OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 28. maj 2013

Karen Hækkerups etniske proletariat

Den socialdemokratiske socialminister Karen Hækkerup meddeler nu offentligheden, at ”vi har fået et etnisk proletariat”. Erkendelsen er interessant, hun er bare 20 år for sent på den. Men lad os lige se nærmere på nogle af ordene.

Danmark har ikke ”fået” noget. Problemet med det nye proletariat er opstået ved en betydelig indvandring fra Jordens dårligst fungerende lande i de sidste 30-40 år, og den er ikke noget, der bare er sket. Den er blevet muliggjort ved en bevidst politik fra Det radikale Venstre, SF og andre venstreorienterede, og ved lobbyarbejde fra Dansk Flygtningehjælp ved dens daværende formand, den senere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Socialdemokratiet har stemt for denne politik hele vejen. Og en stor del af den danske befolkning har i mange år tolereret indvandringspolitikken, fordi den er naiv og godhjertet – langt ind i borgerlige rækker.

Det danske folk kunne have forhindret masseindvandringen ved at vælge nogle andre politikere, men det har været for stort et spring for 85% af vælgerne. Vi er et folk med tillid til hinanden og vore ledere, og vi har overladt det til dem at udforme indvandringspolitikken efter deres egne hoveder. Lidt ligesom vi tillader, at EU's unionsprojekt skrider fremad, uden at noget folk har ønsket det, eller ligesom vores uddannelsessystem har tabt kvalitet nærmest løbende i de sidste 50 år, selvom alle ønsker det modsatte.

Og der er blevet advaret om præcis de af Karen Hækkerup nævnte følger af masseindvandringen lige fra dag 1. Mest kendte er personer som Søren Krarup og Pia Kærsgaard, men mange andre almindelige mennesker har også altid været imod. De blev i starten ugleset af de gode og frisindede, men nu ser det ud til, at stemningen er ved at vende.

Tilbage til Karen Hækkerups udtalelse. Udtrykket ”etnisk” er også forkert. Det drejer sig ikke om udseende, men om kultur. Der er tale om, at man tillader masseindvandring fra lande, hvor kampen for tilværelsen foregår på en langt mere håndgribelig måde end i Vesten. Når sådanne mennesker kommer hertil, lægger de ikke bare deres gamle kultur og væremåde af. Når de finder ud af, at de kan tillade sig utrolig meget, så gør de det: Kriminalitet, arbejds- og uddannelses-uvillighed, chikane af andre grupper – sågar af værtslandets befolkning!

Oven i dette kommer så et ekstra kulturelt problem: Islam. Denne religion eller samfundssystem lærer sine tilhængere, at de er rene og alle andre urene, at mænd er mere værd end kvinder, o.s.v. At de fleste af de sidste 40 års indvandrere er muslimer, øger kun de ovennævnte problemer.

Kronen på værket er decideret islamistisk terror, som man senest så udfoldet i det grusomme mord på en ubevæbnet britisk soldat i London. Dette er dog heldigvis et særligt problem, som bør behandles for sig.

Men er der en løsning på problemet med det ”etniske proletariat”? Ikke umiddelbart. De, der har påført os problemet, fører tværtimod en indvandringspolitik, der vil øge det. Dertil prøver de så at kaste endnu flere penge efter problemet. Det vil ikke hjælpe.

Jeg kan kun pege på: Standsning af masseindvandring, udvisning d.v.s. hjemsendelse af politiske og religiøse fanatikere, hjemsendelse af arbejdsuvillige, hjemsendelse af familier, der nægter at opdrage deres børn, hjemsendelse af flere kriminelle – altså også gaderøvere, voldsmænd m.v.


Som før sagt: Mine forslag lyder måske kontroversielle, men de er selvfølgelig politik i alle lande udenfor Vesten, og de var også selvfølgelige her indtil 1960’erne.

lørdag den 18. maj 2013

Skyd efter benene, 18. maj 1993


I dag er det 20 år siden optøjerne fandt sted på Nørrebro efter EU-afstemningen, der gav os tilslutning med forbeholdene. Medierne har markeret dagen, men med en meget forsigtig attitude.

Jeg vil gerne lige slå nogle ting fast.

For ca. 15 år siden var jeg til en familiefest. På det tidspunkt kørte der diverse undersøgelser af optøjerne, vi talte om det, og en i øvrigt sympatisk kusine sagde: ”Jeg er flov over at bo i et land, hvor politiet skyder på demonstranter”.

Normalt mener jeg ikke, at man skal diskutere politiske emner ved selskabelige lejligheder. Folk har forskellige holdninger, nogle vil have stor stat og tryghed, andre lille stat og frihed, nogle vil have fædreland og andre internationalisme, osv. Det nytter ikke noget at rive andre sine egne holdninger i næsen, man bliver kun uvenner til ingen nytte.

Men dette var for meget. Jeg fortalte hende, så roligt som jeg kunne, at det aldeles ikke var tale om demonstranter, men om grove voldsforbrydere, der var i gang med, på værste muslimske vis, at stene politiet ihjel. Betjentene var i reel livsfare ved de utallige stenkast, og mange af dem blev skadet fysisk og psykisk. Der fulgte tragedier, bl.a. selvmord, i kølvandet, og mange betjente har men endnu 20 år efter. Det var simpelt nødværge, når politiet skød mod stenkasterne. Der er intet at bebrejde de menige betjente i skudlinien. Hvis politiet ikke trods alt havde hjelme, var der omkommet betjente. Derimod var alle skudramte stenkastere ude af hospitalet en uges tid efter. (Politiet har siden fået kraftigere pistoler).

Kusinen pakkede sammen, men medierne forstår vist stadig ikke sagens rette sammenhæng. F.eks. mener de åbenbart, at det var vældig slemt, når en betjent under skydningen råber: ”Skyd efter benene!” Men dette blev råbt, efter at det havde vist sig, at varselsskud op i luften ikke standsede stenregnen. Kommandoen betyder faktisk: ”Skyd, men ikke efter hoved eller krop, men efter benene”. Helt fornuftigt og efter bogen.

Alle involverede betjente er for længst blevet frikendt for de absurde anklager, der blev rejst mod dem efterfølgende. Men stenkasterne har aldrig fået straf nok.

fredag den 17. maj 2013

Uddannelse, Schweiz og de radikale


Jeg har før – håbefuldt – skrevet, at pendulet på uddannelsesområdet synes at være ved at svinge tilbage fra de sidste 30 års reformpædagogiske rædselseksperimenter til de gamle fornuftige spor. Nu kommer der i Berlingske et nyt input i den retning: En gruppe erhvervsskoleledere har været i Schweiz for at studere, hvordan de edsvorne bærer sig ad med at drive et så godt uddannelsessystem, som tilfældet er der.

De vigtigste punkter i det schweiziske system: Man deler eleverne efter boglige og praktiske anlæg efter 6. klasse, erhvervsuddannelsen starter med en lærlingeansættelse i en erhvervsvirksomhed, hvor man derefter blander praktik med skolegang hver uge, adgang til gymnasiet forudsætter bestået adgangsprøve, de praktiske uddannelser er ikke forsøgt pumpet op med halvakademiske påfund, og der er naturligvis arbejdsro og arbejdsdisciplin over hele linien.

Man vil se, at dette svarer temmelig nøje til forholdene i Danmark før skole”reformerne” startede i 1959: Vi havde boglig og ikke-boglig mellemskole, vi havde mesterlære med skolegang i fortrinlige tekniske skoler, vi havde mellemskole/realeksamen som forudsætning for adgang til gymnasiet, erhvervsuddannelserne uddannede dygtige håndværkere uden malplacerede akademiske ambitioner, og der blev arbejdet – undervist – effektivt i hele sektoren.

Så det, vi kan lære af schweizerne, er altså at vende tilbage til vores udgangspunkt.

Hvordan kunne det så gå så galt i Danmark? Jeg plejer at lægge skylden på 68’erne – denne nedbrydende cocktail af kulturradikalisme og salonkommunisme. Men vi skal nok længere tilbage, til ”det moderne gennembrud” i 1880’erne, Georg Brandes, System Politiken, kort og godt Det radikale Venstre. Dette lille parti for bedrevidende, arrogante degne og akademikere, der med sine ambitioner om at redde hele verden har spillet samme rolle som Gregers Werle i Ibsens ”Vildanden”: De ødelægger alt, de kommer i nærheden af. De har skadet hele uddannelsessektoren, de har i årtier saboteret forsvaret og vores forbindelser til Vesten under den kolde krig, de forhindrede VKR-regeringen i at føre borgerlig politik, de har været primus motor bag den ulyksalige indvandringspolitik, de tvang Nyrup-regeringen til at fortsætte denne politik, og nu er de ved at ødelægge S og SF ved at tvinge dem til at føre borgerlig økonomisk politik.

Man må for landets skyld håbe på, at det næste folketingsvalg igen sætter de radikale uden for indflydelse, og at der så også bliver gjort op med den indlejrede radikale indflydelse, der gennemsyrer store dele af samfundet, og som hverken Fogh eller Løkke kunne rense ud.