Støjberg og Sennels og indvandrerproblemer – de politisk korrekte er stadig på plads

I sidste uge var der to gange opstandelse i den snakkende klasses andedam: Inge Støjberg, Venstres politiske ordfører, posterede i Facebook referat af et biografbesøg, der blev spoleret af provokerende unge indvandrere, og psykolog Nicolai Sennels, der har stiftet en dansk version af den tyske Pegida-bevægelse, blev angrebet for sine meninger om muslimer og Islam generelt.

Først Støjberg: Hun beklagede sig over, at de unge indvandrere ikke blot havde støjet, men også kastet slik i hovedet på andre biografgæster. Både de politisk korrekte journalister og Venstres eget bløde underliv, Jens Rohde, Birthe Rønn Hornbech og Traberg Smith junior, meddelte straks offentligheden, at det var forkasteligt at skrive som Støjberg, fordi hun ”generaliserede”, og danske unge var lige så slemme. DR Aftenshowets Louise Wolff spurgte inkvisitorisk Støjberg, hvorfor det var så vigtigt for hende at skrive, at det drejede sig om indvandrere.

Jeg hørte ikke Støjbergs svar, men et logisk modspørgsmål ville være, hvorfor det er så vigtigt for Danmarks Radio ikke at oplyse uromageres karakteristika. Støjberg fortalte blot, hvad hun havde oplevet - DR vil ikke fortælle, hvad der foregår. Og det er naturligvis ikke en generalisering; alle ved, at ikke alle indvandrere laver uro, men alle ved også, at lige som indvandrere er mere kriminelle end danskerne – det prøvede DR og de øvrige medier også at skjule i mange år – så laver unge indvandrere i gennemsnit også mere uro og provokationer end unge danskere, det er bare svært at bevise med hård statistik, modsat kriminaliteten.

Sennels prøver venstrefløjen at få ram på ved at gå efter hans levebrød som ansat i Københavns Kommune. De påstår, at han har fordomme mod muslimer og derfor ikke kan behandle dem professionelt og neutralt. De har intet konkret at henvise til. De påstår løgnagtigt, at han har sagt, at muslimer genetisk er disponeret for at reagere med vrede. Sennels har tværtimod sagt, at de er kulturelt disponeret, altså opdraget til at reagere udadvendt, som det hedder. Enhver, der f.eks. har set en muslim blive involveret i en konflikt i trafikken, ved, at Sennels blot meddeler en kendsgerning. Man kritiserer ham også for at have sagt, at muslimer ofte er indavlede. Men han har blot henvist til en række rapporter fra mange muslimske lande, der omtaler indavl som et problem. Det er ikke hans opfindelse.

Som det ses, er der tale om et konsekvent angreb på budbringerne, og en skræk for at diskutere sagens egentlige substans: Hvordan får vi unge indvandrere til generelt ikke at opføre sig værre end unge danskere, og hvad kan man gøre mod den udbredte indavl, der jo går værst ud over de direkte berørte.

Det er sørgeligt, at den danske journaliststand i så høj grad lever op til Den korte Avis’ betegnelse: Journalistisk Venstreparti, i hvert fald når det gælder indvandring. Det minder lidt om tilstandene i Sverige, eller i Danmark i 1990’erne. Befolkningens flertal har heldigvis rykket sig og tager ikke journalisterne og ”meningsdannerne” alvorligt mere.