

Alternative für Deutschland, Trump og Scavenius – ikke nazisme

Præsident Trump fik for nylig megen kritik for sine kommentarer om et alvorligt sammenstød mellem højreorienterede demonstranter, der ville bevare gamle statuer af Sydstaternes generaler fra den amerikanske borgerkrig, og venstreorienterede moddemonstranter. Ved sammenstødet kørte en formentlig psykisk syg højreorienteret ind i et antal venstreorienterede, og en kvinde omkom af sine kvæstelser.

Trump kunne som sædvanlig ikke nære sig for at udsende en strøm af kommentarer på Twitter om sagen og fik udtrykt sig så klodset, at han vakte forargelse i vide kredse. Herved druknede en vigtig omstændighed ved sammenstødet: Det viste endnu en gang, hvor rabiate og voldsparate også de venstreorienterede i USA er. Ligesom i Vesteuropa, senest bevist ved G20-topmødet i Hamburg i sommeren 2017, hvor AFA'ere hærgede byen.

På tilsvarende vis er en af lederne i Alternative für Deutschland, Alexander Gauland, kommet galt afsted, da han har rost de tyske soldaters indsats i de to verdenskrige. Især er man forarget over inddragelsen af 2. Verdenskrig.

Men Gauland siger jo ikke andet, end hvad den radikale danske udenrigsminister Erik Scavenius sagde i sommeren 1940, hvor han udtrykte benovelse over ”de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring”. I 1941 gik han endda videre og meldte Danmark ind i Antikominternpagten mod Sovjetunionen og gjorde derved Danmark delvis til en af Aksemagterne! Og hans regering opfordrede unge danskere til at melde sig til Frikorps Danmark, som kæmpede som en del af den tyske hær mod Sovjet! Ikke underligt, at især Sovjet – og også England og USA – så med stor skepsis på Danmark i resten af krigen.

Jeg har spekuleret over, om den danske samarbejdspolitik var en medvirkende årsag til, at russerne i maj 1945 bombede Bornholm – de bombede som bekendt ikke de tyske tropper, de bombede Rønne og Nexø. Var det tak for sidst for Scavenius’ nazi-medløb?

Nå, men Gauland skulle naturligvis have taget de nødvendige forbehold: Selvom den tyske hær rent fagligt udførte fantastiske præstationer i begge verdenskrige, var der også skæmmende forhold: I Første Verdenskrig var der rapporter om krigsforbrydelser mod især den belgiske civilbefolkning, og i den Anden Verdenskrig er der i hvert fald tre problemer:

For det første var det en tysk angrebskrig. Dette er dog et elastisk begreb: Sovjetunionen angreb Finland i 1939 og angreb Polen og de baltiske lande i 1941- og sad alligevel som meddommere i Nürnbergprocessen mod de nazistiske krigsmagere, hvor de burde have siddet på anklagebænken sammen med tyskerne.

For det andet var det netop de store tyske militære sejre, der muliggjorde andre tyske organisationers massemord på sagesløse i de erobrede områder.

For det tredje var flere tyske enheder skyldige i krigsforbrydelser – ikke kun på individuel basis, det vil forekomme alle vegne. Men hele enheder, især på Østfronten, begik massemord på fanger og civile.

Disse tre forbehold skulle Gauland og alle andre, der roser den tyske værnemagts indsats i Anden Verdenskrig, have taget med.

.

Men, men: At kalde Trump eller Alternative für Deutschland (AfD) for nazister er hovedløst. Nazismen var ikke blot en politisk – socialistisk og chauvinistisk – bevægelse; den kan kun forstås, hvis man ser på dens metoder: Ubegrænset anvendelse af ulovlig vold for at nå sine mål, altså en forbryderbande. Så hvem ligner mest Hitlers socialistiske gangstere: Trump? AfD? Eller AAF, dvs ”Antifascistisk Aktion”?

Islamisk terror med lastbiler - et forslag til forebyggelse

Når man får ideer om vigtige samfundsforhold, bør man ikke holde dem for sig selv. Derfor har jeg sendt følgende til Politiets Efterretningstjeneste:

Forslag til terrorsikring af offentlige rum – alternativ til ”koranklodser”

I de seneste år har de vestlige lande måttet vænne sig til terrorangreb på tilfældige borgere ved anvendelse af lastbiler og varevogne, der anvendes til uden varsel at køre så mange fodgængere som muligt ned. Denne terrorrisiko kan kun formodes at fortsætte i de nærmeste år. Som forsvar har myndighederne opsat betonplinte (”koranklodser”) ved flere og flere befærdede steder i byerne. Disse betonklodser virker i sagens natur hæmmende på den almindelige færdsel og er også skæmmende. Der er også rejst tvivl om, hvorvidt de virkelig kan standse en lastbil i fuld fart. Derfor et alternativt forslag til overvejelse hos eksperterne:

Kan man ikke standse terroristers køretøjer (og i øvrigt andre vildfarne køretøjer) med følgende: Tre stålbjælker af passende godstykkelse af formentlig 70-80 cm længde, bukket og svejset eller boltet sammen, så de er vinkelret på hinanden, og placeret, så de to hviler på jorden og peger ud mod kørebanen, mens den tredje peger lodret opad. Som de tre akser i et tredimensionalt (rumligt) koordinatsystem. Hvis en lastbil eller andre køretøjer kører mod den, vil de to vandrette ben svippe op i bunden af køretøjets motorrum eller forhjulsophæng og bringe det til standsning.

I virkeligheden er der tale om en halv ”spansk rytter” eller mere præcist ”tjekkisk pindsvin”, der jo er designet til at bringe selv kampvogne til standsning. Ved terrorsikring skal man stadig kun standse civile køretøjer.

En halv spansk rytter/tjekkisk pindsvin vil kunne anbringes, så de vandrette ben er nedfældet i underlaget. Det opadpegende ben kan benyttes til skiltning, støtte til bænke o.s.v. Det vil være langt mindre hæmmende for den normale færdsel og være langt mindre skæmmende.

Spørgsmålet er selvsagt, om den vil være effektiv, og gerne mere effektiv end de nuværende betonplinte, ligesom prisen vil være af betydning.

Mvh

GB

Nu afventer jeg reaktionen.

Nordkorea efter diktatoren – et forslag

De senere år er det blevet kritiseret, at man – især USA – ikke havde en plan for, hvad der skulle ske efter en militær indgriben i et fremmed land. Irak er det værste eksempel, Syrien kan også nævnes.

Sådan behøver det ikke at være. Under Anden Verdenskrig udarbejdede de Allierede planer for, hvordan Europa skulle organiseres efter Nazitysklands nederlag. At disse planer udviklede sig katastrofalt for Østeuropa, er så en anden sag. For Vesttyskland havde man en anden plan, og den blev fulgt med stor succes.

Det må derfor være passende at overveje, hvad der skal ske i Nordkorea, hvis eller når det nuværende kommunistiske familiediktatur forsvinder.

Det forekommer nærliggende, at Nordkorea genforenes med Sydkorea. Det vil antagelig være begge landes befolkningers overvejende ønske. Og det må være Sydkoreas politiske og økonomiske system, der kommer til at blive gældende i et samlet land

.

Problemet er Kinas, og måske Ruslands, reaktion herpå. Sydkorea er militært allieret med USA, og Kina ønsker ikke, at USA's militære tilstedeværelse rykker tættere på. Men kunne man ikke blot vedtage, f.eks. i FNs Sikkerhedsråd og/eller ved en international konference, at det nuværende Nordkoreas territorium efter en genforening skulle være afmilitariseret område, og at dette skulle overvåges af FN-observatører med støtte af FN-tropper? Det vil ikke stille Kina ringere sikkerhedsmæssigt end den nuværende helt uforudsigelige situation. Og hvis USA's garanti for Sydkoreas sikkerhed fortsat opretholdtes, men kun for det nuværende område, ville det heller ikke stille Sydkoreas befolkning ringere end i dag. For Nordkoreas befolkning vil næsten enhver ændring være et fremskridt.

Man har også nævnt, at Kina skulle være bekymret for den flygtningestrøm, der ville følge efter et sammenbrud af Nordkorea. Men for det første har kommunist-Kina sikkert midlerne til at håndtere sådan en situation, for det andet vil Sydkorea uden tvivl være klar til at modtage sådanne flygtninge.

Så det må være muligt at finde en god løsning for et samlet Koreas fremtid. Problemet er snarere at blive af med det nuværende Nordkoreanske diktatur. Her er Kina nøglen, uanset hvilken metode stormagterne kan blive enige om. Man kunne håbe, at en efterfølgende organisering af forholdene i Korea som skitseret ovenfor forekommer Kina bedre end den nuværende situation, der stadig forværres.

Elefanthuset i Københavns Zoo in memoriam: En efterskrift

Pudsigt nok er der her for nylig udgivet en bog: ”Zoologisk Have – Dyrenes boliger”, hvor forfatteren gennemgår alle de prægnante bygninger, der har huset dyrene i Københavns Zoo fra 1859 til i dag. Her findes også en fyldig, illustreret beskrivelse af Elefanthuset fra 1914, der smerteligt gør det klart, hvad der er blevet tilintetgjort. Forfatteren, arkitekt MAA Jørgen Hegner Christiansen, opsummerer sin beskrivelse således:

 "Huset er af Kulturstyrelsen erklæret bevaringsværdigt i kategori 2, og som det fremgår af ovenstående, er det hævet over enhver tvivl, at der er tale om et enestående hus, både i dansk arkitekturhistorie og i international zoo-arkitektur."

Alligevel blev huset ofret af de "ansvarlige" - i ordets egentlige betydning. Skam få de borgerlige politikere i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse og på Christiansborg, der kunne have forhindret det – socialdemokrater og radikale kan vel ikke skuffe. Kun Enhedslisten, af alle, ville bevare kulturarven. 

Endnu mere pudsigt er det, at bogen anmeldes i Zoologisk Haves kvartalsskrift ”Zoo-nyt” fra sommer 2017. I anmeldelsen opregnes de vigtigste bygninger gennem Zoos historie – men Elefanthuset omtales ikke her! Det gør den gamle, ligeledes nedrevne, hovedindgang heller ikke. Ude af øje, ude af sind – eller hvad?

Er vi blevet fuldstændig historieløse? Vor nuværende statsminister har jo erklæret, at han ikke interesserer sig for historien, og skolens historieundervisning er også for længst blevet lemlæstet af 1968’ernes modediller. Men hvis vi glemmer vore rødder – hvem og hvad er vi så?

Der er meget at rette op på, hvis et rigtigt borgerligt parti engang skulle få noget at skulle have sagt. 

Elefanthuset i Zoo revet ned - hvis er ansvaret?

Der er andet i livet end politik og penge – f.eks. vor fælles kulturarv.

Således byggede Zoologisk Have i København i 1914 et imponerende elefanthus, der både var flot, majestætisk og moderne for sin tid. Et vidnesbyrd om arkitekturens og håndværkets stade dengang, ligesom Københavns Rådhus, Hovedbanegården og flere andre bygningsværker fra den tid. Alle, der har besøgt Zoo, kender Elefanthuset og er fortrolige med det. Som Realdania skrev i forbindelse med et nyt projekt: ”Det gamle tempelagtige Elefanthus i Københavns Zoologiske Have er en del af kulturarven for de fleste københavnere.”

Men kravene til dyrenes velfærd udvikler sig, og Zoo fik et nyt elefantanlæg i 2008. Så kunne man have forventet, at haven f.eks. straks havde udskrevet en konkurrence om andre anvendelser for det imponerende gamle Elefanthus; men i stedet satte man gitterhegn op om huset – og lod det forfalde.

Så for et par år siden fik Zoo en aftale i stand med Kina om udlån af to pandaer, og man mente ikke, at et anlæg til disse dyr kunne placeres andre steder end lige der, hvor elefanthuset lå. Derfor bad Zoo i foråret 2017 Frederiksberg kommune om tilladelse til at rive Elefanthuset – der var erklæret bevaringsværdigt - ned!

Dette medførte en strøm af protester, der både henviste til bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi, og at man i andre europæiske storbyer havde valgt at bevare tilsvarende eller ældre elefanthuse og benytte dem til helt andre formål. Men kommunens By- og miljøudvalg valgte at ignorere indvendingerne og henviste til, at bygningen nu var i en stand, så det ville blive bekosteligt at sætte den i stand, og at man ville få et pandaanlæg, der var ”fantastisk”. Man gav derfor tilladelse til nedrivning.

Jeg selv havde hidtil troet, at de kompetente myndigheder ville redde huset. Nu forstod jeg, at det ikke var tilfældet, og at den eneste chance var højere myndigheder, dvs Det særlige Bygningssyn eller Kulturministeren. Jeg skrev derfor nedenstående indlæg til Berlingske, som blev bragt d.18. juni 2017:

”Er det virkelig alment accepteret nu, at Zoologisk Have river det klassiske Elefanthus ned? Det er en af Frederiksbergs mest interessante og monumentale bygninger, og det er en ganske speciel del af vor kulturarv, både arkitektonisk, håndværksmæssigt og natur- og kulturhistorisk.

Begrundelsen for nedrivningen er, at der skal gøres plads til et nyt anlæg til de to kinesiske pandaer, der ankommer i 2018. Men hvorfor kan det ikke placeres i Søndermarks-afdelingen? Om nødvendigt kunne man måske inddrage en lille bid af Søndermark-parken.

Den anden begrundelse for nedrivning af Elefanthuset er, at det er dårligt vedligeholdt. Så hvis det lykkes at bevare det, skal det sættes i stand. Det har Zoo ikke penge til, men der er mange fonde, der yder tilskud til den slags – først og fremmest Realdania, men andre gode kræfter vil uden tvivl også hjælpe. Efter istandsættelse kan Elefanthuset være en unik ramme for utallige formål: Udstillinger, foredrag, møder, cafeteria – kun fantasien sætter grænser.

Det er ikke sandsynligt, at Frederiksberg Kommunalbestyrelse vil udarbejde en bevarende lokalplan, der ellers ville forhindre en nedrivning. Men så må statslige myndigheder gribe ind nu.

Et byggeri af Elefanthusets slags ser vi ikke igen. Det ville være uansvarligt ikke at bevare det.”

Men grebet af en grum forudanelse tog jeg samme eftermiddag hen i Zoo for at se Elefanthuset, måske en sidste gang. Og hvad så jeg: Det var allerede forvandlet til et bjerg af murbrokker, på toppen af hvilket der tronede – nærmest triumferende - en hidsigtgul nedrivningsdozer med et enormt stålgab.

Vandalerne rykker hurtigt, når de får en åbning.

Så hvad kan vi lære af dette, nu hvor Elefanthuset er tabt for altid?

Jeg vil ikke bebrejde Zoos ledelse. Deres første prioritet er deres dyr, dernæst besøgende og personale. De bygninger, de har i deres varetægt, er åbenbart kun forbrugsgods, og de arbejder indenfor snævre rammer.

Nej, ansvaret ligger først og fremmest hos de politikere, som vi har givet magten – til gengæld for, at de passer på os og på de ting, vi værdsætter. Men de passer altså ikke bedre på vore værdifulde bygninger, end de f.eks. sørger for at skærme landet mod masseindvandringen fra Mellemøsten og Afrika, der kun lige er begyndt.

Dette ligger fint i forlængelse af, at Frederiksberg Kommune også fik den borgerlige regerings tilladelse i 2001 til at nedrive de historiske gasbeholdere ved Finsensvej. De kunne ellers også med lidt fantasi have været anvendt til nutidige formål, og også de var enestående monumenter om deres tid -   industrialiseringens barndom.

Herefter er ingen bygning sikker i Frederiksberg Kommune. Der rumles også hos naboerne, hvor emsige developere vil nedrive Paladsbygningen. Man krydser fingre.

Men hele sagen giver anledning til at fundere over, hvad der driver de ansvarlige politikere (og højere embedsmænd). Det burde være et ønske om at give vores velfungerende samfund videre, mens man påvirker det i den retning, man mener er bedst. Lad os håbe, at det er tilfældet, men der må være andre drivkræfter på spil, for det var jo ikke politikerne, der havde udtænkt Zoo-sagen. De gjorde blot, hvad de blev anmodet om.

Penge – levebrød! – spiller vel ind, men dog næppe for mange lokalpolitikere. Det er for de fleste kun en mindre bibeskæftigelse.

Men måske ønsket om magt? At kunne slå næven i bordet og brøle: Det bliver, som jeg har sagt, for det er bedst for almenvellet! At få opmærksomhed, fordi alle ved, at man betyder noget, bestemmer noget? Det forekommer sandsynligt, men så er det blot ærgerligt, at det, politikerne slår i bordet, for det meste er et gummistempel under andres beslutninger. Det gælder Elefanthuset, det gælder Europarådets og dets menneskeretsdomstols afgørelser, det gælder kansler Merkels mærkelige beslutninger om millionindvandring fra Mellemøsten, der jo fortsatte op på vore motorveje. Og det gælder EU.

Så de fleste politikere narrer sig selv og bestemmer ikke så meget. Det nu kun godt, når man ser, hvad der sker, når de virkelig smøger ærmerne op: De radikales udlændingelov af 1983 og palæstinenserlov af 1992, der har lettet masseindvandringen. Mogens Lykketofts ordre i 1995 om at standse elektrificeringen af jernbanerne, der førte direkte til IC4-skandalen. Anders Fogh Rasmussens indsats som skatteminister i 1980’erne med nedskæringer, der startede skattevæsenets deroute. Løkke Rasmussens nedskæringer på Forsvaret i 2011, der bragte det ned på godt det halve af det, han og andre havde lovet NATO-partnerne. Diverse gymnasie”reformer”, der har skabt kaos også i det system. Og man kunne blive ved.

Hvem kan man snart stemme på? DF og Nye Borgerlige? Så støtter man usaglige udflytninger af statsinstitutioner hhv. drakoniske nedskæringer. Ak og ve.