Folketingsvalget 2019 - hvad skete der?

                                                                                                                                

Tid til at se nærmere på Folketingsvalget 5. juni 2019.

Man kan plotte resultaterne ind på et ”politisk landskab”, ligesom i min postering fra 9. december 2010. Det er naturligvis en skønssag, præcis hvordan denne placering foretages. Jeg vil her blot opstille resultaterne i en lidt grovere tabel: 

                                                                          FV 2019:

2. kvadrant: Socialdemokratiske                  1. kvadrant: Borgerlige: 36,5% uden DF

                                                                                                               45.2% med DF                                                                                                                             

                                     Dansk Folkeparti        8,7%                          Stram kurs 1,8%

Socialdemokratiet    25,9%                                                                Nye Borgerlige 2,4%

                                                                                                            Konservative 6,6%

                                                                                                            Venstre   23,4%

                                                                                                        Liberal Alliance  2,3% _________________________________________________________________________________

3. kvadrant: Socialistisk                                                  4. kvadrant: Radikal-liberale

Socialistisk Folkeparti 7,7%                                                           Radikale Venstre 8,6%

Enhedslisten                7,0%

Alternativet                 3,0%                      Kristendemokraterne 1,7%

 Socialister o.l. i alt: 19,4%                                                         Globalister i alt: 28,0%

                                        Her er resultatet fra Folketingsvalget 2015:

2. kvadrant: Socialdemokratiske               1. kvadrant: Borgerlige: 30,4% uden DF                                                                                                                                     51,5% med DF                                

                                                                                              Dansk Folkeparti  21,1%                                                                                                                                     

Socialdemokratiet    25,9%                                                              Konservative 3,4%

                                                                                                         Venstre   19,5%

                                                                                                          Liberal Alliance  7,5% _________________________________________________________________________________

3. kvadrant: Socialistisk                                                4. kvadrant: Radikal-liberale

Socialistisk Folkeparti 4,2%                                                       Radikale Venstre 4,6%

Enhedslisten                7,8%

Alternativet                 4,8%                  Kristendemokraterne 0,8%                                                        Socialister o.l. i alt: 17,6%                                      Globalister i alt: 22,2%

Som det fremgår, er DF i 2019 placeret nærmest som et socialdemokratisk parti, fordi dets økonomiske politik har ligget nærmere mod S end mod blå blok.

Når man sammenligner de to sæt valgresultater, ses det, at de borgerlige partier gik tilbage fra 51,5% til 45,2%, altså med 6%, selv hvis man regner Stram Kurs – som ikke kom i Folketinget – med. Socialdemokratiet var nærmest uændret med en meget lille tilbagegang. Så modstykket til blå tilbagegang var, at de venstreorienterede og kulturradikale gik 5,8% frem.

Der var store ændringer i flere partier, især gik Dansk Folkeparti stærkt til

bage. Interessant er også vælgervandringerne mellem partierne, som Epinion har undersøgt for DR ved en spørgeundersøgelse. Resultaterne af denne undersøgelse er:

DF mistede 4,2% til Venstre, 2% til S, 1,6% til Nye Borgerlige og 1,2% til Stram Kurs.

V vandt også 2,5% fra Liberal Alliance, men tabte 1,5% til Konservative.

S tabte 2% til SF og 2% til Radikale.

SF vandt også 1% fra Enhedslisten. Øvrige bevægelser mellem partierne var mindre end 1%.

Årsagerne til vælgervandringerne

DFs store nedtur skyldes nok flere faktorer. Afgangen til S og V beror vel på, at det er lykkedes at skabe indtryk af, at indvandringsproblemerne er løst. (Det er de dog ikke, da der stadig er vækst i antallet af personer med rødder i Den tredje Verden, mens antallet af etniske danskere langsomt daler. De to kurver må skære hinanden på et tidspunkt, hvis der ikke sker politiske tiltag). DFs tab til NB og SK må omvendt skyldes, at der er en del vælgere, der ikke mener, at DF har gjort alt, hvad der kan gøres, for at standse masseindvandringen.

Men en anden faktor er DFs ageren de senere år. DF har placeret sig uheldigt som fortaler for at flytte statsinstitutioner til provinsen uanset konsekvenserne – altså at decentralisere centraladministrationen -, har krævet useriøse lokale trafikprojekter osv. Desuden har DF på den økonomiske politik lagt sig nærmere S.

Samtidig har Venstre taget stemmer fra DF på at fremstå som forkæmper for en ”stram” udlændingepolitik og fra LA på grund af dette partis egen problematiske ageren i skatteforhandlinger mv.

S har afgivet stemmer til SF og R netop på grund af sin nye ”stramme” udlændingepolitik, men har taget fra DF af samme årsag.

Så paradoksalt nok har de venstreorienterede og radikale vundet, fordi nogle S-vælgere var uenige med S’s nye udlændingepolitik. Men det er netop SF, R og EL, der giver S-regeringen dens flertal. Hvordan skal Mette Frederiksens regering modstå presset fra støttepartierne, der tilsammen næsten er større end S? Bliver interessant at følge.

Men det er temmelig rystende, at 28% af vælgerne ikke er mere bekymrede over masseindvandringens meget synlige skadelige konsekvenser, end at de stemmer på partier, der ønsker den accelereret.

Digitalisering og disruption giver distance og destruktion

I snart mange år har det været god latin, at samfundet skulle digitaliseres, altså at flere og flere funktioner skulle gennemføres ved brug af edb. Og edb er unægtelig en nyttig ting ved mange arbejdsopgaver: Både ved håndtering af store mængder relativt simple bogholderiopgaver og ved store omfattende regneopgaver. Det var også på disse områder, det startede for 50-60 år siden: I bank- og forsikringsverdenen, og indenfor naturvidenskaben.

Men udviklingen er fortsat, og nu har edb – eller IT, som det hedder nu – bredt sig overalt. Og nu begynder begrænsningerne at vise sig: Man vil bruge edb for at spare menneskelig arbejdskraft, men man overser, at der er områder, hvor den menneskelige fornuft og dømmekraft ikke kan erstattes af elektronik. Dette har medført ufattelige tab, dels i direkte konsulent-udgifter, dels i skader på samfundet, når systemerne ikke virkede: I Skat, politiet, Forsvaret, listen er tilsyneladende uendelig. Ikke startvanskeligheder, men systemfejl, der typisk har medført systemernes skrotning. Men i mellemtiden har man ofte afviklet de gamle manuelle systemer og skal derfor finde på noget nyt i en fart…

En anden følge af digitaliseringen er, at de digitaliserede områder, der virker, har medført større besvær for borgerne. Hvor de før kunne henvende sig, ofte pr. telefon, hos det offentlige eller i banken og blive betjent – og hjulpet og rådgivet – af et levende menneske, ofte en kompetent og erfaren medarbejder, skal de nu selv kæmpe sig frem gennem de pågældende organers hjemmesider. Hvis det går som forudsat, og borgeren er vant til edb, skal det nok være en effektiv metode. Men ofte virker systemerne ikke som forventet, og dertil kommer, at en del borgere ikke færdes hjemmevant i de nye systemer. Og det kan være meget besværligt for dem at få hjælp af en medarbejder i den anden ende. Dette giver distance og fremmedgørelse.

Selv når digitaliserings-selvbetjeningen går, som den skal, vil det ofte være tidrøvende for borgeren/kunden. En særlig finesse er, at de digitaliserede foretagender ikke sender ret meget ud på papir længere. Det betyder, at hvis borgeren ønsker at se sine breve, afregninger osv på papir, må han selv printe dem ud. Endnu et led, der betyder, at digitaliseringen kun er en besparelse for det offentlige, banker osv, men ofte en merbelastning for borgerne, som ikke er med i noget regnstykke.

En sidste, uheldig konsekvens er, at postvæsenets nedtur er blevet forstærket kraftigt, fordi det offentliges kommunikation til borgerne nu fortrinsvis er elektronisk. Nedturen var allerede i gang med e-mailens og SMSernes indførsel, men er blevet accelereret af den offentlige digitalisering. Den faldende brevmængde har medført ringere postbefordring, og det er uheldigt, da der stadig er vigtige forsendelser, der kun kan være i fysisk form. Det er da også i det meste af Verden et naturligt led i en velfungerende stat, at der er et offentligt postvæsen, der kommer overalt passende ofte. Nu er vi mere og mere i de liberale markedskræfters vold. Destruktion af den verden, der fungerede.

Desværre synes udviklingen at fortsætte. De herskende og talende klasser vil det. Trods al snak om at være i øjenhøjde med borgerne. Så at nedsætte et disruptionsudvalg var spild af tid og penge: Disruptionen kommer af sig selv.

Berlingske bragte d.29. marts 2019 en artikel om det forfærdelige massemord på muslimer i en moske i Christchurch på New Zealand. Her spekulerede avisen i en forbindelse mellem morderen og Identitaire-bevægelsen, der jo modsætter sig masseindvandringen til Europa fra Den tredje verden. I den forbindelse skrev avisen "..ifølge organisationens hjemmeside lyder teorien, at muslimsk indvandring vil gøre os til minoriteter i vore egne hjemlande i løbet af få årtier."

Jeg mente, at Berlingske ikke skulle lægge afstand til de faktiske forhold på denne måde og skrev derfor følgende læserbrev til avisen:

"I Berlingskes omtale af Identitær-bevægelsen d.29. marts beskrives det som en teori hos den yderste højrefløj, at de etniske europæere vil komme i mindretal i vore egne lande om nogle årtier.

Men det er en kendsgerning, at de europæiske befolkningers tal er dalende i disse år, mens personer i Europa hidrørende fra den tredje verden, ofte muslimer, stiger i antal år for år – flygtninge, indvandrere, familiesammenførte, efterkommere. Det burde være indlysende, at de to kurver vil skære hinanden på et tidspunkt, så vi faktisk kommer i mindretal i vore egne lande, hvis vi ikke ændrer kurs. Spørgsmålet er kun, om det sker om 50 år, 75 eller 100. Vore børn vil næppe nå at opleve det, men vore børnebørn eller oldebørn vil.

Dette synes at være udenfor de fleste politikeres – og journalisters – forestillingsevne, selvom det sker for vore øjne i Malmø og mange andre svenske kommuner i disse år.

Det er i øvrigt vistnok først og fremmest for at ændre denne udvikling, at Nye Borgerlige er opstået."

Læserbrevet blev ikke bragt i avisen. Emnet er dog ellers væsentligt nok. Men hverken aviser eller politikere magter tilsyneladende at se tingene i det lange perspektiv.

Forsvarsminister Mattis afsked

USA's forsvarsminister, James Mattis, har meddelt, at han tager sin afsked, fordi han er uenig i præsident Trumps beslutning om at trække de ret få – 2.000 mand – amerikanske tropper ud af Syrien, hvor de hjælper de kurdiske styrker med at bekæmpe IS.

Trumps beslutning er skandaløs, fordi han vil efterlade kurderne – de mest civiliserede og anstændige i Mellemøsten sammen med Israel – alene og i en udsat position mellem Syriens diktator Assad, russerne, Tyrkiet og Iran, og endda uden at IS er blevet endegyldigt udryddet.

Mattis afsked er katastrofal, da man må forvente, at han bliver erstattet af en mindre kvalificeret person, der ikke vil prøve at moderere Trumps ugennemtænkte indfald.

I denne forbindelse er det blevet nævnt, at Trump mener, at han har mere forstand på krigsførelsen end hans generaler. Den sidste politiker, der mente sådan noget, var Hitler. Og det gik jo fint for Nazityskland i de første år, men efterhånden gik det helt galt. Bl.a. på grund af Hitlers inkompetence.

Sandheden sejrer – pravda vitezi

Sandheden sejrer, lyder det gamle tjekkiske motto. Det skal vel forstås som, at sandheden sejrer i det lange løb, ofte efter at have været undertrykt, og ofte efter at store ofre har måttet ydes.

Sådan er min fornemmelse i denne tid, hvor stemningen for alvor er ved at vende i indvandringsspørgsmålet. Nu mener de fleste politikere, at tilvandringen skal holdes på et lavt niveau for at ”bevare det Danmark, vi kender”. Nu mener de, at flygtninge ikke skal blive her permanent, men vende tilbage til deres egne lande, når de er sikre nok. Nu kan de se, at omkostningerne ved tilvandringen fra den tredje verden er alt for høje – og det drejer sig ikke blot om de 36 milliarder kroner om året, som det koster.

Hvorfor kan de se det nu, og ikke tidligere? Søren Krarup og mange andre har jo advaret om problemerne i 30-40 år? Det burde være et oplagt forskningsprojekt for politologer. At spørge de omvendte politikere og meningsdannere, de lever jo i bedste velgående!

I øvrigt skal man ikke glæde sig alt for meget. De ansvarlige politikere (i flere betydninger af ordet) er jo endnu ikke kommet dertil, hvor de vil gøre noget effektivt for at stoppe tilstrømningen. Konventionerne, ikke sandt!