OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 28. november 2017

Økonomisk vækst i højden og bredden – hvad og hvordan

Der er meget fokus på økonomisk vækst i vor tid. Det er vel ikke en selvfølge – i gamle dage, før det industrielle og videnskabelige gennembrud, levede man i en mere cirkulær verden, hvor levevilkårene for de fleste var givne, og man var glad, hvis høsten var normal.

Men de tider er forbi. Nu drejer politik sig ofte om vækst i bruttonationalproduktet (BNP). For de fleste er det vel underforstået, at det skal være vækst i BNP pr. indbygger, og at den skal være rimeligt fordelt på alle. Men man skelner sjældent mellem de to begreber: Vækst i det samlede BNP uanset hvad, og vækst i BNP pr. beskæftiget indbygger.

Det er vel sådan, at det samlede BNP mest har interesse for magthaverne – regeringerne – mens det for den enkelte borger er mest interessant, om BNP pr. indbygger – især vedkommende selv - stiger.
Nu hænger de to former jo også sammen: Hvis antallet, eller rettere andelen af arbejdsstyrken, der er i arbejde, stiger, vil både det samlede BNP og det gennemsnitlige BNP pr. indbygger også stige. Men alligevel: Hvis befolkningstallet og arbejdsstyrken stiger, kan det samlede BNP godt vokse, selv BNP pr. indbygger ligefrem falder! Nemlig hvis de nye arbejdende er mindre produktive end de hidtidige.
Under alle omstændigheder har både den enkelte borger og regeringerne en interesse i, at BNP pr. hoved stiger.

Lad os se nærmere på økonomisk vækst. Jeg vil kalde det vækst i bredden, når BNP vokser, fordi andelen af folk i beskæftigelse stiger. Og vækst i højden, når BNP pr. indbygger stiger ved konstant beskæftigelsesgrad.

Vækst i bredden, altså flere i arbejde, kan man opnå ved de traditionelle keynesianske virkemidler: Øgede offentlige udgifter og/eller lavere skatter. Man har også ofte prøvet at benytte pengepolitiske virkemidler: Øget likviditet i samfundet, lettere adgang til kredit, lavere rente. Men disse midler har kun begrænset effekt, de virker formentlig bedre, når de bruges den anden vej – til at dæmpe den økonomiske aktivitet.

Man kan vel sige, at de økonomiske virkemidler, der direkte påvirker indkomstdannelsen, virker hurtigt, men flader ud. Og de er reversible, dvs de kan også bruges til at dæmpe.

I øvrigt er der en antagelse om, at økonomien, hvis den ikke påvirkes af andet end markedskræfterne, af sig selv vil tilvejebringe fuld beskæftigelse. Men økonomien påvirkes netop af mange andre faktorer, f.eks. krav om minimumsløn, der vil afskære den mindst produktive del af arbejdsstyrken fra ansættelse.

Vækst i højden, altså højere BNP pr. indbygger, kan opnås på flere måder. Det kan opnås ved at forbedre og forøge kapitalapparatet, altså ved bedre eller mere automatiserede maskiner. Eller ved at udnytte nye naturressourcer, f.eks. Nordsøolien. Eller vigtigst: Ved at arbejdsstyrken uddanner sig. Der synes ikke at være nogen øvre grænse for denne form for økonomisk vækst.

Her kunne man overveje, hvad det øgede BNP egentlig består af: Er det øget kvantitet eller kvalitet? Hvis alle lever godt, får mad nok og har de kendte forbrugsgoder, hvordan og hvorfor så øget velstand? Vi kan jo ikke spise mere, og vi kan kun køre i en bil ad gangen osv. Men dels er der vist meget elastiske grænser for, f.eks. hvor mange fjernsyn vi kan proppe i vore hjem, og hjemmene kan også blive større. Og dels er der næppe nogen overgrænse for kvaliteten af vore forbrugsvarer: Biler udstyres med stadig mere avancerede funktioner, mobiltelefoner får stadig større kapacitet osv. Og det efterspørges åbenbart.

I øvrigt spiller priserne en stor rolle. Godt nok opgøres BNP- væksten i faste priser, fordi det jo er den reelle produktionsstigning, der er interessant. Men hvis et land producerer og eksporterer råvarer, bliver det jo faktisk rigere, hvis priserne på dets eksport stiger. Dog stiger Verdens samlede BNP jo ikke! De råvareimporterende lande bliver nemlig fattigere.

Så hvad skal politikerne gøre for at få den ønskede økonomiske vækst i både højden og bredden? Heldigvis nogenlunde det, de gør: Hvis de vil prøve at øge i bredden, kan de f.eks. foretage offentlige investeringer i infrastruktur eller forskning. Hvis de vil øge i højden, skal de gøre det mere rentabelt for virksomheder og iværksættere at investere, og de skal først og fremmest sørge for et godt uddannelsessystem, herunder gode faglige uddannelser, og også gode vilkår for forskningen.

Desværre har dele af vores infrastruktur fået lov at forfalde: Jernbanerne er ikke blevet moderniseret, og postvæsnet er i forfald. Det skyldes både politisk talentløshed (Mogens Lykketofts stop for elektrificeringen) og EU og neoliberalisternes indgreb (kravet til postvæsenet om indkomstdækning af udgifterne – et krav, man kun stiller til nogle udvalgte områder af den offentlige virksomhed).

Et kapitel for sig er uddannelsessystemets nedtur, der skyldes tidsånden – 1968-revolutionen – og specielt det Radikale Venstres katastrofale indblanding.


Alt i alt er der plads til forbedringer, og vi ved, hvad der skal til.