Opsummering:
ECB vil i de kommende måneder
foretage milliardstore opkøb af Euro-landenes statsobligationer i markedet for
at sætte gang i landenes økonomiske vækst. Jeg tror, at det blot vil puste den
finansielle del af økonomien op, uden at sætte meget gang i den realøkonomiske
aktivitet og beskæftigelsen. Jeg vil begrunde det her:
EU-landene, og især de sydlige Euro-lande, har siddet fast i økonomisk stilstand eller direkte tilbagegang, siden finanskrisen ramte i 2008. Årsagerne er flere: Uansvarlig boligboble i 00’erne, uansvarlig bankfinansiering af ejendomsspekulanter, i Sydeuropa uansvarlig statslig låntagning, mangel på fleksibilitet på arbejdsmarkederne. Og endelig elefanten i rummet: At Euroen blev indført, uden at de forskellige landes økonomier var tilpasset til hinanden – det kan de i øvrigt heller ikke. Alt dette har jeg tidligere skrevet om her.
EU-landene, og især de sydlige Euro-lande, har siddet fast i økonomisk stilstand eller direkte tilbagegang, siden finanskrisen ramte i 2008. Årsagerne er flere: Uansvarlig boligboble i 00’erne, uansvarlig bankfinansiering af ejendomsspekulanter, i Sydeuropa uansvarlig statslig låntagning, mangel på fleksibilitet på arbejdsmarkederne. Og endelig elefanten i rummet: At Euroen blev indført, uden at de forskellige landes økonomier var tilpasset til hinanden – det kan de i øvrigt heller ikke. Alt dette har jeg tidligere skrevet om her.
Eurolandene har så i de forløbne 5-6 år foretaget en lang
række tiltag, som skulle afbøde de løbende kriser. Statsgæld er blevet
nedskrevet eller forlænget og rentelempet, banker har fået tilført kapital,
statslige underskud er blevet reduceret med massearbejdsløshed til følge. Det
eneste, der kunne hjælpe på beskæftigelsen, nemlig reformer på
arbejdsmarkederne, øget tyske statsudgifter og de sydeuropæiske landes
frigørelse fra Euroen, er ikke sket.
Nu har ECB, Den Europæiske Centralbank, så besluttet at
prøve noget helt tredje: At foretage massive opkøb af statsobligationer fra
alle landene i de kommende måneder. Man håber på den måde at sparke gang i
økonomierne.
Jeg tvivler på, at det vil få den ønskede effekt. For at få
et overblik over de nationaløkonomiske sammenhænge vil jeg tegne en figur:
Type/Sektor
|
Private
|
Virksomheder
|
Banker
|
Liv/Pens
|
Nat.Bank
|
Stat
|
Udland
|
|
Finansielle
Kredsløb
(aktiv+passiv)
|
||||||||
Indkomst
Kredsløb
(drift)m.penge
|
||||||||
Natural-
Økonomi
(varer og
Tjenester)
|
Det mest grundlæggende økonomiske system er det nederste,
hvor der blot udveksles varer og tjenester, eller ydes ensidigt: Sort bytteøkonomi
er et eksempel, husmødres børnepasning et andet.
Det mere avancerede stadium er pengeøkonomien, hvor man
køber og sælger varer og tjenester mod penge – først metalmønter o. lign., i
dag altovervejende papirpenge og bankindskud.
Endelig har man siden Renæssancen fået et finansielt
kredsløb, hvor man yder og modtager lån, kreditter og kapitalindskud. Her hører
også investeringsaktiver som ejendomme, maskiner, skibe og varelagre til.
Der er en snæver sammenhæng imellem de to øverste typer
kredsløb. De fleste vare- og tjenestekøb afregnes med enten penge, hvor både mønter/sedler
og bankindeståender jo hører til i den øverste sektor, eller med kreditgivning
med senere betaling, også hjemmehørende øverst.
Den midterste sektor, indkomstkredsløbet, er det
altafgørende. Det er her, at værdierne skabes, at borgerne beskæftiges, at
bruttonationalproduktet opstår. Men det kan kun ske i et godt samspil med den
finansielle del af økonomien, hvor både betalingerne foretages, og hvor
opsparingen opsamles og kanaliseres over i investeringer.
Imidlertid kan den finansielle sektor løbe løbsk. Det kan
ske, når spekulanter handler aktiver med hinanden til stadig højere priser. En
god indikator for en passende pris for et aktiv er den pris, det kan produceres
til, eller for jord den tilbagediskonterede værdi af det fremtidige afkast af
jorden. Når prisen stiger væsentligt herover, skyldes det forventning om, at
prisen vil stige yderligere i fremtiden. Men den kan ikke blive ved med at
stige og stige, på et tidspunkt kan køberne se, at prisniveauet er kommet op
over, hvad aktivet på nogen måde kan indbringe, og prisen kollapser. De banker,
der har finansieret spekulanterne, får ofte store tab. Dette skete i 00’erne.
Nu vil ECB så i de kommende måneder opkøbe Eurolandenes
statsobligationer fra de nuværende ejere for mange milliarder Euro. Det vil
betyde, at banker (og livsforsikringsselskaber og pensionskasser) får byttet
deres beholdninger af statsobligationer om med indskud i ECB. Herved forøges
den primære pengemængde, kaldet M1, og også den sekundære pengemængde, alt
efter hvordan økonomien reagerer.
Det er svært at se, hvordan denne oppustning af de finansielle balancer skal skabe øget aktivitet i en tid med lav beskæftigelse.
Renterne er i forvejen meget lave – hvorfor skulle virksomheder låne til nye
investeringer, blot fordi renten bliver endnu lavere? Og de velkørende
virksomheder kan allerede i dag godt låne i bankerne, hvis de vil – de dårligt
kørende kan ikke, uanset større pengerigelighed.
Man nævner USA som eksempel på, at centralbankopkøb af
statsobligationer har sat gang i økonomien. Men i USA er der samtidig sket en
total omvæltning i realøkonomien, idet landet i de sidste år er blevet
selvforsynende med olie og gas fra skiferlagene. Det betyder, at de mange
milliarder dollars, der tidligere flød ud af kredsløbet og havnede i
olielandene, nu bliver i USA. Desuden har staten kørt med driftsunderskud år
efter år. Disse forhold har man ikke i Europa.
Derfor må man frygte, at udpumpningen af penge fra ECB blot
vil resultere i, at endnu flere milliarder vil flyde rundt i det finansielle
system på jagt efter gunstige placeringsmuligheder. Det var det, der skete i 00’erne,
og mange spekulanter, der nåede at stå af undervejs, er blevet stenrige, og deres
formuer skvulper rundt og skaber ustabilitet. Et stjerneeksempel er George
Soros, der tjente en arbejdsfri milliard dollars i 1990’erne på heldig
spekulation mod det britiske pund. Penge, der blev suget ud af den britiske
økonomi og betalt af de britiske skatteydere.
Nu må man frygte, at der kommer fart på spekulationen i formueaktiver
igen. Der kan komme både ejendomsbobler og aktiebobler, og undervejs spekulation
mod valutaer, der forsøges holdt på en fast kurs. Det skete for nylig mod den
schweiziske franc, og det sker i disse dage mod den danske krone.
Hvad burde Europa i stedet gøre? Droppe Euroen, give de
sydeuropæiske lande yderligere gældsforlængelse og rentelempelse, øge de
statslige investeringer i infrastruktur, øge brug af atomkraft
(thoriumreaktorer), standse masseindvandringen fra Asien og Afrika, der koster
formuer og skaber uro. Og standse Luxembourgs skatteordninger. Og gerne prøve
at begrænse spekulanternes handlefrihed, og helst beskatte deres gevinster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar