OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 11. april 2012

Når Politiets Efterretningstjeneste rydder op

Der er i denne tid nogen opmærksomhed omkring Politiets Efterretningstjeneste, PET. Under den kolde krig fra slutningen af 1940’erne frem til Murens fald i 1989 har PET løbende fulgt den yderste venstrefløjs aktiviteter og naturligvis nedskrevet sine observationer. De registrerede aktiviteter har åbenbart befundet sig på begge sider af straffelovens grænser. Efter 1968 – nærmere betegnet i 1971 – besluttede Folketinget, at PET ikke måtte registrere personer for lovlig politisk aktivitet. Dette har PET åbenbart haft svært ved at overholde, for i midten af 1990’erne beordrede den socialdemokratiske justitsminister, Bjørn Westh, PET til at slette de registreringer af lovlig aktivitet, som man lå inde med.
Umiddelbart ser dette fornuftigt nok ud. Men hov – hvis folk er registreret for lovlig aktivitet, hvad er så det store problem? I et demokrati vil det aldrig kunne komme dem til skade. Og i vor Google-tidsalder er alle, der ytrer sig offentligt, egentlig registreret i de store, kommercielle databaser.
Men naturligvis skal loven overholdes. Fremadrettet. Men de ulovlige registreringer, der er sket, udgør jo fejl hos PET. Når PET sletter de registreringer, sletter PET jo dokumentationen for egne begåede fejl. Er det i orden? Hvad hvis Forsvaret klarede klagerne over Irak-fangerne på samme elegante måde? Nej, vel?
Men hensynet til de ulovligt registrerede? Hvis de ikke har foretaget sig noget ulovligt, kan de vel være ligeglade med, om de optræder i nogle i øvrigt utilgængelige arkivmapper fra over 20 år siden.
Dertil kommer, at alt dette materiale har stor historisk interesse.
Sagen bliver yderligere spændende ved, at en historiker for nylig har fundet oplysninger i andre arkiver i udlandet, der indikerer, at en kendt dansk venstrefløjsperson har været aktiv Stasi-agent under den kolde krig. Mon PET har haft oplysninger om vedkommende, som måske nu er slettet – naturligvis, fordi PET ikke kendte til personens ulovlige aktivitet?
Lad os nu få sandheden frem! Eller argumenter for, hvorfor den ikke må komme frem.

torsdag den 5. april 2012

Depressionen i de sydeuropæiske Euro-lande

De seneste arbejdsløshedstal fra Euro-stat vakte ikke større opmærksomhed. I alle Euro-landene er arbejdsløsheden i februar 2012 steget til 10,8%, lidt mere end i de øvrige EU-lande udenfor Euro-zonen. Men i de sydeuropæiske Euro-lande er arbejdsløsheden meget højere: I Grækenland 21%, i Spanien 23,6%. Det er niveauer, som man skal tilbage til Verdenskrisen, Den store depression i 1930’erne for at finde magen til. Men det tager meningsdannerne ganske roligt. Formentlig, fordi arbejdsløsheden i de nordlige Euro-lande er meget lavere: 5-6 %.
I stedet noterer man med tilfredshed, at ”Euroen er blevet reddet” igen-igen ved en nylig aftale om at forhøje lånerammen for nødlidende Euro-regeringer til 800 milliarder Euro.
Men – som jeg har skrevet før – dette redder ikke de arbejdsløse i Sydeuropa, tværtimod. Den såkaldte Euro-krise har jo ikke noget med Euroens stilling på verdens valutamarkeder at gøre – der er ingen problemer, og i øvrigt er de store valutaer i dag flydende overfor hinanden, så der kan spekulanter som Georg Soros ikke hente noget. Krisen handler kun om de sydeuropæiske Euro-landes mangeårige underskud på statsregnskab og betalingsbalancer. De er hidtil blevet finansieret alt for automatisk af markederne, fordi man har lullet sig i søvn i troen på, at Euro-deltagelsen ville fjerne alle risici. Statsobligationerne er blevet købt af de samme finansfolk, som i sidste ende skabte finanskrisen i 2008 ved at give enorme boliglån til amerikanske huskøbere, der ikke havde råd til dem, kanaliseret gennem indviklede transaktioner, som de ikke kunne gennemskue.
Nu er markederne vågnet op til virkeligheden, og flere af Euro-landene i Sydeuropa kan hverken finansiere de løbende underskud på normal vis eller refinansiere de mange års opsamlede gæld. Derfor de nylige gældsnedskrivninger og lånearrangementer.
Samtidig er de ramte lande blevet nødt til at gennemføre kraftige deflations-tiltag: Nedskæring af de offentlige udgifter, forhøjede skatter og reduktion af lønningerne. Det er i sig selv nødvendigt, men det er Euro-deltagelsens skyld, at det er sket så sent og så voldsomt. Landene har i alt for mange år kunnet føre en politik med statsunderskud og høj inflation i ly af Euro-deltagelsen.
Det, disse lande har brug for nu, sammen med de nævnte deflationære tiltag, er devaluering af deres valutaer til et niveau, der gør deres virksomheder konkurrencedygtige. Men de ønsker stædigt at forblive i Euroen, og de mere heldigt stillede Euro-lande vil stadig gerne låne/betale for det.
Prisen for denne stædighed er en højere arbejdsløshed i de sydeuropæiske lande, en arbejdsløshed, der nu er ved at nå niveauerne fra Verdenskrisen i 1930’erne. Er der slet ingen, der bliver bekymrede, set i lyset af den politiske uro, der fulgte dengang? Eller bare bliver bekymrede for alle de unge mennesker, der aldrig får en ordentlig start på deres arbejdsliv?

mandag den 2. april 2012

Hjemstavnsfornemmelse – fædrelandskærlighed - patriotisme

I dag er det den 2. april, en dato, der de sidste to hundrede år er blevet fejret som en mindedag for Slaget på Reden i 1801. I vor historieløse tid er dagen ved at gå i glemmebogen, men den er tidligere blevet mindet – ligesom årsdagen for Stormen på Dybbøl d. 18. april 1864.
De to datoer er blevet husket med god grund. Slaget på Reden betragtes af den gamle flådesupermagt Storbritannien som et af deres tre vigtigste – og vanskeligste - søslag, og forsvaret af Dybbøl-skanserne er af en fransk krigshistoriker blevet sammenlignet med spartanernes kamp ved Thermopylæ. Men de sidste par generationer har kulturradikale historikere hånet højtideligholdelsen og ment, at danskerne er latterlige, fordi vi ”fejrer vores nederlag”. De forstår ikke, at det er vores forfædres indsats, vi har fejret – også selvom kampen var håbløs, mod den tids supermagter.
Dette knytter direkte an til en film, der har optaget mig en del den sidste måneds tid – filmen om Hvidsten-gruppen. For den handler jo om det samme: Almindelige hverdagsdanskere, der finder sig i kamp mod en overvældende fjende, men som alligevel vælger at tage kampen op – og betaler prisen uden at klynke. Filmen er for længst blevet en fortjent succes, og hold efter hold af tilskuere går fra biografen dybt grebet.
Det kunne tyde på, at nationalfølelsen, som kulturradikale, socialister og EU-tilhængere havde troet død og begravet, alligevel lever i bedste velgående. Vores nyfundne stolthed over vores militærs indsats i Afghanistan, Afrikas Horn og Libyen – uanset hvad man mener om selve projekterne – peger i samme retning.
Interessant i denne sammenhæng er det også, at vinderen af Berlingskes konkurrence om Læsernes Bogpris 2012 blev H. E. Nørregård-Nielsens værk om Limfjorden. Bogen er en hyldest til hjemstavnen.
Måske er tidsånden ved at vende, men det er ikke alle skønånder, der helt kan være med. Apropos Hvidsten-gruppe-filmen skrev jeg følgende læserbrev til Weekendavisen – det blev selvfølgelig ikke trykt:
  ”12. marts 2012
Weekendavisens anmeldelse af filmen om Hvidsten-gruppen d.2. marts 2012 er overvejende positiv, men anmelderen mener dog, at filmen ”mangler noget helt essentielt”, nemlig at forklare og illustrere de patriotiske motiver, der fik modstandsfolkene til at sætte livet på spil.
Det er jeg helt uenig i. Filmen lader Marius Fiil sige i en central replik: ”Vi kan dog være enige om, at det er bedst at være herre i eget hus.”  Flere andre steder i filmen siges noget lignende, f.eks. da der lyttes til Buhls herostratisk berømte radiotale.
Disse replikker illustrerer tydeligt nok, at det var fædrelandskærlighed, patriotisme, der drev disse mennesker. Det udtrykkes jævnt og ligetil, uden nogen svulstighed, men så meget mere klart og ægte. Også på det punkt er filmen fremragende. Og der er ikke behov for at sige mere, end der bliver sagt.
Hvad forklaring på patriotisme angår, er følelsen jo ikke en konstruktion fra nationalromantikkens tid, som 68’erne og før dem hundrede års radikale historikere har påstået. Den er vel nærmest tidløs og biologisk begrundet: En naturlig modstand mod, at en fremmed og fjendtlig stamme trænger ind på ens egen stammes territorium. Også det fremgår af filmen.”