OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 27. oktober 2011

Hvorfor er Euroen så nødvendig?

Så er der igen EU-topmøder for igen at redde Euro-samarbejdet, og igen får vi at vide, at hvis Euro-samarbejdet bryder helt eller blot delvis sammen, vil EU også falde fra hinanden. Ingen sætter spørgsmålstegn ved denne påstand.
Men hvorfor skulle det dog være sådan? Hvorfor skulle EU-landene dog ikke kunne sige: OK, Euro-samarbejdet i sin nuværende form og udstrækning fungerer ikke godt, så lad os gå tilbage til tilstanden i 2003, før Grækenland kom med, eller 1998, før Euroen selv blev indført.
Svaret er ikke økonomisk, men politisk: Euroen er måske praktisk i mange sammenhænge, men den er aldeles ikke nødvendig for økonomisk vækst og samarbejde. Ikke blot gik det fremragende i Europa i hele efterkrigstiden, indtil Euroen blev indført – det går stadig godt i dag i Verden udenfor Euro-zonen, og den internationale handel blomstrer mellem lande med flydende valutakurser: USA, UK, Sverige, Kina, Japan – og mellem Euro-landene og resten af verden. Euroen er økonomisk unødvendig!
Derimod er Euroen et politisk værktøj for de politikere, der ønsker at skabe en europæisk enhedsstat. Og den har især symbolværdi, ligesom Schengen-aftalen, der umuliggør politikontrol ved landegrænserne indenfor Schengen-landene. Også her gik det fortrinligt med samfærdslen før Schengen-aftalen – formålet var kun symbol-politik. Hvis nu Euro- eller Schengen-samarbejdet lider tilbageslag, bliver der slået skår i de fine symboler – derfor den helt utrolige kritik af Danmarks ønske om grænsetoldkontrol.
Det må efterhånden stå klart, at politikerne i både de gamle EF-lande – de Seks, som det hed – og da især EU's egen ledelse mener det alvorligt, når de taler om en europæisk union som endemålet. Det står jo også sort på hvidt i Rom-traktatens forord – ”en union mellem de europæiske lande, der uden ophør gøres stadig snævrere”. Vi har bare altid fået at vide af vores egne folkevalgte, at de ord skulle vi ikke tage bogstaveligt. Men det skal vi!
De forskellige traktater, der er indgået i årenes løb – Maastricht, Lissabon osv – har aldrig været ment som mål i sig selv. De har blot været ment som skridt på vejen! Derfor har der heller aldrig været interesse hos magthaverne for at høre befolkningernes mening. Vi har jo en gang for alle indskibet os på vejen til Unionen – hvorfor så stemme om enkelte stationer på vejen.
Jeg vil gerne stille et spørgsmål til den tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller. Jeg husker, at han engang sagde, at hvis EU-samarbejdets udvikling standsede, ville det være lig med tilbagegang. Hvad mente han med det? Mente – og mener – han, at EU-samarbejdet skal gøres stadig snævrere, indtil en fuldstændig unionsstat er skabt? Mener han ikke, at man kan nå et balancepunkt inden mellem staternes og EU-organernes beføjelser, uden at nationalstaterne bliver opslugt af en union?
Jeg mener selv, at vi bør begynde at overveje vores forhold til EU, hvor svimlende det end forekommer. Er EU egentlig ikke et produkt at efterkrigstiden? Er situationen ikke en helt anden nu? De stadige henvisninger til, at uden EU ville de europæiske lande igen starte krige med hinanden, kunne man tage alvorligt i 1956 – i dag er de fuldstændig indholdsløse.
Internationalt samarbejde er altid godt – men hvorfor fokusere så overvældende på samarbejdet i EU-regi? Hvad med resten af verden? Vi samarbejder jo i WTO, FN, IMF, NATO o.s.v., med lige så gode resultater.

torsdag den 6. oktober 2011

Om at rejse sig for Dronningen

Ind imellem de seriøse nyheder om regeringsskiftet blander medierne også petitstof, f.eks. oplysningen om, at det nyvalgte radikale folketingsmedlem Zenia Stampe ikke ville rejse sig op for Dronningen ved Folketingets åbning, fordi hun er anti-monarkist.
Denne letkøbte og risikofrie demonstration skal kun omtales, fordi den er et symptom på det videns- og dannelsestab, som hele vor tid lider under. Sagen er jo, at uanset om man synes om det eller ej, er Dronningen lovformeligt statsoverhovede, og skal som sådan vises passende respekt. Det samme gælder alle andre statsoverhoveder fra de stater, vi anerkender. Det drejer sig ikke om personen, men om embedet og det land, vedkommende repræsenterer.
Så Z. Stampe mangler ikke blot almindelig folkelig opdragelse – det er et spørgsmål om statsret og civiliserede omgangsformer, der er udviklet gennem århundreder som en hensigtsmæssig måde at organisere samfundene på.
Men det flugter fint med Z. Stampes øvrige synspunkter om fri indvandring, der også strider mod al sund fornuft og erfaring. Gud bevare Danmark!