OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 28. februar 2011

Bondeanger efter omvæltningerne i Nordafrika

Efter de foreløbigt succesrige omvæltninger i Tunis og Egypten, og forhåbentlig Libyen, flyder de vestlige medier over af bondeanger over, at især de vesteuropæiske regeringer har fedtet for de væltede diktatorer de sidste mange år, i stedet for at støtte oppositionen.

I øjeblikkets begejstring synes man at glemme, at det er et gammelt folkeretsligt princip at anerkende den regering, der faktisk kontrollerer et land, uanset hvad man mener om den. Ligeledes er det reglen, at lande ikke blander sig i hinandens indre anliggender.

Hvad angår støtte til andre landes opposition, kan andre regeringer godt have en forsigtig professionel kontakt. Men når det andet land er et diktatur, må den kontakt og moralske støtte være meget afdæmpet, især for ikke at bringe de pågældende oppositionelle i fare. Og spørgsmålet er også, hvilken opposition der findes, som man kan støtte. I det gamle kommunistiske Central/Østeuropa var der demokratiske, civiliserede kræfter at støtte. Men i Afghanistan under den russiske besættelse i 1980’erne var oppositionen, som Vesten støttede, bl.a. de senere Talibaner.  Hvad har der været i Nordafrika?

Forholdet til magthaverne selv bør være forretningsmæssigt og korrekt. Det bør ikke være direkte venskabeligt. På det punkt har nogle vesteuropæiske regeringer været for indladende overfor Gaddafi. Vor egen dronnings besøg hos en arabisk enevældig konge med tilhørende udveksling af ordener falder i en anden kategori. Her er det ikke politikere, der mødes, men statsoverhoveder. Deres visitter vedrører forholdet mellem nationerne, selvom det ikke kan løsrives fra de aktuelle politiske forhold. Men i dette tilfælde faldt det indenfor det normale internationale samkvem.

Forskellige lande er nu engang på forskellige stadier af deres sociale og økonomiske udvikling, og vi kan ikke forlange, at alle lande i verden skal indføre demokrati efter vores standard her og nu. På den anden side bør omverdenen heller ikke acceptere, hvis et regime holder sig ved magten ved hjælp af folkemord.

Men det hele er en hårfin balance mellem det ønskelige og det mulige. Ingen greb ind, da Pol Pot massakrerede sin egen befolkning. Ingen har lyst til at sætte ind overfor Kina i Tibet-spørgsmålet. Og Irak og Afghanistan viser, at det er nemt nok for Vesten at besejre disse landes militær. Men bagefter at sætte deres indre udvikling på, hvad vi mener er rette spor - det er utroligt vanskeligt. Respekt for folkenes selvbestemmelsesret må være ledetråden. Men hvad så, hvis folk er hjernevasket af en sektagtig ideologi?



fredag den 25. februar 2011

Kristendom, præster og indvandringslobby

Kristendommens essens er ikke noget med Gud som en gammel mand med hvidt skæg oppe i himlen eller andre middelalderlige billeder. Den operative del handler om, at vi skal være gode mod vores næste – dvs ALLE.
Islam handler i parentes bemærket om, at muslimer skal være gode ved andre muslimer. Ikke-muslimer – som de har forskellige nedsættende betegnelser for – skal (tvangs)omvendes, særbeskattes og på anden vis bekæmpes.

Hvis kristendommens godhedsbud anvendes som rettesnor ved indretning af samfundet, passer den jo fint til 68’ernes og socialisternes grundholdning: Alle mennesker på jorden skal have, hvad de har behov for, uanset hvad. Dette er i sig selv ødelæggende for samfundets trivsel og psykiske sundhed, men stillet overfor vor tids masseindvandringspres fra de fattige lande er det direkte selvmorderisk.

Vi har fået en uhellig alliance af velmenende præster, kulturradikale og venstreorienterede, som i fællesskab presser på for at få fri indvandring fra de fattige lande til de rige. Denne masseindvandring har allerede forvandlet de fleste forstæder i Europa til multikulturelle problemsteder. Hvis det fortsætter, bliver Europa forvandlet til kaoslande.

Kristendommens kærlighedsbud er en moralsk fordring til den enkelte efter fyraften. I arbejdstiden og i offentlige sager gælder Peder Syvs ordsprog: ”Den, der giver til han tigger, skal slås til han ligger”. Folk skal have, hvad de har gjort sig fortjent til – hverken mere eller mindre. Undtagen gamle, syge og ufrivilligt arbejdsløse.

onsdag den 23. februar 2011

Højtrykssamfundet og uddannelsessystemet

Mange danskere klager over stress og travlhed på arbejdet, og en undersøgelse har for nylig vist, at vi er det land, hvor flest mennesker bliver førtidspensioneret af den grund. Vi er et af verdens rigeste lande, men også det land, der har den største offentlige sektor og det højeste skattetryk. De fleste kvinder arbejder, også fuldtids. Dels fordi de ønsker det, og dels fordi det høje skattetryk gør det nødvendigt. Kvindernes erhvervsdeltagelse er medvirkende til, at der knap nok fødes børn nok til at opretholde befolkningstallet – hvilket i sig selv ikke gør så meget – og at kvinderne er ældre, når de får deres få børn.

Samtidig viser andre undersøgelser, at vi er verdens lykkeligste nation. Og vi er bl.a. glade på grund af vores arbejde. Men samtidig gør arbejdet altså mange af os syge. Vi er et af verdens rigeste lande, men også et af dem, der har den korteste arbejdstid.

Alt dette peger på, at der efterhånden er kommet for meget pres på, når vi arbejder. Jeg kalder det højtrykssamfundet.

Og nu har Statsministeren for nogle måneder siden fremlagt en vision for Danmarks fremtid. Vi skal igen/fortsat være blandt de bedste på en række områder, bl.a. et af de rigeste lande i Verden.

Det, som statsministeren egentlig mener, er uden tvivl, at vi skal være et af de lykkeligste folk i verden. Det er vi som nævnt faktisk også i dag.

Så spørgsmålet nu er vel: Bliver vi lykkeligere af at blive endnu rigere? Ville vi ikke blive lykkeligere af at forøge vores nuværende BNP pr. næse langsommere og så i stedet bruge noget af den kommende udvikling til at få et roligere liv i fremtiden? Det er da værd at overveje, i det mindste.

Hvad er så konsekvenserne af, at vi står stille, mens andre – især i Asien – vokser hurtigt?

For det første er det naturligt og uundgåeligt. Disse lande kommer fra et lavere økonomisk niveau, og i disse år lærer de sig vores teknologi og videnskab, så det er klart, at de vokser hurtigt op mod vores velstandsniveau.

For det andet: Hvad så, hvis nogen overhaler os? Vi bliver ikke fattigere af det. Vi bliver ikke udkonkurreret, hvis vi ellers laver de samme ting, for i de rige lande vil lønnen blive højere end i de mindre rige – priserne vil være nogenlunde de samme. Vi er derimod blevet udkonkurreret i de forløbne tiår af fattige lande med lave lønninger, der kunne lave det samme som os – f.eks. skibsværfter.

Men det værste er, at vi er ved at sakke bagud på undervisningsområdet. 68’erne har påført Vesten et tab af faglighed, mens de asiatiske lande har fået stadig bedre uddannelser. Hvis vi ikke får rettet op på det, kan vi næppe engang beholde den velstand, vi har i dag.

torsdag den 17. februar 2011

Kinas handelsoverskud truer balancen i Verdensøkonomien

Gennem de sidste 15-20 år har Kinas kommunistiske regering slækket planøkonomiens greb om landets økonomi. Man har tilladt oprettelsen af private firmaer, og resultatet er blevet fremkomsten af et enormt antal industrivirksomheder. Produkternes kvalitet varierer fra det bedste til det dårligste, men i alle tilfælde er lønnen i Kina stadig så lav, at produkterne er konkurrencedygtige i det meste af verden. Dette har givet Kina at enormt overskud på handelsbalancen.

Modposten er, at mange andre lande, især USA, har fået et tilsvarende enormt underskud på handelsbalancen. Det burde føre til, at den kinesiske valuta, yuan’en, steg i værdi, således at handelsbalancen tenderede mod at blive genoprettet. Men yuan’ens kurs fastsættes ikke af markedet, men af den kinesiske regering, og den har været meget modvillig til at opskrive valutaen. Så ubalancen fortsætter, og USA's udlandsgæld vokser til astronomiske beløb.

Dette er et skoleeksempel på, hvad der sker, når man spiller efter forskellige regler – man kan næsten kalde det for multikultur. Vesten spiller efter markedsøkonomiske regler, Kina spiller efter sine egne. Og Vesten finder sig i det, dels fordi de billige kinesiske varer er populære, dels for at fremme den ikke-kommunistiske udvikling i Kina. Imens hober problemerne sig op. Og Kinas indflydelse i hele Verden vokser.

Hvad bør der gøres ved det? Vesten bør genoverveje handelsaftalerne med Kina. En ting er, at Kina har lønforhold, arbejdsforhold, forurening o.s.v., der muliggør billigere produktion end i Vesten. Men hvis valutakursen ikke er fri, kan handelen heller ikke være det.

fredag den 11. februar 2011

Euroen - den umulige drøm

Så har statsministeren – ubegribeligt - rejst Euro-debatten igen. Denne gang er anledningen, at den tyske regering vil have strammet disciplinen blandt Euro-landene, så de lever op til de mål om økonomisk balance, som de skrev under på ved indlemmelsen i Euro-blokken. Den danske krone følger Euroen, og vi har fået invitation til at deltage i den nye mådeholds-øvelse. Det forudsætter dog på ingen måde, at vi melder os ind i Euro-klubben. Alligevel rejser statsministeren spørgsmålet. Så lad os se på sagen igen:

Alle hidtidige møntunioner mellem uafhængige lande med hver deres finanspolitik, arbejdsmarked osv har slået fejl efter nogle år. Hvis de skal fungere, forudsætter det ikke blot fælles finans- og lønpolitik, men også fuldstændig fri bevægelighed af ressourcer, incl. arbejdskraft, indenfor området. Og det findes ikke i Euro-området.

Dette har alle vidst hele tiden, også Euro-tilhængerne. Men deres svar har så været, at så må man skabe de nødvendige forudsætninger for, at Euroen kan fungere. Nogle har vel ligefrem set Euroen som et værktøj for at fremme europæisk ensretning. Men man vil ikke i forudseelig fremtid kunne få virksomheder og mennesker til at bevæge sig lige så ubesværet mellem de europæiske lande, som amerikanerne bevæger sig mellem de enkelte stater i USA. Og man vil ikke kunne ensrette finanspolitik og sågar lønstigninger mellem alle deltagerlandene. Så Euroen vil ikke kunne holde mange år endnu.

Men bortset fra det, hvad er formålet med alle disse anstrengelser? Økonomisk vil der være en vis, beskeden besparelse i transaktionsomkostningerne ved international handel m.v. Men alle lande i verden udenfor Euro-zonen lever og handler fint i dag som altid med hver sin valuta! Gevinsten er marginal.

Den væsentligste årsag er politisk. Euroen blev i 90’erne drevet igennem af Frankrig, der i årevis havde været jaloux på USA for dollarens internationale position og på Tyskland for D-markens succes. Euroen skulle være løsningen på begge disse ”problemer”.

Dertil kom, at mønten fra oldtiden har været regentens privilegium og et symbol på nationalstaten. Derfor er de europæiske nationale valutaer en torn i øjet på unionsfanatikerne, ligesom landegrænserne, og en fælles mønt et stærkt symbol på en europæisk, ensrettet superstat.

Det er netop for mig et ultimativt argument for at bevare kronen. Det andet argument er, at vi ikke skal gå ind i et projekt, der ikke vil holde ret mange år, og som vil ende i kaos. Men det vil være en god ting at følge de fornuftige økonomiske tiltag, som måtte blive vedtaget af Eurolandene i løbet af foråret. Vi behøver ikke forpligte os til noget, vi kan blot gøre det, der er hensigtsmæssigt og muligt.

PS. 21. februar 2011: Euro-tilhængerne er nu svære at skyde igennem. I sidste uge havde Berlingske en artikel om den kommende økonomi-pagt til forsvar for Euroen, og journalisten argumenterede som sædvanlig, at det var nødvendigt for Danmark at sidde med ved forhandlingsbordet, der hvor beslutningerne blev truffet.
Men 30 linier højere oppe i sammen artikel havde han lige skrevet, at Frankrig og Tyskland allerede på tomandshånd var blevet enige om, hvordan pagten skulle se ud, og erfaringen viste, at det, som de to lande var blevet enige om, det bliver ret hurtigt vedtaget som hele EUs politik! 




mandag den 7. februar 2011

Konservative: Vær dog borgerlige!

Det er klart, at de konservative føler sig presset af de seneste måneders galluptal, der viser en tilslutning på omkring 5% af vælgerne, en halvering fra det seneste folketingsvalg. Det er også nærliggende for dem at se misundeligt på Liberal Alliances succes i målingerne – de ligger ligeledes omkring 5%. Og det er nærliggende at slutte, at det er de konservatives tabte 5%, der er gået til LA, og at de kan hentes hjem ved at gå i konkurrence med LA om udmeldinger om skattelettelser, offentlige rationaliseringer osv.

Spørgsmålet er så, om den konservative analyse er rigtig. LAs 5% er egentlig ikke meget, når man betragter de seneste års enorme gallupudsving hos andre partier som SF og Ny Alliance. Der er faktisk væsentligt flere end 5% af vælgerne, der – især ved meningsmålinger, hvor det er ”gratis” at melde ud – svæver rundt mellem partierne, alt efter den øjeblikkelige stemning. Der er ikke grund til at tro, at de bliver tiltrukket af den seneste konservative kurs.

Det er også påfaldende, at de nye konservative markeringer kun drejer sig om flere penge til den enkelte. Konservatisme burde vel i lige så høj grad dreje sig om værdipolitik. Hvorfor kommer de ikke med borgerlige synspunkter om indvandring, EU's dominans, skolens funktion? På disse områder er de heller ikke til at skelne fra LA eller, endnu værre, de Radikale. Der er et stort hul i det hjørne af det politiske landskab, som jeg i en tidligere post fra 9. december 2010 (”Hvor står DF i det politiske landskab?”) kalder 1. kvadrant, det borgerlige hjørne. Hvorfor vil de konservative ikke opfylde deres bestemmelse og indtage dette hjørne?

Dertil kommer de konservatives mangel på taktisk klogskab. Deres udmeldinger om fremtidige skattelettelser her midt i efterlønsdebatten mindsker udsigterne til, at der overhovedet vil være et borgerligt flertal efter næste valg. Det virker, som om de hellere vil se et valgresultat med 10% konservative i opposition uden større indflydelse end 5% i regering med væsentlig indflydelse. Hvis de ikke tager sig sammen, kan resultatet meget nemt blive en kombination: 5% konservative i opposition uden nogen indflydelse overhovedet.

tirsdag den 1. februar 2011

Ægypten: Hvad er ligheden mellem Anker Jørgensen og George W. Bush?

Både Anker og George W. mente tilsyneladende, at demokrati i moderne, vestlig udgave er den naturlige tilstand for alle samfund til alle tider. Når samfund så alligevel ikke er demokratiske, må det være fordi nogen undertrykker folket. Og hvis man bare kan fjerne disse ”nogen”, bliver landet demokratisk, groft sagt. Anker havde USA's udemokratiske allierede i kikkerten, Bush ville frelse Irak og Afghanistan.

Jeg tror, forholdet er mere kompliceret – og næsten materialistisk. Den politiske magt i et land bestemmes af de underliggende økonomiske, militære og organisatoriske magtforhold. I Vesten lå i gamle dage denne basale magt hos storbønder og herremænd, og der var adelsvælde. Senere, da våbenteknologi og organisering af landenes administration betingede det, centraliseredes statsmagten, og vi fik enevælde. Da det højere borgerskab blev rigt og veluddannet, fik vi de første moderne demokratier i England, USA og Vesteuropa (uden stemmeret for kvinder og fattiglemmer mv.). Og i dag, hvor den brede befolkning er veluddannet, velstående og velorganiseret, har vi det demokrati, vi anser som det eneste naturlige. Groft sagt.

Oven i denne udvikling har der været en anden magtfaktor, i hvert fald indtil oplysningstiden: Religionen, i Vesten lig med kristendommen. Den har især i højmiddelalderen haft en stærk magtposition og kunnet konkurrere med både adel og kongemagt (se ”gå til Canossa”).

Hvis ovennævnte beskrivelse er korrekt, er det interessante nu, om den også kan anvendes på resten af verden. Da Muren faldt, og Østeuropa slap for det kommunistiske system, blev de fleste veluddannede lande helt naturligt forvandlet til moderne demokratier, afhængigt af deres uddannelsesniveau m.v. Mange lande i Asien synes at være på samme vej.

Men Egypten? Irak? Afghanistan? Disse og mange flere lande synes endnu ikke at have nået et uddannelses- og velstandsniveau, der gør demokrati i vestlig forstand muligt. Og oveni har de deres særlige udgave af religion kombineret med politisk ambition, som er Islam. Det er svært at se, hvordan en fattig, dårligt uddannet befolkning med en religion, der stadig befinder sig i Middelalderen – før oplysningstiden – kan skabe et moderne, demokratisk samfundssystem.

Og så kommer EU og lægger pres på f.eks. Tyrkiet for at begrænse det tyrkiske militærs politiske rolle, så de folkevalgte islamister får frit løb! Politisk korrekt – men naivt og særdeles farligt. Og EU's udenrigsministre vil åbenbart prøve det samme i Egyptens tilfælde. Det rigtige vil være at lade de eksisterende kræfter i Egypten selv finde deres egen vej.

Afslutningsvis, for god ordens skyld: Jeg mener selv, at en demokratisk samfundsform som vores egen er den bedst tænkelige for alle, og derfor ønsker jeg for alle lande, at de hurtigt når et uddannelses-, økonomisk og religiøst niveau, hvor en sådan samfundsform er mulig.