OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

lørdag den 29. december 2012

Kommissionsundersøgelsen af statsministerparrets skattesag skrider adstadigt fremad


Kommissionsundersøgelsen af statsministerparrets skattesag skrider adstadigt fremad, men det virker på dette tidspunkt, som om gassen er ved at gå af ballonen. Personen, der startede hele balladen, direktør i Skat København Erling Andersen, er nu blevet afhørt, og han kunne ikke bidrage med noget substantielt – kun med sine egne meninger om, hvordan forløbet skulle fortolkes.

Sagen startede med, at Erling Andersen (EA) skrev et notat til daværende skatteminister Möger, hvori han klagede over, at den tidligere Venstre-skatteminister Troels Poulsen – gennem sin spindoktor og sin departementschef – havde prøvet at påvirke Skat Københavns afgørelse i familien Thornings skattesag i retning af, at ægtemanden skulle være skattepligtig i Danmark. Som bekendt blev afgørelsen, at han var skattepligtig i Schweiz. - Det ser nu ud til, at EA intet håndfast har at underbygge sin anklage med. Han kan kun henvise til ministeriets store interesse for sagen.

Ærlig talt: Er den interesse så mærkelig? Der var tale om lederen af oppositionen, der i årevis havde talt for, at især de velstillede skulle betale mere i skat for at finansiere velfærden. Og nu fremstod hendes familie selv som beslutsomme skatteminimalister – bl.a. havde hun selv i flere år uberettiget benyttet sin mands personfradrag, og da det det blev opdaget, var 5 års forældelsesfristen udløbet. Hun nægtede at efterbetale frivilligt. Det er forventeligt, at familiens skatteforhold nu tiltrak interesse.

Et underpunkt i EA’s sag mod den tidligere minister og hans departementschef var, at disse ønskede sagen tilføjet en bemærkning om, at afgørelsen var truffet ”henset til familiens særlige arbejds- og familieforhold”.  Dette mente EA var for at ”tilsvine” Thorning-parret, idet det skulle henlede opmærksomheden på nogle rygter om manden, Stephen Kinnocks, seksuelle præferencer. Også denne EA-tanke synes mærkværdig. Disse rygter havde været kendt længe i mediekredse, og i vore dage har sådanne rygter kun nyhedens interesse – og den var allerede forduftet. 

Egentlig forekommer det, at Skat Københavns afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, alt taget i betragtning er mere belastende for parret end den modsatte afgørelse. Nu fremstår de – fruen er som bekendt socialdemokrat og statsminister – som personer, der ønsker at benytte enhver mulighed for at minimere deres skat. I modsætning til andre, f.eks. afdøde Simon Spies, der ikke ville benytte nogen som helst kneb, men betalte sin fulde skat med tilfredshed.

Det ser på nuværende tidspunkt faktisk ud til, at Erling Andersen kommer mest forpjusket ud af sagen.

lørdag den 22. december 2012

Det seneste forlig om Forsvaret


Med det seneste forlig om Forsvaret mellem SSFR-regeringen og de borgerlige partier er det nu klart, at selve forsvaret af det danske territorium stort set skal afskaffes. Der skal nu næsten udelukkende satses på udsendelse til politimæssige opgaver i fjerne udviklingslande. Hæren skal reduceres til tre bataljoner, og mobiliseringsstyrken afskaffes.

Denne udvikling er egentlig drevet frem af Forsvarets egne personelorganisationer fra 1990’erne til i dag. Som tidligere anført finder de det ikke fagligt udfordrende at uddanne værnepligtige på Borris Skydeterræn, de vil hellere ”gøre en forskel” i Afghanistan eller Irak. Og politikerne er gået med hele vejen.

Jeg mener nok, at der er en vis mening i udviklingen. Det er da fint at prøve at hjælpe andre folk, selvom det er mere meningsfuldt i nogle lande end i andre. Og det er fint at samle points på goodwill-kontoen hos de to eneste lande, der vil hjælpe os, hvis vi nogensinde skulle få brug for det: USA og UK. Og det er også en nyttig ting at træne i en virkelig konflikt med livet som indsats, hvis man vil det.

Men: Det er ikke godt helt at afskaffe det hidtidige danske forsvar med tilhørende værnepligt. Det gav et langt bredere spektrum af handlemuligheder, og ingen kender fremtidens behov – de kan ændre sig, hurtigere end vi kan forudse. Og det var dette system, der producerede de enheder, der har klaret sig så godt i Eks-Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen, og andre steder. Ved Operation Bøllebank havde Hæren ikke været i krig siden 1940, det var en fredstidsuddannet styrke, og alligevel klarede den opgaven. Det burde fortælle, at det hidtidige system ikke var så ringe, og at vi godt kan uddanne enheder hjemme, uden at de skal have været i krig.

Desuden er den krigserfaring, som Hæren opnår i disse år, af en ret speciel art. Det er jo en ensidig forestilling: Vi har en enorm ildoverlegenhed med vore kampvogne og infanterikampkøretøjer, og hvis det ikke engang er nok, kan vi tilkalde allieret artilleristøtte og luftstøtte. Under alle omstændigheder trækker Taliban sig tilbage og skjuler sig, evt. mellem civilbefolkningen, indtil næste gang. Hvis vi nogen sinde skulle møde en anden moderne hærstyrke, er vi helt uvant med fjendtlig artilleri, kampvogne og flyangreb. En noget ensidig træning, må man mene.

Desuden giver en lille, professionel hær risiko for fremkomst af en indadvendt mentalitet, som kan resultere i kedelige affærer, som det danske forsvar hidtil har været forskånet for. Alt i alt mener jeg, at det er forkert at skrotte det hidtidige system. Det har fungeret godt.

Besparelseskravet på 2 til 2,7 mia. kr. om året taler for sig selv. Det danske forsvarsbudget har altid været meget lavt, det er ikke det, der har givet os verdens højeste skattetryk. Det er virkelig at hoppe over, hvor modstanden er mindst, når Løkke valgte at skære 15% her.

Endelig den seneste affære med auditørtiltale mod en kompagnichef, der havde tilkaldt en britisk kamphelikopter til at angribe nogle lokale, der tilsyneladende var i færd med at placere en vejsidebombe. Det er ikke helt klart, om dette angreb overhovedet var en fejl. Det står dog ret klart, at kompagnichefen handlede korrekt under omstændighederne. Der vil altid ske uheld, og i krig kan uheld få de alvorligste følger. Det skal dog ikke medføre retslig tiltale mod den, der eventuelt udløste uheldet, hvis han ellers handlede forsvarligt.

mandag den 10. december 2012

Nobels fredspris til EU


Så har EU fået Nobels Fredspris. Begrundelsen er først og fremmest, at EU har sikret, at der ikke igen er udbrudt krig i Europa efter 1945.

Hele optrinet er sikkert velment, men temmelig meningsløst. Godt nok var EU’s forløber, Kul- og stålunionen fra 1951, tænkt som et instrument til at umuliggøre fremtidige krige mellem Tyskland og Frankrig, og godt nok har der ikke været krige i Vesteuropa siden 1945. Men at give EU æren for det er meningsløst.

For det første går oplyste, demokratiske stater slet ikke i krig med hinanden. Der findes mig bekendt ikke eksempler på det i Verdenshistorien.

For det andet har Vesteuropa været under USA’s militære beskyttelse gennem NATO siden 1949. Det er endnu en tilstrækkelig grund til, at krig mellem europæiske lande er utænkelig.

Derfor smykker EU-toppen sig med lånte fjer i Oslo i dag.

Men hvad har EU så udrettet? Man startede som en toldunion. Det var en succes. Den blev suppleret med den fælles landbrugspolitik, udtænkt af den hollandske socialist Sicco Mansholt. Det medførte høje priser, overproduktion og smørbjerge. Så kom det indre marked. Det var en succes, men det har nu medført, at billig østeuropæisk arbejdskraft udkonkurrerer en række vestlige erhverv.

Kronen på værket er den usalige Euro, valutaunionen, der tiltrækker økonomisk svage lande, som et stearinlys tiltrækker møl. De katastrofale resultater kan efterhånden observeres i Sydeuropa, men al velbegrunder kritik overhøres.

Under det hele ligger, at unionstilhængerne har erklæret krig mod de europæiske nationale samfund. Vi skal alle harmoniseres, skal vi. Og folkene skal ikke stemme om den slags!

Man har sagt, at kejser Nero spillede på lyre, mens Rom brændte. Man får kedelige associationer, når man ser EU-toppen lade sig hylde på Hotel Grands balkon, mens grækere og spaniere må gå fra hus og hjem, ikke udelukkende, men blandt andet på grund af Euro-fantasien.

mandag den 3. december 2012

Jule-kaos i Kokkedal og salami


Novembers store øjenåbner var, da et lille muslimsk flertal i bestyrelsen i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal modsatte sig, at foreningen lod opsætte et juletræ midt i bebyggelsen. Det har foreningen ellers gjort i ca. 30 år, siden husene blev bygget. For få måneder siden havde den samme bestyrelse bevilget 50.000 kr. til fejring af en muslimsk fest.

Sagen viste flere ting. For det første, at dette lille flertal – 5 ud af 9 – som består af fanatiske muslimer, modsat en stor del af bebyggelsens øvrige indvandrere, opfatter demokrati som flertalsdiktatur. Dette er blevet ivrigt applauderet af danske kulturradikale.

For det andet viste sagen, at bestyrelsesflertallet ikke har den mindste respekt for det land og den befolkning, der har lukket dem ind, og som i stor udstrækning betaler for deres underhold. Tværtimod ønsker de at indrette deres egne enklaver med radikal muslimsk levevis – altså parallelsamfund.

For de tredje har de danske radikale – fra Politikens medarbejder, Anita Bay Bundegaard, til kulturministeren, som nævnt nikket bifaldende til udviklingen. Disse mennesker lever i et parallelunivers, hvor multikultur stadig opfattes som en idealtilstand. De ser ikke, at det tværtimod betyder splittelse og uro, og de føler intet medejerskab for danske traditioner. Tværtimod var kulturministerens kommentar, at traditioner skal kunne ændres.

Mon denne minister, der jo er erklæret homoseksuel, er opmærksom på, hvilke traditioner for behandling af homoseksuelle de fanatiske muslimer vil indføre?

Men hele sagen er jo blot en af utallige, hvor muslimer prøver at presse deres levevis ind i det danske samfund. Og velmenende, godtroende danskere tillader det. I stedet skal man naturligvis sige: Skik følge eller land fly.

De fanatiske muslimers fremgangsmåde kaldes salamitaktik, idet de skærer en lille skive af vores hidtidige samfund af ad gangen.

Men salamitaktik virker kun overfor pølser. Hvis vi gør os hårde som flint i vores forsvar af vores levevis, virker salamitaktikken ikke.

I øvrigt rejser hele sagen igen det grundlæggende spørgsmål: Hvilken interesse har det danske folk i denne masseindvandring? Lad os dog stoppe den!