OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 26. november 2015

EU-forbeholds-afstemningen - hvorfor et nej?

Afstemningen om erstatning af vores EU-retsforbehold og indførelse af en tilvalgsordning skal ses i en større sammenhæng. Den er nødvendiggjort af Lissabon-traktaten fra 2009, der på vanlig EU-vis blev vedtaget af den politiske ”elite” mod befolkningernes ønske. Lissabon-traktaten er endnu et skridt hen mod en europæisk unionsstat, og den indebærer bl.a. en overførsel af en række områder fra mellemstatsligt samarbejde, hvor nationerne har vetoret, til overstatligt unionsregi, hvor et flertal kan tromle et mindretal ned.

Nu fra nytår 2016 skal en række retslige områder overføres til unionsregi, og her kan Danmark ikke deltage på grund af vores retslige forbehold fra 1993. Derfor mener ja-siden, at vi må afskaffe retsforbeholdet og erstatte det af en tilvalgsordning, hvorefter Folketinget senere løbende kan beslutte, hvilke retslige områder, vi skal deltage i – i unionsregi. Europol-samarbejdet bliver holdt frem (som murbrækker) fra ja-siden.

Det lyder jo besnærende, men set i sammenhæng med de sidste 30-40 års udvikling er det blot endnu et skridt hen mod den af folkene uønskede totale unionsstat. Al erfaring viser, at ”eliten”- hvortil Folketinget hører - er ude af trit med befolkningerne – i alle de europæiske lande. Eliten har lokket os ind i de nuværende traktater, eliten har lodset os ind i det ulyksalige Schengen-samarbejde, der netop i denne tid ses at være værre end værdiløst, og eliten har prøvet at få os ind i det lige så katastrofale og unødvendige Euro-samarbejde. En afskaffelse af retsforbeholdet vil give eliten frie hænder til i fremtiden at lave nye unions-ulykker uden at spørge befolkningen. De nuværende politikeres løfter gælder jo kun højst i deres egen aktive tid.

Hvorfor skal vi dog ikke bare stemme om at deltage i de 22 retsområder, som ja-partierne har udpeget som dem, de vil melde os ind i, hvis vi afskaffer retsforbeholdet? Og så beholde resten af retsforbeholdet?

Og hvorfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved hele unions-projektet? Det er jo en religion for en begrænset kreds af fanatikere, og de mere nøgterne sætter desværre ikke hælene i og siger stop. Og så er det hele jo en illusion. Når det kommer til stykket, handler nationalstaterne selv, som altid.

Derimod er et mellemstatsligt samarbejde, der er bygget på fælles interesser, langt mere solidt. NATO er et godt eksempel. NATO har sikret deltagerlandene mod aggression udefra i 65 år, og der er ingen snak om at ændre traktaten eller ”udvikle” den. Hvorfor kan man dog ikke også lade det europæiske samarbejde forblive i ro? Hvorfor skal det hele tiden gøres tættere og ende med en harmoniseret megastat? Vi, folkene, ønsker jo som flest at beholde vores nationalstater.

Derfor må vi stemme NEJ d.3.december 2015. Derefter bør regeringen udskrive en ny folkeafstemning om tilslutning til de 22 retsakter – og ikke mere.



mandag den 5. oktober 2015

Eurokrise og masseindvandring – EU er blevet til Europas Ulykke

Næsten alle europæere ønsker, at Europas lande skal samarbejde tæt. Men der er næppe mange lande, hvor der er flertal for en egentlig fælleseuropæisk stat, en union. Det er et projekt, som eliten prøver at stoppe ned i halsen på os.

Dette ville være uacceptabelt fra folkenes synspunkt, selv hvis der var fordele forbundet med projektet. Men det er der jo ikke en gang. De fordele, som EF/EU har bragt os, hidrører fra det told- og handelssamarbejde, som allerede var godt i gang, før EF blev til EU i 1990’erne. De øvrige projekter, der skal føre til en union, er alle enten overflødige som rødbede-passet eller direkte skadelige, som valutaunionen og Schengen-afskaffelsen af den indre grænsekontrol.

Jeg har mange gange skrevet om Euroens katastrofale konsekvenser for de sydeuropæiske lande. De kæmper sig i disse år gennem en voldsom depression med enorme menneskelige ofre. Alligevel sker der ikke noget, og det vil der ikke gøre, før Frankrig om nogle år selv bliver ramt. Så revner Euro-samarbejdet med et brag.

Det brag er allerede ved at komme vedrørende Schengen-aftalen. Den aftale - med dens afskaffelse af den indre grænsekontrol mod en samtidig effektiv ydre kontrol - er en af de komponenter, der har skabt den folkevandringskatastrofe, der har simret i flere år og nu er eksploderet.

Den grundlæggende årsag til folkevandringen i disse år fra Mellemøsten og Afrika mod Europa, såvel som fra Mexico med USA og fra Sydøstasien mod Australien, er forskellen i livskvalitet mellem de vestlige lande og de øvrige. En anden faktor er kommunikationens udvikling, både mht informationer og mht transport. En tredje faktor er den politiske opblødning i de vestlige lande. Hvor alle suveræne stater hidtil har opretholdt en nøje kontrol med, hvem der kom ind, har de europæiske lande efter 1968 gennemgået en udvikling – man talte tidligere om en udvikling mod ”the permissive society” – hvor det i nogle tilfælde er blevet suspekt, at staten bruger sin magt. Et sådant tilfælde er indvandringen. Og hvis indvandrerne med eller uden grund kalder sig flygtninge og vifter med asylkortet, så trumfer det alt.

Derfor kan man nu se, at udlændinge i titusindvis kan gå i land på de græske kyster og fortsætte i tætte kolonner op gennem Europa mod de rigeste og mest gavmilde velfærdsstater: Tyskland og Sverige, bl.a. Indtil for nogle år siden ville alle lande have forsvaret deres grænser med alle midler, men de sidste år er vi blevet gradvis vænnet til, især gennem bådflygtningene fra Afrika til Italien, at de i stedet skal hjælpes i land - i Europa, ikke i Afrika! – så de kan bede om asyl. Hvorefter de kan sive ud i de europæiske lande før, under eller efter asylbehandlingen - som landene heller ikke kan overkomme længere.

Og på grund af Schengen-reglerne – som slet ikke havde forudset denne situation – er landene længere oppe i Europa slet ikke forberedt til at kontrollere deres grænser.

Sagen er, at dels er mange af de indtrængende slet ikke asylberettigede. Og selv de, der er, bør ikke forvandles til indvandrere. De skal opsamles ved grænsen og indkvarteres i lejre under forsvarlige forhold, bl.a. med undervisning, indtil de kan rejse hjem. Dette er EU langsomt og delvist ved at indse, men der er langt til handling.

En af hindringerne for dette er altså også den overflødige Schengen-aftale. Det hævdes nu, at den er en nødvendig forudsætning for vor velstand. Dette er nonsens. Der vil være fri bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft også uden. Jeg henviser til min post fra 15. juni 2011, hvor jeg citerer fra Folketingets EU-oplysning: Schengen-aftalens afskaffelse af grænsekontrol var kun ment som ren symbolpolitik, der skulle ”gøre EU nærværende for borgerne”. Ja, det er sandelig lykkedes!

Når man nu – f.eks. i Berlingskes leder – påstår, at Schengen-aftalen er en forudsætning for arbejdskraftens fri bevægelighed og afgørende for vor velstand, er det både fejlagtigt og en efterrationalisering!

Konklusion: Det er af mange grunde nødvendigt at rulle EU tilbage til det, det var omkring 1990. Dette er i øjeblikket helt uspiseligt for Tyskland, Frankrig og mange andre EU-lande. Men når masseindvandringen har skabt tilstrækkeligt mange problemer om nogle år, vil de se anderledes på tingene.


torsdag den 16. juli 2015

Grækenland og Euroen – hybris, nemesis og Gudernes straf

Uanset hvordan dramaet om Grækenlands økonomiske krise - og Eurolandenes bestræbelser for at holde sammen på projektet - vil forløbe i den nærmeste tid, bliver Grækenland nu ramt af to sociale og økonomiske tsunamier på en gang: Dels kravet om nu endelig at bringe samfundet op på moderne europæisk niveau fra den osmanniske 1800-tals sump af korruption, svindel og nepotisme, som landet hidtil har befundet sig i. Og dels kravet om at standse de sidste årtiers gældsætning og helst påbegynde en tilbagebetaling. Og disse to Herkules-opgaver skal landet løse, samtidig med at det er alvorligt hæmmet af det håbløse Euro-medlemskab, som landet i tragisk uvidenhed insisterer på at beholde.

Hvordan er det gået så galt? Ansvaret ligger naturligvis først og fremmest hos grækerne selv. Men også de andre EU-lande har et stort ansvar. De skulle aldrig have lukket Grækenland ind i EU, før landet havde moderniseret sig i det mindste i moderat grad. Og de skulle slet ikke have lukket Grækenland ind i Euro-zonen, før landet opfyldte de samme minimumskrav som de andre Middelhavslande. EU lukkede endda øjnene for direkte fifleri med de græske økonomiske data.

Hvorfor gjorde de andre EU-lande det så? Fordi sådan er EU-systemet: Man kunne ikke modstå, at det gamle Hellas er den europæiske civilisations vugge (sådan da), selve vort kontinents navn stammer jo fra den græske mytologi. For EU er jo symbolfikseret og tror, at kendsgerningerne vil tilpasse sig de luftige drømme. Hybris – overmod!

Og da først Grækenland var blevet medlem af Euro-zonen, kunne landets uansvarlige økonomiske politik få friløb: Landet kunne nu køre med endnu større årlige underskud på statsbudgettet, der dels kunne finansieres med udstedelse af statsobligationer, som naive vesteuropæiske investorer gladelig købte, idet de overså, at der stadig var en kreditrisiko, selvom de var udstedt i Euro. Desuden var der nu løbende trækningsmuligheder i selve Euro-betalingssystemet. Så den græske udlandsgæld voksede enormt i 00’erne, lige indtil finanskrisen. Og gældsætningen gik ikke til produktive investeringer, men til løbende overforbrug.

Igen er ansvaret for dette naturligvis først og fremmest grækernes. Men EU-systemet og de øvrige Euro-lande har selv et stort medansvar for at have tilladt det. Det svarer til at give en teenager et kreditkort og så blot se til, mens han køber vildt ind år efter år uden at gribe ind. Og så i disse år, når finanskrisen endelig har tvunget de internationale kreditorer til at sige stop, forlanger de den opsamlede gæld tilbagebetalt på kort tid. Nemesis – straffen for overmod!

Det kan virke hårdt med alle disse tidsfrister, men værst af alt: Det er jo helt urealistisk – for man kan ikke plukke hår af en skaldet. Kreditorerne har bare at væbne sig med tålmodighed. Det kan virke utroligt, at man alligevel gennemfører så hårde forhandlinger, før man går med til at forlænge gælden, men det er vel et forhandlingsgreb for at tvinge Grækenland til at gennemføre de nødvendige reformer af statsfinanser m.v.

Det allerværste er dog, at både Eurolandene og grækerne selv synes besat af at beholde Grækenland i Euro-zonen. Den eneste rationelle grund til det kunne være, at det skulle give gode låntagningsmuligheder. Men det tog er jo kørt for mange år siden! Selvom Grækenland bliver i Euro-zonen, står den på skemalagt gældsnedbringelse i mange år frem – og det er uanset, om landet bliver i Euro-zonen eller ej.

Hvis derimod Grækenland forlod Euroen og fik en frit flydende Drakme, ville landet kunne devaluere og dermed få en realistisk international konkurrenceevne. Det er faktisk ikke så mange år siden, at mange lande brugte dette middel til at bedre deres betalingsbalance og deres økonomiske aktivitet, beskæftigelse o.s.v.  – husk Anker Jørgensens regering, eller 1930’erne, hvor de mange konkurrerende devalueringer ligefrem tog overhånd. Men for et land som Grækenland med lavkonjunktur og en overvurderet valuta er det den rette vej – og den vælger man så fra.

Hvis Grækenland derimod forbliver i Euro-zonen, vil deres valutakurs være den samme som i 2002, selvom den økonomiske udvikling siden dengang har været langt mere inflationær end i Tyskland – det dominerende Euro-land, hvis økonomiske forhold bestemmer Euroens kurs overfor omverdenen. Så Grækenland kører videre med en overvurderet valuta, der medfører, at den mindst produktive halvdel af befolkningen ikke kan finde beskæftigelse – det samme ses, om end i mindre omfang, i de andre Sydeuropæiske Euro-lande.

Så ved at forblive et Euro-land får Grækenland endnu større vanskeligheder med at få balance i sin økonomi og bedre beskæftigelse. Den Guderne vil ødelægge, slår de med blindhed!

torsdag den 2. juli 2015

Dansk Folkepartis forvandling og mit brev til Pia fra 1996

Dansk Folkeparti har virkelig forvandlet sig i sit 21-årige liv. Fra paria til magtens tinde, men også angående sin politik.

I mange år efter sin start i 1995 var DF ugleset af Overdanmark, det var ikke ”stuerent”. Efter valget d.18. juni 2015 blev Dansk Folkeparti det næststørste parti, og det største ”borgerlige”. DF kan nu stille større krav end nogensinde, ikke blot indenfor værdipolitikken – især indvandringen -, men også på det økonomiske område, hvor DF kræver større realvækst i det offentlige forbrug – 0,8 pct. Af BNP om året – end selv Socialdemokratiet, mens Venstre ønsker ”nulvækst” og Liberal Alliance 1 pct. nedskæring om året.

Det er i sandhed en forvandling fra DFs start i 1995. Kan nogen i dag huske, at DF var en udbrydergruppe fra Glistrups Fremskridtsparti, dem med 0-skat og drakonisk bortskæring af størstedelen af det offentlige? I sine første år var DF blot en modereret udgave af Fremskridtspartiet.

Det er da bemærkelsesværdigt, at DF på det værdipolitiske område har beholdt sine synspunkter, mens de på det økonomisk-sociale område har bevæget sig fra det yderste højre til nærmest til venstre for Socialdemokratiet.

Denne bevægelse skyldes naturligvis de ledende kræfters egne analyser og personlige udvikling, men jeg kan ikke lade være med at tænke på et brev, jeg skrev til Pia Kjærsgaard d.2. maj 1996. Jeg var bekymret for den voksende indvandring og kunne konstatere, at V og K ikke tog sagen særlig alvorligt. Det gjorde kun DF, med de havde stadig de gamle Fremskridts-synspunkter på økonomien, om end i modereret form. Jeg skrev, at jeg mente, at der var mange borgerlige – som mig selv – og højrefløjs-socialdemokrater, der ”betragtede masseindvandringen som så stort et problem, at de ville stemme på DF. Men det forudsætter nok, at DF distancerer sig fra Frp. … Jeg tror ikke, at Venstres stærkt liberale politik passer godt til disse vælgere. I stedet vil jeg tro, at en stærk social profil vil tiltale folk”.

Pia Kjærsgaard svarede i et venligt brev af 7. maj 1996, at hun var meget enig i den sociale profil, bl.a. højere folkepension og bedre sygehusforhold.  Og DF havde allerede gjort op med 0-skatten, men ”vi ønsker fortsat kraftige skattenedsættelser”.

Ak ja, det var i 1996. I dag kræver DF skatteforhøjelser – det er jo modstykket til offentlig udgiftsvækst. Man må sige, at DF har foretaget en lang rejse i sin økonomiske politik.

For lang, efter min mening. Jeg er fortsat helt enig i DFs værdipolitik – det er afgørende for mig – men jeg ønsker en økonomisk politik, der lægger vægt på offentlig sparsommelighed, som jeg har antydet i en af de første poster på denne blog af 9. december 2010.

Derfor vil jeg håbe, at Morten Uhrskov og flere andre vil lykkes med deres projekt med at genoplive Dansk Samling og gøre det til et parti, der både har en folkelig værdipolitik og en økonomisk politik af borgerligt tilsnit. Jeg vil over veje at støtte et sådant parti, men stadig være positiv overfor DF.


torsdag den 11. juni 2015

Helle Thorning-Smidts papegøjesnak - alle kneb gælder

Valgkampen til et folketingsvalg burde efter min opfattelse dreje sig om to ting: 1. Vil man have en større offentlig sektor med større skattetryk - eller vil man prøve at spare, og 2. Vil man have en mere progressiv værdipolitik med stor indvandring, rundkredspædagogik i skolen, forståelse for forbryderne - eller en folkelig en med bremse på indvandring, med kundskabstilegnelse i skolen og beskyttelse af borgerne mod forbryderne som prioritet. Jeg har skrevet mere om dette i en post i denne blog af 9. december 2010. Et tredje emne er økonomisk vækst, som alle ønsker, men ingen kan fremskaffe.

Halvvejs gennem valgkampen 2015 synes det nu, som om en ærlig debat mellem partierne om fordele og ulemper ved de forskellige muligheder er blevet delvis presset ud af billedet. Det drejer sig i stedet i høj grad om, hvem der skal have magten, og en ting står nu klart: Helle Thorning vil gøre usædvanlig meget for at blive genvalgt som statsminister.

Valgkampe er ofte uskønne, men den socialdemokratiske ved dette valg sætter nye bundrekorder. Deres annonce- og twitterkampagner holder sig ikke til anprisning af S’s politik og deres store leders fortræffeligheder, men prøver også at begå karaktermord på oppositionens statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen. Og det bliver helt grotesk, når Helle Thorning skal debattere med Løkke.

Vi har nu over to søndage set, hvordan Thorning prøver at give S æren for at ”have bragt Danmark ud af krisen” og for at have ”skabt 40.000 jobs”. Ja, hun påstår sågar, at regeringen har strammet udlændingepolitikken. Dette er nu blevet dementeret mere effektivt, end nogen opposition kunne have gjort det, nemlig af Thornings radikale vicestatsminister, der tværtimod praler af, at SR-regeringen har gennemført 31 lempelser af udlændingepolitikken! Hvad krisen angår, er den jo ved at klinge ud af sig selv verden over efter 6 år – og de nye jobs er ofte deltids og/eller besat af udlændinge!

Lige så slemt som det forkerte faktuelle indhold er Thornings form, hvor hun i debatterne kun magter at lire i forvejen indlærte remser og slagord af. Og hun afbryder, overdøver og sågar vrænger af modparten som en skolepige. Ikke en statsminister værdigt.

Også uværdigt, som S prøver at spille på Løkkes såkaldte sager: Bilagsrod, hvor han nu har betalt for sine gamle fadbamser. 1. klasses flyveture, der var besluttet af GGGI’s bestyrelse, hvor SR-regeringen var deltager. Tøjindkøb, der kun vedkommer Venstres medlemmer, ikke skatteborgerne i almindelighed.

Så er der mere kød på Thornings gamle skattesag, hvor hun uberettiget fik sin mands personfradrag i årevis, og da det blev opdaget, undlod hun at efterbetale. Hendes huskøb, hvor hun oplyste, at manden opholdt sig over 180 dage om året i Danmark, samtidig med, at hun til skattevæsenet oplyste, at han opholdt sig under 180 dage og derfor ikke skulle betale skat i Danmark. Hendes leasing af bil i Tyskland for at undlade at betale de høje danske afgifter. Men disse sager har vi ikke hørt meget til, selvom de er meget mere belastende end Løkkes. Vi hører kun tilfældige henvisninger til de utallige løftebrud, hun har begået.
Samtidig har S kørt en enorm reklamekampagne hele foråret, der skulle iscenesætte Thorning som den store statsleder. I virkeligheden er det kun nogle få procent svingvælgere på midten, der skal flyttes for at afgøre valget, og den sidste uges galluptal tyder på, at det muligvis kan lykkes for S.

Vi må krydse fingre for, at folk i sidste øjeblik tænker på de store linier og på fremtiden.

tirsdag den 14. april 2015

9. april 1940 – hvad lærte vi?

Så har vi markeret 75 års dagen for den tyske besættelse af Danmark. En lejlighed til at se tilbage, og en anledning til at overveje, hvad vi lærte – og om vi lærte lektien ordentligt.

Det lærte afhænger jo af den enkeltes holdninger. Hvis man er radikal eller blot pacifist, vil man mene, at man aldrig skal sætte sig militært til modværge, uanset hvad. Så er man åbenbart i stand til at leve med, at andre lande bliver bombet og deres soldater skudt, for at bl.a. Danmark skal blive frit. Og man er åbenbart i stand til undervejs at føre egentlig samarbejdspolitik med sine besættere. Hvis man er sådan indrettet, var den lynhurtige kapitulation den 9. april jo en stor succes, og lektien er, at man bare skal gøre det samme en anden gang.

Hvis man er modsat indrettet, så finder man, at kapitulationen var skammelig og direkte usolidarisk med de andre europæiske lande, der kæmpede mod Nazityskland. I øvrigt var samarbejdspolitikken lige ved at medføre, at vi blev betragtet som allieret med Hitler. Dette var faktisk Sovjetunionens holdning lige til krigens slutning – jeg har en teori om, at det var som straf for dette, at Rønne og Nexøs civilbefolkning blev bombet af russerne i dagene efter 5. maj 1945. Og det var lige ved, at Danmark blev delt i fire besættelseszoner, ligesom Østrig. Russerne blev jo også på Bornholm et års tid. Så udover, at kapitulations- og samarbejdspolitikken var foragtelig, var den lige ved at blive også en håndgribelig katastrofe, udover en moralsk.

Så lektien for alle ikke-radikale og ikke-pacifister var: Aldrig mere en 9. april. At landet skal forsvares med de midler, der til enhver tid er til rådighed, ikke blot af moralske årsager, men også fordi det giver den bedste sandsynlighed for slet ikke at blive angrebet. Allerede romerne sagde som bekendt: Si vis pacem,  para bellum – hvis man vil beholde freden, må man være klar til at føre krig.

Og hvilken politik førte vi så efter Befrielsen i 1945? Alliancemæssigt prøvede vi i flere år med en neutralitetspolitik, senere prøvede vi at få etableret en Nordisk forsvarsunion, men forgæves. Efterhånden som Sovjet udvidede sit imperium i Øst- og Centraleuropa, reagerede vi ved at beslutte os til at blive medlemmer af den vestlige forsvarsalliance, NATO. Så vidt, så godt.

Men med hensyn til at afsætte de nødvendige midler til at opbygge og drive et forsvar på et passende niveau, svigtede vi desværre igen. Vi har aldrig i de sidste 70 år ønsket at bruge særlig mange penge på Forsvaret, vi har typisk ligget under de 2 procent af bruttonationalproduktet, som NATO-landene ellers er enige om er det ønskelige minimum – UK ligger pænt over, USA langt over, i alle årene. Resultatet har været, at det danske militær på de fleste områder har været forholdsvis lige så dårligt stillet som i 1940. (Situationen i dag er helt grotesk, det har jeg været inde på nogle gange i de sidste år).


Min pointe her er, at vi i alle årene under Den kolde krig, hvor den sovjetiske invasionstrussel var reel, og hvor vi lå i frontlinien, ikke levede op til vores motto om ”Aldrig mere en 9. april”. Vores politikere fra S, V og C, der tilsammen havde et stort flertal, lod sig koste rundt af radikale og socialister – og deres egen bekvemmelighed og tilbøjelighed til at lefle for de mest kortsynede af vælgerne – og undlod at gøre det, de vidste var rigtigt.

tirsdag den 17. marts 2015

Europæisk Union - er den grundlovsstridig? Her er et alternativ til det nuværende EU!

Mon ikke alle - undtagen de mest EU-begejstrede - vil medgive, at indførelsen af den Europæiske Union i mange af landene, og i hvert fald i Danmark, er blevet listet og manøvreret igennem på trods af befolkningens ønske? De få gange, hvor unionssager er blevet forelagt vælgerne direkte, har flertallet sagt nej. Så har politikerne filet lidt, og så er sagerne gledet igennem på partiernes anbefaling. Man har nedtonet det overnationale, og senere sagt, at sagerne jo var afgjort, så nu måtte vi tilpasse os. En sand salami-taktik. De EU-begejstrede siger nu, at EU er blevet en overnational størrelse. En slags forbundsstat, hvor flere og flere sager afgøres i Ministerrådet ved flertalsafgørelser.

Men nu funderer jeg på, om Danmark overhovedet lovligt kan deltage i sådan en? Der står i Grundlovens §20, at vi kan ”overdrage beføjelser” til ”mellemfolkelige myndigheder”, der er oprettet ved ”gensidig overenskomst med andre stater” til ”fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde”.

Det forekommer ret klart, at Grundloven sigter på internationale organisationer som FN og NATO. Grundlovens forfattere har slet ikke forudset, at Danmark skulle indgå i en overstatslig union. Men nu lægger EU-folkene hjemme og ude, senest på Europol-området, vægt på, at samarbejdet bliver overnationalt og ikke som hidtil mellemstatsligt. Det giver Danmarks Grundlov da slet ikke lov til?

Man kan sige, at dette er en formalitet, da vælgerne jo ved valg efter valg har stemt på de partier, der er gået med til unionsudviklingen. Men formaliteter plejer at være altafgørende indenfor jura! Så hvis man vil afgive beføjelser, der tilkommer Rigets myndigheder, til overnationale statsdannelser (som er noget helt andet og mere end mellemfolkelige organisationer), må det kræve en vedtagelse efter reglerne om grundlovsændringer i Grundlovens §88, der blandt andet kræver, at 40% af de stemmeberettigede vælgere siger ja ved en folkeafstemning.

Det er da også fantastisk, at man melder sig ind i en organisation, efter lange forhandlinger om vilkårene, og så er organisationens vigtigste egenskab, at den i fremtiden hele tiden skal ændres i unionsdannende retning, med nye vilkår, som ingen kender i dag.
-

Man burde hellere lave det europæiske samarbejde helt om! I dag styres EU af Ministerrådet, altså medlemslandenes regeringer, der vedtager de såkaldte direktiver, der skal gennemføres i medlemsstaterne. Og der er et EU-parlament, valgt direkte i alle medlemslandene, der har beføjelser til at kontrollere Kommissionen og godkende EU's budget.

Og så er der Kommissionen, der står for den daglige administration af EU's mange ordninger. Desuden skal Kommissionen fungere som en motor for fortsat integration hen imod den fuldstændige Union. Kommissionen udpeges af Ministerrådet og godkendes af Parlamentet.

I praksis er Kommissionen fjernet langt fra EU's befolkninger, og den befolkes af personer, der lever i en osteklokke med deres egen indavlede dagsorden. Det er især Kommissionen, der finder på stadig flere integrationstiltag, som intet befolkningsflertal i noget medlemsland har ønsket.

Hvad burde vi gøre? Jeg mener, at Kommissionen skulle afskaffes og dens funktioner lægges ind under Ministerrådets sekretariat. Så ville alle initiativer komme derfra. Det ville give en bedre folkelig forankring, og vi ville slippe for mange påfund. Desuden skulle Parlamentet ændres, så det bestod af medlemmer, der i forvejen var valgt ind i de enkelte landes egne parlamenter, og det skulle kun mødes nogle gange om året.
EU's præsident og Udenrigspolitiske leder er to dårlige vittigheder og burde afskaffes. Deres funktion ligger naturligt hos Ministerrådets formand og formandslandets udenrigsminister.

Jeg er naturligvis klar over, at disse forslag ingen gang har på jord. Derfor vil EU om nogle år gå samme vej som Babelstårnet. Euro-fejlkonstruktionen knager allerede ildevarslende.



torsdag den 26. februar 2015

Ansvarlige politikere og ansvar for terrorangrebene

Politikerne fra de gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale – har altid yndet at kalde sig ansvarlige politikere fra ansvarlige partier. Her efter terrorangrebet i København har så nogle kritiske røster formastet sig til at hævde, at især de radikale - ved gennem 30 år at drive deres indvandringspolitik igennem - har medansvar for terroren. Dette har vakt stor forargelse, og de formastelige er blevet banket på plads. Det var ikke sådan ment, det med ansvarlige partier!

Det er dog indlysende, at kriminalitet begået af indvandrere ikke var blevet begået (i Danmark), hvis der ikke havde fundet indvandring sted. Og der havde ikke fundet så stor en indvandring sted, hvis Udlændingelovgivningen ikke var blevet lempet fra 1983 og frem. Og denne lempelse er presset igennem af den herskende klasse med det Radikale Venstre og venstrefløjen som primus motor. Er indvandrernes merkriminalitet, herunder terroranslag, da ikke disse politikeres ansvar?

Ja, hvad ligger der egentlig i begrebet ”ansvar”? Indenfor juraen taler man f.eks. om erstatningsansvar udenfor kontraktsforhold, altså at man kan pådrage sig erstatningsansvar, hvis man påfører andre skade. Ansvar foreligger, hvis man har handlet uagtsomt (vi ser her bort fra forsæt til at volde skade!). Desuden skal der være en årsagssammenhæng mellem handlingen og skaden, og endelig skal skaden være en typisk forventelig (”adækvat”) følge.

Jeg finder egentlig, at betingelserne for at statuere et ansvar er opfyldt! Der blev advaret i tide, og i det mindste kunne man undervejs have lært af de løbende erfaringer og have ændret kurs.

Nu kan man ikke bruge erstatningsret eller strafferet her, men man kan i allerhøjeste grad tale om politisk ansvar. Og det vil der blive talt om, når terrorangrebet er kommet på afstand og valget rykker nærmere. SR-regeringen vil prøve at unddrage sig denne debat ved at opfordre til at stå sammen, ikke politisere o.s.v. Men det er jo netop et politisk spørgsmål, hvilken indvandringspolitik vi vil føre!



mandag den 16. februar 2015

Terror i København – Krudttønden og Synagogen

Weekendens terrorangreb i København, hvor en tilfældig mødedeltager blev myrdet i kulturhuset Krudttønden ved et debatmøde, og hvor en jødisk vagt blev myrdet ved Synagogen i Krystalgade, har fået politikerne og journalisterne til at reagere med de sædvanlige historieløse og perspektivløse floskler.

Terroren er aldeles ikke først nu kommet til landet. Det er i år 30 år siden, at araberne – dengang var de bosat i Sverige - første gang forøvede bombeattentat mod Synagogen, og i samme operation dræbte de en tilfældig forbipasserende ved et bombeattentat mod et amerikansk luftfartsselskab ved Vesterport Station (jeg arbejdede dengang i Andelsbanken et par hundrede meter derfra – vi hørte braget). Og i de mellemliggende år der har der været talrige attentatforsøg, økse- og pistoloverfald o.s.v. Oveni den daglige lavintensive kriminalitetsterror med knivdrab i nattelivet, overfald i S-tog og busser o.s.v.

Alligevel reagerer politikere og journalister hver gang, som om det er noget helt nyt. Og de reagerer med de samme floskler: Vi må stå sammen om vore værdier (ja, hvad ellers?), vi må tage hinanden om skuldrene (der er mange, som jeg ikke vil stå skulder ved skulder med), det har intet med Islam at gøre (selv om gerningsmændene råber Allah Akbar), det er vores egen skyld, fordi VI ikke har gjort nok for, at DE blev integreret, o.s.v.

Faktum er, at selv om vi altid har haft vore egne forbrydere, er denne type kriminalitet kommet til landet udefra i de sidste 30 år med den masseindvandring, som begyndte med Udlændingeloven af 1983 – det radikale venstres værk, sammen med Gammeltoft Hansen fra Dansk Flygtningehjælp. Og problemerne er alt for ofte forbundet med muslimerne, selvom de fleste af dem ikke er involveret. Men når man tillader indvandring af en større gruppe muslimer, er en forholdsvis stor del af dem kriminelle – det viser statistikken. Og af dem er en lille del parate til at blive islamiserede terrorister. Tilsvarende ses ikke ved andre indvandrergrupper, og det synes at være eskaleret i de sidste 10-20 år i alle de vestlige lande, inspireret af Ayatollaher, Muslimske Brødre m.v. og finansieret af rige olielande.

Oven i denne politisk-religiøse islamiske terror kommer, at indvandrere fra Asien og Afrika i gennemsnit – ikke alle grupper, og også andre end muslimer – som helhed er underbeskæftigede, overkriminelle, giver problemer i boligkvarterer med trusler og bilafbrændinger, sænker niveauet i skolen med uro og dårlige danskkundskaber, skaber utryghed i nattelivet, dræner politiets og retsvæsenets ressourcer og koster samfundet mange milliarder kroner hvert år.

Det er disse kendsgerninger, politikere og medier burde tage udgangspunkt i. Så må de radikale og venstrefløjen argumentere for deres ønske om fortsat indvandring og pege på de fordele, Danmark efter deres opfattelse har af det. Og de borgerlige – og især Dansk Folkeparti - må argumentere for begrænsning af indvandringen, revision af gamle konventioner, mere brug af udvisning af uønskede personer o.s.v.


Mon ikke vi omsider får en sådan debat nu, når den sidste terror kommer en smule på afstand? Man må blive ved med at håbe.

tirsdag den 10. februar 2015

Støjberg og Sennels og indvandrerproblemer – de politisk korrekte er stadig på plads

I sidste uge var der to gange opstandelse i den snakkende klasses andedam: Inge Støjberg, Venstres politiske ordfører, posterede i Facebook referat af et biografbesøg, der blev spoleret af provokerende unge indvandrere, og psykolog Nicolai Sennels, der har stiftet en dansk version af den tyske Pegida-bevægelse, blev angrebet for sine meninger om muslimer og Islam generelt.

Først Støjberg: Hun beklagede sig over, at de unge indvandrere ikke blot havde støjet, men også kastet slik i hovedet på andre biografgæster. Både de politisk korrekte journalister og Venstres eget bløde underliv, Jens Rohde, Birthe Rønn Hornbech og Traberg Smith junior, meddelte straks offentligheden, at det var forkasteligt at skrive som Støjberg, fordi hun ”generaliserede”, og danske unge var lige så slemme. DR Aftenshowets Louise Wolff spurgte inkvisitorisk Støjberg, hvorfor det var så vigtigt for hende at skrive, at det drejede sig om indvandrere.

Jeg hørte ikke Støjbergs svar, men et logisk modspørgsmål ville være, hvorfor det er så vigtigt for Danmarks Radio ikke at oplyse uromageres karakteristika. Støjberg fortalte blot, hvad hun havde oplevet - DR vil ikke fortælle, hvad der foregår. Og det er naturligvis ikke en generalisering; alle ved, at ikke alle indvandrere laver uro, men alle ved også, at lige som indvandrere er mere kriminelle end danskerne – det prøvede DR og de øvrige medier også at skjule i mange år – så laver unge indvandrere i gennemsnit også mere uro og provokationer end unge danskere, det er bare svært at bevise med hård statistik, modsat kriminaliteten.

Sennels prøver venstrefløjen at få ram på ved at gå efter hans levebrød som ansat i Københavns Kommune. De påstår, at han har fordomme mod muslimer og derfor ikke kan behandle dem professionelt og neutralt. De har intet konkret at henvise til. De påstår løgnagtigt, at han har sagt, at muslimer genetisk er disponeret for at reagere med vrede. Sennels har tværtimod sagt, at de er kulturelt disponeret, altså opdraget til at reagere udadvendt, som det hedder. Enhver, der f.eks. har set en muslim blive involveret i en konflikt i trafikken, ved, at Sennels blot meddeler en kendsgerning. Man kritiserer ham også for at have sagt, at muslimer ofte er indavlede. Men han har blot henvist til en række rapporter fra mange muslimske lande, der omtaler indavl som et problem. Det er ikke hans opfindelse.

Som det ses, er der tale om et konsekvent angreb på budbringerne, og en skræk for at diskutere sagens egentlige substans: Hvordan får vi unge indvandrere til generelt ikke at opføre sig værre end unge danskere, og hvad kan man gøre mod den udbredte indavl, der jo går værst ud over de direkte berørte.


Det er sørgeligt, at den danske journaliststand i så høj grad lever op til Den korte Avis’ betegnelse: Journalistisk Venstreparti, i hvert fald når det gælder indvandring. Det minder lidt om tilstandene i Sverige, eller i Danmark i 1990’erne. Befolkningens flertal har heldigvis rykket sig og tager ikke journalisterne og ”meningsdannerne” alvorligt mere.

onsdag den 4. februar 2015

Derfor vil ECB s – Den Europæiske Centralbanks - massive obligationskøb ikke virke

Opsummering: ECB vil i de kommende måneder foretage milliardstore opkøb af Euro-landenes statsobligationer i markedet for at sætte gang i landenes økonomiske vækst. Jeg tror, at det blot vil puste den finansielle del af økonomien op, uden at sætte meget gang i den realøkonomiske aktivitet og beskæftigelsen. Jeg vil begrunde det her:

EU-landene, og især de sydlige Euro-lande, har siddet fast i økonomisk stilstand eller direkte tilbagegang, siden finanskrisen ramte i 2008. Årsagerne er flere: Uansvarlig boligboble i 00’erne, uansvarlig bankfinansiering af ejendomsspekulanter, i Sydeuropa uansvarlig statslig låntagning, mangel på fleksibilitet på arbejdsmarkederne. Og endelig elefanten i rummet: At Euroen blev indført, uden at de forskellige landes økonomier var tilpasset til hinanden – det kan de i øvrigt heller ikke. Alt dette har jeg tidligere skrevet om her.

Eurolandene har så i de forløbne 5-6 år foretaget en lang række tiltag, som skulle afbøde de løbende kriser. Statsgæld er blevet nedskrevet eller forlænget og rentelempet, banker har fået tilført kapital, statslige underskud er blevet reduceret med massearbejdsløshed til følge. Det eneste, der kunne hjælpe på beskæftigelsen, nemlig reformer på arbejdsmarkederne, øget tyske statsudgifter og de sydeuropæiske landes frigørelse fra Euroen, er ikke sket.

Nu har ECB, Den Europæiske Centralbank, så besluttet at prøve noget helt tredje: At foretage massive opkøb af statsobligationer fra alle landene i de kommende måneder. Man håber på den måde at sparke gang i økonomierne.

Jeg tvivler på, at det vil få den ønskede effekt. For at få et overblik over de nationaløkonomiske sammenhænge vil jeg tegne en figur:
Type/Sektor
Private
Virksomheder
Banker
Liv/Pens
Nat.Bank
Stat
Udland

Finansielle
Kredsløb
(aktiv+passiv)








Indkomst
Kredsløb
(drift)m.penge








Natural-
Økonomi
(varer og
Tjenester)









Det mest grundlæggende økonomiske system er det nederste, hvor der blot udveksles varer og tjenester, eller ydes ensidigt: Sort bytteøkonomi er et eksempel, husmødres børnepasning et andet.

Det mere avancerede stadium er pengeøkonomien, hvor man køber og sælger varer og tjenester mod penge – først metalmønter o. lign., i dag altovervejende papirpenge og bankindskud.

Endelig har man siden Renæssancen fået et finansielt kredsløb, hvor man yder og modtager lån, kreditter og kapitalindskud. Her hører også investeringsaktiver som ejendomme, maskiner, skibe og varelagre til.
Der er en snæver sammenhæng imellem de to øverste typer kredsløb. De fleste vare- og tjenestekøb afregnes med enten penge, hvor både mønter/sedler og bankindeståender jo hører til i den øverste sektor, eller med kreditgivning med senere betaling, også hjemmehørende øverst.

Den midterste sektor, indkomstkredsløbet, er det altafgørende. Det er her, at værdierne skabes, at borgerne beskæftiges, at bruttonationalproduktet opstår. Men det kan kun ske i et godt samspil med den finansielle del af økonomien, hvor både betalingerne foretages, og hvor opsparingen opsamles og kanaliseres over i investeringer.

Imidlertid kan den finansielle sektor løbe løbsk. Det kan ske, når spekulanter handler aktiver med hinanden til stadig højere priser. En god indikator for en passende pris for et aktiv er den pris, det kan produceres til, eller for jord den tilbagediskonterede værdi af det fremtidige afkast af jorden. Når prisen stiger væsentligt herover, skyldes det forventning om, at prisen vil stige yderligere i fremtiden. Men den kan ikke blive ved med at stige og stige, på et tidspunkt kan køberne se, at prisniveauet er kommet op over, hvad aktivet på nogen måde kan indbringe, og prisen kollapser. De banker, der har finansieret spekulanterne, får ofte store tab. Dette skete i 00’erne.

Nu vil ECB så i de kommende måneder opkøbe Eurolandenes statsobligationer fra de nuværende ejere for mange milliarder Euro. Det vil betyde, at banker (og livsforsikringsselskaber og pensionskasser) får byttet deres beholdninger af statsobligationer om med indskud i ECB. Herved forøges den primære pengemængde, kaldet M1, og også den sekundære pengemængde, alt efter hvordan økonomien reagerer.

Det er svært at se, hvordan denne oppustning af de finansielle balancer skal skabe øget aktivitet i en tid med lav beskæftigelse. Renterne er i forvejen meget lave – hvorfor skulle virksomheder låne til nye investeringer, blot fordi renten bliver endnu lavere? Og de velkørende virksomheder kan allerede i dag godt låne i bankerne, hvis de vil – de dårligt kørende kan ikke, uanset større pengerigelighed.

Man nævner USA som eksempel på, at centralbankopkøb af statsobligationer har sat gang i økonomien. Men i USA er der samtidig sket en total omvæltning i realøkonomien, idet landet i de sidste år er blevet selvforsynende med olie og gas fra skiferlagene. Det betyder, at de mange milliarder dollars, der tidligere flød ud af kredsløbet og havnede i olielandene, nu bliver i USA. Desuden har staten kørt med driftsunderskud år efter år. Disse forhold har man ikke i Europa.

Derfor må man frygte, at udpumpningen af penge fra ECB blot vil resultere i, at endnu flere milliarder vil flyde rundt i det finansielle system på jagt efter gunstige placeringsmuligheder. Det var det, der skete i 00’erne, og mange spekulanter, der nåede at stå af undervejs, er blevet stenrige, og deres formuer skvulper rundt og skaber ustabilitet. Et stjerneeksempel er George Soros, der tjente en arbejdsfri milliard dollars i 1990’erne på heldig spekulation mod det britiske pund. Penge, der blev suget ud af den britiske økonomi og betalt af de britiske skatteydere.

Nu må man frygte, at der kommer fart på spekulationen i formueaktiver igen. Der kan komme både ejendomsbobler og aktiebobler, og undervejs spekulation mod valutaer, der forsøges holdt på en fast kurs. Det skete for nylig mod den schweiziske franc, og det sker i disse dage mod den danske krone.

Hvad burde Europa i stedet gøre? Droppe Euroen, give de sydeuropæiske lande yderligere gældsforlængelse og rentelempelse, øge de statslige investeringer i infrastruktur, øge brug af atomkraft (thoriumreaktorer), standse masseindvandringen fra Asien og Afrika, der koster formuer og skaber uro. Og standse Luxembourgs skatteordninger. Og gerne prøve at begrænse spekulanternes handlefrihed, og helst beskatte deres gevinster.




torsdag den 29. januar 2015

Auschwitz mindedag – Hitler var socialist, Churchill var konservativ

Forleden var det 70-års dagen for Den Røde Hærs ”befrielse” af den nazistiske koncentrationslejr, eller mere præcist udryddelseslejr, i Polen, Auschwitz. ”Befrielse” er sat i anførselstegn, fordi polakkerne betragter den sovjetiske fremrykning i Polen som en ny slags besættelse – for de overlevende fanger, som russerne reddede fra udslettelse, var det naturligvis en befrielse.

Det er godt at mindes nazisternes forbrydelser, men det er skidt, hvis det skygger for alle de andre folkemord, der har fundet sted i moderne tid (vi ser bort fra de historiske). Tyrkerne myrdede 1,5 million armeniere under 1. Verdenskrig og vil ikke tale om det, Stalin sultede millioner af ukrainere ihjel, oveni alle de andre, han lod myrde, Pol Pot myrdede flere millioner af sine egne cambodiske landsmænd. Skal vi ikke også mindes det? Kan vi ikke lære af det? Lære, hvordan fanatiske ”ismer” og direkte forbrydere skal standses i tide? Selvom det på kort sigt er nemmest at lade som ingenting.

Man kan få fornemmelsen af, at den særlige opmærksomhed om nazisternes massemord har nogle skjulte årsager. Selvfølgelig er det foruroligende, at disse forbrydelser blev begået af verdens måske mest oplyste og veluddannede folk. Men Auschwitz kan også bruges – udover af jødernes forståelige ønske om at sætte focus på emnet. Det kan bruges af dagens venstreorienterede til at prøve at tørre Hitlers forbrydelser af på de højreorienterede ved at lave en i øvrigt helt falsk sidestilling af nazisternes racepolitik med dagens modstand mod masseindvandring. Og det er i vidt omfang lykkedes at kalde nationalsocialismen en højre-bevægelse, selvom Nazityskland i sin indenrigspolitik var klart venstreorienteret: En aktiv socialpolitik, statskontrol med produktionen o.s.v. Man satte virkelig helheden over individet!

Højreorienteret var derimod Hitlers største fjende, Churchill: Han gik ind for borgernes frihed, et frit erhvervsliv o.s.v. Og Churchill var national, elskede sit land – og imperialist, men det lå i hans tid – mens Hitler var chauvinist: Fjendtlig mod alle andre.


mandag den 26. januar 2015

Ytringsfrihed – hvad må vi, hvad bør vi, hvad tør vi

Først en præcisering af, hvad ytringsfrihed er: Den er naturligvis ikke absolut, som daværende statsminister Fogh ellers sagde under Muhammed-krisen. Ytringsfriheden omfatter IKKE militære - og statshemmeligheder, ikke fortrolige oplysninger, man får på sit arbejde, ikke andre menneskers private forhold, man må ikke bagvaske andre, man må ikke true eller opfordre til ulovligheder – der er utallige begrænsninger. Der er endog en paragraf 140 i Straffeloven, der forbyder blasfemi – ”offentlig spot eller forhånelse af noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”, den bliver dog ikke taget i anvendelse. Og vi har den famøse § 266 b, der forbyder, at grupper ”trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”.

Det er nemmere at præcisere, hvad der er den centrale ret i ytringsfriheden: Ret til at diskutere og kritisere samfundets indretning og den politik, der føres.

Denne ret har vi i den vestlige verden nydt i 100-200 år. I Danmark har især de radikale og venstrefløjen, der historisk har været i opposition til det bestående samfund, frit kunnet benytte ytringsfriheden til at håne og spotte kirke, konge og fædreland – uden konsekvenser.

I de sidste 30-40 år har vi så fået en kraftig muslimsk indvandring til Vesten – i Danmark især takket være de nævnte radikale og socialister – og de finder sig ikke i kritik af deres religionsstifter, profeten Muhammed. Og det i en grad, så de er parat til at myrde enhver, der ytrer en sådan kritik.

Og hvad siger de radikale til det? De store kritikere af al opblæst autoritet lægger sig fladt ned, dagbladet Politiken har sågar sagt undskyld og betalt erstatning! Poul Henningsen må rotere i sin grav.

Hvad bør vi egentlig gøre i dagens situation? Naturligvis bør man ikke håne andres tro, altså deres personlige gudstro – det er jo også ulovligt! Man kan også passende lade andres guder og profeter være i ubemærkethed. Men med islam er der det specielle forhold, at den også er et politisk system, en forskrift for muslimers opførsel overfor andre. Så bliver religionen også politik, og den politiske side af islam må være genstand for kritik som alle andre politiske forhold.

Heldigvis synes det heller ikke at være en sådan politisk tilgang, der ophidser nogle muslimske fanatikere til at angribe kritikerne fysisk. Man forstår ellers godt, at mange ikke tør følge i Jyllands Postens fodspor og kritisere profeten Muhammed – det gør JP ikke engang selv i dag. Og politiet kan jo ikke passe på et ubegrænset antal truede.


Men det er utilgiveligt, at det er kommet hertil – at vold virker, islamistisk vold. Det kan vi med al grund benytte vores ytringsfrihed og kritisere de radikale og socialisterne for. De var ophavsmænd til Udlændingeloven af 1983, Palæstinenserloven i 1992 og alle andre tiltag, der har muliggjort masseindvandringen. Og de blev advaret hver gang.

fredag den 16. januar 2015

Charlie Hebdo og Islamistisk terror – hvad skal vi gøre

Forrige onsdags modbydelige massemord på det franske satiriske magasins Charlie Hebdo’s redaktør og tegnere og kunder i et Kosher-supermarked er de seneste i en endeløs række af drab, begået af muslimer og begrundet i Islams forskrifter. Som jeg skrev i seneste post fra 16. december 2014, så er alle klar over, at langt fra alle muslimer er involveret i disse terrormord.  Men det er lige så klart, at Islam motiverer en del af muslimerne til terroren – nemlig dem, der er disponeret for sådanne handlinger. Alligevel skal vi hver gang høre politikernes og visse eksperters papegøjesnak om, at forbrydelserne ”intet har med Islam at gøre”.

Det er nærliggende at sammenligne med den seneste terrorbølge, der ramte Vesten, nemlig den venstreekstreme terror i 1970’erne og 1980’erne, hvor Rote Arme Fraktion, De røde Brigader m.v. kidnappede og myrdede en række politikere, bankchefer o.s.v. De begik sågar bombeterror mod tilfældige borgere. Også de var motiveret af had til de vestlige samfund, og også de havde aktiv eller passiv støtte blandt meningsfæller i befolkningen. De kunne finde argumenter for deres vold i de socialistiske hellige skrifter, og etablerede socialister sagde, at de ikke havde noget med socialismen at gøre. Og de blev i ikke helt oplyst omfang støttet af de kommunistiske staters hemmelige tjenester. Terroristerne blev til sidst elimineret – skudt eller sat i fængsel – ved et dygtigt politiarbejde, men vel også, fordi deres store idol: Den kommunistiske verden – sank sammen i 1989.

Så heldige er vi nok ikke denne gang. Politiet er sikkert lige så effektivt i dag som dengang, men i dag støttes terroristerne af kræfter udefra: Islamisk Stat, visse kredse i de rige arabiske olielande, som ikke forsvinder med det første. Så hvad kan vi gøre?

Det kan konstateres, at når vi modtager et vist antal muslimske indvandrere, følger der en vis promille terrorister med. Det må derfor være en god grund – oveni alle de andre grunde – til at standse indvandringen fra muslimske stater. Og flygtninge skal hjælpes i deres egen region – muslimer skal selvsagt hjælpes af og i muslimske lande, de har både penge og plads.

Dernæst må vi tage forbehold overfor de internationale konventioner, som vi har tilsluttet os, hvis de begrænser vores evne til at beskytte os selv. Vi må (gen)indføre en langt fastere praksis med hensyn til at udvise kriminelle, politiske og religiøse fanatikere og arbejdsuvillige. Og vi må genindføre et optjeningsprincip for kontanthjælp, dagpenge o.s.v., så det bliver uinteressant for ikke-integrerbare indvandrere at vælge Danmark. Og vi skal udtræde af Schengen-aftalen og genindføre mulighed for grænsekontrol efter behov (ikke faste grænsebomme, som EU-propagandaen fejlagtigt kalder det).

Alt dette vil medføre et ramaskrig fra Vestens politisk korrekte talende klasser, men folkene i Vesten vil bifalde det. Og det vil blot bringe os tilbage på linie med normale lande i den øvrige verden, som vi var, før 1968-bølgen ramte os.